Penfriends {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Eve er totalt ødelagt. Hun kan ikke stole på nogen og hun har svært ved at komme tæt på folk, for hun ender altid med at skubbe dem væk fra hende, fordi hun er bange for at de forlader hende og sårer hende. Men hvad sker der så, når hendes lærer giver hende en penneven, og den penneven viser sig at være selveste Niall Horan?

____________________________________________________________________

Da jeg er kørt lidt fast i min anden movella, så forsøger jeg mig med en ny. Denne gang en One Direction - FanFic. Også selvom jeg ikke er fan af One Direction, kun af Zayn :-D

17Likes
13Kommentarer
1619Visninger
AA

5. Crazy Movie Night!

Der var gået et par dage siden drengene havde overrasket mig, og vi var igen samlet. Til filmaften, wuhuu! Jeg havde sådan glædet mig til at se Bambi og Toystory og alle de der andre hyggelige film, men sådan skulle det ikke gå. De dumme drenge ville se gysere. Derfor sad jeg nu ude i køkkenet og guffede pizza i mig, mens jeg kunne høre fjernsynet køre inde i stuen og en gang imellem var der nogen der gispede.

Hvorfor kan jeg ikke bare være sådan en sej pige, som godt kan lide og se gyser film. Den slags piger faldt drenge altid for..

”Bøøøøøøh!” råbte nogen bag mig og prikkede mig i siderne, så jeg tabte mit dejlige pizza stykke ned over mig selv, hvorefter det fløj ned på gulvet. Nooooo, ikke min pizza. Meget kunne man gøre, men at messe med min mad gør man bare ikke.

Jeg vendte mig vredt om og kiggede på Zayn. Jeg gik truende et skridt tættere på ham. Oh, den dreng er altså HOT! Har jeg sagt det før? Raaw, siger jeg bare. Stop, Eve! Fokuser.

”Meget kan du gøre, men..” sagde jeg og gik endnu tættere på ham. ”Man. Messer. Ikke. Med. Min. Mad.” hver gang jeg sagde et ord, prikkede jeg ham på brystet. ”Forstået?” Jeg var stolt over, hvor truende min stemme lød.

”Relax girl.” sagde Zayn, men så stadig lidt skræmt ud. God dreng, hver skræmt over mig!

”Nej, Zayn. Det gør man bare ikke.” sagde jeg, og kom til at tænke på den der scene i Askepot, hvor hun er ved at lære hvordan man er en prinsesse, og hende den onde dame siger det gør man bare ikke og så danser de to mus rundt og synger det gør man bare ikke. Kender i den? Nå, men den er altså mega sød. Længere nåede jeg ikke i mine tanker, før Zayn pressede sine læber mod mine og lagde sine hænder på mine hofter.

Hvad fanden i fucking helvede har den gang dreng i? Nej, hvad fuck i helvede har du gang i, Eve? Zayn Malik står og kysser dig, og du gør ikke noget. Kys ham tilbage, din ged!

Jeg fik sparket mig selv i gang, og kyssede ivrigt med, samtidig med, at mine hænder flettede sig sammen bag hans nakke.

Gaaard, hvor godt kan man lige kysse? Han minder altså mest om en gud, med hans udseende og hans evner til at kysse. Gad vide hvordan han så er i sengen? Ja, undskyld, men jeg har altså ikke fået nået længe, fordi Jack har besluttet at få kæreste på og jeg ikke har haft tid til at finde et one night stand..

”Host host..” lød det bag os og vi trak os hurtigt fra hinanden. Henne ved døren stod der fem drenge og stirrede på os. Og mine dumme kinder besluttede sig selvfølgelig for at blive totalt røde. Og hvad gjorde Zayn så? I vil aldrig tro på det!

Nå, men han grinte bare – med sin utrolig sexede og frække stemme, som bare gav mig lyst til at hoppe på ham og skide på at de andre stod og stirrede – gik forbi mig, og så smækkede han mig fandeme i røven. Kan i tro det? Han smækkede mig i røven, samtidig med at der stod fem drenge og stirrede overrasket på os. Dumme dreng, med sin dumme selvtillid og sit dumme overskønne udseende.

