Penfriends {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Eve er totalt ødelagt. Hun kan ikke stole på nogen og hun har svært ved at komme tæt på folk, for hun ender altid med at skubbe dem væk fra hende, fordi hun er bange for at de forlader hende og sårer hende. Men hvad sker der så, når hendes lærer giver hende en penneven, og den penneven viser sig at være selveste Niall Horan?

____________________________________________________________________

Da jeg er kørt lidt fast i min anden movella, så forsøger jeg mig med en ny. Denne gang en One Direction - FanFic. Også selvom jeg ikke er fan af One Direction, kun af Zayn :-D

17Likes
13Kommentarer
1612Visninger
AA

9. Why ?

Efter Jack havde afsløret os, var Zayn blevet lidt, men det var virkelig akavet. Mig og Zayn turde ikke rigtig se hinanden i øjnene, og Jack gjorde kun det hele værre. Han kom med dumme kommentarer og hentydninger, hver eneste gang han fik mulighed for det. Det irriterede mig virkelig meget. Hvorfor kunne den dreng ikke bare holde sin mund nogen gange? Han skulle ikke tro, at der var noget mellem mig og Zayn. Det var der ikke! Det var bare nogle få øjeblikke af ren og skær dumhed og lyst, der overtog mig. Det var derfor jeg kyssede ham. Eller han kyssede mig og jeg kyssede tilbage. Desuden kunne Zayn jo heller ikke lide mig. Hvorfor skulle han kunne det? Han kunne få alle dem han ville have, så selvfølgelig ville han ikke have lille, kedelige, ødelagte mig.

Nå, men lige nu sad jeg i hvert fald i baren til en fest, som Jack tvang mig til, fordi mit humør var så langt nede. Jeg var slet ikke i festhumør. I de to timer vi havde været her, havde jeg kun drukket tre drinks. Og det lignede altså slet ikke mig. Jeg plejede at være godt wasted efter bare to minutter. I det mindste var jeg ikke en af de piger, som ikke turde flirte med drenge, medmindre de var totalt fulde. Det var nok også derfor, at jeg den seneste time have haft gang i noget flirten med bartenderen. Og, jeg siger det bare, han var altså super cute. Ikke Jack/Herkules hot eller Zayn/gude lækker, men virkelig cute med store brune øjne og søde små krøller. Og jeg ville virkelig gerne have ham, jeg havde haft mange indre kampe med mig selv om ikke at overfalde ham, men det kunne jeg ikke fordi 1. jeg havde mit lort, og det var røv irriterende, 2. Zayn. Jeg kunne ikke få ham ud af mit hoved. Han var der hele tiden, ikke bogstaveligt talt. Eller jo måske. Jeg vidste det ikke. Jeg havde det hele tiden som om jeg så ham, men når jeg kiggede nærmere var han væk. Det var som om jeg hallucinerede, men alligevel føltes det som om det var rigtigt. Og der var også kommet betydeligt mange flere mennesker her, de fleste af dem var piger og stod i store flokke. Hvis man var heldig, kunne man høre dem hvine engang i mellem og alle sammen pege på ryggen af en eller anden dreng. Det med at være heldig var ironisk, for de holdt seriøst aldrig kæft og hvinede hele tiden.

Hvis jeg havde været mere opmærksom og ikke helt så træt, havde jeg nok regnet ud af at der nok var en helt almindelig grund til, at jeg blev ved med at se Zayn over det hele og at alle piger hvinede og stod og hviskede med store smil klistret i deres ansigter, mens de spejdede rundt efter noget, lidt ligesom et rovdyr der leder efter et forsvarsløst bytte. Men jeg var ikke opmærksom og frisk, jeg var træt, uopmærksom og mest af alt uoplagt til en dag i byen.

”Har du det godt?” en mørk stemme hev mig ud af min trance, hvor jeg bare sad og stirrede ned i min drink, min lyseblå drink.

