My Fair Lady

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 9 maj 2013
  • Status: Igang
(OneShot Collection til "Your Majesty")...

14Likes
10Kommentarer
1280Visninger
AA

3. 1. My Ice Cream Angel

Det var en sommerdag, varmen udenfor var helt perfekt, og Solen skinnede som aldrig før oppe på den klare, blå himmel. Fuglene kvidrede i den næsten vindstille luft. Det var en fantastisk dag, og jeg havde haft sommerfugle i maven lige siden jeg stod op, fordi mine forældre havde taget mig med i forlystelsesparken, sammen med min bedste venindes familie. Jeg var ikke ret gammel, kun fem år, så det at tage i forlystelsesparker var bare det bedste i hele verden! Jeg var bare ikke ret høj, hvilket betød at jeg ikke kunne prøve alle de vilde ting, som jeg gerne ville. Jeg var en lille pige, som bare ikke kunne sidde stille, jeg ville altid gerne prøve noget vildt og noget nyt!

                      Så jeg var ved at falde i søvn af kedsomhed, da min familie satte sig ved et frokostbord midt på dagen, og begyndte at spise hjemmebragte madpakker. Frokostbordet var blandt en masse andre, i et lille spiseområde i forlystelsesparken, hvor familier kunne slappe af for en stund. Det var ikke ligefrem det, som en energisk femårig ville bruge sin tid på, især ikke i et så pragtfuldt vejr, også selvom jeg havde fået en grøn, stor, skub-op sodavandsis.

                      ”Jaein unni! Skal vi ikke lave noget?” spurgte jeg, og så på min ældre veninde, som sad overfor mig ved frokostbordet. Hun havde en halv is i munden, og var godt i gang med at spise den.

                      ”Rin, du kan tage over på legepladsen indtil vi er færdige,” foreslog min mor så, og jeg sprang straks op fra bænken, nu hvor jeg havde fået tilladelse til ikke at sidde og stirre tomt ud i luften.

                      ”Okay, umma!” sagde jeg med et stort grin, hvorefter jeg vendte mig om, for at løbe hen til den store klatreborg omgivet af en kæmpe sandkasse, som var lige ved siden af frokostområdet. Jaein løb lige i hælene på mig, da hun heller ikke kunne se det sjove i at sidde og spise med de voksne. Jeg tog dog min is med mig.

                      Jeg var glad, og grinede meget den dag, også selvom jeg konstant havde de vildeste chokoladesommerfugle i maven, omringet af lyserød champagnebrus. Det gjorde næsten helt ondt, men på den gode måde. Det var nærmest som om, at jeg blev overvåget, men ikke af et par klamme øjne, fra en pædofilis mand, derimod var det som et par øjne fra en engel, der vågede over mig. De øjne, holdt alle de uhyggelige, farlige mennesker væk fra mig, jeg kunne mærke det.

                      ”Rin, kom herover!” råbte Jaein til mig, da jeg befandt mig oppe i et af de små tårne, som man kunne klatre op i. Jeg kiggede over på min unni, som på det tidspunkt befandt sig i et andet tårn ved siden af mit. Jeg gik ud til kanten på mit tårn, som i realiteten ikke var ret højt, men taget min daværende højde i betragtning, så var det enormt!

                      Mit blik gled fra mit tårn, over til min unnis. Vores tårne var forbundet med et slags edderkoppenet, som man kunne klatre i. Det var tykke reb, som var bundet sammen som om, at en kæmpe edderkop havde lavet det.

                      ”Jeg kommer!” sagde jeg, klar til at klatre i nettet. Jeg tog min halvspiste is i min hånd, imens jeg med besvær greb fat om et af rebene med mine små barnehænder. Det gik helt fint, og jeg kom uden besvær ud at hænge i det, med mine fødder plantet solidt på nogle andre reb af edderkoppenettet.

