Penfriends {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Eve er totalt ødelagt. Hun kan ikke stole på nogen og hun har svært ved at komme tæt på folk, for hun ender altid med at skubbe dem væk fra hende, fordi hun er bange for at de forlader hende og sårer hende. Men hvad sker der så, når hendes lærer giver hende en penneven, og den penneven viser sig at være selveste Niall Horan?

____________________________________________________________________

Da jeg er kørt lidt fast i min anden movella, så forsøger jeg mig med en ny. Denne gang en One Direction - FanFic. Også selvom jeg ikke er fan af One Direction, kun af Zayn :-D

17Likes
13Kommentarer
1611Visninger
AA

3. Like a ninja.

Kære Eve.

Jeg føler fuldt ud med dig, i forhold til din historie om din morfar. Jeg har selv prøvet at gå igennem en masse ting, som jeg aldrig rigtig har snakket med nogen om.

Men i forhold til det med, at ingen gider skrive med en total fremmed, som man ikke kender. Der er jeg uenig med dig. Alle venskaber og forhold starter jo et sted, og hvad er bedre end at starte med at skrive med en fremmed som man ikke kender, og som man jo alligevel nok ikke kommer til at møde, det synes jeg lyder som en god idé. Har altid ønsket mig at få en penneven, så dømmer folk heller ikke en, i hvert fald ikke på samme måde, som hvis man er sammen i virkeligheden.

Nå, men her er lidt om mig.

Jeg er i et band, sammen med fire andre medlemmer. Jeg kommer fra Irland, men bor i London. Jeg elsker en god gang fodbold og så er jeg stor fan af mad! Jeg har egentlig rigtigt brunt hår, men har farvet det lyst. Jeg er en glad person. Mange mennesker beskriver mig som nuttet og sød, ikke altid lige det fedeste. Jeg er også en lidt genert person..:-D Mine bedstevenner er de fire andre drenge i mit band.

Hvad med dig? Hvordan er du?

Love, Niall Horan.

Jeg havde mindst læst brevet igennem igen. Måske er der en anden Niall Horan, som minder fuldstændig om ham. Det må være det. Det ville være fuldstændig umuligt, at en helt almindelig pige som mig, kan blive penneven med selveste Niall Horan. Den sødeste dreng, jeg har set!

Okay, måske skulle vi lige få noget på det rene. Jeg er ikke directioner. Jeg synes deres musik er helt okay, numre er deres numre er faktisk meget gode, men det er ikke sådan, at jeg begynder at græde hvis jeg møder dem. Selvom Zayn nu er ret så lækker. Han skulle ikke gå mange gange rundt om min seng, hvis I ved hvad jeg mener.

Men jeg må nok indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at flippe lidt ud da jeg fandt ud af at det var Niall. Selvom jeg stadig ikke er sikker på, at det er selveste ham. Men alligevel var jeg på vej ud af mit værelse og på vej ind i stuen, hvor Jack og Damjia sad, ligeglad med om det var en trist dag for Damjia.

”JACK!!!” skreg jeg, da jeg sparkede døren op til stuen og styrtede ind. Dog stoppede jeg hurtigt op, da jeg så hvad de havde gang i. De var nærmest ved at sluge hinanden, og de havde helt sikkert ikke hørt mit skrig. ”JAAAAAAAAACK!” skreg jeg højere, og denne gang reagerede han. Han trak sig hurtigt fra Damjia, samtidig med at hans kinder hurtigt blev røde. Han rømmede sig hurtigt og kiggede ned i jorden.

Ej, hvor er han dog bare nusser. Lige til at spise. Det synes Damjia vidst også!

”Øøhm. Hej Eve.” sagde han flovt og lod endelig sit blik møde mit. Jeg smilede bare stort.

”Ja ja, den tager vi senere. Det jeg har at fortælle, er langt vigtigere end det krydsforhør der venter dig.” svarede jeg glad tilbage. Det var først nu Jack lagde mærke til brevet, som jeg knugede imellem mine hænder.

”Nå så du har åbnet brevet?”

”Jep.”

”Så gætter jeg på at det er en god nyhed?”

”Jep.”

”Var det en dreng?”

”Jep.”

”Okay, kom med det! Hvad hedder han?” Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg trak med vilje det hele lidt ud.

”Han hedder.. Niall.” sagde jeg og storsmilede. Jack kiggede mærkeligt på mig, sikkert på grund af mit store smil og min laleglade opførsel. Jeg tog en dyb indånding. ”DET ER FREAKING NIALL FUCKING HORAN!” skreg jeg, så højt at både Jack og Damjia hoppede forskrækket i sofaen.