”Mmmh, keder mig bare.” mumlede jeg og bundede mit glas. Det var først bagefter det gik op for mig, hvor kedelig det fik mig til at lyde. Jeg sad til en fest, med en masse lækre drenge og jeg så godt ud. Det gjorde jeg virkelig. Mit hår var sat op i en sjusket knold og min krop var dækket af en rød løs kjole, som helt sikkert ville få enhver forældrer til at kigge strengt på mig og give mig en formaning om hvordan man klæder sig og at man udsender et helt forkert signal. Men så ”heldig” som jeg nu var, så havde jeg ikke et par forældre, som bekymrede sig om mig og gav mig stuearrest når jeg blev for oprørsk og ulidelig. Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde det, altså et par irriterende forældre, som man skændes med, når de tvinger en på skovtur eller til at tage til landet og hygge sig mellem stinkende køer og fede landmænd.

Alle de har deprimerende tanker, gjorde mig – sjovt nok – deprimeret, så derfor kiggede jeg frækt på drengen, som sad foran mig og snakkede med en, der stod på hans anden side. Jeg rørte blidt ved hans arm, hvilket fik ham til at vende sig om mod mig og sende mig et spørgende blik.

”Hvad siger du til at købe en drink til mig? En stærk en.” prøvede jeg med min mest forførende stemme, samtidig med jeg blidt kørte min hånd op og ned af hans lår. Jeg skulle være fuld, så fuld at jeg ikke længere kunne stå på mine egne ben og hele verden svimlede og snurrede rundt. Også selvom jeg helt sikkert ville gøre noget jeg ville have lyst til at dræbe mig selv for i morgen og have så mange tømmermænd, at mit hoved føltes som en fodbold på en fodboldbane, fyldt med svedende, prustende mænd.

”Hvordan synes du shots lyder?” hans stemme var sprunget fra forførende til jeg-overfalder-dig-hvis-du-siger-mere-fræk og hans hånd lagde sig på min hånd, som stadig lå på hans lår. Der var ingen gnister, brandmærker eller sommerfugle i maven, da han rørte mig, men alligevel så hadede jeg at jeg ikke bare kunne tage hjem til ham og dyrke virkelig, virkelig hed sex hele natten – for han lignede en der vidste hvad han lavede – og så sige farvel og fortsætte livet som om det ikke var sket, for så at støde ind i hinanden en dag og havde endnu bedre sex og så sige farvel og aldrig møde hinanden igen.

”Perfekt.” hviskede jeg i hans øre og gav hans lår et klem, inden jeg slap ham og lænede mig tilbage. Han sendte mig et frækt smil og vendte sig om for at få fat på mine shots, ja mine, meget grådigt, men jeg skulle være så fuld, så utrolig fuld, og jeg havde ikke pengene til at betale for det selv.

I mens vi ventede, gav jeg mig tid til at kigge rundt. Tro det eller ej, men der var endnu flere mennesker end før. Jeg begyndte at ane, at der nok var gang i et eller andet her, men jeg var egentlig ret ligeglad, for i samme øjeblik blev en bakke med shots sat på baren, og min drinkskøber kiggede udfordrende på mig og stillede halvdelen af dem over til mig. Jeg sendte ham et endnu mere udfordrende blik og tog et shot i hånden.

”Skål..?” sagde han og jeg stirrede bare mærkeligt på ham, fordi han stillede det op som et spørgsmål, indtil det gik op for mig at han ville have mit navn at vide, mit ansigt blev rødt og han grinte lidt af mig.

”Eve.” sagde jeg og løftede mit glas. Han smilede sødt til mig og løftede også sit glas.

”Brandon.” sagde han idet vores glas klingede mod hinanden. Jeg sat glasset op til munden og lod den stærke væske flyde ind i min mund. Den brændte hele vejen ned af halsen, og det var lige før jeg begyndte at hoste, men så kom jeg i tanke om at det var en konkurrence. Jeg tog fat om det næste, det brændte ikke ligeså meget. De tre sidste røg hurtigt samme vej, og da jeg knaldede det sidste shot ned i disken, var Brandon stadig ikke færdig.

”Jeg vandt!” råbte jeg, og kunne straks mærke alkoholen. Brandon sendte mig et irriteret blik, men ødelagde det ved at smile skummelt til mig. Jeg mærkede straks nervøsiteten. Hvad ville han gøre mig? Jeg havde hørt så meget om unge lækre drenge, som drak uskyldige – host host – piger fulde og udnyttede dem. Hans hoved nærmede sig mit og jeg kiggede skræmt på ham. Først lagde han ikke mærke til det, men så fjernede han sit blik fra min mund og kiggede mig i øjnene. Mit blik måtte være seriøst skræmt, for han trak sig straks væk og kiggede bekymret på mig.

