I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
464Kommentarer
76155Visninger
AA

13. Kapitel 12.

Jeg vågnede med den mest forfærdelige hovedpine, og kunne med det samme mærke, at jeg ikke kunne falde i søvn igen. Det var ikke særlig tit jeg fik sådan en hovedpine, og det med at vågne op med en, var bare det værste. Men det var nok den foregående dag der havde tage hårdt på mig, jeg kunne ikke rigtig se nogen anden grund.

Jeg kastede et blik på uret, der var placeret på natbordet, og kunne hurtigt konstatere at klokken ikke var andet end 3 om morgenen. Jeg sukkede lydløst, og kiggede over på Zayn, der sov som en sten. Han var så smuk, selv når han sov. Det var næsten svært at tage øjnene fra ham, men da jeg kom i tanke om at jeg faktisk havde ondt i hovedet, var det ikke så svært alligevel.

Lydløst hoppede jeg ud af sengen, og sneg mig ud af værelset, uden at larme for meget med døren. Mine fødder førte mig ned af det kolde gulv, mod køkkenet. Jeg begyndte med det samme at lede alle skabe efter nogle piller der kunne tage smerten væk. Drengene måtte da have taget noget med.. eller Liam måtte da have taget noget med.

Mens jeg gennemrodede hele køkkenet i komplet mørke, lagde jeg slet ikke mærke til at døren bag mig gik op. Først da en stemme afbrød mine desperate tanke, opdagede jeg at jeg ikke længere var alene i køkkenet.

”Perrie, hvad laver du?” jeg hoppede fem meter op i luften, og udgav en lyd der nok mest af alt mindede om en elefant der jogger på flodhest. Jeg tog mig til hjertet, og vendte mig om mod vedkommende, som jeg hurtigt fandt ud af, var Louis.

Fuck. Dig. Tomlinson.

”Jeg leder efter noget smertestillende, hvad laver du?” svarede jeg, og så på ham, med hvad jeg kaldte ’Zerrah-dræberblikket-som-dræber-alle-på-sin-vej’ ja, langt navn, lang historie, men den får I ikke. Han rynkede på panden og så underligt på mig, sikkert over det blik jeg sendte ham.

”Perrie, er der noget med dine øjne?” spurgte han, og fik mig til at sukke højlydt af ham. Fattede han da ingenting? Fattede han da ikke, at han ikke skulle være bekymret om der var noget med mine øjne? Han skulle da forfanden bare dø - det var det hele stirre seancen gik ud på, altså.

”Louis, nej det er der ikke. Ved du om der er noget smertestillende i det her hus?” valgte jeg at svare, og sendte ham et spørgende blik. Han nikkede, men sagde ikke noget.

Hvad fanden? Hvorfor fortalte han mig det ikke? Mit hoved var ved at springe i luften, og så stod han bare der? Oh, det skulle han få så meget betalt, det skulle jeg nok sørge for - helst dagen inden jeg skulle skifte tilbage med Perrie igen, for hvis han besluttede sig for ekstra hævn, ville det gå udover hende.

Ej det er ondt.

”Louis din idiot, fortæl mig det nu!” sagde jeg langsomt, og så var det som om ’det hele pludselig gik op for ham’ den spasser. Hvad fanden skete der i hans hoved? Kunne han ikke se hvorfor jeg skulle vide hvor smertestillende befandt sig?

”Rolig nu.” grinede han, og tog mig ved hånden.

Han førte mig ned af gangen, og ud på det store badeværelse. Han åbnede et af skabene, mens jeg bare stod og betragtede ham. Han fandt et glas frem, og jeg rev det nærmest ud af hænderne på ham, og styrtede så ud i køkkenet igen.

Hans grin kunne høres bag mig, men jeg ignorerede ham bare. I stedet fandt jeg et glas frem, og fyldte det helt op med vand. Jeg fik hurtigt skruet låget af glasset og tog en pille op, og slugte den hurtigt, sammen med vandet. Nu lagde jeg også mærke til hvor tørstig jeg egentlig var - måske var der alligevel andre grunde til min hovedpine.

Tørst.

Haha.

Nej okay.

”Hvorfor er du her egentlig?” spurgte jeg Louis, som igen var dukket op, og nu stod lænet op ad dørkarmen. Hans arme var krydset over hans bryst, mens hans øjne hvilede på mig. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle finde det ubehageligt, eller være smigret.

