Penfriends {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Eve er totalt ødelagt. Hun kan ikke stole på nogen og hun har svært ved at komme tæt på folk, for hun ender altid med at skubbe dem væk fra hende, fordi hun er bange for at de forlader hende og sårer hende. Men hvad sker der så, når hendes lærer giver hende en penneven, og den penneven viser sig at være selveste Niall Horan?

____________________________________________________________________

Da jeg er kørt lidt fast i min anden movella, så forsøger jeg mig med en ny. Denne gang en One Direction - FanFic. Også selvom jeg ikke er fan af One Direction, kun af Zayn :-D

17Likes
13Kommentarer
1615Visninger
AA

13. Harry Edward Styles

3 uger senere

Eves synsvinkel:

”Nej! Lad være!” skreg jeg. Han vidste jeg hadede det, og alligevel gjorde han det. Alligevel kildede han mig. ”Niall, l-lad være!”

”Ikke før du siger, jeg er sød!” sagde han barnligt og kildede mig endnu mere. Jeg var flad af grin og det samme var han. Vi lå på sofaen og havde set film, da Niall pludselig begyndte at kilde mig.

I dag var en god dag. Siden jeg havde haft et break down op af døren til mig og Jacks lejlighed, var jeg begyndt at kalde hver dag for en god eller dårlig dag. De dårlige dage var de dage, hvor jeg græd over alt og bare lå i sengen eller på sofaen og så romantiske tudefilm. De gode dage, som i dag, var dage hvor jeg havde det okay med mig selv og hvor jeg rent faktisk smilte uden, at det var et halvhjertet falsk smil. I starten var der flest dårlige dag, faktisk nærmest kun dårlige dage, og jeg vrissede så meget af Jack, at han på et tidspunkt holdt op med at tale til mig – men det havde vi ordnet nu og var bedre (bolle)venner end nogensinde før. Efterhånden som dagene gik, begyndte jeg at hade Zayn for det han havde gjort, hvorimod jeg før havde prøvet at finde grunde til hvorfor han havde gjort det – som fx at han blev truet til det eller han havde det dårligt og ikke vidste hvad han lavede. Da hadet kom frem, fik jeg flere bedre dage. Jeg ville vise folk, at jeg ikke var en svag tøs, som lød en enkelt dreng tage hende ned. Og så kom de gode dage i overtal. Jack begyndte at tale til mig igen, jeg droppede festerne hver aften og jeg tog mig sammen til at ringe til Niall og sige undskyld for den lange tavshedsperiode fra min side af. I starten var han tilbageholdende og meget, meget overrasket og forvirret, men som jeg forklarede det hele, forstod han mere og mere og til sidst havde han sagt ja til at mødes.

Da vi først havde mødtes havde det var akavet, rigtig akavet endda, men så bad han mig forklare det en gang til og så tøede vi ligesom op og det begyndte at blive ligesom de gamle dage. Alligevel kunne jeg ikke helt glemme Zayn. Vi var i Nialls lejlighed, og selvom Niall havde bedt Zayn blive væk, var jeg bange for han ville komme. Selvom sorgen var blevet erstattet af had, vidste jeg, at det at se ham igen, ville slynge mig direkte tilbage i dybet og til de dårlige dage. Og det ville jeg hverken udsætte mig selv eller nogen andre for.

”Eve? Hallo?” jeg blinkede hurtigt et par gange og vendte tilbage til nutiden, hvor Niall sad og stirrede mærkeligt på mig.

”Undskyld. Jeg faldt vist lige i staver.” mumlede jeg og kunne straks mærke jeg rødmede. Det undrede mig hvorfor. Jeg plejede aldrig at rødme over noget så latterligt og normalt, som at falde i staver, men den måde Niall kiggede på mig på, som om han godt vidste hvad der var sket, fik mig til at rødme.

”Er du okay?” spurgte han stille og satte sig op i sofaen, så han ikke længere lå ind over mig. Jeg kiggede nervøst ned på mine hænder. Det var mærkeligt hvorfor jeg lige pludselig syntes det var pinligt. Jeg havde jo allerede fortalt ham alt.

”J-ja. Jeg har det fint.” Hvis min stemme ikke havde været så lille og usikker, og hvis jeg ikke havde stammet i starten havde han stadig ikke troet på mig, men det gjorde ikke noget, for i samme sekund, som Niall åbnede sin mund for at sige, at han godt vidste jeg ikke var okay, gik døren op og hele lejligheden blev fyldt med glade drengestemmer.

