Penfriends {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Eve er totalt ødelagt. Hun kan ikke stole på nogen og hun har svært ved at komme tæt på folk, for hun ender altid med at skubbe dem væk fra hende, fordi hun er bange for at de forlader hende og sårer hende. Men hvad sker der så, når hendes lærer giver hende en penneven, og den penneven viser sig at være selveste Niall Horan?

____________________________________________________________________

Da jeg er kørt lidt fast i min anden movella, så forsøger jeg mig med en ny. Denne gang en One Direction - FanFic. Også selvom jeg ikke er fan af One Direction, kun af Zayn :-D

17Likes
13Kommentarer
1617Visninger
AA

7. Proposal or what?

”Come on! Fortæl mig hvad i lavede! Søde, søde, søde Eve! Sig det nuuuu.” prøvede Jack, for 117. gang. Lige siden drengene var gået i går aftes havde Jack prøvet  at få mig til at fortælle hvad mig og Zayn havde lavet. Men hvorfor fortælle det, fangirle over det og begynde at håbe, at han ville noget med mig? Det ville han selvfølgelig ikke, han var en verdenskendt dreng. Hvorfor skulle en som ham ville have noget at gøre med en som mig? En total ødelagt taber, som ikke stoler på nogen og græder hele tiden.

”Nej Jack. Det er lige meget. Der kommer alligevel ikke til at ske noget. Jeg ved ikke hvorfor han gjorde det, men hvorfor skulle han ville noget med mig?” min stemme var måske lidt for hård, men hvad så? Drengen havde plaget mig i snart et helt døgn. Jeg gad ikke mere.

”Hvorfor skulle der ikke ske noget?” dumme dreng, hold nu din kæft altså! Jeg sukkede tungt og rullede dramatisk med øjnene.

”Fordi, Jack, han er verdenskendt. Og jeg er bare en lille pige, som er totalt messed up.” Jeg lavede store øjne, da det gik op for mig hvad jeg lige havde sagt. Nej, nej, nej! Jack skulle ikke vide, hvor ødelagt jeg var. Jeg var ikke klar til at han skulle finde ud af det og forlade mig. Ligesom alle de andre havde gjort.. Ikke at jeg havde fortalt dem det, men de havde med tiden indset hvor fucked op jeg egentlig var, selvom jeg prøvede at skjule det godt.

”Hvad taler du om, Eve? Du er da ikke messed up. Du er hverken narkoman, alkoholiker eller sådan noget.” Jack kiggede forvirret på mig. Jeg ville virkelig gerne fortælle ham det, bare komme ud med det hele. Så måtte han forlade mig derefter, jeg ville jo stadig have Niall.

”Man kan godt være ødelagt på andre måder, Jack. Følelsmæssigt.” Så snart ordene havde forladt min mund, fortrød jeg inderligt. Jeg var ikke klar til at miste Jack. Det ville jeg aldrig blive. Han betød mere for mig end nogen anden! Jeg kunne ikke klare at miste ham.

”Eve.. Nu skræmmer du mig altså lidt. Du er da ikke ødelagt, er du?” Jack kiggede bekymret på mig, og rykkede sig lidt væk i sofaen, hvor vi havde placeret os. Allerede nu væmmedes han ved mig. Jeg ville helst bare sige til ham at jeg bare jokede, men jeg havde virkelig brug for at komme ud med det. Jeg kiggede op på Jack. Jeg vidste mine øjne var fyldt med tårer, men jeg ignorerede dem. Jeg åbnede munden og fortalte ham det hele. Alle mine venner, som havde droppet mig, da de opdagede hvor ødelagt jeg var. Hvordan jeg altid havde været Marcus’ andet valg og hvordan det havde ødelagt min selvtillid. Om Mike og hvor voldelig han efterhånden var blevet. Om min morfar, hvor meget jeg savnede ham og, at han havde betydet alt for mig. Hvordan jeg ikke kunne stole på folk, medmindre jeg kendte dem godt. Om hvor lang tid det endelig tog mig at stole på ham. Om hvorfor jeg har one night-stands i stedet for at finde en kæreste. Om hvordan jeg ikke så fidusen i at have en kæreste, når forholdet alligevel ender til sidst og man bliver totalt knust. Og til sidst at jeg vidste, at han ville forlade mig nu, hvor han havde set den rigtige Eve Mayers.