”Eve?” jeg rettede min opmærksomhed mod stemmen, som tilhørte Niall, og nikkede som tegn til at han skulle fortsætte. ”Hvorfor har du spildt et dejligt stykke pizza over dig selv og smidt det på gulvet?” han lød nærmest helt forfærdet over, at jeg kunne finde på det.

”Nialler! At du kan tro det om mig. Det ville jeg aldrig gøre. Det var Zayn der gav mig et chok, og så tabte jeg det. Og så fortalte jeg ham, at det gør man bare ikke, eller jeg prøvede i hvert fald på det.” forsvarede jeg mig selv. Nogen (Harry) grinte og jeg kiggede forvirret på ham. Hvad griner han over? Dumme dreng, altså.

”Hvis det er sådan du sætter nogen på plads, så må du skam gerne sætte mig på plads. Jeg er en meget slem dreng.” sagde han og hentydede til episoden med Zayn. Jeg kiggede ondt på ham, men kunne alligevel ikke lade være med at smile over han latterlige forsøg på at flirte. Jeg gik helt hen til ham og lagde forførende en hånd på hans bryst, inden jeg førte min mund op til hans øre.

”Du er utrolig dårlig til at flirte, søde ven.” hviskede jeg, dog højt nok til at de andre kunne høre det, og fortsatte ud af rummet og ind på mit værelse. Bag mig hørte jeg drengene grine og Harry mumle noget, som lød utrolig fornærmet.

Jeg smilede for mig selv, mens jeg smed trøjen, som sjovt nok var smurt ind i pizza. Nævner ingen navne. *Host* Zayn *host*.

Jeg skreg, som en lille tøs, da en eller anden, lagde en hånd på min hofte.

”Jaaaack, du må ikke gøre det der ved mig!” sagde jeg. Jeg behøvede ikke at vende mig om for at se hvem det var, hans duft afslørede ham. Pludselig plantede han et kys på min skulder, og et til på min hals. Jeg sukkede af nydelse og en smule af tristhed. Han havde jo en kæreste nu… *Snøft snøft*

”Jack..” sagde jeg blidt og trak mig lidt væk, men dum som drengen nu engang var, trådte han bare tættere på mig og skubbede mig op af væggen, før han kyssede min hals igen.

”Søde skat, du har en kæreste.” pointerede jeg så, men kunne ikke lade være med at stønne en smule, da han lod sin hånd glide ned til min røv.

”Men derfor kan jeg godt hygge mig med min skønne bedsteveninde. Der er jo ingen, der finder ud af det.” hviskede han i mit øre, med sin mest forførende stemme. Den var intet i forhold til Zayn stemme, men det var heller ikke en fair sammenligning. Zayn var en gud, mens Jack bare var et menneske.

”Du har fat i noget, min egen.” mumlede jeg og lod mine hænder finder ind under Jacks mave, som stadig ikke kunne sammenlignes med Zayns.

Jack førte mig stille over til sengen og lagde mit blidt ned. Han kravlede halvt ind over mig og sendte mig et skævt smil, inden han pressede sine læber mod mine. Stadig ingenting i sammenligning med Zayn, men jeg kyssede alligevel ivrigt med og begravede mine hænder i hans bløde, brune hår.

Jack knappede mine bukser op, men formåede at holde gang i kysset. Han var altså bedre til at multitaske end mig, og jeg ved godt, at man siger at drenge ikke kan multitaske og, at det kun er piger, der kan det, men i det her tilfælde var det omvendt. Men så igen var vores forhold heller ikke helt normalt..

Jeg stønnede højt, både af nydelse og chok, da Jack lod en finger glide op.