Jeg kiggede skræmt på Niall og kunne mærke alt blodet forlade mit ansigt. Han kunne ikke komme. Ikke nu, ikke når jeg lige havde fået det bedre og var begyndt at tænke på noget andet end Zayn og hans bedrageri.

Niall opfattede hurtigt, at jeg var bange for han ville komme og skyndte sig ud i entreen, hvor stemmerne kom fra. Lidt efter hørte jeg dæmpede stemmer og glade grin, som kom nærmere.

”Eve!” råbte Harry, da han som den første kom ind i stuen. Derefter løb han hurtigt over til mig og kastede sig nærmest ovenpå mig. ”Hævn.” hviskede han mig i øret og huskede mig på den gang jeg havde angrebet Zayn, han var blevet tændt og jer derefter var løbet ind og havde smidt mig på Harry i sofaen.

”Harry-pusser!” drillede jeg og rodede op i hans dejlige, krøllede hår. Mig og Harrys forhold var underligt. Vi flirtede hele tiden, men alligevel tror jeg ikke nogen af os havde følelser for den anden, i hvert fald ikke udover lyst. Overrasket gik det op for mig, at jeg for første gange i over to måneder faktisk havde sådan rigtig lyst. Jeg mener jeg havde gjort ting med Jack siden dengang, men vi havde ikke haft sex. Jeg havde bare ikke lyst. Det mindede mig alt for meget om det Zayn havde gjort ved mig.

”Hvordan har du det?” spurgte Harry, stadig med dæmpet stemme. Han kiggede mig bekymret i øjnene og aede mig beroligende på armen. Selvom jeg havde lyst til at svare, at jeg havde det fantastisk og ignorer hvordan jeg rigtig havde det, kunne jeg ikke. Ikke når han så på mig på den måde og viste, at han faktisk bekymrede sig om mig og ikke bare accepterede det Zayn havde gjort.

”Det går fremad.” hviskede jeg tilbage og sendte ham et lille smil. Han smilte stort tilbage og puttede sit hoved ved min hals, så jeg ikke kunne lade være med at fnise over hans latterlige handling.

”Hej Eve.” sagde Louis glad og slog sig ned ved siden af mig og Harry, efterfulgt af Liam, der sendte mig et smil og derefter trak sin mobil frem. Det var vel hans kæreste, der skrev, hvis han altså havde en. Længere nåede jeg ikke før Harry blev hevet væk fra mig og Niall igen begyndte at kilde mig.

”N-Nej! Niall, pleeeeease stop!” hvinede jeg og vred mig i sofaen. Lige som jeg gjorde det, kom jeg til at tænke tilbage på dengang hvor jeg lige havde lært Niall at kende og han kildede mig. Dengang hvor Zayn kom ind og jeg kom til at sparke ham i skridtet. Dengang havde jeg været helt oppe at køre over det, og selvfølgelig også en smule pinlig berørt over det, men nu syntes jeg bare, at han fortjente alle de gange jeg havde skadet ham.

”Hvad er jeg?” grinte Niall og jeg sendte ham et dræber blik.

”Sød.” hviskede jeg lavt og strittede med underlæben.

”Hvad sagde du? Jeg kunne ikke høre det.”

”Sød! Du er sød!” sagde jeg igen, denne gang tydeligere. Niall kildede mig en sidste gang og satte sig så, storsmilende, op i sofaen og kiggede tilfreds på mig. ”Du er latterlig.” mumlede jeg og skubbede til ham med benet, så han røg ned fra sofaen.

”Det får du betalt, Eve!” råbte Niall og rejste sig op. Med et meget tøset hvin fløj jeg op fra sofaen og løb om bag den, med Niall lige i hælene. Niall skreg nogle mærkelige skrig, som vist nok skulle være krigsskrig, samtidig med, at jeg skreg som en tøs. Harry og Louis var flade af grin, mens Liam ikke rigtig havde øjne for andet end sin mobil.

”Nu har jeg dig, din lille tøs!” råbte Niall bag mig og jeg satte farten op. Jeg løb rundt om spisebordet og han løb efter. Pludselig ændrede han retning og løb den anden vej rundt om bordet. Det resulterede i, at jeg gik i panik og ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Derfor vendte jeg rundt. Hvilket jeg ikke skulle havde gjort, for jeg løb lige ind i en væg. Jeg væltede ned på gulvet.

