Penfriends {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Eve er totalt ødelagt. Hun kan ikke stole på nogen og hun har svært ved at komme tæt på folk, for hun ender altid med at skubbe dem væk fra hende, fordi hun er bange for at de forlader hende og sårer hende. Men hvad sker der så, når hendes lærer giver hende en penneven, og den penneven viser sig at være selveste Niall Horan?

____________________________________________________________________

Da jeg er kørt lidt fast i min anden movella, så forsøger jeg mig med en ny. Denne gang en One Direction - FanFic. Også selvom jeg ikke er fan af One Direction, kun af Zayn :-D

17Likes
13Kommentarer
1632Visninger
AA

11. Monster

Zayns synsvinkel:

Da jeg vågnede, kunne jeg ikke tørre smilet af mine læber. Det filtrede hår ved siden af mit hår og den nøgne ryg fik mig til at smile. Eve fik mig til at smile. At vide hun ville give os en chance, gjorde mig lykkelig. Den glade følelse og lykken fik mig til at glemme den forfærdelige hovedpine, som ramte mig, som en bombe senere, og den underlige følelse af, at den idyl jeg sad og så på var forkert og malplaceret. Som om hvis jeg kiggede nærmere på den, i hvert hjørne og krog, ville jeg opdage, at den var forkert. At det ikke var en rigtig idyl og, at den ville blive smadret. Bare ventede på at blive opdaget, så den kunne springe i luften og ødelægge alt for mig.

Men så langt nåede jeg aldrig. For den skønne skabning i min seng, begyndte at røre på sig. Hun strakte sig og begravede hovedet i puden. Allerede der burde jeg have set det. Jeg var som besat af hende. Jeg havde iagttaget hende så meget. Jeg burde have set at der var nok galt med hende. Bevægelserne. De var det mest tydelige bevis, de var for kantede og klodsede. Hun var ellers altid så elegant og smidig. Men jeg var for optaget af at kigge på hendes nøgne ryg, som dynen ikke dækkede. Der burde jeg også have set fejlene. Der var så mange fejl, som jeg så, men ikke bed mærke i. Det var som en drøm, der ikke var blevet lavet ordentligt.

”Godmorgen skønne.” hviskede jeg, da hun drejede sig rundt mod mig. Håret dækkede stadig hendes skønne ansigt, men hvis jeg havde set efter, så havde jeg set det. Jeg havde set hvad der var galt. Men i stedet plantede jeg kys over alt på hendes mave og hendes lår. Jeg elskede alt ved hende, men det var forkert. Hun var forkert.

Det var først, da jeg ville kysse hende i ansigtet jeg opdagede det. Da jeg kiggede ind i de øjne, som plejede at være så smukke. De blågrå smukke øjne. Det eneste problem var, at de her øjne ikke var blågrå. De var grønne. Håret var ikke rødt, det var mørkere og mere brunt. Hendes hud var for mørk og hun havde ikke de samme fregner som Eve.

Det var ikke Eve.

Langsomt gik det op for mig, at min skønne Eve ikke lå ved siden af mig. I stedet var hun byttet ud med en person, der lignede Eve. I hvert fald hvis man så hende gennem en fuld persons øjne. Pludselig gik det op for mig. Jeg havde været i seng med en anden. Jeg havde ikke engang været sammen med Eve endnu. Jeg havde været hende utro. Mig som altid havde hadet utroskab og altid gik så meget op i at behandle folk, i særdeleshed skrøbelige piger, som Eve, ordentligt. Og nu havde jeg været hende utro. Den pige, jeg havde kendt så længe, men som virkede så perfekt i mine øjne. Jeg kunne ikke være sur på hende, selv ikke når hun er klodset og ender med at skade mig. Hendes skønne, perfekte grin, der som sædvanlig følger efter, for alle dårlige følelser til at forsvinde og fylder mig med en boblende glæde. Men hendes dejlige latter og smukke øjne var her ikke til at holde min vrede og fortvivlelse væk.

Alt ved denne kopi af Eve, som lå ved siden af mig, og så så ubekymret ud, gjorde mig vred. Hendes hår var ikke samme røde farve, det var mere brunt og ikke så blødt og glansfuldt. Hendes øjne var mandelformede og grønne – ikke noget nær den skønne blågrå farve, som Eves øjne havde. Tøsens ben var for korte og buttede, hun havde ingen skøn talje og hendes smil var… Ligefremt grimt!