”Shh, skat, vi er ikke alene.” mumlede Jack og kiggede frækt på mig, inden han satte farten op i hans hænder, og lille mig derved måtte kæmpe for ikke at stønne. Jeg greb hurtigt fat i en pude og måtte bide i den for ikke at stønne. Jack grinte kort, over min reaktion på hans dejlige arbejde, men begyndte så at kysse min mave. Hvis han fortsatte meget længere, ville jeg ende, som et stort stønnende rod.

Jeg lod ham fortsætte lidt, inden jeg skubbede ham blidt væk og kyssede hans kind hurtigt.

”Min tur.” hviskede jeg frækt i hans øre og vendte os om, så jeg lå ved siden af ham. Jeg fumlede lidt med knapperne til hans bukser, men endelig fik jeg dem op og trak både dem og hans underbukser af. Jeg vidste at Jack elskede når jeg gav ham et blowjob og han syntes vidst også at jeg var meget god, for han begyndte da at stønne meget, da jeg gik i gang.

”Shh, skat, husk nu vi ikke er alene.” sagde jeg flabet, men fortsatte så, en smule vildere end før. Jack stønnede endnu mere, men kæmpede for at holde det inde.

”Hvad foregår der derinde? Gemmer du en eller anden dreng derinde, Eve?” Nialls stemme lød gennem døren og vi farede begge samme. Jack sprang op og fik hurtigt sit tøj på.

”Skynd dig ud på toilettet og gå i bad. Jeg siger til dem at du gled på vej ind i badet, og det var det der larmede.” sagde Jack og skubbede mig ud på badeværelset, og ja jeg har mit eget badeværelse.

Han skulle til at lukke døren, men jeg nåede at stoppe ham. ”Søde skat.. Gør noget ved dit hår, ellers holder din undskyldning aldrig.” sagde jeg og lukkede døren. Det sidste jeg hørte inden jeg gik ind under vandet var Nialls, nuttede grin.

Nialls synsvinkel:

Efter vi havde opdaget Eve og Zayn, og Eve var gået ind på sit værelse, med Jack i hælene, havde vi alle sammen fundet vej ind i stuen og sad nu og stirrede på Zayn. Han ignorerede os og var pludselig meget optaget af sin mobil, i hvert fald lige indtil Louis snuppede den. Zayn kiggede bare irriteret på ham, men sagde ikke noget. Fattede drengen ikke, at han skulle fortælle hvorfor han snavede med Eve i køkkenet?

”Okay Zain Javadd Malik! Spyt så ud.” sagde jeg, da han tydeligvis ikke havde tænkt sig at sige noget om det.

”Hvad? Må jeg nu ikke kysse med en pige mere? En meget lækker en?” sagde han og kiggede uskyldigt på os alle sammen. Suk, altså.

Jeg skulle lige til at spørge hvorfor, da vi alle sammen blev afbrudt af et højt støn inde fra Eves værelse. Vi kiggede alle sammen mærkeligt på hinanden.

”Tror i, at hun gemmer en dreng derinde eller sådan noget?” Harry. Selvfølgelig tænker han altid sådan noget.

”Man kan altså godt stønne uden at det skal være noget seksuelt, Harry. Og desuden er Jack også derinde.” rettede Louis ham og rystede på hovedet, for sjov selvfølgelig.

”Det gør du da aldrig, Boobear.” drillede Harry og aede Louis over kinden. Endnu et støn lød, denne gang endnu højere, og fik os alle til at spidse ørerne mod hendes værelse.

”Jeg går der ind og tjekker.” sagde jeg hurtigt og rejste mig. Før de andre nåede at stoppe mig, var jeg gået ned af gangen og bankede forsigtigt på døren.

”Gemmer du en dreng derinde eller hvad?” Der blev helt stille på den anden side, inden de begyndte at hviske og larme lidt. Så blev en dør lukket, og derefter blev døren, jeg stod ved, åbnet og Jack kom til syne. Han smilede stille til mig og skyndte sig at lukke døren efter sig, så hurtigt at jeg ikke nåede at se noget som helst. Der kunne have været en elefant derinde, uden jeg ville have kunne nået at se det. De gemte helt sikkert et eller andet.

