I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75512Visninger
AA

12. Kapitel 11.

Resten af flyveturen, var heldigvis ikke særlig akavet. På trods a mit klodsede stunt med vandet, formåede jeg at få en samtale i gang med Louis. Han virkede slet ikke til at tage det specielt tungt eller noget, hvilker jeg kun kunne ånde lettet op over. Men på den anden side, så kendte Perrie ham vel også ret godt, så det kunne også være en del af grunden.

 Da vi landede i Sverige, var vejret gråt udenfor, og regnen trommede let mod de små ruder, var der placeret i flyet. Af en eller anden grund, irriterede den lyd mig virkelig, og jeg havde ingen idé om hvorfor. Det var vel bare regn. Jeg stirrede på ruden, som om det ville få lyden af dråberne der ramte, til at gå væk.

”Perrie, hvad laver du?” spurgte Louis, og jeg vendte igen ansigtet mod ham. ”Hvad ser det ud til jeg laver?” svarede jeg, og nikkede i retningen af ruden. ”Prøver at få regnen til at holde op, så det ikke rammer ruderne, så det ikke irriterer mig.” uddybede jeg, på en rigtig Zerrah måde, som han sikkert ikke forstod noget af alligevel.

Det udløste dog bare et grin fra hans side, og fik mig til at sukke. Jeg havde ikke tal på hvor mage gange han havde grinet under den her flytur. Enten var det noget jeg sagde, eller også var det noget jeg gjorde. Jeg fik ham til at grine konstant. Var jeg virkelig så sjov?

”Hvad?” spurgte jeg og slog ud med armene. ”Det er ikke underligt!” forsvarede jeg hurtigt mig selv, men fik kun en hovedrysten fra hans side, mens han prøvede at skjule sit grin. Hvor var han dog flabet! Og så var han endda den ældste af dem, og han var den værste! Hvad var det dog for en verden jeg var kommet ind i?

”Perrie, at regnen irriterer dig,” startede han ud, og prøvede at se virkelig seriøs ud - hvilket selvfølgelig mislykkedes totalt, fordi han så mit random ansigtsudtryk. ”Det er virkelig underligt!” fnes han, og jeg sukkede endnu engang. Hvad fanden var der med ham?

Jeg slog blidt til hans skulder, og rakte unge ad ham. ”Du er underlig!” gav jeg igen, og vendte mig væk fra ham, som en 7-årig pige, der blev tøsesur. Jeg var ikke klar over om Perrie var sådan her, det var hun i bund og grund nok ikke. Der havde altid været en lille forskel mellem os, og min barnlighed havde altid været den værste. Hun kunne da også være barnlig - men hallo, jeg er værst, sådan er det bare.

 

*

 

”Vi skal den her vej.” afgjorde Liam, og pegede i den retning, hvor udgangen åbenbart lå. Der var heldigvis ikke dukket fans op endnu, hvilket jeg havde lyst til at hoppe rundt om en idiot over - men jeg gjorde det selvfølgelig ikke.. fordi.. hallo, det ville være for mærkeligt.

Vi fulgte alle efter ham, og jeg strammede blidt mit greb om Zayns arm. Han vendte kort ansigtet mod mig, for at sende mig et smil, inden han igen så ligeud. Som altid gjorde det mig helt blød i knæene, når han smilede til mig. Han var bare så perfekt, på alle måder, selvom jeg hadede mig selv for at tænke sådan om ham.

Mens vi gik, kunne regnen der trommede mod taget stadig høres. Det havde regnet i flere timer snart, og så var det endda lige nu når vi skulle på ferie. Hvad fanden bildte vejret sig egentlig ind? Altså, jeg troede Sverige var et fedt sted - nu hadede jeg det praktisk talt allerede.

 Heldigvis holdt vores taxaer allerede ude foran, så vi fik hurtigt alle vores kufferter pakket ind i dem, og derefter os selv. Jeg endte i samme taxa om Zayn og Harry. De havde åbenbart stadig gang i en vigtig samtale, der også indebar noget af det jeg hørte de snakkede om i flyet. Om de bare godt kunne lide at diskutere de mindste ting ned til sidste detalje, eller hvad, vidste jeg ikke. Jeg følte mig i hvert fald lidt akavet, mens jeg bare sad der mellem dem.

