Penfriends {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Eve er totalt ødelagt. Hun kan ikke stole på nogen og hun har svært ved at komme tæt på folk, for hun ender altid med at skubbe dem væk fra hende, fordi hun er bange for at de forlader hende og sårer hende. Men hvad sker der så, når hendes lærer giver hende en penneven, og den penneven viser sig at være selveste Niall Horan?

____________________________________________________________________

Da jeg er kørt lidt fast i min anden movella, så forsøger jeg mig med en ny. Denne gang en One Direction - FanFic. Også selvom jeg ikke er fan af One Direction, kun af Zayn :-D

17Likes
13Kommentarer
1631Visninger
AA

12. Empty

2 måneder senere.

Eves synsvinkel:

Dagene flød sammen. Der skete ikke noget nyt. Den samme rutine hver eneste dag; stå op, tvinge morgenmaden i mig, slæbe mig i skole, slæbe mig hjem, tvinge aftensmaden i mig, tage et koldt bad og så i seng.

Efter brudet – eller hvad det nu var – med Zayn var jeg blevet et spøgelse af mig selv. Jeg hadede mig selv for at lade mig elske ham og for at lade ham komme så tæt på. Jeg vidste jo godt det ville ske. Selvfølgelig ville han droppe mig. Han er et verdenskendt medlem af det mest kendte boyband. Man skulle tro det var spændende nok i sig selv, men åbenbart ikke. Ser i; i starten troede jeg, at han virkelig elskede mig og, at han bare var blevet så fuld, at han ikke kunne se forskel på mig og hans nye kæreste – den del kommer senere. Men så begyndte jeg at tvivle. Hvorfor skulle han være forskellig fra alle de andre? Hvorfor skulle han elske mig, når ingen af de andre gjorde? Så langsomt gik det op for mig, at han bare havde brugt mig, for at få noget sjov i livet. Det hele havde vel bare været et væddemål, mellem ham og resten af hans venner, om at få en pige til at forelske sig i ham og derefter droppe hende og ødelægge hende. Og selvom jeg gjorde mit bedste for at hade ham og tro på at det var derfor, så holdt jeg aldrig op med at håbe. Hver gang det ringede på døren, håbede jeg så inderligt, at det var ham. Hver gang jeg så en mørkhåret dreng, håbede jeg, at det var Zayn der kom for at sige undskyld.

Og da jeg så endelig så ham komme gående hen mod mig, havde han ikke fået øje på mig endnu – og ville nok heller ikke have fået det – for han var helt opslugt af at stirre på den pige der gik ved siden af ham. Først troede jeg, at det bare var en veninde eller en søster, men så så jeg deres hænder. Helt flettet sammen. Og så blev jeg vred. Vred og jaloux. Jeg var endda lige ved at gå over til dem og skille dem ad. Lige ved at råbe af ham og høre hvad han bildte sig ind. Skælde ham ud.

Lige indtil jeg så på pigens ansigt. Min første indskydning var, at hun var kendt og, at de var et celeb-par, som alle elskede og så op til. Men den vrede og sårede følelse, der satte sig som en klump i min hals, fik mig til at se nærmere på hende. Det var hende. Hende, han havde været mig utro med. Efterligningen af mig.
De var sammen. Han var sammen med hende. Han havde været mig utro med hende og nu var de et par. Et par, som vidste sig i offentligheden og så helt klistrende nyforelskede ud.

Kvalmen, som havde ligget og ulmet under overfladen, slog til med fuld kraft, da han bøjede sig ned og kyssede hende sødt på munden. Ikke noget vildt, bare et helt uskyldigt lille kys. Men det var nok til, at et lille hulk slap ud af min mund og straks kiggede Zayn hen på mig. Hans ansigt var udtryksløst og han rykkede ikke på sig. Det var kun fordi jeg kendte ham så godt og havde studeret ham nøje, at jeg kunne se hvordan han spændte i hele kroppen og hvordan hans øjne blev helt mørke og fyldt med… sorg? Nej. Det kunne ikke passe, vel? Jeg betød intet for ham. Jeg var et væddemål. Et ligegyldigt væddemål, som han havde vundet.
Det var vrede. Ikke sorg, men vrede. Spørgsmålet var hvorfor han var vred?

Mere nåede jeg ikke at tænke over det, før jeg havde vendt ryggen til det nyforelskede par og med vrede skridt trampede ned af gaden og hjem. Mens jeg trampede hjem, var det som om der ikke var andet end nyforelskede par over det hele. Det vrimlede pludselig med folk, som kom gående ned af gaden, hånd i hånd, og ikke kunne fjerne smilet fra deres mund. Det gjorde mig bare endnu mere ked af det og jeg gik endnu hurtigere, så jeg kunne komme hjem og kravle ind under min dyne og se film om folk med kræft. Det var blevet min ting. At se film om folk med kræft, som så døde af det. Det fik mig til at se lidt lettere på livet, for i det mindste havde jeg ikke kræft eller en anden dødelig sygdom. Bare en helt almindelig hjertesorg. Eller måske ikke helt, for normalt var det ikke en verdenskendt dreng, der lavede et væddemål om at knuse ens hjerte, men det var en hjertesorg og ikke en dødelig sygdom. Men selvom jeg så så mange film om kræft, at jeg nærmest var ekspert indenfor kræft, så samlede det ikke mit knuste hjerte og det hjalp ikke på mit irriterende humør.