                      Jeg kunne snart ikke se min unni længere, da hun var fortsat uden mig, hen til nogle andre tårne, som jeg også nok skulle komme hen til på et tidspunkt. Legepladsen var jo enorm, og vores forældre kunne sidde på den bænk i timevis og snakke.

                      Da jeg var godt halvejs over nettet, og allerede kunne smage sejrens sødme, så kunne jeg mærke, hvordan duggen udenpå mit ispapir, gjorde at min is langsomt gled ud af min hånd, uden jeg kunne stille noget op. Begge mine hænder var optaget af, at holde mig fast i nettet.

                      ”N-Nej! Min is,” sagde jeg straks, med et lille gisp, og forsøgte at gribe bedre fat omkring den med min hånd, selvom det var nyttesløst.

                      Pludseligt, lå den halvspiste is og ispapir, nede i sandet, en meter under mig, og jeg kunne ikke stille andet op, end at se på, imens den grønne sodavandsis langsomt smeltede i sandets og solens varme, og blev et med det lyse sand, indtil min is til sidst var helt væk. Jeg forsøgte virkelig, at holde mine tårer tilbage, men jeg havde altid været lidt af et tudefjæs.

                      Jeg klatrede ned fra edderkoppenettet, og satte mig ved siden af min smeltede is, og begyndte at græde. Delvist over, at jeg havde været sådan en klodsmajor, og ikke havde ventet med at klatre til at jeg havde spist min is, og delvist over, at jeg ikke engang kunne se hverken min unni eller mine forældre fra det sted i sandkassen, hvor jeg sad.

                      ”Unni! Umma! Appa!” kaldte jeg, med tårer strømmende ned ad mine kinder. Der kom intet svar, larmen fra menneskerne omkring mig, overdøvede min lille stemme, og mine tårer. Folk grinede stadig omkring mig, som om intet var sket, og som om alt var perfekt. Jeg kunne derimod ikke lade være med at græde over min tabte is, men jeg var jo også kun fem år. Jeg var en anelse bange for, at der skulle komme én eller anden klam, gammel mand, og lokke mig med, ligesom min mor altid havde sagt, at jeg ikke måtte tale med fremmede.

                      Alle de mennesker omkring mig, var fremmede.

                      ”Min is…” mumlede jeg lavt da jeg var begyndt bare at sidde og snøfte i stedet for at græde højlydt. Jeg samlede mine ben foran mig, og krammede dem ind til mig, uden at fjerne mit blik. Snart opdagede jeg dog, at en tynd skygge kastede sig over mig, og mit hjerte sprang et slag over i forskrækkelse og frygt. Jeg rettede straks mit blik op, for at se på personen der stod ved min side. Solen blændede mig fuldstændigt, så jeg intet kunne se, lige indtil at personens hoved kom i vejen, og dækkede for solen. Solens skær, gav ham nærmest en glorie omkring sit hoved, og mine tårer stoppede langsomt med at trille ned ad kinderne på mig.

                      Hans øjne var mørke, men med et lysebrunt skær. Hans hår en smule lyst, og det indrammede hans dukkeansigt perfekt. Han var ung, ikke ret gammel. Måske i starten af tyverne. Han mindede faktisk lidt min barnehjerne om ham eventyrprinsen, som altid var med i filmene. Ham der Prins Charming, som enhver pige på min alder, gerne ville reddes af.

                      Bortset fra, at han ikke var en prins, men nærmere en engel.

                      Han kiggede på mig med et ansigt, der måske var lidt bekymret, men også bange og forsigtig. Han satte sig da endelig på hug ned ved siden af mig, uden at sige noget. Mit blik fulgte ham, og sommerfuglene i min mave kom tilbage. Der var nok gået et lille minut, uden nogen af os sagde noget. Han sukkede bare lavt og rakte mig så sin hånd, som jeg stirrede på i forvirring.

                      Han ville have mig til, at følge med ham.

                      Min mor havde altid sagt, at jeg ikke måtte tale med fremmede, men… Vi udvekslede ikke ét eneste ord, så jeg talte i realiteten ikke til en fremmed.

