I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

499Likes
464Kommentarer
77035Visninger
AA

11. Kapitel 10.

Mest af alt, havde jeg lyst til at tage mit vækkeur, og kyle det ind i væggen, så det ville tie stille. Men på den anden side, så ville jeg bare falde i søvn igen, og ville på den måde misse flyet til Sverige. Det skulle heller ikke ske, for jeg ville rigtig gerne af sted - jeg havde aldrig været i Sverige. Det lød som et fedt sted, og jeg havde hørt at det sommerhus drengene havde lejet, var lidt af det man kalder luksus. Og jeg elsker luksus - men det ved I jo nok allerede.

Derfor åbnede jeg - modvilligt - øjnene, og rakte ud efter vækkeuret, der stadig larmede højt, i hele rummet. Jeg fik hurtigt slukket det, og åndede lettet op, da den frygtelige lyd holdt op. Med et suk, svang jeg benene udover kanten på sengen, og trådte ned på det kolde gulv. Jeg gøs let, og fandt hurtigt vej hen til mit skab, hvor jeg fandt noget tilfældigt tøj - dog sørgede jeg for, at det passede sammen.

På ingen tid, fik jeg mit tøj på, og smuttede derefter ud på badeværelset. Jeg begyndte langsomt at børste mine tænder, da jeg virkelig havde brug for at få den forfærdelige smag i munden væk. Jeg hader at vågne op med den dårligste smag i munden, det er bare for klamt.

 Da den grimme smag var væk, skyllede jeg tandbørsten, og smed den ned i min lyserøde toilettaske, som skulle pakkes ned, med resten af mit tøj. Herefter fandt jeg min hårbørste frem, og fik redt mit hår igennem, så det blev helt blødt. Har jeg nogensinde fortalt hvor meget jeg faktisk elsker mit hår? Nej, men jeg forguder det, og behandler det godt - bedre end mig selv nogle gange.

Jeg fik tømt børsten for løse hår, og pakkede derefter også den ned i tasken. Mit hår fik jeg trukket op i en rodet knold, og forlod derefter badeværelset, med den lille taske i hånden. Den fik jeg hurtigt lagt ned i min kuffert, og kunne endelig lukke den. Nu var alt faktisk pakket, så manglede jeg kun at spise morgenmad.

 Jeg forlod værelset, og smuttede i stedet ud i køkkenet. Jeg var ikke specielt sulten, så jeg fandt mig bare en skål i skabet, og hældte noget yoghurt op. Fra skuffen tog jeg en ske, og begyndte langsomt at spise den, mens jeg så ud af vinduet. Der var allerede biler på vejen, selvom mørket stadig ikke helt havde sluppet sit tag i byen.

Det var faktisk smukt at stå og se på. Mens mørket langsomt lettede sig fra jorden, og blev erstattet af sollyset, der gjorde livet værd at leve. Okay, nu lyder jeg poetisk, haha, det var ikke meningen. Tror bare jeg dropper det, og finder på noget andet at lave.

 Jeg kastede et blik på uret, der hang på væggen, og fandt ud af, at der kun var 10 minutter, til min taxa kom og hentede mig. Smart som jeg var, havde jeg bestilt den på forhånd, fordi jeg nok alligevel ville glemme det her til morgen.

Hurtigt fik jeg spist det sidste yoghurt og satte den derefter ind i opvaskeren. Jeg slukkede lyset i køkkenet og gik ind på mit værelse, hvor jeg tog kufferten, og rullede den med ud i gangen. På vejen fik jeg slukket for alle kontakter, som jeg vidste brugte strøm - fordi det ville være spild af strøm og penge.

Jeg besluttede mig for at tage mine favorit sneakers på, eftersom jeg havde pakket lidt af hvert ned i kufferten. Derefter tog jeg min sorte jakke på, og slukkede derefter lyset i gangen. Jeg brugte min mobil til at lyse mig frem, da det stadig var lidt mørkt i huset, da det jo var tidligt om morgenen.

 Ud af døren kom jeg i hvert fald, med både kuffert og nøglen til huset. Jeg begav mig ned af trappen, og det fik lettere end jeg havde forventet, med at få kufferten ned at trapperne. Jeg var kun ved at tabe den en gang, og jeg fik heldigvis grebet den, inden det nåede så vidt.