”Eve gled på vej i bad, og hun er lidt en tøs, så hun skabte sig lige lidt ekstra.” sagde Jack og himlede med øjnene over Eve. Jeg kunne ikke lade være med at grine, det måtte have set så sjovt ud, men alligevel troede jeg ikke helt på det. Hvorfor havde Jack så travlt med at lukke døren, og hvorfor undgik han øjenkontakt med mig? Det måtte jeg lige spørge Eve om senere, besluttede jeg for mig selv, inden jeg fulgte efter Jack ind i stuen, hvor drengene fik den samme forklaring, og alle sammen grinede over det. Det så kun ud til at det var mig, der fandt det mærkeligt, men jeg var jo også den eneste der havde set hvordan Jack havde skyndt sig at lukke døren og undgået øjenkontakt.

 

Vi sad stadig i sofaen, grinede og snakkede, og Harry og Louis spillede Fifa, da Eve kom ind i stuen. Jeg lagde ikke mere i det, men da hun bare stod helt stille og stirrede på Jack, lagde jeg mærke til hendes chokerede ansigt, og tårerne, der løb ned af kinderne på hende.

”Gjorde det så ondt at falde?” sagde Harry drillende. Den dreng var så dum til at holde sin kæft og han kunne aldrig se, når det var et dårligt tidspunkt at være flabet. Han fik et blik fra Liam, som tydeligt sagde at han skulle holde sin kæft, og endelig fattede drengen, at der var noget galt, og kiggede undskyldende på Eve, der bare stirrede på Jack.

”Jack…” hviskede hun stille, før hun kom med et stort snøft, og Jack farede op af sofaen og lagde armene om hende.

”Hvad er der galt, prinsesse?” hviskede han stille og kyssede hende på panden, mens han aede hende over ryggen. De havde sådan et sødt forhold, og Jack vidste lige hvad han skulle gøre for at få hende til at slappe af. Eve snøftede endnu en gang, og hviskede noget til Jack, som var så lavt, at kun de to kunne høre det. Han nikkede til hende og kiggede hurtigt om på os, inden han gik med Eve, tilbage til hendes værelse. Da de var væk vendte vi os alle mod Harry, som bare sad og kiggede ned i jorden.

”Forhelved Harry. Du bliver altså nødt til at lære at tænke, før du taler.” sagde Louis bestemt.

”Jeg vidste ikke, at hun var ked af det. Det var ikke med vilje.” sagde Harry stille. Vi valgte alle ikke at tale mere om det, så stort var det jo heller ikke.

Vi sad lidt i stilhed, indtil det blev for meget for mig, og jeg rejste mig med et suk.

”Jeg går lige ind og ser hvad der sker, okay?” sagde jeg, og gik mod Eves værelse. Jeg bankede stille på døren, og ventede indtil et stille ”ja” lød fra den anden side af døren, og trådte ind.

Eve sad på sengen og tårerne trillede ned af kinderne på hende, og Jack sad ved siden af, med armene om hende og lignede en, der ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv.

”Er du okay, Eve?” sagde jeg og satte mig i sengen, på den anden side af Eve. Hun snøftede og rystede på hovedet. Hvad kunne der være sket, som havde såret hende sådan? Selvom jeg kun havde kendt hende kort, havde jeg allerede beskytter trang overfor hende og hun betød meget for mig. Ja, hun var vel min bedste ven. Det var også derfor jeg hurtigt kiggede på Jack, som nikkede, og jeg trak hende forsigtigt hen til mig. Jeg aede hende stille over håret. Jack rejste sig stille og lidt efter blev døren åbnet og derefter lukket.

