I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75765Visninger
AA

14. Kapitel 13.

Så snart de fire drenge forsvandt ud af døren, lagde der sig en underlig stilhed over os. Jeg havde overvejet at gå ind på værelset for at tørre mit hår, eftersom jeg næsten lige havde været i bad. Men til sidst droppede jeg tanken, og blev siddende i sofaen.

Louis lå stadig i den anden sofa, og havde sit blik rettet mod tv’et. Jeg følte det underligt at være alene med Louis, men kunne ikke helt sætte min finger på hvorfor. Selvom vi havde snakket sammen i flyet, virkede det underligt at sidde her alene med ham.

 Han havde sine arme foldet bag nakken, og lå med benene krydset. Hvorfor jeg sad og betragtede ham, havde jeg ingen idé om, men jeg kunne i hvert fald ikke lade være. Hans mørke hår, så helt uredt ud, hvilket det nok også var. Men alligevel så han godt ud. Hans blå øjne, der ellers havde fokuseret på tv’et vendte sig pludselig mod mig, og mødte mine.

”Tag et billede, det holder længere,” grinede han, og jeg så hurtigt væk. Farven steg op i mine kinder. Hvorfor blev jeg altid opdaget? Det var virkelig noget af det værste, for det skete altid for mig. Folk bustede mig altid, og jeg rødmede hver eneste gang.

Heldigvis lod Louis emnet ligge, og vi sad i stedet i en ubehagelig stilhed. Det var så underligt, at der var stille. Fordi.. altså, Louis var i lokalet, Louis, hallo! Det er Louis Tomlinson vi snakker om.. hvordan kunne der være stille i et lokale han befandt sig i? Det gav jo ingen mening.

 Efter at have sidder flere minutter, rejste Louis sig pludselig, i én bevægelse. Jeg kunne ikke lade være med at følge ham med øjnene, som han forsvandt ud i køkkenet. Han sagde ikke noget, men gik bare målrettet frem, som havde han glemt noget - men man kunne heller aldrig regne den dreng ud.

Derfor lod jeg bare blikket vende tilbage til tv’et, selvom det vi så faktisk var røv kedelig. Om Louis han rent faktisk så det, eller hvad, vidste jeg ikke. Det var i hvert fald sådan noget mine forældre kunne finde på at se, en af de der underlige serier, som man alligevel ikke forstod et hak af, lige meget hvor meget man så det.

Lige nu tvang mor og far sikkert Perrie til at se et eller andet, derhjemme. Det gjorde de altid med mig, mindst en gang om ugen, og næsten hver gang fik jeg lavet en scene ud af det. Dog fik jeg for det meste lov til at slippe for serierne, hvor de andre gange bare satte sig fast på, at jeg skulle sidde nede i stuen med dem - kvalitetstid som de kaldte det.

 Et smil kom frem på mine læber, ved tanken om Perrie, og mine forældre. Jeg savnede faktisk dem alle, selvom de ikke havde fået mange tanker fra mig, de seneste par dage. Om vores forældre havde opdaget noget mistænkeligt, vidste jeg ikke, men det håbede jeg heller ikke. For så var vi begge to virkelig på den, og vi skulle helst ikke opdages i det her.

”Perrie!” Louis desperate råb af mit navn, rev mig ud af tankerne om min familie. Med et suk rejste jeg mig fra sofaen, og fandt med små hurtige skridt, vej ud i køkkenet. ”Ja?” svarede jeg, mens mit blik landede på Louis, der var i fuld gang med at gennemrode alle skuffer og skabe.

Men da han hørte mit svar, vendte han sig mod mig, med et desperat udtryk i ansigtet. Åh nej, hvad var der nu galt? Var der sket noget? Åh gud, det kunne lige ligne ham at gøre et eller andet dumt. Men der havde jo ikke været noget inde i stuen? Og han havde skyndt sig ud i køkkenet.

”Ved du om vi har nogle chips gemt i det her hus?” lige så snart spørgsmålet forlod hans mund, fik det mig til at udstøde et højlydt suk. Drengen havde fået mig til at tro der faktisk var noget galt! Hvad fanden fejlede han? Kunne han virkelig ikke se, at han ikke skulle opføre sig som om det var noget alvorligt, når det kom til chips?

”Louis forhelvede!” stønnede jeg og slog ham hårdt - blidt - på skulderen, men gik selv i gang med at kigge efter de der chips. ”Av, det gjorde ondt!” beklagede han sig, og rørte ved sin skulder, som om det var virkelig sårbart. Det var bare så let at se på ham, at han spillede - den narhat.