Jeg gik ud på gaden, lige i det taxaen holdt ind til siden, foran bygningen. Jeg smilede for mig selv, og skyndte mig hen til vognen, og satte mig ind. Kufferten hev jeg ind ved siden af mig, og fik fortalt chaufføren hvor jeg skulle hen.

Lettet lænede jeg mig tilbage i sædet, og slappede lidt af, inden vi ankom til lufthavnen. Spændingen bredte sig i min mave, og mens jeg spekulerede, blev den også til nervøsitet. Hvad hvis jeg nu kom til at gøre noget dumt? Eller sige noget forkert, så jeg kunne afsløre mig selv.

Stop Zerrah, der sker ikke noget!

Jamen..

Nej!

Jeg fik hurtigt stoppet samtalen med mig selv, og rystede let på hovedet. Jeg måtte stoppe med at have de der små diskussioner med mig selv, inde i hovedet. Det var langt fra sundt, det vidste jeg. Men det var også svært at lade være, når man slet ikke var enig med sin hjerne eller samvittighed.

 ”Så er vi her, Miss.” chaufførens dybe stemme, rev mig ud af mine tanker. Jeg nikkede, og fik ham betalt, inden jeg steg ud af taxaen. Zayn havde fortalt mig hvor vi skulle mødes, og jeg håbede ikke at jeg ville stød på fans, for det orkede jeg ikke. De vidste sikkert allerede, at drengene skulle på ferie, for medierne vidste snart alt - det var helt utroligt.

Jeg gik, indtil jeg fik øje på en bekendt skikkelse. Han havde solbriller, der dækkede hans øjne, og havde trukket hætten op - nok så han ikke ville blive genkendt.

Et smil formede sig automatisk på mine læber, og jeg satte farten op. Jeg vidste ikke hvad Zayn gjorde ved mig, men det var i hvert fald en helt ukendt følelse. Jeg havde aldrig haft det sådan her før - det var næsten.. magisk.

Ej okay, det lyder dumt.

”Hey babe,” mumlede Zayn, da jeg nåede hen til ham. Han trak mig ind i en tæt omfavnelse, som jeg med det samme gengældte. ”Hvordan går det?” spurgte han, da vi igen trak os fra hinanden. Jeg trak bare på skuldrene, og smilede svagt. ”Jeg kunne godt have brugt noget mere søvn,” informerede jeg ham om, og fik ham til at le en hæs latter, som næsten fik min verden til at svimle.

Hvad fanden var der galt med mig?

 

*

 

Vi sad i det her rum, og ventede. Og ventede, kun for at vente mere, og så lidt mere igen og.. ja, jeg tror I er med ikke? Vi ventede ret meget. Men det var fordi der var troppet virkelig mange fans op ude foran, og det var umuligt at komme ud herindefra, uden at blive overfaldet. Security-vagterne var ved at få alle de skrigene piger fjernet, så vi kunne komme ud til vores privatfly.

Fordi jeg ikke havde fået specielt meget søvn i nat, sad jeg med hoved hvilende på Zayns skulder og lukkede øjne. Hans nussede blidt min ryg, og fik mig til at slappehelt af. Det var faktisk dejligt, for jeg havde sovet virkelig let i nat, og havde været anspændt i kroppen hele morgenen.

Jeg manglede virkelig søvn, og jeg var sur på mig selv over, at jeg ikke engang kunne sove ordentligt denne her den ene nat. Det var noget jeg kunne give mig selv en mental lussing for - nok også en fysisk, men det ville se komplet dumt ud, så det undlod jeg ligesom.

Mens jeg sad og halvsov op ad Zayn, åbnede jeg let øjnene, for at se hvad klokken var blevet. Uret hang på væggen lige overfor mig. Men i stedet for uret, fangede mine øjne, i stedet et par blå øjne, der helt sikkert tilhørte Louis. Der gik ikke mange sekunder, før jeg fandt ud af, at hans øjne havde ligget på mig, før jeg åbnede mine egne. Et svagt smil gled over mine læber, og jeg anede lige at han gengældte det, inden jeg lukkede mine øjne igen.

Pludselig blev døren åbnet, og jeg er sikker på, at vi alle gav et lille hop fra os, da en af vagterne kom ind. ”Så er det nu!” informerede han, og vi fik alle rejst os hurtigt. Vores bagage var allerede blevet bragt om bord på flyet, fordi vi ikke ville have tid til at slæbe den med os - netop på grund af fansene.