Måske skulle jeg fortælle jer, at Jack er deres største fan, og det er ham jeg kan takke for min viden omkring One Direction, med alle de timer han har tvangsindlagt mig til hans plapren om den. Det var hans største drøm at møde dem.

”Det er altså ikke sjovt, Eve. Det er bare ikke sådan noget man laver sjov med.” sagde Jack og lød helt fornærmet.

Troede drengen seriøst at jeg lavede sjov? Jeg ved sku da godt, at man ikke skal lave sjov med sådan noget overfor Jack. Derfor vandrede jeg hen foran ham, kiggede bebrejdende på ham og stak derefter brevet op i hovedet på ham, så han selv kunne se at det var underskrevet Love, Niall Horan.

Jack læste det hurtigt igennem. Og en gang til. Så kiggede han op på mig med store øjne, sprang op fra sofaen og begyndte at danse den mærkeligste dans der findes, blandt hans venner kendt som Jacks glædesdans. Damjia kiggede underligt på ham, men kunne så ikke holde masken mere og flækkede af grin. Jeg smilede stort, inden jeg blev løftet op bag fra af Jack.

”Min lille skatter er penneven med FREAKING NIALL FUCKING HORAN!” skreg han, mens han svingede mig rundt.

”Thats right baby!” skreg jeg og grinede så meget, at jeg var lige ved at falde bagover ud af Jacks arme. Sådan dansede vi rundt i hele stuen mens vi skreg af grin. Til sidst faldt vi sammen af grin i sofaen.

***

”Kom nu, skynd dig lidt, Eve!” råbte Jack gennem lejligheden. Vi var på vej i byen. Det var trods alt fredag, og det skulle fejres. Det, og så det at jeg var penneven med Freaking Niall Fucking Horan (Ja, det hedder han nu)!

”Hvorfor så travlt?” råbte jeg flabet tilbage. Jeg kendte Jack nok til at vide, at han aldrig havde travlt og, at han tog imod livet med en imponerende afslappethed, som man ikke kunne andet end at misunde. Jeg kunne høre ham sukke overdrevet, som om jeg var helt utrolig dum, at jeg ikke vidste hvorfor.

”Fordi vi skal nå at fejre, at du har fået en ny penneven.”

”Okay, okay, jeg skal nok skynde mig!” råbte jeg, mens jeg hoppede ned i min korte kjole. Jeg elskede seriøst den kjole. Den var sort, rimelig løs, og det bedste af det hele: Den var åben på ryggen. Jeg har seriøst et eller andet med åbne rygge, det tænder mig. Ja, det lyder mærkeligt, når det er mig der har kjolen på, men sådan er det altså bare.

Da kjolen var på og sad som den skulle, hoppede jeg i mine sorte stiletter og trak nogle fine sølv armbånd på. Jeg kørte sort stil i aften. Så løb jeg gennem lejligheden, så mine stiletter klikkede mod gulvet og sikkert vækkede alle de mennesker der allerede sov. Men der var altså ikke min skyld, det var alkoholen. Så snart Damjia var gået, havde vi kastet os over alkoholen og jeg var allerede okay fuld.

Og bare lige så i ved det, så er Jack og Damjia nu officielt et par. De er seriøst så søde sammen, at det gør mig helt vildt trist at tænke på ensomme mig, som endnu ikke har haft min første kæreste. Det har måske også nået at gøre med at jeg altid skubber folk væk, før de kommer for tæt på. Lige med undtagelse af Jack, men det var kun fordi han selv havde været igennem lidt af det samme.

”Hvad tænker du på, skatter?” sagde Jack og kiggede bekymret på mig. Først da gik det op for mig at vi var kommet ned i taxien og jeg sad og stirrede tomt ud af vinduet. Jeg smilede stille til ham, selvom jeg godt vidste, at smilet ikke nåede mine øjne.

”Hvem der nu skal være min bolleven.” svarede jeg frækt tilbage og sendte ham et frækt blik. Han lagde sin hånd på mit lår og kærtegnede det blidt.

”Hvad med ham der? Hvad er det nu han hedder..? Nå jo, din nye penneven, Niall?!” drillede Jack. Jeg smilte til ham og lagde min hånd oven på hans, der stadig kærtegnede mit lår. Sådan sad vi resten af vejen til diskoteket.

Jeg sprang ud af taxien og løb, uden at vente på langsomme, bøssede Jack, hen til dørmanden. Han kendte mig godt, virkelig godt faktisk. Han var en af mine engangsknald.

”Hey.”