Da jeg var færdig, sad jeg med tårerne trillende ned af kinderne og Jack stirrede på mig og sagde ikke noget. Det var lige før man kunne se væmmelsen bag hans øjne, selvom han tydeligvis prøvede at skjule det.

Jacks synsvinkel:

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med, at Eve – af alle mennesker – ville være så ødelagt. Hvordan kunne nogen finde på at såre hende? Hun var så dejlig og sød. Hun tænkte altid på andre frem for sig selv. At hun sad her og kiggede på mig med tårer i øjnene, granskede mit ansigt og troede at jeg ville forlade hende. Aldrig! Jeg ville aldrig nogensinde forlade hende, hun betød så meget for mig. Hun var solen i min hverdag. Hun kunne få mig til at grine, som ingen andre og hun kunne få mig til at føle mig, som den eneste dreng i hendes verden. Jep, jeg var nok en smule væk i Eve. Ikke særlig meget, men hun var så fantastisk. Og jeg havde en kæreste, som jeg elskede, og jeg kunne ikke forestille mig at være i et forhold med Eve, men alligevel var jeg forelsket i hende.

”Eve..” jeg rykkede tættere på hende og tog hendes hænder i mine, men hun trak dem bare til sig og rystede på hovedet.

”Jeg forstår det godt, Jack. Bare gå, jo længere tid du trækker det, jo mere ondt vil det gøre.” Hviskede hun stille og snøftede. Hvem kunne få sig selv til at forlade hende? Den skrøbelige pige, som sad her foran mig, lignede slet ikke den selvsikre og altid glade Eve, jeg boede med. Og af en eller anden grund, kunne jeg bedre lide den her Eve. Den Eve, som åbnede sig for mig og fortalte mig sine dybeste hemmeligheder.

”Eve. Kig på mig.” hun snøftede, men holdt sit blik rettet mod gulvet. Forsigtigt tog jeg fat om hendes hage og løftede hendes hoved. Til at starte med kiggede hun alle andre steder hen end mig, men til sidst overgav hun og lod hendes smukke øjne møde mine. Hun kiggede forvirret på mig og prøvede sikkert at læse mig. ”Jeg forlader dig ikke, Eve. Hvem kan forlade dig? Du er den mest fantastiske pige jeg nogensinde har mødt. Du er min sol, Eve. Min lille, glade sol, som altid kan få mig til at grine. Jeg går ingen steder.” hun troede ikke på mig. Jeg kunne se det. Det var derfor jeg valgte at rejse mig. Jeg kiggede tilbage på hende og så hvordan tårerne fik frit løb og hendes skuldre rystede. Men jeg måtte gøre det her. Hun troede jo ikke på mig. Det var det eneste jeg kunne gøre.

Eves synsvinkel:

Hans ord var så søde, at jeg et øjeblik troede på ham. Men hvorfor skulle han blive ved mig? Han ville forlade mig, ville han ikke? Jeg tog mig selv i at tvivle, men tvivlen forsvandt som du for solen, da han rejste sig. Han kiggede en sidste gang på mig, og jeg kunne ikke kæmpe mod de sidste tårer mere. De fik frit løb. Jeg kunne ikke se andet end en sløret Jack, der vendte sig om og forsvandt i døren.

Jeg faldt sammen på sofaen og opgav at holde det tilbage mere. Jeg snøftede, hikstede og lod tårerne trille. Jeg lignede sikkert noget der var løgn, men hvem ville være der for at se det? Jack var væk.. Han var den eneste jeg stolede på. Jeg havde selvfølgelig drengene, men de var jo verdenskendte og de ville sikkert ikke have tid til mig.

Mit liv var ovre. Jeg havde mistet Jack. Han betød så meget for mig. De ord han havde sagt, havde sået et lille håb i mig, men det var væk nu. Alt var væk.

”Eve?” jeg slog hurtigt blik op og så Jack stå ved siden af sofaen. Hvad lavede han her? Var han kommet for at rive resterne af mit hjerte ud? Jeg tørrede hurtigt tårerne væk og satte mig ordentligt op i sofaen.

Jacks synsvinkel:

Hun lå på sofaen, helt ude af den. Aldrig havde jeg set hende græde så meget. Jeg måtte betyde så meget for hende. Hun troede ikke på mig. Det sårede mig dybt. At hun virkelig ikke stolede nok på mig. Jeg havde allermest lyst til at glemme det hele, men jeg var nødt til at gøre det her.