Zayn tog hurtigt min hånd, og flettede sine fingre ind i mine. Jeg sendte ham et sødt smil, og fulgte efter ham og de andre drenge, ud af rummet. Der var blevet hegnet sådan nogenlunde ind, så vi kunne komme forbi de mange fans, der var dukket op.

Jeg sank en klump, men bed hurtigt tænderne sammen. Det var bare en masse fans, det var ikke så anderledes fra koncerten - bortset fra at de var meget mere klæbrige, og virkede mere - undskyld for mig sprog men - sindssyge og desperate. Jeg gik ubevidst tættere på Zayn, fordi jeg slet ikke følte mig tryg ved alle disse fans.

Han lagde tydeligvis mærke til det, for han gav slip på min hånd, og lagde i stedet sin arm om livet på mig. ”Bare rolig, der sker ikke noget.” hviskede han, og kyssede mig blidt på kinden. Jeg nikkede bare - jeg stolede på ham, jeg havde intet andet valg. Men ikke kun derfor, for selvfølgelig stolede jeg på Zayn.

 På ingen tid nåede vi forbi de mange fans, og ud til privatflyet. Jeg var virkelig taknemmelig for, at vi ikke skulle flyve med almindeligt fly. Hvis drengene blev opdaget, ville det blive et helvede at komme frem - det her var meget bedre.

Vi sad alle sammen to og to, fordi det her langt fra var turistklasse, som jeg ellers altid havde været vant til. Sæderne var dejligt brede, og man kunne rykke sig i dem, uden at støde på en ubehagelig hård kant, eller noget. Zayn sad ved siden af mig, men havde gang i en samtale med Harry, som sad to rækker bagved os. Det så ud til at være meget forvirrende, for de stod begge to op i deres sæder, og lavede underlige håndbevægelser. Jeg kunne ikke lade være med at grine af det, fordi de virkelig så latterlige ud.

”Hvorfor går du ikke bare ned til Harry, i stedet for det der? Det stresser mig!” lød det pludselig fra Niall, der sad i sædet mellem os, og Harry og Louis. Han så frem og tilbage mellem Zayn og Harry, mens han rent faktisk lignede en der var ved at få et flip over dem.

”Jamen-” indvendte Zayn, og så ned på mig, men jeg fik hurtigt afbrudt ham. ”-Gå nu bar ned til Harry!” afgjorde jeg, og puffede blidt til ham. Han så tænksomt på mig, i nogle sekunder, inden han sukkede let og forlod sædet. Der gik ikke mange sekunder, før Louis dumpede ned i sædet ved siden af mig, og sendte mig t smil.

”Jeg var ikke rigtig en del af samtalen - så jeg håber det er okay jeg slår mig ned her?” jeg nikkede bare, og gengældte hans smil. ”Selvfølgelig.” mumlede jeg, og tog min flaske med vand for at tage en tår af den. Pludselig lavede flyet en uventet drejning, så jeg mistede kontrollen over flasken, og spildte noget.

Forskrækket så jeg til venstre for mig, hvor Louis sad, og så helt chokeret ud. Selvfølgelig havde jeg spildt på ham - selvfølgelig! Det var bare så typisk mig det her, så hvorfor havde jeg ikke forudset det her? Det her ville Perrie jo aldrig gøre. Rødmen steg op i mine kinder, og jeg sendte Louis et undskyldende blik.

”Ej, undskyld Louis! Undskyld, undskyld, undskyld.” desperat tog jeg mig til hovedet, fordi jeg ikke havde nogen ide om hvad jeg skulle gøre. Dog grinede han bare af mig, og lagde en hånd på min skulder.

”Perrie, det er okay. Det er altså ikke noget - det var da altid noget vi ikke skulle til at stige af.” forsikrede han, og lod et grin glide ud mellem sine læber. Jeg bed mig bare i læben, og nikkede. Det var da altid noget, at han ikke tog det så tungt.

”Men lad mig i det mindste,” startede jeg, og rodede i min taske, hvor jeg tilfældigvis havde en serviet. ”Tørre det værste væk.” afsluttede jeg, og viftede med servietten. Han smilede bare, uden videre svar, og det tog jeg som svar nok.

 

___________________________________________________________________________

Please giv den et like, det vil betyde så meget! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...