Penfriends {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Eve er totalt ødelagt. Hun kan ikke stole på nogen og hun har svært ved at komme tæt på folk, for hun ender altid med at skubbe dem væk fra hende, fordi hun er bange for at de forlader hende og sårer hende. Men hvad sker der så, når hendes lærer giver hende en penneven, og den penneven viser sig at være selveste Niall Horan?

____________________________________________________________________

Da jeg er kørt lidt fast i min anden movella, så forsøger jeg mig med en ny. Denne gang en One Direction - FanFic. Også selvom jeg ikke er fan af One Direction, kun af Zayn :-D

17Likes
13Kommentarer
1635Visninger
AA

2. Is this a joke? It must be!

Kære.. Hm, kender endnu ikke dit navn, så kalder dig bare Penny (så må vi jo se om du er en dreng eller pige :-D)

Jeg skriver ikke det her fuldt ud frivilligt, min lærer synes det ville være en åh så god idé. Som den eneste i hele klassen, udover Beatrice og Gina, men de er også sådan nogle der elsker skolen og synes, at læreren er den bedste. Fatter det ikke, skolen er ikke sjov. Skolen er noget man er tvunget til og den ødelægger totalt ens morgen, når man skal op før en hvis person får sko på.

Nå, men min lærer vil have at vi skal skrive et brev til en penneven, som vi ved intet om, og så er det meningen, at du skal svare tilbage, og så får vi et nyt venskab. Yeah right, som en eller anden person, som jeg ikke kender, gider skrive med mig, og da slet ikke bygge et venskab op.

Okay, jeg kan vel ligeså godt gøre det, det skader vel ingen? Nu synes du sikkert, at jeg er sådan en mega negativ person, som ikke laver andet end at brokke sig over hvor unfair livet er, men det er langt fra rigtigt. Jeg er faktisk en glad person. Det her har bare været en lorte dag.. Det er det faktisk hvert eneste år, på præcis denne dag. I dag er årsdag for den dag min morfar døde.
Og det er så nu at normale mennesker ville stoppe historien, fordi de ikke rager andre og andre sikkert heller ikke har den mindste interesse i sådan en trist dødshistorie, men da jeg ikke er normal, så fortsætter jeg. For det her er en god måde at få alt det jeg går inde med, hver dag og aldrig taler med nogen om, ud.

Så nu skal du bare høre.
I dag er det fire år siden min morfar døde. Han betød alt for mig, og når jeg siger alt, så mener jeg ALT. Selvom det er fire år efter, begynder jeg næsten altid at græde, bare jeg tænker på ham. Hans død har ødelagt så meget for mig. Jeg husker stadig tydeligt den dag min mor og far samlede mig og min tvillingebror i sofaen. Jeg kunne godt regne ud at det havde noget med ham at gøre, men aldrig i mit liv havde jeg regnet med, at det var lige præcis den nyhed jeg ville få. Men jeg så det i min mors øjne, da hun startede ud. Jeg brød sammen, og tog ned til min dengang bedsteveninde. Jeg har aldrig snakket med nogen om det siden dag, og helt ærligt så æder det mig op indeni. Fuldstændig. Det gør ondt for mig bare at sidde og skrive det her, rent faktisk så græder jeg.

Og tro mig, når jeg siger at jeg har grædt over det så mange gange. Bare uden nogen har set det. Jeg græder ALDRIG foran folk, det ville ødelægge hele min facade, og det må bare ikke ske. Det sidste folk skal se, er hvor ødelagt og sårbar jeg er. Og den eneste grund til at jeg skriver det her, er at jeg ved jeg ikke kommer til at møde dig.

Men det er ikke kun min morfar der har smadret det for mig, Marcus spiller også en stor rolle i det her, men det må vente til en anden gang. Kan ikke skrive mere lige nu, uden at bryde sammen.

Love, Eve.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg underskrev brevet med ”love”, men det var bare lige det der faldt mig ind. Det føltes så mærkeligt at sidde og fortælle en total fremmed, en masse privat om mig, men alligevel så hjalp det at få det ud. Det jeg har gået med de sidste mange år, og som jeg aldrig har talt med nogen om.

”Eve?” jeg sprang op, da Jacks stemme lød gennem døren. Jack er min bedste ven og bøsseven. Har altid ønsket mig en bøsseven, og nu har jeg en! Eller det har jeg faktisk haft længe, men det er bare ikke så længe siden, at Jack sprang ud som bøsse. Jeg er så utrolig stolt af ham. Faktisk så sprang han ikke ud, som bøsse, men som biseksuel. Så han er både til piger og drenge, men mest drenge.

”Kom ind” svarede jeg, da det gik op for mig, at Jack ventede uden for døren. Han vidste godt, at han ikke bare måtte gå ind. Specielt fordi jeg havde det med enten at gå nøgen rundt, når jeg lige havde været i bad og ikke havde noget at tage på, og fordi jeg tit havde engangsknald. Ikke at jeg var billig og gjorde det med enhver, men jeg havde altså et behov. Et ret så stort behov, hvis du spørger Jack. Hvilket også var grunden til, at hvis jeg ikke fandt et engangsknald, når jeg havde brug for det, så havde jeg altid Jack. Og ja, nu tænker i sikkert, hvem fanden gør det med sin bedsteven?! Og svaret er, at det gør jeg altså. For Jack er virkelig lækker. Ikke gudelækker som i Zayn Malik eller Douglas Booth, men lækker det er han. Og han er altså også god i sengen, det indrømmer jeg gerne, og det er nok også grunden til at han godt ved det.