Han gik dog hurtigt igen, i gang med at lede efter chipsene igen. Dog havde jeg en følelse af at der ikke eksisterede nogen i huset - hvad nu hvis ingen af de andre havde bragt nogle med? Så ledte vi simpelthen uden nogen grund.. urgh altså!

Dog fangede den sølvfarvede brødbakke hurtigt min opmærksomhed. Jeg skubbede langsomt lågen op, og fandt til min store overraskelse - not - to poser chips. Hvorfor havde drengen ikke kigget herinde?! Det var da det første sted man burde kigge efter chips.

”Louis din and, de er lige her!” jeg pegede på de to poser, mens jeg så lettere irriteret på Louis, der næsten stormede hen til mig. Et stort smil bredte sig på hans læber, som han tog de tog poser ud af bakken, og helt uventet trak mig ind til et kram. ”Du er den bedste Perrie!” mumlede han, inden han trak sig væk, og forsvandt ind i stuen med de to poser chips.

Jeg derimod, stod bare og gloede underligt efter drengen, der lige havde opført sig på underligste vis.. hvad fuck skete der oppe i hans hoved? Med en let hovedrysten, besluttede jeg mig alligevel for at gå tilbage i stuen, også selvom Louis teknisk set, sagtens allerede kunne have spredt chips udover hele stuen.

Dog var det heldigvis ikke hvad der mødte mig. Louis lå bare på sin tidligere plads på sofaen, med den ene pose placeret på maven, og sin ene hånd i posen. Han så ud til at være helt lettet over endelig at spise chips - drenge og deres underlige behov altså!

Jeg dumpede ned på min foregående plads, og lagde mig denne gang ned, og gloede i stedet op i loftet. Det var i det mindste mere spændende end tv’et, og Louis havde sikkert ikke tænkt sig at skifte kanal. Så måske kunne jeg tælle alle knopperne i loftet, hvis jeg tog mig rigtig sammen?

 

*

 

Som aftenen skred frem, fik jeg underligt nok en samtale i gang med Louis. Måske var det efter jeg fandt ud af, at jeg også havde lyst til at spise chips. Og så kom der ligesom en samtale i gang, fordi Louis også var begyndt at finde ud af, at det han så, faktisk var ret kedeligt.

Vi var endt med at sidde i den samme sofa, så vi bedre kunne snakke sammen, hvilket også gjorde det hele mindre underligt. Det blev meget mindre akavet og sådan, når vi først sad tættere på hinanden - don’t ask why, det er mig, vi snakker om.

Jeg sad og pillede ved mine negle, mens Louis var i gang med at forklare en historie om en af deres tour oplevelser, som jeg ikke havde fået helt fat på. Jeg smilede bare, og lod som om jeg forstod hvad han sagde, selvom det måske nok var lidt ondt - men det opdagede han nok alligevel ikke.

I stedet var jeg begyndt at studere hans ansigt, hvilket måske i bakspejlet var en virkelig dårlig idé. For hvor mange piger tjekkede deres kærestes, bedste venner ud? Ingen, så det må jo absolut være Zerrah i en nøddeskal, endnu engang.

Han havde det med at smile efter hver enkelt sætning han fuldførte, hvilket så ret sødt ud. Han havde et smil, der nærmest var umuligt at modstå - ikke at jeg havde prøvet.. men ja, du ved hvad jeg mener.

 

Louis’ synsvinkel.

Jeg havde det underligt med Perrie, eftersom jeg kunne mærke hendes blik på mig hele tiden. Om det var en god eller dårlig ting, kunne jeg ikke helt vurdere. Også da jeg fortalte hende en af oplevelserne fra vores lige sluttede tour, kunne jeg næsten fornemme at hun slet ikke lyttede på hvad jeg fortalte hende.

Hendes øjne mødte godt nok mine en gang i mellem, men blikket i hendes, var ikke som når man førte en samtale. Det var virkelig som om hun faktisk sad i sine egne tanker, og ingen anelse havde om, hvad jeg sagde til hende.

Da jeg sluttede, nikkede hun bare, men jeg kunne let se på hende, at hun ikke havde hørt et ord. Hun bed sig lidt i underlæben, og undgik øjenkontakten. Underligt nok, fandt jeg det sødt, hvilket jeg ikke plejede at gøre - og da slet ikke med Perrie! Hun var Zayns kæreste, det ville bare være sært, hvilket det også var nu.