Fordi Niall havde så meget fart på, nåede han ikke at reagere på at jeg var væltet, så han løb lige ind i mit ben og væltede ind i væggen. Ligesom mig røg han også ned på gulvet og tog sig hurtigt til panden.

Jeg var flad af grin over det hele, og grinte så meget, at det føltes som at få en mavepuster. Niall grinte også, men det gjorde vist for ondt i hans hoved til at han kunne se hvorfor det var så sjovt, som jeg syntes.

”Niall! Er du okay?” spurgte Louis, mellem grinene og Niall sendte ham bare et dræber blik, før han igen tog sig til panden. Jeg kunne slet ikke stoppe med at grine. Det var så længe siden jeg havde grint på den her måde, og det føltes så forbandet godt, at jeg faktisk ikke engang ville stoppe igen.

”Eve? Er du helt okay? Får du et anfald eller noget?” Harrys dumme kommentar fik mig bare til at grine endnu mere, og jeg blev nød til at krølle mig sammen og kunne ikke få vejret længere, af bare grin. Det hele var så sjovt. Jeg var lykkelig. Som jeg lå der, helt sammenkrøllet og ved at blive kvalt i et grineflip, med drengene omkring mig, alle sammen glade og grinende, havde jeg helt glemt Zayn. Jeg havde det som før han kom ind i mit liv og ødelagde det. Før jeg forelskede mig i ham, og før han bedrog mig. Han eksisterede ikke. I hvert fald ikke, indtil døren gik op og han trådte ind.

Det tog pusten fra mig at se ham igen. Men ikke på den gode måde, som for et øjeblik siden da jeg havde ligget og grinet. Det her var en dårlig måde. Mit grin stoppede med det samme, men jeg kunne stadig ikke få vejret og min mave krøllede sig sammen. Sommerfuglene i min mave gik amok, men på en dårlig måde. Som om de var blodtørstige flagermus, som ikke havde fået noget føde længe og nu så deres bytte.

Til at starte med opdagede de andre ham ikke. De var optagede af at grine af mig og Niall. Men da de fik øje på mig, der sad og stirrede på døren ind til stuen, og hørte hvordan jeg hev efter vejret, opfattede de, at der var noget galt. Louis fik først øje på ham og prikkede hurtigt til Liam, som stadig havde hovedet begravet i sin mobil. Da Louis prikkede lidt hårdere, kiggede han op og fulgte Louis blik. Derefter opfattede Harry det også, og Niall lige bagefter.

De så alle sammen chokerede ud. Alligevel var der ingen vrede at spore i deres blik eller holdning. Hvordan kunne de være her og være bekymrede for mig, men alligevel ikke være vrede på Zayn. Det var forkert det han gjorde. Han udnyttede mig. Han knuste mit hjerte!

Pludselig kunne jeg trække vejret igen og flagermusene forsvandt. Tilbage var kun hadet. Det boblede og sydede inden i mig. Niall opdagede min vrede holdning og skyndte sig at række ud efter mig, men jeg var oppe at stå og henne ved Zayn, før han kunne nå at stoppe mig.

Zayns blik var hårdt, men jo længere jeg stirrede vredt ind i hans øjne, opdagede jeg at han var bange. Hans blik var ikke fast eller hårdt mere, nu kiggede han forskrækket og bange på drengene bag mig. Jeg kunne høre en af dem bevæge sig, så jeg vendte mig hurtigt rundt og sendte personen, som havde bevæget sig – Louis – et hårdt blik, der fik ham til at sætte sig ned igen. Derefter sendte jeg dem alle sammen et blik, der tydeligt sagde, at de skulle blive hvor de var. Da jeg var sikker på de havde forstået budskabet, vendte jeg mig igen rundt mod Zayn. Han havde igen fået styr på sit blik, og det var igen hårdt. Det stak i mig, da jeg så hans hårde blik, som så mange gange havde kigget kærligt på mig.

”Hvad er der, Eve?” Overraskelsen og minderne som hans stemme bragte med sig, fik mig til at stivne, men kun kortvarigt. Kun indtil jeg så det minimalistiske, men hånlige, smil der dukkede frem på hans læber, da jeg stivnede.

Smilet fik mig til at svinge min hånd og lade den ramme hans kind, så hårdt, at det gav genlyd i stuen. Han kiggede forskrækket på mig, men fik hurtigt styr på sig selv.

”Du er et svin! En idiot!” hvæsede jeg vredt af ham og prikkede ham hårdt på brystet. ”JEG HADER DIG!” Min stemme blev højere og højere for hvert ord, og det endte med jeg nærmest råbte det sidste ud.