”Hvad tænker du på, pus?” sagde Jack og afbrød derved mine tanker. Jack og mit forhold er anderledes end mange andres forhold. Vi er kærlige, vi krammer og putter hele tiden og så, ja så går vi i seng med hinanden, men kun en gang imellem. Udefra vil folk nok tro at vi er et par, men det er vi altså ikke, bare bedstevenner. Måske endda bollevenner, hvis det er det i vil kalde det. 

Jeg smilede til Jack og strakte armene ud, som tegn til, at han skulle komme hen til mig.

”Dig.” jeg sendte ham mit mest forførende smil og blinkede lidt med øjnene. Nu håbede jeg bare han kunne forstå hentydningen til, at jeg var i puttehumør. Han gik langsomt hen til mig og kiggede forførende på mig. Han havde helt sikkert forstået min hentydning, og han var helt sikkert i puttehumør. Jeg nåede lige at se smilet der bredte sig på hans læber, inden han overfaldt mig og plantede små kys over det hele på min hals og mine skuldre.

***

”Og nu, elever, får i jeres breve fra jeres pennevenner.” Endelig! Jeg har været ved at dø af spænding for at finde ud af hvem min penneven er. Min dumme lærer ville ikke engang fortælle os navnene på dem. Det skader jo ikke at vide hvem det er, men han syntes at spændingen var ih så åh så god. Han har altid  været virkelig mærkelig, men han er nu god nok. Mens jeg sad fordybet i mine egne tanker, talte hr. Jinsen videre omkring vores pennevenner. Jeg hørte det hele, men det røg lige ud af den anden side igen. Der var dog en sætning der sad fast.
”Husk nu, at I ikke må åbne dem før i er hjemme!” HVAD? Seriøst? Nu har jeg ventet i så lang tid, at mit hår næsten er nået at blive gråt, og så må jeg fucking ikke åbne brevet før jeg er hjemme? Glem det jeg sagde med, at min lærer er god nok. Han er lige røget så langt nede på min hadeliste, at han slår min gamle biologi lærer, hr. Jacksen. Og det er ikke en god ting at ligge efter ham, for alle hader ham.

Selvom alle eleverne brokkede sig over det, så var han fast besluttet på at vi skulle vente. Åh, fuck det. Det var bare fire timer, biologi og samfundsfag.

Mens hr. Jinsen forklarede videre om vores pennevenner, var jeg allerede i gang med at skrive det næste brev i min hjerne. Denne gang ville hr. Jinsen ikke stå for at sende brevet, fordi vores penneven var blevet bedt om at vedlægge adresse og navn. I starten havde jeg syntes, at det havde været en latterlig ide, men nu lød det faktisk meget spændende. Det kunne faktisk være meget fedt at få en penneven, som vidste alt om en, men som man alligevel nok aldrig kom til at se.

Da klokken ringede ud, farede jeg op af stolen, samlede mine bøger sammen, samtidig med at jeg knugede den lille kuvert i hånden og var den første ude af døren. Som sædvanlig stod Jack uden for døren og ventede på mig. Jeg sendte ham et lille smil og fortsatte hen til mit skab, hvor jeg smed mine bøger ind og forsigtigt lagde brevet. Så var jeg klar til at give Jack min fulde opmærksomhed. Jeg vendte mig om og sendte ham et kærligt smil.

”Hej smukke.” sagde han forførende og lagde armene om mig. Og som sagt, så er mit og Jacks forhold altså lidt mærkeligt og, hvis I ikke har opdaget det, ekstremt kærligt.

”Hej frække.” min stemme var flirtende. Jeg kiggede ham dybt i øjnene, inden jeg gav ham et hurtigt kys på munden, tog hans hånd og trak ham i retning af kantinen. Hvis jeg ikke snart fik noget mad, ville jeg ikke overleve længe nok til at læse mit brev.

***

Glemt alt hvad jeg sagde om, at det bare var fire timer. Aldrig har fire timer føltes så længe! Men nu havde jeg endelig fri og jeg kunne ikke vente med at komme hjem og åbne mit brev. Det lå i min lomme, og det var som om det vejede virkelig meget. Jeg var hele tiden klar over at det var der.

Jeg skulle bare lige finde Jack, så vi kunne komme hjem. Vi boede midt i London, og skolen lå lidt i udkanten af byen, så man skulle køre i bil, ellers ville det virkelig tage lang tid at komme i skole. Og siden Jack var den eneste der havde kørekort, da jeg ikke var fyldt 18 endnu, så var jeg afhængig af at han kørte mig frem og tilbage.