”Jeg kunne ikke sove, og så hørte jeg larm fra køkkenet og-”

”Jeg larmede ikke!” afbrød jeg, og så et lille smil glide over hans læber. ”Jo Perrie, det gjorde det.” fastslog han og kom hen til mig. Han var faktisk en del højere end mig, men hvad fanden - det var alle efterhånden, selv Perrie!

”Er du blevet lavere?” jeg var ved at beskylde ham for at læse mine tanker, men fandt hurtigt ud af, at det kunne være fordi jeg faktisk var lav. Jeg var 2 centimeter lavere end Perrie, og det kunne altså sagtens ses på mig, hvis man kiggede grundigt nok - hvilket Louis tydeligvis gjorde.

”Nej, det bare.. jeg må gå nu.” det der med at krybe udenom, er bare den værste undskyldning, men jeg brugte den alligevel. Med hastige skridt bevægede jeg mig ned mod værelset, og efterlod Louis tilbage i køkkenet.

Oh fuck, bare han ikke regnede noget ud.

 

*

 

På trods af regnvejret, den foregående dag, udviklede det sig til massivt solskin, og man kunne næsten ikke holde ud at sidde indenfor. Solens stråler varmede alting op, at det var umuligt overhovedet at sidde stille for længe, uden at dehydrere.

Vi var alle gået ud til poolen, men den blev ikke rigtig brugt. Jo, Louis og Niall havde gang i en form for vandkrig, men ellers ikke. Vi andre lå på hver vores håndklæde, forskellige steder på græsset. Jeg lå ved siden af Zayn, som tydeligvis prøvede at hvile sig, men det gad jeg altså ikke. Han lå på maven, med armene over hovedet, og hans ansigt vendte væk fra mig - derfor besluttede jeg mig for at få noget sjovt ud af det.

Jeg begyndte lige så stille at rode i hans hår - kun fordi han hadede det. Tro mig, jeg havde gjort det før. Jeg sørgede for at mine fingre fik det til at se virkelig rodet ud, mens jeg samtidig prøvede at holde mine fnis inde. Da jeg var tilfreds med mit værk, flyttede jeg min hånd ned til hans ryg, hvor jeg begyndte at tegne cirkler med mine fingre.

Jeg vidste det kildede, for hvis han ikke gad stå op og morgenen havde det her været et sikkert trick. Og det var ret tit, at Zayn ikke gad stå op om morgenen. Den dreng var umulig at få op, måske skulle jeg spørge drengene om de vidste det?

”Perrie,” mumlede han utilfreds, og fik mig til at fnise. Men hurtigere end jeg kunne nå at opfatte, havde han fjernet min hånd, på mystisk vis skubbet mig tilbage ned at ligge på ryggen, og lagt sig ind over mig. Det drillende glimt i hans øjne var ikke til at tage fejl af - han ville have hævn.

For at få ham på andre tanker, trak jeg hans ansigt ned til mig, og pressede mine læber mod hans. Han gengældte hurtigt mit kys og lagde sin ene hånd ved min hofte. Hans berøring brændte mod min bare hud, og mit hjerte sprang et slag over. Den effekt han havde på mig, kunne jeg bare ikke undgå, lige meget hvor meget jeg havde lyst til det.

”Du tror du er smart hva’?” mumlede han mod mine læber. Jeg nåede kun at være forvirret i et øjeblik, før hans krop fjernede sig fra min, og det gik snart op for mig, at han havde rejst sig op. Før jeg kunne nå at gøre noget, havde han løftet mig op i sine arme, og gik i retningen af poolen.

Oh no, det gjorde han bare ikke.

”Boys, har I plads til en til?” spurgte han Niall og Louis, som med det samme stoppede deres vandkrig og kiggede på os i stedet for.

”Altid, Zayn.” forsikrede Niall, med et stort smil klistret på læberne. Hvor havde jeg lyst til at slå dem - dem alle sammen. De var så onde, eller flabede overfor mig - tænk at Perrie rent faktisk levede med det her.

Det var da altid noget at Liam og Harry stadig virkede normale - okay, Liam gjorde. Men Harry var bare.. ja, jeg havde faktisk ikke rigtig snakket med ham endnu, så det kunne jeg jo ikke bedømme. Måske skulle jeg snakke med ham? Og Liam? Så kunne jeg måske få en samtale det gav mening!

Mine tanker omkring de to resterende drenge, blev afbrudt, da min krop gjorde kontakt med det kolde vand - han havde fucking smidt mig i vandet! Da jeg kom op til overfladen igen, kunne jeg se de alle tre grinede. Zayn stod oppe på kanten, mens Louis og Niall befandt sig i den anden ende af poolen - hvor var de dog barnlige.