”Du har ikke hørt et ord af hvad jeg lige har sagt til dig, vel?” smålo jeg, og fik hende hurtigt til at se på mig. Hendes mundvige trak ud i et lille smil, inden hun rystede let på hovedet. ”Undskyld, jeg tror bare jeg er lidt træt,” konstaterede ud, og strakte sine arme.

Det var der jeg fik øje på det - den lille tatoo på indersiden af hendes håndled. Den var først dukket op nu, den havde aldrig været der før, og det undrede mig en del. Zayn havde da ikke sagt noget om at Perrie havde fået en tatoo?

Derfor rakte jeg ubevidst ud efter hendes hånd, hvilket vist også kom bag på hende. For hun kiggede lidt chokeret på mig, men jeg ignorerede det bare. Jeg måtte se hvad det var. Mine fingre havde et fast greb om hendes håndled, da jeg vende hendes arm blidt om, så undersiden var blottet.

Det stod der - helt tydeligt.

Zerrah Sophie Edwards.

Hvem var denne person, og hvorfor stod det tatoveret på Perries håndled? Det var Perries efternavn, og et lidt usædvanligt og slet ikke brugt navn. Lidt ligesom Perrie, det var jo ikke fordi hele jordens befolkning var fyldt med Perrie’er.

 Mine øjne mødte langsomt Perries, som pludselig fyldtes med panik, samtidig med hun bed sig i læben. Der var noget helt galt her, ellers ville hun ikke reagere sådan. Hvis det havde været normalt, havde hun ikke haft det udtryk i øjnene, og hendes tænder ville ikke et sekund have ramt hendes underlæbe.

”Perrie,” mumlede jeg, og gav slip på hendes hånd. ”Hvad betyder det der?” spurgte jeg, og forlangte et ligeud svar. Jeg gad ikke hvis hun fandt en eller anden latterlig løgn, for det holdt jeg virkelig ikke til.

”D-det.. er i-indviklet..” fik hun ud, med rystende stemme, samtidig med hun borede neglene ind i sine håndflader. ”J-jeg er ikke P-Perrie..” selvom jeg havde haft mistanken, lige så snart jeg så hendes paniske reaktion, kom det alligevel som et chok for mig.

”Perrie er min tvillingesøster. Og det var hendes idé at vi skulle bytte liv for en tid, fordi hun var stresset.” mumlede hun, og begravede hovedet i sine hænder. Hvad skulle det betyde? Havde Perrie en tvilling? Og havde hun gået her i det sidste stykke tid, mens vi bare havde troet det var Perrie?!

Jeg skulle til at sige nogle mindre pæne ord, da pigen foran mig, som jeg næsten kunne gætte mig til, hed Zerrah, løftede hovedet, og så på mig med tårer rindende ned af kinderne. ”Men please Louis, du må ikke sige det til Zayn! Perrie slår mig ihjel, kom nu!” bad hun, og tog min hånd i hendes.

Jeg havde på en måde lyst til at ringe tin Zayn og bede dem alle komme hjem med det samme, men alligevel følte jeg en underlig træng til at hjælpe pigen der sad foran mig. Jeg vidste ikke hvad det var, men den side vandt, og jeg endte med at give hende et nik og et svagt smil.

”Tusind tak!” snøftede hun, og før jeg vidste af det, havde hun slået armene om mig, og trukket mig ind til en omfavnelse. Jeg kunne mærke hvor hurtigt hjertet bankede i brystet på hende, hvilket sagde mig, at hun havde været virkelig forvirret.

Hun trak sig fra mig igen, og mumlede noget med badeværelset. Jeg regnede med at det var der hun smuttede ud, hvilket også gav mig mulighed for at tænke i fred. Hvis Zerrah havde været Perrie, i det sidste stykke tid, så kunne det kun betyde en ting.

Alt begyndte at ligge sig på plads i mit hoved, og det tegnede bestemt ikke godt. Zayns uendelige smil, hans fraværende opførsel, hans plapren om Perrie. Ingen af de ting var om Perrie, det hele var om Zerrah - Perries søster.

Zayn var forelsket i Zerrah.

 

__________________________________________________________________________

Åh åh, det var ikke godt hva'? Louis bustede nok lige Edwards tvillingerne, der var? Og så gik det også op for ham at Zayn er forelsket i Zerrah, ikke Perrie. Så er han faktisk ikke så dum som vi går og tror - ej det er bare for sjov, Louis er ikke dum, han er perfekt.

Please like den, hvis du ikke allerede har gjort det, og giv en kommentar, det vil betyde så meget! xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...