Hans blik tøede op og han kiggede på mig med et såret blik, som jeg måske havde købt for nogle uger siden. Nu kunne jeg se lige i gennem ham og se hvordan han frydede sig over, at han havde såret mig så dybt.

”Du fortjener den lille falske tøs, du render rundt med. Du fortjener en, der tør synke lige så langt som dig.” selvom jeg ikke vidste noget om hende, så kunne jeg ikke lade være med at sige det. Det var jo egentlig ikke hendes skyld. Hun vidste jo ikke, at han havde været optaget, da hun knaldede med ham.

”Claire.”

”Hvad?” chokeret kiggede jeg på ham, at jeg havde sagt hvad. Og at jeg havde sagt det helt normalt, som om v havde en hverdagssamtale og ikke et skænderi.

”Hun hedder Claire.” Vrede. Det var den følelse, der blussede endnu kraftigere op, da han sagde det. Det fik bægeret til at flyde over.

”Jeg vil sku da skide hvad fanden hun hedder! Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Du skal bare holde dig væk fra mig! Skrid med dig! Og tag alle dine dumme løgne med dig! Tag dit bedrageri med dig! Tag dit dumme væddemål med dig! Jeg gider ikke se dig mere! ALDRIG! Du er forfærdelig.” skreg jeg og skubbede ham hårdt ind i væggen. Da han ramte væggen, stoppede tiden nærmest i to sekunder og så brød helvede løs. Den eneste, der intet gjorde, var Zayn. Han kiggede bare på mig, med tårer i øjnene. Jeg var så vred, at jeg ikke bed mærke i det. Jeg slog ham bare på brystet og råbte af ham. Niall og Louis kom hurtigt i mellem os, samtidig med at Harry tog fat i mig og Liam skyndte sig hen til Zayn, der bare kiggede på mig, nu med tårerne trillede ned af kinderne.

Da Harrys arme lagde sig om mig og han beroligende aede mig over håret, faldt jeg lidt mere til ro, og så gik det op for mig, at han græd. Ikke noget med at hulke eller snøfte, men tårerne trillede lydløst ned af hans kinder og hans blik var fyldt med sorg, som han kiggede indtrængende på mig. Hurtigt vendte jeg mig om og begravede hovedet mellem Harrys skulder og hals. Jeg skulle væk. Væk fra det kaos, da herskede i stuen.

”H-harry..” mumlede jeg og kæmpede mod tårerne. Som om Harry kunne læse min tanker, nikkede han og førte mig ud af stuen. Da jeg gik forbi Zayn, ramte hans duft mig og jeg opgav kampen mod tårerne.

***

”Er du okay nu, søde?” spurgte Harry stille. Vi var taget hjem til ham, hvor jeg var brudt sammen. Jeg havde grædt længe, og Harry havde trøstet mig. Først efter lang tid var de stoppet og vi havde besluttet, at jeg sov hos ham, for klokken var mange og jeg orkede ikke til at snakke med Jack og forklare ham hvorfor jeg ikke var kommet hjem som aftalt.

”Det tror jeg.” svarede jeg tilbage og sendte ham et smil. ”tak fordi du ikke bare gik i panik og bare sad og så på mig bryde sammen.”

”Selvfølgelig. Det må have været hårdt at se ham igen.” mumlede Harry mod mit hår. Vi lå på en ret mærkelig måde. Harry lå ind mod ryggen af sofaen og jeg lå foran ham, med ryggen mod ham. Det var nu ret hyggeligt, bare at ligge og snakke med ham.

”Det var det. Jeg troede lige jeg var kommet over ham. Og så.. Bang. Var han der bare lige pludselig.” hviskede jeg stille og lukkede øjne. Langsomt lænede jeg mig tilbage mod Harry og lagde mit hoved på hans brystkasse. Selvom vi nok allerede lignede et par, som lå og hyggede sig en torsdag aften, mens det regnede udenfor, valgte Harry lige at få det til at ligne endnu mere, ved at ligge hånden på min hofte. Han skubbede min bluse lidt op, så han kunne nusse min mave.

For ikke særlig længe siden ville den handling have fået mig til at bryde grædende sammen, fordi den mindede mig om noget kærester gør og det mindede mig om Zayn, men nu var det bare dejligt. Langsomt kunne jeg mærke lysten igen. Det var mærkeligt, hvordan Harry kunne tænde mig ved noget så enkelt som at nusse min mave, mens Jack havde prøvet alverdens ting for at tænde mig ordentligt og intet havde virket.