Så her på det seneste var jeg begyndt at gøre som jeg plejede, når mit hjerte var knust. Der var kun tre ting der hjalp lidt og fik mig til at glemme det hele for en stund; Alkohol, stoffer og sex. Hver eneste gang jeg havde fået mit hjerte knust – og det var ikke så lidt gange – var jeg begyndt at drikke, tage stoffer og gå i seng med en hver fyr, som gav mig den ønskede opmærksomhed. Det fik mig til at glemme det hele og det gav mig en lykke følelse, men kun for en lille stund og så måtte jeg i gang igen.

De seneste par nætter havde jeg været ude og drikke mig fra sans og samling. Jeg havde prøvet at holde mig fra stofferne, men da jeg havde fået drukket godt i gennem, blev det kedeligt og jeg fik hurtigt fat i nogle stoffer. Her aften havde jeg haft en ny fyr med hjem og vi havde hygget os hele natten – og nogle gange morgenen med. Jack var ikke helt glad for min nye livsstil. Ikke nok med, at jeg drak alt for meget og tog stoffer, så klagede han over, at jeg var alt for højlydt når jeg hyggede mig med min fyr. For det meste kendte jeg ikke engang navnene på dem eller noget, og han syntes ikke det var sådan jeg skulle komme mig over mit knuste hjerte. Men han vidste ikke hvordan det var. Han vidste intet. Det var også det vores skænderi havde handlet om. Skænderiet var grunden til, at jeg var gået ned på gaden og var stødt på Zayn og hende.

Bare tanken om dem, gav mig lyst til at brække mig, men jeg tvang det i mig og bed mig i stedet i læben. Smerten frembragte tårer i øjnene, men jeg var ligeglad. Det var bedre end smerten i hjertet. Alt var bedre end smerten i hjertet, som mødet med Zayn havde gravet frem igen. Ligesom jeg havde fået gemt den væk og var blevet den gamle Eve igen. Ikke den Eve, som jeg var da jeg mødte Niall og drengene. Nej, den Eve jeg var før. Før Jack hev mig op af dybet og fik mig til at smile igen. Den Eve som ikke følte noget og som festede igennem hver dag. Jeg havde ikke været mig i skole. Med hensyn til Niall havde jeg kun set ham et par gange. Jeg var alt for bange for at Zayn ville komme forbi. Et var at se ham på gaden, på sikker afstand, og så at se ham tæt på. At være i samme rum som ham, ville ødelægge mig. Det ville smide mig tilbage til start. Tilbage til alle tårerne, alle de søvnløse nætter og Jack, der var så sød og hentede is til mig, lige meget hvad klokken var.

***

Da jeg endelig nåede hjem, var jeg så tæt på at græde, at jeg ikke engang nåede at låse døren op før jeg brød sammen. Da jeg først begyndte at græde, kunne jeg ikke stoppe og det fortsatte bare. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at åbne døren op, så jeg faldt bare sammen op af døren. Der sad jeg og snøftede og hulkede indtil Jack kom hjem. Da han så mig, der, siddende med ansigtet smurt ind i tårer og snot, smed han hvad han havde i hænderne og styrtede hen til mig. Hans øjne var fyldt med bekymring og skyld.

”Åh Eve! Det må du undskylde! Det var ikke meningen, at vi skulle begynde at skændes. Jeg har været ude og købe massere af is og chokolade. Så lad os nu gå ind og se en god film og æde os fede. Lyder det ikke godt?” Jack talte så hurtigt, at jeg næsten ikke kunne følge med. Da han var færdig, nikkede jeg bare og lod ham trække mig op at stå. Han førte mig ind i stuen og skubbede mig blidt ned at sidde i sofaen. Hurtigt tog han min jakke og mine sko af. Så mumlede han noget om at isen smeltede og skyndte sig ud af stuen. Lige så hurtigt, som han var gået, kom han tilbage igen. Alligevel var det lykkedes mig at bryde sammen i gråd igen, så da han kom gående ind med armene fulde af is bøtter, chokolade og dvd’er, sad jeg med tårerne trillende ned af kinderne og hulkede. Forvirret og chokeret stoppede han op og vidste vist ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Lige i det øjeblik følte jeg mig utrolig egoistisk og ond, og det var nok cirka deromkring jeg besluttede, at det skulle være sidste gang jeg udsatte nogen – specielt Jack – for sådan noget igen. Det var den dag jeg valgte at pakke mine følelser og ønsker væk, så jeg ikke var så dum, barnlig og egoistisk. Jack forstod det aldrig helt, men han accepterede det og han troede det gik bedre for mig. Det gjorde det selvfølgelig ikke, jeg havde det ligeså dårligt som sædvanlig, måske endda værre, men jeg pakkede det væk. Jeg skjulte alle mine rigtige følelser. Jeg grinte når jeg skulle, smilte når det var nødvendigt og ellers var jeg bare et følelsesløst hylster.

OOO

Sorry for det korte kapitel, men det passede bare lige bedst at stoppe der, ifht. hvad jeg har af planer for hvad der nu skal ske! Det bliver godt! 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...