Jeg rystede på hovedet af dem, og svømmede hen til stigen som jeg hurtigt kravlede op af. Jeg begyndte at gå hen mod mit håndklæde, men stoppede da jeg kom hen til Zayn, der så på mig med det største smil.

”Er du okay, skat?” spurgte han, og prøvede tydeligvis at holde sit grin inde. Uden tøven, slog jeg armene om ham, og sørgede for han ikke kunne trække sig væk. Efter et par sekunder trak jeg mig væk, kun for at se Zayns smil forsvinde fra hans ansigt.

”Nu er jeg!” grinede jeg, og smuttede tilbage til mit tæppe. Denne gang hørte jeg grin fra Liam og Harry, som jeg slet ikke havde lagt mærke til før - ohhh, de var på min side, fuck jeg elsker dem! Ud af øjenkrogen så jeg Zayn sende dem dræberblikke, som jeg ikke kunne andet end at smile af.

”Se, Perrie vinder igen!” annoncerede Harry, sikker kun for at irritere Zayn. Jeg undlod at lytte til deres yderligere konversation, og tørrede mig i stedet med mit håndklæde. Klorvand var bare noget af det værste, især for øjnene.

 

*

 

”Hvor mange er friske på at tage i byen i aften?” Zayn og Harry kom nærmest springende ind i stuen, med nyheden. Jeg bed mig i læben, og så væk. Jeg havde virkelig ikke lyst, hvis jeg nu drak mig i hegnet og om til at sige noget.

Både Niall og Liam i stemte sig, og Louis var ikke til at se nogen steder. Hvor var han egentlig? ”Hvad med dig Perrie?” Zayn slog sig ned ved siden af mig, og kyssede mig på kinden. Jeg smilede genert, og så ned.

”Jeg vil nødig være en lyseslukker, men det er ikke det jeg har mest lyst til i aften.” svarede jeg nervøst, og så rundt på drengene. Bare de nu ikke blev sure på mig? Åh nej, hvad nu hvis.. ”Det er okay skat,” hviskede Zayn, så lavt kun jeg kunne høre det, og lod endnu engang sine læber berøre min kind.

”Vi kan heller ikke lade Perrie blive her alene.” var Liam hurtig til at konstatere, og sendte mig et varmt smil. Noget sagde mig at han ikke var sur på mig, som jeg troede han var. Også Niall og Harry så ud til ikke at være specielt nede over det.

”Hvorfor skal Perrie være alene?” Louis kom ind, og så spørgende rundt på os alle sammen. Kunne han ikke lære at komme lidt tidligere? Så skulle han ikke få alt fortalt, efter os andre.

”Det skal hun heller ikke - Zayn og Harry foreslog bare vi skulle tage i byen, men hvis hun ikke har lyst, kan vi jo ikke lade hende være alene tilbage her,” forklarede Niall, hvilket fik Louis til at se lidt mindre forvirret ud.

”Ej, skal vi i byen? Det orker jeg virkelig ikke i dag.” sukkede han, og smed sig på den anden sofa, så han praktisk talt lå halvt ovenpå Niall. hans opmærksomhed blev hurtigt rettet mod tv’et, og det var tydeligt at se på ham, hvor smadret han var - underligt egentlig, hvad havde han lavet i dag?

”Hvis Louis heller ikke vil med, kan de vel godt blive tilbage?” foreslog Harry, men fik hurtigt et blik fra Zayn, der fik ham til at tie stille. Men.. hvis de havde lyst til at tage i byen, skulle jeg da ikke stå i vejen for det, det ville ikke være fair.

”Zayn, det er fint - hvis I gerne vil i byen, så tag dog af sted.” forsikrede jeg Zayn om, og tog hans hånd. Først så han overrasket på mig, men smilede så. ”Altså hvis du ikke har noget i mod det..” ”Zayn, det har jeg ikke!” skyndte jeg mig at sige, og før han fik mulighed for at fortsætte, brød Harry ind. ”Se selv, Zayn!” og med de ord forsvandt han fra stuen, og så var den beslutning ligesom taget.

 

____________________________________________________________________

Så rundede jeg de 200 likes, og er endda nået op på 208! Er bare virkelig glad, I ved ikke hvor meget det betyder for mig x

Og like den gerne, det vil gøre mig å glad.

Ps. Sørg for at tjekke forbi min nyeste movella; A for Awful, så er  søde xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...