”Eve? Er du okay?” sagde han og lagde en hånd på min hånd, hvilket bare fik mig til at spænde endnu mere i kroppen. ”Hey, jeg gør dig ikke noget. Jeg ville bare kysse dig…” hans stemme var pludselig nedtrykt og han kiggede ned.

Lige i det øjeblik, da han sagde at han bare ville kysse mig, følte jeg mig så utrolig dum. Selvfølgelig ville han ikke voldtage mig, ikke til en fest, hvor det vrimlede med mennesker. Jeg mærkede mine kinder blive varme og rystede på hovedet af mig selv.

”Shit. Undskyld. Det er bare.. Man hører så meget om voldtægt. Og jeg ved ikke hvad der gik af meget.. Undskyld.. Hvor er jeg dog dum..” det sidste mumlede jeg stille for mig selv og bed mig i læben. Forsigtigt lagde Brandon en finger under min hage og løftede mit hoved, så jeg kunne kigge ham i øjnene. Han smukke, smukke øjne. Endnu engang nærmede hans hoved sig mit, og denne gang flippede jeg ikke ud. Jeg kyssede bare ivrigt med, da han pressede sine læber mod mine. Jeg drejede mig hurtigt på sædet, så mine ben var mellem hans.

Da han ville udvikle kysset, lod jeg ham og begravede mine fingre i hans fine krøller. Han var virkelig lækker, han kyssede virkelig godt, han var venlig og fandt sig i at jeg var paranoid og troede han ville voldtage mig. Måske var det alligevel meget godt at jeg havde min menstruation, så kunne jeg nemlig sige nej, uden han kunne blive sur og føle sig afvist, jeg kunne give ham mit nummer og det kunne udvikle sig. Voila, perfekt måde at få Zayn ud af mit hoved på. Og muligvis også få noget hed sex, for hvis den dreng knaldede – undskyld mit sprog – bare halvt så godt som han kyssede, så ville der blive hedt. Just saying.

”Ej! Det må i squ undskylde.” sagde en hæs stemme, da den stemmen tilhørte stødte ind i Brandon, hvilket resulterede i at vores kys blev afbrudt. Det var dumt at drikke så mange shots lige efter hinanden, det vidste jeg godt. Det ville gøre mig alt for fuld og rundt på gulvet. Og det havde det skam også gjort. Ellers havde jeg aldrig haft sex med tøj på til en fest med en dreng, som godt nok var irkelig lækker, men som jeg kun lige havde mødt. Og de mange shots resulterede også i, at jeg ikke tænkte over at den stemme var bekendt, for bekendt, men i stedet vendte mig om på stolen og stirrede lige ind i et par brune, som tilhørte den person, jeg havde brugt hele aftenen på at glemme. Men det ville han åbenbart ikke tillade, for hver gang jeg lige havde fået ud af hovedet, dukkede han op og fik sommerfuglene til at bakse rundt inde i min mave igen.

”Zayn.” sagde jeg koldt. Måske havde han ikke direkte gjort noget, men han irriterede mig lige nu. Mest fordi alle pigerne, der også var til festen – ja vel de fleste piger i verden – savlede over ham, og så skulle han stå her og stirre forskrækket frem og tilbage mellem mig og Brandon. Det var ikke fair.

”Hvad laver du her?” Hans stemme var lige så kold som min. Måske fordi jeg havde kysset med ham før og nu sad og udvekslede mundvand med den lækre dreng ved siden af mig.

”Mener du det seriøst? Kan du ikke se hvad jeg laver her?” sagde jeg ironisk og himlede med øjnene. Han skulede ondt til Brandon, der bare sad og kiggede forvirret på Zayn og derefter sendte mig et uforstående blik.

”Jeg skal lige låne Eve her. Bare et øjeblik, og så kan i fortsætte –” Zayn pegede mellem os og rynkede panden. ”med at lære hinanden bedre at kende.” Da han sagde det, rynkede han på næsen, som om det ikke passede ham. Så tog han fat i min arm og ville hive mig med, men jeg trak min arm til mig og vendte mig mod Brandon. Så fiskede jeg hans mobil op fra hans lomme og tastede mit nummer ind.