Jeg tog forsigtigt et skridt frem og satte mig i sofaen. Hun kiggede forvirret på mig, da jeg satte mig.

”Eve.” startede jeg ud og tog hendes hånd. Hun kiggede skeptisk på mig, men lod hendes lille hånd blive i min. Jeg sukkede og trak vejret dybt. Nu var det nu, sidste chance. ”Jeg kunne aldrig, aldrig finde på at forlade dig, fordi du åbner dig op for mig. Aldrig nogensinde. Du må tro på mig. Vil du ikke nok, Eve?” min stemme var bedende, da jeg sagde det sidste og hendes ansigt blev bare mere og mere forvirret.

”Men.. Jeg…” hun tog sig fortvivlet til hovedet og sukkede endnu en gang. ”Jeg.. Jeg troede du ville forlade mig. Jeg var så b-bange.” snøftede hun endelig og kiggede på mig med store, bange øjne.

”Aldrig nogensinde, Eve. Jeg elsker dig!” hviskede jeg og lod ringen falde ned i hendes hånd. Hendes øjne blev igen forvirrede, og hun trak hånden til sig og åbnede den stille.

”Hvad.. Hv.. Jeg forstår ikke noget.” hviskede hun stammende og holdt ringen mellem to fingre.

”Det har været min bedstemors. Jeg fik den af hende, og hun sagde til mig, at jeg skulle give den til en som virkelig betød noget for mig. Og det gør du, Eve.” Det var sandt. Jeg havde fået den af min mormor, en varm sommeraften. Det var den sidste gang jeg havde været på besøg ved hende inden hun døde. Vi sad og drak lemonade, da hun gav mig den. Hun var meget bestemt, men på sin egen måde. Jeg skulle give den til en jeg aldrig ville miste. ”Ikke at jeg frier til dig eller noget, men du skal have den. Jeg vil aldrig miste dig, Eve.” Jeg tog ringen fra hende. Først kiggede hun mærkeligt på mig, men så forstod hun og rakte sin hånd frem, så jeg kunne give hende ringen på. Den var lidt for stor, men det gjorde ikke noget.

Eves synsvinkel:

Jeg var forvirret. Hvad fanden var der lige sket. Det ene øjeblik lå jeg og græd snot på sofaen, fordi jeg var overbevist om at Jack var væk og så var han kommet tilbage og havde sagt sådan nogen søde ord til mig og givet mig en ring. Det var så overvældende, at jeg kunne lade være med at græde.

”Eve, er du okay? Hvad er der galt?” Jacks stemme var så forvirret og bekymret, at jeg begyndte at grine. ”Vil du ikke have den?” Han kiggede såret på mig, og skyndte mig at ryste på hovedet.

”Selvfølgelig! Det er bare… Det er så.. S-sødt. Ingen har nogensinde givet mig en ring før og sagt så søde ord. Det er så.. overvældende.” jeg snøftede højt, og kiggede forskrækket på Jack, der havde tårer i øjnene og også snøftede. Så brød vi begge ud i grin over hvor latterlige vi var.

Jack lagde armene om mig, og trak mig ind til sig. Han kyssede mig på kinden, i panden og til sidst ned af halsen. Plantede små kys over mine skuldre og kraveben. Han knugede mig ind til ham og jeg knugede ham lige så hårdt tilbage. Jeg havde været så bange for at miste ham, men han havde forstået og han ville ikke forlade mig.

”Jeg elsker også dig.” hviskede jeg og kyssede ham på næsen. For det gjorde jeg. Jeg havde altid haft følelser for Jack og jeg havde været helt væk i ham, men i det øjeblik, mente jeg det som en ven. Og jeg mente det virkelig. Jeg elskede ham skræmmende meget. Så meget at det skræmte mig fra vid og sans, hvad jeg ville have gjort, hvis han rent faktisk havde forladt mig.

Hvis man så det her udefra, ville det helt sikkert ligne, at Jack lige havde friet – og det havde jeg helt ærligt også troet et kort øjeblik – og at vi var et par. Men det var vi ikke. Ikke på den måde. Vi var bare venner, der elskede hinanden meget højt. Venner, der elskede hinanden meget højt, med fordele.

”Eve?” mumlede Jack mod min hals, og det kildede helt forfærdeligt. Som sagt var jeg en meget kilden person.

”Mmh?”

”Jeg tror godt Zayn kan lide dig.” hviskede han stille. Og lige i det øjeblik, troede jeg på ham. Måske kunne Zayn lide mig. Og jeg kunne også lide ham.