Måske blev det lidt sværere at være den eneste pige, end jeg lige havde troet. Hvis de var sådan her hver dag, kunne jeg da hurtigt komme til at kede mig. Men så fik jeg måske også tid til at snakke med Perrie. Jeg havde slet ikke skænket mit eget liv en eneste tanke, mens jeg havde været Perrie. Men det var jo heller ikke så spændende.

”Er det ikke også rigtigt Perrie?” jeg rystede kort på hovedet og glippede med øjnene. Zayn så spørgende på mig. ”Undskyld hvad?” spurgte jeg, hvilket fik ham til at gentage spørgsmålet. ”Er det ikke også rigtigt, at jeg er mere attraktiv end Harry?”

Jeg lod som om jeg overvejede mig meget, hvilket fik et underligt udtryk frem i hans ansigt. Og jeg ville gerne irritere ham, så jeg lod et lille smil glide over mine læber. ”Desværre Zayn, men det er du altså ikke.” svarede jeg endelig, hvilket udløste et højlydt grin fra Harry, som var hurtig til at give mig highfive.

”Se, det er derfor jeg elsker hende!” grinede Harry og lagde en arm om livet på mig. Jeg fnes lidt af ham, og betragtede Zayn der brumme utilfreds og vendte sig væk fra os. Jeg så op på Harry, der stadig smilede. Han var tydeligvis lige så vild med at irritere ham, som jeg var.

”Han er bare jaloux.” mumlede han, men højt nok til at Zayn kunne høre det. For han vendte sig igen mod os, og sendte Harry et ondt blik, som jeg bare grinede af. ”Tag det nu ikke så tungt, skat.” trøstede jeg ham, og rodede i hans hår.

”Hey, don’t touch my hair!” var han hurtig til at sige, og skubbede ‘fornærmet’ mine hænder væk fra hans ‘perfekte hår’ som han så fint kaldte det. I stedet lagde jeg mine hænder på hver af hans kinder, og kyssede let hans læber. Jeg vidste det blødte ham op, lige meget hvor sur han prøvede på at være.

”Jeg kan ikke være sur på dig - ikke engang for sjov.” sukkede han mod mine læber, inden vi trak os fra hinanden. Harry havde åbenbart fulgt med i hele scenariet, for da jeg igen så hen på ham, lå hans blik på skiftevis Zayn og jeg.

”Og det er derfor jeg ikke har en kæreste!” påpegede han så, og lænede sig tilbage i sædet. ”Du er bare sur, fordi du aldrig får en som Perrie.” sagde Zayn flabet, hvilket bare fik Harry til at række tunge ad ham. Altså, hvor barnlige var de lige? Okay Harry var den yngste, han havde en undskyldning - især fordi drengen er yngre end mig.. akaveeeet. Okay nej, det er det overhovedet ikke, men det lyder bare godt.

Jeg sukkede og rystede på hovedet af de to drenge, og hev min mobil op af lommen. Jeg smuttede hurtigt på twitter, og tjekkede om der var noget nyt. Det her var godt nok Perries twitter, han hallo, fuck nu det. Jeg var Perrie - altså lige for tiden.

”Så er vi her!” jublede Harry pludselig, og var den første til at hoppe ud af taxaen. Det regnede stadig, dog ikke så meget som før. Det kunne jeg godt gå med til, det var jo bare støvregn. Det ødelagde ikke mit hår eller makeup. Hvis det stadig havde regnet så meget som før, havde jeg tvunget Zayn til at bære mig ind, eller noget.

 Jeg fulgte mindre elegant efter Harry, ud af taxaen, og gik om for at få min kuffert. Da jeg havde fået den, stillede jeg mig ud til siden, så jeg ikke stod i vejen for de to andre drenge. Den anden taxa var også ankommet, og de tre resterende drenge hoppede alle ud, næsten på samme tid. Regnen så slet ikke ud til at forstyrre dem det mindste - men de var jo også drenge.

Da alle havde fået deres kufferter, og Liam havde betalt begge chauffører, begav vi os op til det sommerhus vi skulle bo i. Det så meget hyggeligt ud, og jeg glædede mig allerede til at se det indvendigt. Det var sikkert luksus til det højeste, så det overraskede mig ikke, hvis der både var spabad og pool.