”Hvis nu vi ikke finder hinanden igen.” sagde jeg og gav ham hans mobil, samtidig med jeg lænede mig tættere på ham. Ud af øjenkrogen så jeg Zayn knytte hænderne, hvilket fik mig til at smile stort indvendig.

”For jeg vil gerne se lidt mere af dig.” hviskede jeg forførende, inden jeg igen lod mine læber møde hans. Dog nåede Brandon ikke at kysse tilbage, før jeg blev hevet væk fra ham og trukket gennem menneske mængden. Da jeg stod op, kunne jeg meget bedre mærke alkoholen. Den føltes som at gå ind i en mur og derefter vaklende gå videre. Jeg kunne ikke rigtig stoppe, fordi Zayn havde godt fast i min arm. Derfor fulgte jeg bare vaklende med og stødte en i virkelig mange uskyldige mennesker, som stirrede efter mig, eller os. Nok mest fordi det var Zayn Malik, der så virkelig vred ud og trak af sted med en pige, som tydeligvis havde fået for meget at drikke. Det var helt sikkert ikke et syn, man så hver dag.

Da Zayn vredt skubbede en dør op, ramte kulden mig, som en lussing i ansigtet og gav mig kuldegysninger. Min kjole dækkede ikke helt så meget af min krop, som den nok skulle hvis man tænkte på vejret, som, for at sige det sødt, var virkelig dårligt.

”Har du tænkt dig at forklare mig hvad det gik ud på?” sagde Zayn vredt. Det gik op for mig, at han havde sluppet mig og nu stod foran mig, med armene krydset og en lille rynke i panden.

Hvad mener han? Bare fordi jeg har kysset ham, må jeg da gerne kysse med andre. Det gør han sikkert også. Som jeg gider stå her og finde mig i, at han tror han kan bestemme over mig. Jeg vil ikke have noget at gøre noget som helst at gøre med den slags mennesker.

Jeg sendte ham et ondt blik, drejede rundt på hælene og begyndte at gå væk. I hvilken retning vidste jeg ikke, jeg skulle bare væk fra ham. Ham og hans ejerfornemmelser. Jeg nåede godt nok ikke så langt, før han igen tog fat i mig og fik mig vendt rundt. Alt snurrede og drejede, og det var umuligt at fokusere på hans ansigt. Hele verden så ud som når man kigger ind i de der fordrejede spejle, som der er i tivolier, hvor man bliver helt bølget. Sjovt. Jeg fniste ved tanken, og, utroligt nok, kunne jeg mærke alkoholen endnu bedre. Det var aldrig en god ide at sidde indenfor at drikke, for derefter at gå udenfor og stå. Så blev det alkoholens virkning ligesom fordoblet.

”Altså, Zayn.. Nu skal du ikke være så fjollet.” fniste jeg og pillede ved hans sorte T-shirts krave. Han var fræk i dag. Klædt helt i sort; stramme sorte bukser, sort t-shirt og så var hans hår sat virkelig frækt. Alt var frækt, i den tilstand jeg var i.

”Eve. Stop det. Jeg mener det seriøst.” sagde han irriteret og trådte et skridt væk fra mig. Flabet, som jeg nu var, smilede jeg bare stort, tog to skridt mod ham og tog stille fat i hans hånd. Lige i det øjeblik, var jeg ligeglad med hvor fuld jeg var, om det var koldt eller at jeg havde mit lort.

”Det gør jeg skam også.” hviskede jeg, hvor efter jeg bed mig i læben. Selv om jeg var godt fuld, kunne jeg nemt se hvordan Zayn spændte i armene, da jeg sagde det. Han slappede dog hurtigt af igen, og sendte mig i stedet et irriteret blik. Måske var jeg lidt irriterende, men han havde trukket mig væk fra Brandon, som jeg lige havde gang i noget vigtigt med. Det gør man altså bare ikke.

”Tager du aldrig noget seriøst?” Zayns vrede stemme afbrød min tankestrøm og fik mig til at kigge overrasket på ham.