”Hej Miles.” sagde jeg forførende og sendte ham et frækt smil. Miles var en af de uheldige, han var faldet lidt for mig efter vores aften sammen. Og nu undrer i jer sikkert over hvordan jeg ved det?
I thought so. Men det er sådan, at når man har haft et bestemt antal engangsknald eller erobringer, om I vil, så lærer man at læse hvordan folk føler. Og Miles, han var helt sikkert ramt af Eve-forbandelsen.

Som i sikkert har regnet ud nu, så fejler min selvtillid ingenting. Jeg er lækker og jeg ved det. Mit naturlige røde hår, mine store blå-grå øjne og den fine mund. Det passer alt sammen så fint sammen, men hvis jeg skal rakke ned på noget ved mig selv, så har jeg aldrig haft det godt med min røv. Den er for bred og jeg kan bare ikke lide den. Men det kan drengene, det kan jeg godt sige jer.

Da jeg fik et skub i ryggen af en eller anden, blev jeg revet ud af mine tanker og stavrede indenfor. Vi havde nok også drukket en smule i taxien. Så jeg var ved at være rimelig godt påvirket nu. Faktisk var min balance ret så voldtaget lige nu. Og det lykkedes mig da også at vælte ind i et par stykker før jeg kom op til baren. Jeg havde lige fået bestilt min drink, betalt og taget den i hånden, da den blev revet ud af hånden på mig og bundet af en brunhåret dreng, bedre kendt som Jack.

”Hvor er du sød at bestille en drink til mig” drillede Jack og plantede et vådt, fulde kys på min mund. Jeg klappede han på kinden, vendte mig om og gik. Jeg sørgede for at vrikke lidt ekstra med røven da jeg gik. Selvom den ikke var helt så elsket, som resten af min krop, kunne jeg vel ligeså godt udnytte, at drengene så godt kunne lide den, ikke?

Alkohol har den her mærkelige virkning på mig, at jeg får den vildeste lyst til at danse, lige meget hvor dårlig min balance er. Så det gjorde jeg. Jeg dansede løs i flere timer, kun afbrudt når jeg skulle have mere alkohol. Jeg nåede også at kysse med et par fyre, og det så også ud som om mange af dem blev tændte af min dans.

”Eve!” en stemme skar igennem musikken, og mine øjne søgte straks efter den person som stemmen tilhørte. Jeg var sikker på at det ikke var Jack, men alligevel var stemmen bekendt. En hånd blev lagt på min skulder og jeg drejede mig hurtigt rundt, med et smil klistret på læberne. Jeg elskede at møde gamle venner, specielt når jeg var fuld!

Den eneste forskel var dog, at jeg nok helst ville have undgået at møde lige denne person. Mike. Min eks, som slog mig. Det tog mig lang tid, for lang tid, at finde modet til at slutte forholdet med ham, men det skete og i lang tid efter prøvede han at kontakte mig. Det var fem måneder siden han stoppede med at kontakte mig, og han var nok den sidste person jeg havde lyst til at se lige nu.

”Hvad vil du, Mike?” vrissede jeg surt. Sjovt nok, var mit humør lige blevet smadret. Han sukkede og kiggede opgivende på mig.

”Hvorfor vil du ikke høre på mig, Eve? Give mig en chance til at forklare?” Han så på mig med et så bedende blik, at jeg var lige ved at overgive mig, men så kom jeg i tanke om alle de gange jeg havde grædt over ham og alle de blå mærker jeg havde fået på grund af ham.

”Hvad er der at forklare, Mike? Jeg synes du har udtrykt dig klart nok, så lad mig nu være.” nærmest hvæsede jeg af ham og vendte mig om for at gå min vej, men han tog hurtigt fast i mit håndled og trak mig hen til ham.

”Lyt til mig, sagde jeg.” Hans stemme var truende. Den mindede mig om alle de gange han havde truet mig, og jeg måtte lige pludselig kæmpe med tårerne. Jeg rystede på hovedet og rev min hånd så hårdt til mig, at han måtte tage et par skridt bag ud. Jeg skyndte mig at vende mig om og gå min vej. Jeg maste mig igennem mængden så hurtigt jeg kunne, men hver gang jeg kiggede bag ud, var han bag mig. Jeg nåede ned bagerst i diskoteket, hvor der stod en stor gruppe mennesker og bag dem nogle sofaområder hvor man kunne sidde. Jeg gik hurtigt over til gruppen og maste mig ind midt i den. Nogle folk kiggede surt på mig, mens andre var så langt væk, at de ikke engang lagde mærke til mig. Jeg gik ud på den anden side af gruppen, mens jeg søgte efter en sofagruppe, hvor jeg kunne gemme mig. Mit blik faldt over en gruppe som sad og grinede sammen. Hvis jeg kravlede ind i hjørnet, ville man ikke kunne se mig herfra.