                      Jeg tog hans hånd og han tørrede blidt mine tårer væk med sin anden hånd. Hans smil varmede mig omkring hjertet, og vi rejste os op sammen, uden at min hånd gav slip på hans. Så gik vi der, side om side og hånd i hånd. Mine kinder var stadig røde fra mine tårer, men det var langsomt ved at forsvinde.

                       Han gav endeligt slip på min hånd, da vi var kommet ind i en lille slikkiosk ved siden af legepladsen. Jeg så op på ham, men han bukkede sig straks lidt ned, for at tage blidt omkring livet på mig, og løfte mig op i sine arme, så jeg kunne se ned i en fryserboks, hvor der var hundredvis af lækre skub-op is.

                      ”Hvilken vil du have?” spurgte han så, og vores tavshed blev brudt, med den smukkeste englestemme jeg nogensinde havde hørt.

                      ”Den grønne,” sagde jeg helt forsigtigt og lavt, færdig med at snøfte da jeg ikke længere græd. Fyren satte mig da ned på gulvet igen. Jeg så op på fyren, og den pige, der stod i butikken, og som pludseligt solgte ham en grøn skub-op is, præcist den is, som jeg havde peget på. Jeg forstod det ikke helt, for at være ærlig, men så gik det pludseligt op for mig, at han købte en ny is til mig.

                      ”Her,” sagde han og satte sig lidt ned på hug foran mig igen, og gav mig isen. Han havde endda hjulpet mig med at åbne den, som jeg ikke selv kunne finde ud af.

                      ”Mange tak,” mumlede jeg forsigtigt, en anelse genert, hvorefter jeg smagte på isen. Dens søde smag af æble dansede på min tunge, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Det var præcist den samme smag, som den is jeg havde tabt. Fyren rakte mig igen sin hånd, og jeg tog den frivilligt, hvorefter vi forlod slikkiosken sammen.

                      Det var ikke fordi jeg havde lyst til at gå derhen, vi var på vej hen. Så skulle jeg jo sige farvel til ham? Vi var på vej hen til frokostområdet igen, og jeg var lidt nysgerrig over, hvordan han vidste hvor min familie sad.

                      ”Så er vi her,” sagde han, da vi stod fem meter fra bordet, hvor min familie og min unni nu sad. Der gik kun to sekunder, før min mor fik øje på mig dog, og hun blev forskrækket over, at se at jeg stod og holdt en fremmed, høj, flot fyr i hånden.

                      ”Rin! Hvor har du været?!” udbrød min mor, og farede hen til mig, for hvorefter at løfte mig op i sine arme, så jeg mistede grebet på min engels hånd.

                      ”Umma… Jeg tabte min is, så en engel kom og gav mig en ny,” sagde jeg med et stort smil. Jeg skulle lige til at pege på min nye ven, men da jeg drejede mit hoved for at kigge, så var alt jeg kunne se, bare den tomme luft, hvor ingen engel var.

                      ”En mand kom og gav dig en ny is?” spurgte min mor og hævede et øjenbryn. Jeg nikkede forsigtigt uden at kigge væk fra hende.

                      ”Men Rin, jeg har jo sagt at du ikke må tale med fremmede!” sagde hun så, endnu mere bekymret end før. Jeg kunne ikke lide, at gøre min mor så bange og bekymret, men hun havde ingen grund til at være det.

                      ”Men umma… Han var ikke en fremmed!” forsøgte jeg ihærdigt at fortælle hende, men hun troede ikke rigtigt på mig, lige meget hvor meget jeg prøvede.

                      ”Hvem var han så? Kender vi ham?” spurgte hun, og jeg rystede en smule på hovedet.

                      ”Han er min engel… Luhan,” sagde jeg trist.

                      Mine forældre troede ikke på mig, min unni troede ikke på mig. De troede ikke på mig når jeg sagde, at en smuk engel kom og fik mine tårer til at forsvinde. De tror stadig ikke på mig, når jeg fortæller dem det i dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...