”Nej! Nej, nej, nej...” mumlede jeg vredt og rejste mig hurtigt fra sengen. ”Sig at vi ikke var i seng sammen i nat?” Hun kiggede bare forvirret på mig og satte sig op i sengen, så lagenet gled ned og blottede hendes bryster og mave. Jeg var for vred til overhovedet at kigge på hendes krop. Det var ikke Eves krop. ”SIG DET!” råbte jeg. ”Sig vi ikke gik i seng sammen.”

”Men, pus, det gjorde vi da. Flere gange faktisk.” sagde hun og kiggede forførende på mig. Enten var tøsen stadig fuld eller også fattede hun bare ikke en skid. ”Og det så ud som om du nød det.” hun rejste sig fra sengen og gik hen til mig. Hurtigt plantede hun sine læber på mine og kyssede mig ivrigt.

”Nej.” sagde jeg vredt og skubbede hende hurtigt væk. ”nej, nej, nej.”

”Hvad er der, pus?” spurgte hun, og kørte en finger ned over min arm, samtidig med hun sendte mig et blik, som normalt ville have fået mig til at springe på hende. Bare ikke lige nu. Ikke når jeg havde været Eve utro.

Hurtigt samlede jeg hendes ting sammen og gav hende det. ”Tag dit tøj på og forsvind.”

”Men-” ”Nu!” råbte jeg vredt. Min tålmodighed var snart opbrugt og hvis hun ikke snart forsvandt, ville jeg ende med at slå hende eller sådan noget. Som om det jeg allerede havde gjort ikke var nok. Hun klappede hurtigt i og fik sit tøj på. Hun nåede ikke at få sine sko på, før jeg skubbede hende ud af værelset, videre ud i gangen og fik os begge ud af døren. I farten snuppede jeg min mobil og mine nøgler. Jeg fik låst døren og skyndte mig at komme ned af trapperne, elevatoren havde jeg ikke tid til lige nu.

Jeg kunne høre tøsen kalde på mig og fodtrin, der skyndte sig ned af trappen efter mig, men jeg tog mig ikke af det. Jeg skulle hen til Eve, og det skulle være nu. Jeg vidste stadig ikke om jeg skulle fortælle hende det eller lade være. Bare hun ikke havde opdaget det. Hun måtte ikke have opdaget det. Ikke lige efter jeg havde fået hende overtalt til at give os en chance. Åh gud. Hvordan kunne jeg? Hvordan kunne jeg være hende utro? Jeg elskede hende. Så meget! Så utrolig meget at det gjorde helt ondt at være væk fra hende. Så meget at det skræmte mig. Skræmte mig, hvordan man kunne elske nogen så højt.

Hurtige end jeg havde regnet med var jeg hende ved Eves lejlighed. Jeg tøvede kort før jeg ringede på. Hvad skulle jeg sige? Hvordan skulle jeg forklare mig selv.

”Træk vejret, Zayn. Det skal nok gå. Du finder på noget.” hurtigt fik jeg styr på mig selv og min vejrtrækning, da jeg var blevet ret forpustet af at gå så hurtigt der hen.

Før jeg kunne nå at stoppe mig selv, havde min hånd banket to gange på døren. Mine bank var lidt højere end de burde være og mine øjne var sikkert helt vildt store og bange, men jeg stod til at kunne miste alt. Jeg kunne ikke miste Eve. Jeg ville gå ned. Jeg kunne ikke miste hende, ligesom jeg havde fået hende. Hun betød så meget for mig. Det her var min chance for at blive lykkelig, midt i mit sindssyge liv, som verdenskendt inden jeg var fyldt tyve. Jeg havde brug for en klippe, en sikker havn, som jeg kunne flygte til når livet blev for meget og jeg havde brug for at mig selv. Eve var min klippe, min sikre havn.

Jeg havde endelig fået mit åndedræt under kontrol igen og beroliget mig selv igen. Hun ville tilgive mig, jeg ville sige at jeg havde taget en med hjem, men at vi ikke var gået i seng sammen. Jeg ville skyde skylden på alkoholen og så ville vi glemme alt om det og blive lykkelige sammen. Jeg ville aldrig såre hende igen. Aldrig nogensinde. Jeg var så sikker på, at alt nok skulle blive godt.