”Hvad er der sket, Eve?” jeg håbede inderligt, at hun ville åbne sig og fortælle mig det, men jeg ville forstå hvis hun ikke gjorde. Jeg mener, jeg er verdenskendt og hun har kendt mig i så kort tid, så det er nok svært for hende, men på den anden side har hun jo allerede åbnet sig for mig, der i brevet hvor hun skrev om sin morfar. Jeg blev så overvældet over alle de mange følelser, og det var det, der gjorde at jeg ikke vidste om jeg skulle svare hende. For hvad nu hvis, hun ikke ville skrive mere med mig, efter hun havde fundet ud af at jeg var Niall Horan? Den pige, som jeg, dengang, endnu ikke havde mødt, men som jeg allerede havde fået trang til at lære at kende.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da Eves spinkle stemme, nåede mine ører. Først opfattede jeg ikke hvad hun sagde, men da der gik lidt tid, gav det mening. De fem små ord, som alligevel, kunne få Eve til at bryde sammen. De fem ord, som intet menneske ville høre.

”Min mor har fået kræft.”

***

Eves synsvinkel:

Da jeg først sagde ordene, var han langt væk i sine egne tanker, men efter lidt tid opfattede han dem og kiggede chokeret ned på mig. Niall Horan, en verdenskendt dreng, holdt om mig, mens han kiggede ned på mig med tårer i øjnene, fordi min mor var syg. Kan man blive mere nuttet og sød. Selvom jeg var totalt knust over det med min mor, kunne jeg ikke lade være med at smile. Han var så sød, hvordan kan man sidde og græde over en andens mor har kræft? Åh, hvor er han sød, altså!

”Hvorfor smiler du?” Nialls stemme var forvirret og hans ansigt var et stort spørgsmålstegn.

”Du sidder med tårer i øjnene, fordi min mor har kræft?” sagde jeg og grinte lidt. Søde, søde Niallerpus! ”Det er da noget af de sødeste nogensinde!” Niall lyste op i et stort smil, og knugede mig indtil sig. Jeg lagde armene om ham og lagde mit hoved på hans skulder.

Jeg kan slet ikke klare at tænke på, hvor kedeligt mit liv ville have været, hvis ikke min lærer havde tvunget mig til at skrive det brev. Så havde jeg aldrig mødt de her fem drenge. Jeg havde aldrig mødt søde Niall, skøre Louis, perverse Harry, beskyttende Liam eller gudeskønne, frække Zayn. Jeg har stadig ikke fattet, at hele One Direction er i mit hus, MIT HUS! Det gør mig genert, og alligevel giver det mig selvtillid, at de rent faktisk er så nede på jorden og interesserer sig for mig. Og dog, har jeg ikke lyst til at åbne mig op for dem. De er jo for fanden mega kendte og hvad nu hvis de bare dropper mig en dag, fordi de ikke gider mig mere. Det ville jeg ikke kunne klare. At miste dem ville være forfærdeligt, selvom jeg kun har kendt dem kort, men de er så nemme at komme til at holde af. Det ville være hårdest at miste Niall, min lille søde Niall.

Jeg ligger pludselig mærke til at jeg sidder og stirrer på Niall, med et kæmpe smil klistret til min mund. For to minutter siden var jeg helt nede i kuldkælderen og nu sidder jeg og smiler sammen med Niall. Den dreng er fantastisk, han kan vende mit humør ved bare at smile – eller i det her tilfælde få tårer i øjnene over min mor – og han er da bare vidunderlig.

Åh gud, jeg lyder totalt forelsket. Men det er jeg ikke! I hvert fald ikke i Niall, måske mere i Zayn. Den frække dreng, han er jo totalt skøn.

”Eve?” Jeg retter hurtigt min opmærksomhed mod Niall, som sidder og kigger mærkeligt på. Forståeligt nok, når man tænker på, at jeg sidder og smiler stort og stirrer på ham. Det er først nu, at det går op for mig, at hans mund har bevæget sig rimelig længe, hvilket kunne tyde på at han har sagt noget til mig.

”Undskyld, jeg var lige væk i mine egne tanker. Hvad sagde du?”

”Jeg spurgte, om du ville tale om din mor, og du ved..” han kigger ned, og har tydeligvis svært ved at få det sagt.