Hvad mente han? Jeg tog en masse ting seriøst, men jeg havde altså lov til at være barnlig en gang i mellem.

”Jo, det gør jeg. Men ikke altid. For nogle gange har jeg brug for at være et barn. Og det har jeg ret til lige nu. Så hvorfor gør du ikke bare udenfor og lader mig være?” det gav overhovedet ingen mening, og min stemme var blevet mærkelig, som den altid gjorde når jeg havde fået for meget at drikke.

”Vil du ikke godt bare lige prøve at være seriøs? Bare i fem minutter?” bad Zayn. Hans øjne var pludselig blevet triste, og hvis jeg ikke havde været så fuld, havde jeg sikkert tænkt over det og haft medlidenhed med ham. Men for at være ærlig – for det vil jeg gerne være, ærlig og zen-agtig – så blev jeg lidt af en bitch, når jeg havde kørt så mange shots ned.

Jeg svarede ham ikke, men kiggede i stedet rundt. Jeg havde sagt til Zayn at han skulle gå udenfor, men da jeg så rundt kom jeg i tanke om at vi var udenfor. Og det var egentlig røvkoldt. Så koldt at jeg havde gåsehud over det hele. Jeg gned hurtigt mine arme og blev lidt efter lidt mere og mere rolig og afslappet. Da kulden ramte mig, følte jeg mig lidt mere ædru. Jeg sukkede og kiggede over på Zayn.

”Okay.” sagde jeg og pillede nervøst ved kanten af min kjole. Hvorfor jeg pludselig blev nervøs, ved jeg ikke, men det havde vel noget at gøre med at jeg havde et crush på Zayn. Og at jeg følte mig lidt mere usikker sammen med ham, end sammen med andre drenge. Han gjorde mig usikker, specielt når han kiggede op og ned af mig, som lige nu.

”Hvad er der?” udbrød jeg irriteret, da han bare blev ved med at kigge på mig.

”Fryser du?”

”Nej.”

”Jo du gør så.”

”Nej jeg gør ej.”

”Jo du gø-”

”Kom til sagen, Zayn. Jeg gider ikke stå herude og chille, når jeg kan være derinde og have det godt. Og varmt.” vrissede jeg mellem sammenbidte tænder, dels fordi det var så forfærdelig koldt, dels fordi jeg var træt af at Zayn ikke ville komme til sagen.

”Okay, okay. Ingen grund til at blive muggen, bare fordi du har fået lidt for meget at-”

”ZAYN. Nu.” afbrød jeg ham og lavede en mærkelig bevægelse med hånden, for at vise at det skulle være nu.

I lang tid kiggede han bare på mig, og jeg faldt ligesom ind i mine egne tanker. Han havde tydeligvis ikke tænk sig at komme til sagen, men jeg måtte åbenbart heller ikke gå indenfor. Hvor det er varmt og rart og hyggeligt. Måske ville han bare lave mig til en is skulptur, og så sætte mig op i hans forhave. Ej, okay ad, det var ret så kla-

”Hvorfor kyssede du med ham?” Jeg kiggede chokeret rundt omkring for at finde ud af hvem der talte, indtil det gik op for mig at det var Zayn. Sjovt, jeg var ellers sikker på han var gået. Okay, måske var jeg stadig rimelig fuld.

”Hvorfor skulle jeg ikke det? Så du hvor lækker han var?” spurgte jeg.

Zayn sukkede opgivende. ”Det var ikke det jeg mente.” han slog ud med armene og kiggede på mig. ”Hvorfor kyssede du med ham, når du næsten lige har kysset med mig?”

Spørg lige om min kæbe røg ned på jorden med et stort klunk, så alle folk gloede på mig, og mine øjne derefter trillede ud af hovedet på mig, af bare overraskelse over at Zayn spurgte mig om det. Okay det skete så ikke lige, selvfølgelig ikke. Men jeg blev overrasket. Og stod og stirrede på ham i lang tid, indtil det gik op for mig, at jeg skulle svare.