Men da døren blev åbnet og mine øjne mødte Eves rasende blågrå øjne, gik jeg igen i panik. Åh gud, hun vidste det. Åh gud. Nej nej nej..

”Eve! Lyt til mig! Du bliver nød til a-” mere nåede jeg ikke at sige før hendes hånd ramte min kind og hun smækkede døren i hovedet på mig. Smerten i min kind var ligegyldigt. Alt var ligegyldigt. Det eneste jeg tænkte på var frygten. Aldrig havde jeg troet at en sådan frygt fandtes. Men, som jeg stod der, og vidste at der var stor chance for at miste Eve, var jeg bange. Det ville ødelægge mig at miste hende. Jeg kunne ikke miste hende. Det kunne jeg bare ikke. Det var det der fik mig til at fortsætte. Jeg ville kæmpe til det sidste, for at vinde hende tilbage. Jeg ville ikke give op.

”Eve! Åbn op og lad mig snakke med dig. Lad mig forklare!” råbte jeg og bankede febrilsk på døren. Hun skulle åbne. Hun skulle! ”Jeg elsker dig! Det var en fejl! Giv mig en chance for at forklare. Kom nu! Jeg kan ikke leve uden dig! Uden din latter, uden at se dine øjne, uden at mærke dine læber mod mine! Jeg kan ikke. Du må tro mig! Eve!”

Jeg bankede og bankede. Jeg bankede til mine hænder gjorde ondt og min stemme gjorde ondt. Og hun åbnede ikke. Der var helt stille derinde. På et tidspunkt overvejede jeg, at jeg måske bare havde forestillet mig, at hun havde åbnet døren og givet mig en lussing. Måske var hun ikke hjemme. Men da Jack  åbnede døren og kiggede vredt på mig, vidste jeg at det var rigtigt.

”Hun vil ikke snakke med dig. Det må du da kunne forstå!” sagde han vredt.

”Men jeg skal snakkede med hende! Jeg bliver nødt til at snakke med hende.” svarede jeg bedende tilbage og kiggede indtrængende på ham. Det trak i hans mundvig og hans øjne var store. ”Jack.. Kom nu, please lad mig snakke med hende. Fem minutter og så går jeg igen. Kom nu.”

Han kiggede længe på mig. Og ligesom jeg troede han skulle til at lukke døren, trådte han til side og lod mig komme ind. En bølge af lettelse flød igennem mig. ”Tak, Jack.” hviskede jeg og sendte ham et hurtigt, halvhjertet smil, inden jeg fortsatte ind i stuen. I sofaen sad Eve og stirrede ud i luften.

”Gik han?” spurgte hun, uden at kigge på mig. Hun troede vel jeg var Jack. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare så jeg stod bare og kiggede på hende. Da jeg ikke svarede, drejede hun hovedet og kiggede på mig. Først var hendes øjne udtryksløse, men da hun fokuserede på mig og så at det ikke var Jack, men mig, blev de fyldt med følelser. Hun rejste sig hurtigt fra sofaen og gik længere væk fra mig.

Eves synsvinkel:

Jeg havde været så lykkelig, da jeg havde sagt ja. Men så så jeg ham med den tøs. Hun lignede mig lidt, men alligevel ikke. De stod tæt sammen op af en væk. Han havde sin ene hånd på hendes hofte og den anden holdt tæt om hendes hånd. De grinede og snakkede. Jeg var på vej over for at spørge Zayn hvad fanden han havde gang i, da han lænede sig frem og kyssede hende. Det var ikke bare et kys. Nej, det var et lidenskabeligt kys. Et kys fyldt med følelser og kærlighed. Et kys, som han havde givet mig så mange gange. Da de trak sig fra hinanden, kunne han ikke lade være med at smile og han holdt endnu strammere om hendes hånd. Jeg stod bare der; midt på dansegulvet og stirrede på den dreng, der lige havde sagt han elskede mig, og en eller anden tøs, der lignede mig lidt. Jeg tog et par skridt hen mod der hvor de stod, da det gik op for mig at de ikke stod der mere. Først troede jeg at det var noget jeg havde forestillet mig, men da jeg så dem, hånd i hånd, på vej ud af døren, gik det op for mig, at Zayn rendt faktisk var mig utro. Og da var det at min verden brød sammen.

Og så stod han lige pludselig i min stue og stirrede bange på mig. Og jeg farede op af sofaen og gik væk fra ham.