”Om min mor og det, at hun er syg?” spørger jeg, selvom jeg egentlig godt ved, at det var det han prøvede på at sige. Han nikker stille og kigger afventende på mig.

”Hun har været syg så længe jeg kan huske, men så her for tre år siden, blev hun endelig rask. Og hun blev udskrevet, og fordi hun havde brugt så lang tid på at ligge på hospitalet og London ikke gav hende andet end dårlige minder, valgte hende, min far og min tvillingebror at flytte til Amerika. Og jeg valgte at blive her, fordi jeg har min skole, og Jack, og dengang havde jeg også Mike, men det har jeg jo ikke mere. Så de flyttede og i starten snakkede vi sammen hele tiden og jeg var også ovre og besøge dem, men så holdt vi ligesom bare op med at tale, og jeg har ikke rigtig haft nogen kontakt med dem i to år, udover penge til husleje og fødselsdagskort. Og så i sidste uge fik min mor konstateret, at hendes kræft er tilbage, men min far glemte lige at ringe til mig og fortælle det. Så han ringede for lidt siden og fortalte det og at de er flyttet endnu længere væk.” Jeg snakkede så hurtigt, at jeg blev helt forpustet.

Jeg var også begyndt at græde, for Niall tørrede nogle tårer væk fra mine kinder. Mit gode humør var helt væk, og tilbage var kun alt det dårlige; savnet, følelsen af ikke at være god nok til min familie, at være fortabt. Igen var jeg nede i kulkælderen.

Jeg strammede grebet om Nialls trøje, og pressede mit hoved ind mellem hans hals og skulder og kæmpede for at holde tårerne inde. Jeg ville ikke græde mere, ikke foran Niall. Han skulle ikke vide hvor ødelagt jeg i virkeligheden var, for så ville han bare forlade mig, og det kunne jeg ikke klare.

”Så, Eve. Det er okay at være ked af det.” hviskede Niall og kyssede mig i håret, hvilket bare fik mig til at græde endnu mere. Jeg havde aldrig været så god til at tage i mod, at folk var søde ved mig. Det havde jeg jo aldrig prøvet i min barndom, min far rejste altid og jeg skændtes hele tiden med min mor, så der var ikke så meget kærlig familie tid. ”Det er ikke, fordi jeg går nogen steder, bare fordi du ikke er glad hele tiden. Alle folk har noget de er kede af, og du er bare lidt mere ked af det, end andre mennesker. Og det gør dig speciel.”

Det var faktisk lidt skræmmende, at han sagde det. Det fik mig til at tænke på om han måske kunne læse mine tanker, ligesom Edward Cullen i Twilight.

”Lover du det?” hviskede jeg, mellem snøftende. Måske ville han ikke forlade mig, måske ville han egentlig blive ved mig og støtte mig?

”Det lover jeg.” han trak sig lidt væk for at kigge mig i øjnene, men jeg var blevet usikker og kunne ikke få mig selv til at møde hans blik. Det stoppede ham dog ikke, han lagde bare en finger under min hage og løftede mit hoved. Hans smukke blå øjne, de fik mig til at føle mig så lille, som en lille skrøbelig porcelænsdukke. ”Jeg forlader dig ikke. Du er så speciel og unik, også selvom du ikke er så glad og har mere at kæmpe med end andre. Jeg forlader dig ikke, og det ved jeg de andre heller ikke gør. De holder allerede af dig, selvom vi kun har kendt dig i en uge.”

Jeg vidste slet ikke Niall kunne sige sådan nogle søde ord, jeg troede kun han tænkte på mad. Ej okay, lidt ondt måske. Men jeg havde aldrig regnet med at høre sådan nogle ord forlade Nialls mund.

Jeg trak ham ind til mig og indåndede hans duft. Han duftede så godt, af sommer og frisk luft, men alligevel af dreng. ”Du er så fantastisk Niall. Det er du virkelig. Jeg er så glad for at min lærer tvang mig til at sende det brev.” hviskede jeg i hans øre.