”Hvorfor? Er du jaloux?” svarede jeg flabet. Den flabede, fulde Eve var tilbage. Zayn kiggede bare ned i jorden og rødmede. Vent.. Rødmede? Men man rødmer jo kun når… Iiiiih! Zayn Malik er jaloux over, at jeg har kysset med en anden! Jeg smilede stort, jeg kunne bare ikke lade være. ”OH! Det er du. Hvor er det sødt. Ej, altså nu er jeg helt smigret. Iiih. Hvor er det vildt. Zayn Malik er ja- Hvorfor?” Min glade talestrøm stoppede, da jeg begyndte at undre mig over hvorfor han mon var jaloux. Jeg mener, hvorfor er han jaloux? Han kan få alle i verden og han burde slet ikke se til min side. Det ender bare med at han finder en, der er bedre og efterlader mig helt knust.

”Hvad? Spørger du mig helt seriøst hvorfor jeg er jaloux?” Han kiggede afventende på mig og hurtigt nikkede jeg. ”Er det ikke indlysende? Jeg kan lide dig. Dig, Eve. Så derfor er det da klart, at jeg bliver jaloux, når du sidder og kysser med en anden, samme dag som du har kysset med mig.”

Pludselig fattede jeg den. Han lavede sjov med mig. Der var sikkert nogen, der filmede det her. Så ville de ligge det på Youtube, under navnet ”Eve Mayers tror virkelig Zayn Malik kan lide hende” og så ville jeg blive mobbet resten af mit liv, og få en milliard katte og bo i en lille blå lejlighed med en masse gamle grimme møbler.

”Det er ikke sjovt Zayn. Stop det.” vrissede jeg vredt og vendte mig om og begyndte at gå. Eller jeg prøvede på det, jeg kunne bare ikke for jeg gik lige ind i et træ. Det stod der altså ikke før, jeg sværger. Bag mig kunne jeg høre Zayn grine. ”Det er heller ikke sjovt, Zayn. Synes du virkelig det er sjovt at udnytte mig? At såre mig? At få mig til at blive en gammel ensom dame med en masse katte?” Zayn stoppede straks med at grine, og selv som jeg ikke kunne se ham, vidste jeg at han kiggede chokeret på mig.

”Hvad mener du med det, Eve?” han stemme var lav og såret. Han fik hurtigt vendt mig om og skyndte sig at ligge to fingre under min hage, inden jeg nåede at kigge ned. ”Hør her, jeg laver ikke sjov. Hvorfor tror du dog det?”

”Fordi..” Jeg tog en dyb indånding og måtte kæmpe mod tårerne. Jeg græd seriøst for meget. ”Fordi, Zayn, du er verdenskendt og virkelig, virkelig lækker. Så hvorfor skulle du kunne lide mig? Du kan få alle mennesker i hele verden. Så hvorfor mig? Jeg er jo intet, ikke verdenskendt eller sådan noget. Jeg forstår ikke hvorfor du vil vælge mig, af alle dem du kan få, som er så meget mere spændende end mig.”

”Eve..”

”Nej, Zayn.. Lad mig tale færdig. Og lige meget om du så kan lide mig, så.. Så kan jeg bare ikke klare det. Når du endelig indser, at jeg ikke er noget for dig, så vil jeg bare blive knust. Så knust, at jeg ikke er sikker på jeg nogensinde vil kunne samle alle stumperne op selv, og jeg kan ikke bede Jack om så meget. Så jeg kan bare ikke klare det. Lige meget hvor meget jeg vil, for tro mig jeg vil gerne, jeg kan også lide dig, men jeg kan bare ikke. Det er for meget. Jeg kan ikke, det kan jeg virkelig ikke.. Det må du undskylde, Zayn, virkelig. Men det er så meget i forvejen, det.. Nej, jeg kan ikke. Jeg ville ønske jeg kunne, men bare så meget involveret, som jeg er nu, kommer til at gøre ondt at miste.” Da jeg var færdig snøftede jeg. Jeg græd. Tårerne trillede ned af kinderne på mig. Det gjorde ondt, så forfærdelig ondt, at vide, at jeg allerede ville miste den dreng, som jeg kun havde kendt i så kort tid, men allerede holdt så forbandet meget af.