”Men hvad hvis han ikke kan? Jeg kan ikke klare at blive såret igen.” det var så mærkeligt at sidde her med Jack, som vidste alt om mig. Men det var nu også meget rart. Jack var tryg. Han fik mig til at smile, selv når jeg var mest nede.

”Jeg skal nok være der for dig, med is og trøstende ord, hvis det er, min egen.”

Åååh, Jack. Det er derfor jeg elsker dig. Se hvor sød du er!

Jeg smilede forsigtigt til ham, og puttede mig ind til ham. ”Du er en skat.” hviskede jeg og kyssede hans kæbe.

”Det ved jeg godt.” Den dreng har alt, alt for meget selvtillid, men jeg elsker ham nu alligevel. Mit blik faldt på ringen. Den var smuk, virkelig smuk. Sølv med en lille blå sten i midten, og to mindre sten på hver side. Folk ville sikkert tro at det var en forlovelses ring.. Og hvis de vil det, så lad dem. Lige i det øjeblik, var jeg så glad og fuldstændig ligeglad med alle mulige menneskers mening. Jeg har hvad jeg har brug. En som elsker mig. Og jeg kunne ikke være mere taknemmelig for det.

”Såå..” mumlede Jack tøvende. Jeg vendte mig mod ham og nikkede som tegn på, at han skulle fortsætte. Der var en lille rynke i hans pande og hans skønne øjne så meget tænksomme ud. Hvis jeg ikke kendte Jack godt, ville jeg tro, at han rent faktisk var alvorlig og voksen. Men jeg vidste bedre. ”Hvad med din mor?”

”Min far sagde, at det ikke var særlig voldsomt eller noget, men han ville bare lige fortælle mig det. Det kan godt være det er min mor og jeg nok burde tage over til hende, men det har jeg ikke rigtig lyst til. De forlod mig og så er de selv uden om det.” min stemme var hård, og jeg var pænt sikker på, at mine øjne afslørede vrede og sårbarhed (?), men jeg var også vred og såret.

”Det kan jeg godt forstå, Eve. Helt sikkert. Men…” Jack kiggede mærkeligt på mig. ”Kan vi ikke aftale, at hvis det bliver mere alvorligt, så tager du derover. Det er stadig din familie, og jeg er sikker på de stadig elsker…”

”Du skal ikke engang sige det. De elsker mig ikke. De forlod mig og de brød kontakten.” Mit humør skulle ikke ødelægges af det her. Det gad jeg ikke, og det prøvede jeg også at fortælle Jack, ved at sende ham et seriøst blik. Men han ville åbenbart ødelægge mit humør.

”Eve.. Det er din mor, vi taler om.” prøvede han igen, men så nemt slap han ikke. Jeg ville kæmpe for at slippe, indtil han gav op.

”Sådan har hun ikke opført sig.” vrissede jeg surt, og trak mig lidt væk fra Jack. Han kiggede skuffet på mig og sukkede. Et øjeblik troede jeg han havde givet op, men jeg glædede mig for tidligt.

”Hvis nu jeg tager med dig?” jeg skulle lige til at protestere, men Jack lagde en finger for min mund. ”Og hvis vi bare tager derover hurtigt, bare nogle dage. Bare lige for at se dem?” Jeg kiggede ondt på ham, men han sendte mig bare sine uimodståelige hundeøjne. Dumme dreng..

”Fiiint.” mumlede jeg opgivende. Så meget for den viljestyrke. Jack smilede stort og kiggede glad på mig.

”Så er det en aftale.”

”Men kun hvis hun får det værre.” huskede jeg ham fornærmet på og løftede en finger, som han hurtigt tog og kyssede.

”Mmm.” mumlede han og nikkede. ”Nu til din belønning for at sige ja.” han smilede skummelt til mig, og før jeg nåede at spørge ham over hvad han mente, havde han presset sine dejlige læber mod mine og jeg forstod straks. Jeg kyssede ivrigt tilbage og lod ham med det samme udvikle kysset. 

 

OoO

Nyt kapitel, jaaaa! 

Det var virkelig svært at skrive det er kapitel, fordi der skulle så mange følelser med idet, men er tilfreds med resultatet! 

Skole i morgen, øv bøv.. Skal til et eller andet aktivitvets-øve-noget fordi jeg skal være hjælpe træner til et eller andet for 5. klasser, jaaaa!

 

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...