Uden at tænke over det, lod jeg et behaget suk, slippe ud fra mine læber og straks kunne jeg mærke Harry grine. Endnu en gang rødmede jeg.

”Det var ikke sjovt.” mumlede jeg, med en påtaget vred stemme. Det fik bare Harry til at grine igen og han prikkede mig i siden, så jeg gav et spjæt fra mig. ”Det var slet ikke sjovt.”

”Jo det var.”

”Nej.”

”Jo.”

”Sig undskyld. Ellers…” ”Ellers hvad?” ”Ellers gider jeg ikke sove her!”

Harry satte sig brat op og kiggede på mig, mens han prøvede at se ked af det ud.

”Hvor er du dårlig til at spille ked af det!” grinte jeg og klappede ham blidt på kinden, inden jeg trak ham ned at ligge igen, så jeg kunne putte mig op af ham. Han fnøs fornærmet, inden hans hånd igen begyndte at nusse min mave. Jeg lukkede fornøjet øjnene og nød i fulde drag Harrys fingre der tegnede O’er på min mave.

Harry var åbenbart også ret tændt, for lige da jeg nød det allermest og var så tæt på at falde i søvn, mærkede jeg Harrys læber på min hals. Først et forsigtigt lille kys, så et mere vovet et, og da jeg ikke stoppede ham, begyndte han at plante små kys over alt på min hals.
Efter lidt tid og jeg stadig ikke reagerede, stoppede han og jeg kunne fornemme han kiggede på mig.

”Sover du?” spurgte han lidt efter og satte sig lidt bedre op.

”Nej. Jeg venter på, du fortsætter.” mumlede jeg, stadig med lukkede øjne. Harry grinte kort, men begyndte så at kysse min hals igen. Der gik ikke længe, før hans dejlige små kys bevægede sig længere og længere op af min hals og helt op til min hage. Han kyssede først min hage, så mine kinder, min pande og så et sidste kys på min næse tip inden han stoppede og trak sig lidt væk.

Jeg var for bange for at ødelægge stemningen, ved at åbne mine øjne, så jeg beholdt dem lukkede og lå bare op af Harrys brystkasse uden at bevæge mig. Det var kun mine og Harrys åndedrag, der afslørede, at der lå nogen i sofaen.

Pludselig bevægede han sig igen, og lidt efter kunne jeg mærke hans øjne ved mit øre.

”Du ser så sød ud, når du ligger der med lukkede øjne, at jeg ikke kan lade være.” hviskede han forførende i mit øre. Hans stemme var en smule hæs og hans ånde var varm.

”Hva-” jeg nåede ikke at spørge om hvad han mente, før hans læber lå på mine. Hans bløde fine læber, som jeg indrømmer at have fantaseret om at kysse et par gange. Jeg kyssede med, og lod ham udvikle kysset, da han ville. Mens vi stadig kyssede, lykkedes det os på magisk vis at komme op at sidde, så vi nu sad over for hinanden i sofaen. Kysset udviklede sig hurtigt til et snav og mine hænder fandt hurtigt vej til hans bløde hår. Harrys ene hånd fandt min kind, mens den anden kravlede ind under min trøje og lagde sig på min hofte.

Forsigtigt skubbede Harry mig bagover, stadig uden at bryde vores læbers sammensmeltning, så han kunne lægge sig henover mig. Hans hånd, som før havde været på min hofte, gled om foran og begyndte igen at nusse små O’er på min mave.

Efter et stykke tid, brød Harry kysset og trak sig lidt væk. Han smilte i hele ansigtet og mindede mest om en dreng, der lige har fået den legetøjsbil, han ønskede sig i julegave.

”Det har jeg ventet på at gøre længe.” mumlede Harry og lænede sig ned mod mig igen. Han stoppede lidt fra mine læber og kiggede mig i øjnene. Jeg smilte til ham, inden jeg strakte mig og trykkede mine læber mod ham igen. Han kyssede ivrigt med og pressede sin krop ned mod min, samtidig med jeg pressede min krop op med hans.

Vi nåede dog ikke meget mere, før døren gik og vi hørte fodtrin.

 

OOO

Dadada! Drama!

Den her del var ikke planlagt, det skete ligesom bare... Men er blevet godt tilfreds med kapitlet, har nydt at skrive det! Kunne nærmest ikke stoppe igen.. .

 

//A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...