”Jeg håber du har det fint med at sove med Zayn.” jokede Liam, som jeg bare rullede med øjnene over, og kort rystede på hovedet. ”Det har hun bare at være, for der er ingen andre der gider.” hørte jeg Louis sige, og han så derefter kærligt på Zayn, der bare sukkede over ham.

Kunne de ikke lade hinanden være? Hvorfor skulle de drille hinanden så meget? Jeg kunne da sagtens se, at det var kærligt drilleri, men blev de aldrig trætte af det?

”Selvfølgelig vil hun sove med mig.” afgjorde Zayn og trak mig helt ind til sig. Jeg nåede dog lige at se, at han blinkede en enkelt gang til de andre drenge, som begyndte at fnise. ”Ej Zayn!” jeg skubbede ham væk, og kunne mærke hvordan mine kinder blev røde. Jeg hadede når jeg rødmede.

”Hvilket et er vores værelse?” spurgte jeg hurtigt Liam om, for at skifte emne. Jeg skulle ikke stå her i rum med 5 drenge, efter hvad Zayn lige havde sagt. ”Det længst nede af gangen.” fortalte han, og sendte mig et smil, som jeg svagt gengældte, inden jeg begav mig ned af gangen.

”Ey Perrie, kom nu!” grinede Zayn, men jeg ignorerede ham bare. Det var nok bedst hvis jeg bare smuttede nu, ellers ville det da først gå galt. Især med mig, når jeg er i nærheden går det altid galt, det lærte jeg allerede da jeg var helt lille.

Jeg åbnede døren til værelset, og blev mødt af et mellemstort rum, med en stor dobbeltseng, som jeg havde den vildeste lyst bare til at smide mig i. Der var et stort klædeskab, dør ud til haven og direkte adgang til badeværelset - hvilket nok var et der hørte med værelset. Oh my god, eget badeværelse!

Jeg lavede et lille hop, og gav en lille jubel fra mig, inden jeg fik hevet min kuffert over ved siden af sengen. Fordi jeg nu var kommet først, kunne jeg vælge den bedste side af sengen. Derfor tøvede jeg ikke med at smide mig på den, og rullede lidt frem og tilbage, for at se hvor man lå bedst. Faktisk lå man bedst, hvis man ene person fyldte hele sengen, men det gik nok ikke.

Til sidst blev jeg enig med mig selv om at det var venstre side der var bedst, og løftede derfor min kuffert op i sengen, og placerede den i venstre side. Så kunne Zayn få højre side, som var mega dårlig - ej ok, den var faktisk helt okay.

 Der gik ikke mage minutter før Zayn kom ind med sin kuffert efter sig. ”Ej et fedt sted.” hørte jeg ham mumle, og sendte mig et smil, som jeg hurtigt gengældte. Han stillede sin kuffert ved højre side, og kom derefter over på den anden side og stillede sig foran mig.

”Jeg savnede dig i flyet.” mumlede han og trak mig ind til sig. Jeg grinede lidt af ham, men gengældte glædeligt hans omfavnelse. ”Du kunne bare have ladet den samtale med Harry ligge,” sagde jeg bedrevidende, og klappede ham på skulderen.

”Og så havde jeg undgået at spilde vand på Louis’ trøje.” fortsatte jeg og trak mig væk. Jeg fandt vej hen til havedøren og så ud i haven, men blev hurtigt afbrudt af Zayn. ”Vent hvad? Spildte du vand på Louis?” sagde han forvirret, og jeg nikkede bare, men kunne ikke lade være med at smile. Det var bare så akavet, og jeg ville nok aldrig glemme den episode.

”Klodsede Perrie,” hviskede han i mit øre, og sneg sine arme om mit liv. Jeg lukkede øjnene, og tillod mig selv at nyde hans berøringer. Han læber ramte min hals, og han plantede små kys hele vejen op til min kæbe, hvor han stoppede. Blidt fik han drejet mit ansigt, - fordi han stod bagved mig, nok. Jeg kan ikke rigtig se nogen anden grund - og kyssede så blidt mine læber. Jeg gengældte kysset, og lod mine hænder fine om til hans nakke, hvor jeg viklede mine fingre ind i hans hår.

”Jeg ved det,” mumlede jeg, uden at trække mig væk fra ham.

 

______________________________________________________________

I må meget gerne like den, hvis I synes om den! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...