”Også mig, Eve. Også mig.” hviskede han tilbage, inden han trak sig væk og rejste sig. ”Kommer du med?” han rakte en hånd frem mod mig, og jeg tog den hurtigt. Han trak mig op at stå og førte mig ud i stuen, hvor alle de andre sad. De rettede alle sammen deres blik mod mig, og de var alle sammen fyldt med bekymring. Jeg tog e dyb indånding og slap Nialls hånd.

”Jeg er okay. Det var.. Øhm.. Det var min far, der ringede for at fortælle, at min mor har fået et tilbagefald og fået kræft.” sagde jeg stille og pillede nervøst ved min trøje.

”Er du sikker på du er okay?” Det var Liam. Selvfølgelig, søde, bekymrede Liam, som altid tænkte på alle andre.

”Jeg har det okay. Jeg vil helst ikke tale mere om det, jeg vil gerne bare fortsætte filmaftenen sammen med jer drenge.” sagde jeg og smilede til ham. Han smilede tilbage, men det var ikke et helt oprigtigt smil . ”Jeg mener det altså. Jeg vil gerne bare fokusere på noget andet lige nu.” De nikkede alle sammen og rykkede sig så jeg kunne være der. Mellem Harry og Zayn.

”Kom herover, så skal jeg nok få dig på andre tanker, babe.” sagde Harry og foldede armene ud. Jeg smilede af ham. Den dreng er forfærdelig til at flirte, men alligevel charmerede det mig nok til, at jeg gik over mod ham og smed mig ovenpå ham.

”Her ligger jeg da meget godt.” grinte jeg og fyldte med vilje lidt ekstra. Harry mumlede noget uforståeligt og kiggede ondt på mig.

”Du bad selv om det, krøltop.” drillede jeg fortsat og hev i en hans krøller. Han kiggede endnu ondere på mig, og et øjeblik troede jeg han var oprigtigt sur. Men så grinte han og prikkede mig i siden, så jeg spjættede. Han fortsatte med at prikke til mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg prøvede at komme væk fra ham, men han holdt bare fast i mig og blev ved med at kilde mig.

”H-Harry!” skreg jeg og vred mig for at komme fri. De andre drenge var flade af grin, og jeg kunne ikke selv lade være med at grine. Harry havde også svært ved at lade være, og da han fik et seriøst grineflip og blev nødt til at løsne sit greb lidt, så jeg min chance og jeg vred mig endnu mere, og slap endelig fri, kun for at vælte over mine egne ben og lige oven i Zayn. Han gav en mærkelig lyd fra sig, da jeg landede ovenpå ham, og det fik mig og alle de andre til at grine endnu mere.

Da jeg endelig stopper med at grine, rejser jeg mig akavet op, og sætter mig i stedet i mellem Zayn og Harry. Jeg smiler stille til Zayn, der smiler tilbage. Hvor er han altså fræk. Jeg ved godt jeg har sagt det en milliard gange, men sådan er det bare. Han er den frækkeste.

Louis vælger en film, en actionfilm. Jeg kan godt lide action film og jeg har set alle James Bond-filmene, men den her gang har jeg mere travlt med at sidde og stirre på Zayn. Han ser ud som om han er meget opslugt af filmen, og det er derfor, jeg tillader mig selv at stirre sådan. Derfor får jeg også et chok, da han pludselig læner sig hen mod mig.

”Du stirrer, babe.” hvisker han og kigger på mig.

Fuck, jeg troede ikke han vidste det. Men så igen, jeg har siddet og stirret på ham i hele filmen, hvordan kan man undgå at lægge mærke til det?

Jeg smiler bare til ham, men fortsætter med at stirre på ham. Han kigger tilbage, og det er som om hans smukke brune øjne suger mig ind til ham, og jeg kan ikke løsrive mig.  

 

OOO

Hej People! 

Jeg prøver at skrive mine kapitler i den her længde fra nu af, elsker når der kommer nye kapitler i de movellas jeg læser og der så er dejlig lange! 

God pinse! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...