”Eve. Lyt til mig.” bad han og gik tættere på mig. Hans kind var stadig rød efter jeg havde slået ham og hans øjne var våde. Men denne gang påvirkede det mig ikke.

”Jeg gav dig det en chance, Zayn.” sagde jeg vredt og vrængede af hans navn. ”og DU ødelagde det. Ikke mig. Det var ikke mig, der kyssede med en eller anden. Det var ikke mig, der tog en eller anden med hjem. DET VAR IKKE MIG DER FUCKING GIK I SENG MED EN FREAKING ANDEN LIGE EFTER JEG FUCKING HAVDE FORTALT DIG AT JEG ELSKEDE DIG!” skreg jeg.

Zayns synsvinkel:

Ordene gik ind lige ind, men det eneste jeg sådan rigtig bed mærke i var at hun sagde ’elskede’ og ikke ’elsker’. Det gjorde ondt. Det knuste mit indre. Hvis hun ikke elskede mig mere, så var jeg intet.

”E-elskede?” hviskede jeg stille og nedslået. Tårerne kæmpede for at komme frem og jeg ønskede så inderligt at jeg kunne spole tiden tilbage og stoppe mig selv i at gå i seng med en anden.

Hun kiggede med store, smukke gråblå øjne på mig. Vreden var væk, og kun sorgen var tilbage. Men det var nok. Da jeg kiggede ind i hendes øjne, vidste jeg at jeg aldrig ville kysse hende igen. Jeg ville aldrig se hendes øjne funkle, mens hun grinte. Jeg ville aldrig kramme hende igen.

”Okay.” hviskede jeg lavt, og kunne lige pludselig ikke finde styrken frem i min stemme mere. Mit hoved gjorde ondt efter den vilde aften i går, mine hænder gjorde ondt af at banke og min hals var øm af at skrige. Men intet af det betød noget. Smerten blev overdøvet af at have mistet Eve. At have mistet min lille solstråle. Min elskede Eve. Jeg kunne ikke uden Eve, jeg ville ikke uden Eve. Men der var intet at gøre. I det mindste havde jeg stadig drengene. De ville hjælpe mig, de ville forstå.

”Okay? Hvorfor fanden siger du bare okay? Det er ikke okay! Du var mig fucking utro! Din idio-” Eves vrede talestrømme fortsatte og jeg lod hende råbe af mig. Jeg fortjente det. Jeg VAR en idiot. Jeg VAR dum. Jeg var alt det hun råbte af mig. Jeg fortjente hende ikke. Hun fortjente en, der ikke ville være hende utro, lige meget hvor meget hvor fuld han blev. Hun fortjente ikke mig. Jeg var et monster. Jeg var hende utro. Jeg elskede hende så meget, hun betød alt. Lige siden første gang jeg havde set hende, hvor hun havde gemt sig i vores bås på diskoteket. Der hvor hun prikkede til mig, for at se om jeg var virkelig, da vidste jeg, at hun var speciel. Senere blev det bekræftet. Intet normalt menneske kunne bevæge sig så elegant og alligevel ende med at skade alle omkring sig og være så klodset. Intet normalt menneske kunne have sådan en skøn latter, det smukkeste smil nogensinde eller have så flotte øjne.

Da noget hårdt ramte mig, blinkede jeg forskrækket og tvang mig selv tilbage til nutiden. Eve stod foran mig og bevægede læberne hurtigt, samtidig med hun slog mig på brystet. Først kunne jeg ikke høre hvad hun sagde, jeg var som en flue på væggen, men lidt efter kom lydene, smerten og det hele tilbage.

”bilder du dig? Sådan at sige du elsker mig og så gå i seng med en anden! Jeg afskyr dig! Jeg HADER dig!” råbte hun og slog mig endnu hårdere på brystet. Jeg lod det ske. Jeg lod hende få sin vrede ud, det havde hun brug for. Bagefter ville Jack og Niall og drengene være der og trøste hende. Og når drengene skælder mig ud for at være sådan overfor Eve, vil jeg fortjene det. Når min mor sender mig et bebrejdende blik vil jeg fortjene det. Når vores management giver mig en lang smøre om at sådan gør man ikke, når man er kendt, så vil jeg fortjene det.

Jeg er et monster.  

OOO

Nu kom der endelig endnu et kapitel! 

Håber i kan lide det, selvom det er ret så trist.. 

 

//A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...