Du er genial, Eve. Mental highfive til mig.

Jeg vaklede over mod mit gemmested, så hurtigt som de her forbandede sko tillad mig. Da jeg endelig nåede derovre, så jeg at der slet ikke sad så mange som jeg havde troet. Faktisk meget mindre, men jeg kunne ikke nå at finde et nyt sted.

”Undskyld mig, men jeg skal liiiige…” sagde jeg og kravlede over en eller anden, for at komme en i hjørnet. ”Mange tak, jeg skal bare lige..” mumlede jeg, imens jeg kæmpede igennem alle fødderne og benene. ”Herhen.” udbrød jeg lettet og smed mig ned i hjørnet. Jeg strakte hals for at kunne se Mike. Han stod og kiggede forvirret frem og tilbage i lidt tid, men endte med at trække på skuldrene og gå sin vej. Jeg åndede lettet ud og greb ud efter det nærmeste glas. Jeg tog den op til læberne og vendte bunden i vejret. Føj, det var øl. Nå pyt, det var alkohol og det var det jeg havde brug for.

Det var først da nogen rømmede sig, at jeg gav mig tid til at kigge rundt på de folk, som jeg brugte som skjul. Damn, de var lækre. Eller det så sådan ud, men jeg kunne ikke rigtig fokusere i det her halvmørke.

”Hej.” sagde jeg glad og smilede, sikkert som en eller anden lalleglad idiot.

”Må man spørge hvem du er?” sagde en dyb, hæs stemme. Wauw, den tændte mig jo helt. Jeg vendte hovedet mod stemmen og kneb øjnene sammen for bedre at kunne se personen. Krøller. Han havde helt sikkert krøller.

Et lille gisp undslap mine læber, da det gik op for mig hvem det var.

”Oh myyy.. Du er HARRY STYLES!” hvinede jeg og klappede i mine hænder. En eller anden grinte ved siden af mig. Jeg kiggede ondt på personen. Endnu et gisp.

”Og du er.. LIAM PAYNE! Oh my goood!” gispede jeg. Jeg kiggede rundt på de andre og fandt ud af at hele One Direction var her. Og Niall, min Penny.

”Hvorfor glor i sådan?” spurgte jeg dumt, inden det gik op for mig, at jeg bare var kommet dumpet ind og havde crashet det hele. Jeg kunne mærke mine kinder blive røde. ”Øhhm.. Jaer. Sorry for det der, men jeg flygtede lige fra en.”

”Hvem?” Louis. Oh goood, hans stemme tændte mig også. Jeg ville blive en stor liderlig bunke om lidt hvis de fortsatte sådan her.

”Bare en eks. Mike.” sagde jeg stille. Jeg rejste mig op og ville til at gå, men endte med at vælte over en eller andens ben og lande i skødet på en eller anden. Jeg kiggede op og stirrede lige ind i et par blå øjne. Niall! Min Penny! ”Hej Penny!” udbrød jeg glad og satte mig lidt op. Først kiggede Niall forvirret på mig, men så så det ud til at han fattede det.

”Eve!” smilede han. Han havde de sødeste smilehuller nogensinde!

”Kender i to hinanden?” Hæs stemme. Zayn. Åh, altså den stemme! Det var ligesom jeg ikke havde fattet at det var One Direction jeg sad ved, men da jeg kiggede over på Zayn, gik det ligesom op for mig.

Jeg kiggede med store øjne på ham. Zayn. Han er endnu lækrere i virkeligheden end på billeder. Jeg rejste mig fra Nialls skød og gik med forsigtigt skridt over til Zayn. Så lænede jeg mig ned og.. Ja tro det eller ej, men jeg prikkede til ham. Det skete kun fordi jeg havde fået alt for meget at drikke.

”Hvad laver du?” sagde han og kiggede undrende på mig. Jeg smilte forlegent til ham og rettede mig op.

”Jeg skulle bare lige se om du er virkelig.” sagde jeg og maste mig ned i mellem ham og Niall. Pludselig brød de alle sammen ud i grin, og Nialls grin var lige til at dø over. Hvor var det dog bare nusser! 

 

OOO

Har lavet ingenting siden jeg fik fri, så har haft tid til at skrive endnu et kapitel! Wuhuuu. 

Siden vi har ferie, regner jeg med at det næste kommer i morgen eller i overmorgen. Glæd jer (De få mennesker der læser den her Movella!) 

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...