Jeg vadede frem og tilbage, men drengen var ikke at se nogen steder. Jeg sukkede og traskede udenfor for at se om han ventede der ude. Ingen Jack. Hans bil var også væk. Han er bare ikke kørt hjem uden mig! Jeg slår ham så meget ned! Det var anden gang denne uge. Jeg sukkede opgivende og kiggede op på himlen. Den var nærmest helt sort. Hvis det begynder at regne, så bliver jeg virkelig sur.
Når man snakker om solen. Jeg nåede knap nok at tænke tanken færdig, før den første regndråbe ramte mig i panden. Og så en mere, og en til. Og lige pludselig stod det ned. Har jeg nogensinde nævnt, hvor meget jeg hader regn.

Jeg sendte en mental dødstrussel til Jack for at køre uden mig og begav mig hjemad.

Da jeg endelig nåede hjem, var jeg fuldstændig gennemblødt, og det havde brevet sikkert også været, hvis jeg ikke havde været så smart at proppe det ned mellem alle mine bøger, så det var sikret.

Jeg nærmest sparkede døren ind og trampede vredt indenfor. Jeg kunne høre stemmer inde i stuen. To drengestemmer. Havde Jack fået en ny ven?! Det var stadig ikke en undskyldning for at lade mig vade gennem halvdelen af London i regnvejr. Jeg smed min taske på gulvet og trampede videre ind i stuen.

Ganske rigtigt sad Jack i sofaen med en anden dreng. Men de var helt sikkert ikke venner. De var vist nærmere bollevenner. Den måde de sad på, nærmest klistret op af hinanden, i gang med en så intens gang øjensex (jep, i læste rigtigt, øjensex.), at de slet ikke opdagede mig. Jeg tog min ene sko af og kastede den efter Jack. Han spjættede nærmest en halv meter op i luften. Det så så sjovt ud, at jeg var lige ved at grine og dermed bryde min sure facade.

”Hvad fanden i fucking helvede har du gang i?” spurgte Jack surt og ømmede den hofte, som var blevet ramt af skoen.

”Nej, hvad fanden i fucking helvede har du gang i? Du lod mig gå hele vejen hjem fra skolen! Og til din orientering, så tisser det ned!” Vrissede jeg surt af ham og sendte ham et ondt blik. Han kiggede forvirret på mig, indtil det gik op for ham at han skulle have haft mig med hjem.

”Fuck. Det må du sku undskylde, lille pus.” sagde han og sendte mig et beklagende blik. Næ nej, så nemt slipper du ikke, lille ven.

”Det er anden gang i denne uge. Du har bare at skulle have en god undskyldning!” vrissede jeg, dog lidt mindre surt end før, mens jeg sendte drengen bag Jack et ondt blik. I min verden så var det hans skyld. Bagefter kiggede jeg tilbage på Jack, og prøvede at få ham til at forstå, at han skulle forklare hvem den mystiske dreng var. Dum som drengen nu engang var, tog det ham noget tid at fatte det.

”Nå ja! Eve, det her er Damjia. Jeg har skrevet lidt med ham og mødtes lidt med ham, og så havde han lige brug for at snakke, så jeg skyndte mig at køre hen og hente ham.” sagde Jack og kiggede kærligt ned på Damjia. Hvad var det navn overhovedet for et? Det kan man sku da ikke hedde?

”Hej Eve.” sagde han forsigtigt og sendte mig et lille smil. Jeg kiggede bare på ham.

”Og hvad skulle i så snakke om?” sagde jeg fornærmet. Jeg syntes overhovedet ikke om ham, Damjia. Han så farlig ud og ikke en person som min lille bøsse, skulle omgås med.

”Øhm.. Min far er lige død.” hviskede Damjia og kiggede ned i jorden. Fuck! Jeg kiggede med store øjne på Jack, der bare nikkede bekræftende og sendte mig et koldt blik.

”Øhh. Nå… Det er jeg ked af at høre.” sagde jeg stille og fortrød allerede, at jeg havde opført mig sådan. ”Nå, men jeg går.. bare lige ind på mit værelse og lader jeg være alene.” sagde jeg mens jeg langsomt bakkede bagud, og vinkede akavet med hånden, inden jeg styrtede ud i gangen, greb min taske og løb ind på mit værelse.

Det var godt nok akavet. Nå, det har jeg ikke tid til at tænke på lige nu. Jeg har et meget vigtigt brev, som jeg skal åbne. Jeg åbnede hurtigt min taske og rodede rundt mellem mine bøger, indtil jeg fandt det. Jeg flåede nærmest den lille kuvert op, og begyndte at læse. Det var en dreng. Han var i et band, han var fra Irland. Hans navn var.. Mit hjerte stoppede nærmest med at slå, da jeg så navnet. Det kunne ikke passe. Det måtte være en joke.

Love, Niall Horan.

Niall, Niall Horan. Fra det verdenskendte boyband One Direction. Det måtte være en joke! 

 

 OOO

Hey People! 

Så det var første kapitel, på min første fanfic. Er såå stolt af den, det er min lille baby. 

Vil gøre mit bedste for, at de mennesker der læser den, ikke skal vente for længe! 

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...