”Eve. Hør på mig. Ple-” ”Nej Zayn. Jeg kan ikke, det gør for ondt. Undskyld.” Jeg kiggede på ham, sugede alt til mig. Hans skønne øjne, som så mange gange havde kigget ind i mine og været fyldt med glæde, lyst og så mange andre ubeskrivelige følelser. Hans læber, som for ikke længe siden havde ligget mod mine og fået sommerfuglene i min mave til at boble, som aldrig før og fået mine kinder til at blusse. Hans hår. Følelsen af hans hår imellem mine fingre og som kildede mig på kinden, når han kyssede min hals. Igen kiggede jeg ham i øjnene. De var ikke længere fyldt med glæde og lyst, men sorg og .. noget bekendt, men som jeg alligevel ikke kunne beskrive.

”Undskyld.” hviskede jeg, inden jeg gik min vej. Forlod Zayn. Eller det var hvad jeg troede, for jeg nåede ikke mere end et par skridt væk, før en hånd greb fat om min og trak mig tilbage. Da en duft ramte mig, vidste jeg det var Zayn.

Han trak mig ind til sig og pressede sine læber mod mine. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kyssede med det samme med. Som et farvelkys.

”Eve..” hviskede Zayn og lagde sin pande mod min. ”Giv det en chance. Bare en. Hvis det bliver for meget, så lover jeg, at jeg lader dig gå. Men ikke nu. Jeg lader dig ikke gå, jeg hverken kan eller vil. Ikke før du har givet det her en chance. Jeg tror virkelig at der kan komme noget godt ud af det her. Virkelig.” han kiggede bedende på mig, og det var lige før jeg gav mig. Jeg troede jo på ham, alt hvad han sagde. Men det var så svært, for jeg kunne ikke klare det, hvis det endte grimt.

”Nej, Zayn.. Jeg kan ikke.”

”Please Eve. Jeg beder dig. Giv det en chance. Giv os en chance. Én chance. Det er alt jeg beder om.”

Jeg kan ikke, jeg kan ikke. Hvis jeg kiggede ham i øjnene meget længere, vidste jeg at jeg ville give mig. Derfor kiggede jeg ned. Ned på Zayns brystkasse, der hævede og sænkede sig. På mine hænder, der var knyttet sammen og lå mod Zayns bryst.

Jeg overvejede det virkelig. Det gjorde jeg. Vi stod sådan længe, mens jeg tænkte. Opvejede de gode og dårlige ting. Men det ændrede ikke min mening. Lige meget hvor meget jeg tænkte, overvejede, diskuterede og skændtes med mig selv, så kunne jeg ikke få mig selv til at nikke. Det var som at give ham hele min fremtid i hænderne, og stole på han ikke ødelagde den. Men, som i jo ved, havde jeg problemer med at stole på folk. Min beslutning var fast. Jeg kunne ikke. Jeg ville, men jeg kunne ikke.

Jeg skulle lige til at ryste på hovedet, da en dråbe landede på min hånd. Jeg troede, min beslutning var sikker. At den ikke kunne ændres, men da jeg så den dråbe på min hånd. Da jeg kiggede op på Zayn. Da det gik op for mig, at han græd. Da ændrede jeg mening. Han græd. Over at jeg ikke kunne være sammen med ham. Det havde ingen nogensinde gjort før. Det fik tårerne til at trille igen, selvom de kun lige var stoppet. Det fik mig til at kærtegne hans kind, trykke mig tættere end til ham. Det fik mig til at presse mine læber mod hans, hurtigt, men stadig fyldt med så utrolig mange følelser. Det fik mig til at nikke, et minimalsk nik, men Zayn opfattede det. Og han begyndte at smile. Stort. Smilede nåede hans øjne, og fik dem til at få den dejlige glæde tilbage, som jeg senere begyndte at elske så utrolig meget. Og jeg smilede tilbage.

”Jeg elsker dig, Eve. Selvom jeg kun har kendt dig i så kort tid, så elsker jeg dig. Det gør jeg virkelig.” hviskede han. Først stirrede jeg chokeret på ham, men så smilede jeg og derefter pressede jeg mine læber mod hans.

”Jeg elsker også dig.” hviskede jeg.

Jeg var lykkelig. Men det varede ikke længe. 

 

OOO

Ved godt det er længe siden, men det er derfor det her kapitel er ekstra langt. 

4.666 ord, for at være præcis. 

Jeg græd, da jeg skrev det her kapitel. Det er så trist og godt, på samme tid. Tuuud.. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...