i never forget (1D)

en 17 år gammel pige ved navn Ellen bliver revet lidt for meget med af det hele, men får det bedste ud af alt det hun kommer igennem. problemer med alle i hendes liv, selv hendes verdensberømte kæreste. han har nogle hemmeligheder for hende som man ikke kan leve sammen uden at vide.

1Likes
2Kommentarer
629Visninger

2. 1

Efter mange lange timer i et lille fly var jeg endelig kommet over til England. Jeg skulle over og besøge fem af mine bedste venner. Jeg mødte dem sidste år her over i England. Jeg har kun været her over en gang før, hvor jeg skulle over for at shoppe total meget. Gå i byen hver aften, og det var der jeg mødte dem. De er fantastiske alle og en, man ken ikke sige der er en der er bedre en den anden. Nå pyt.
Jeg var i den lufthavn og som altid kan jeg ikke finde rundt. Jeg har godt nok kun været har en gang men det er ikke nok gange til jeg kan finde rundt her. 
De røde bugser og den stribede trøje var ikke til at tage fejl af, og han stod lige for næsen af mig.
Jeg kunne næsten ikke tro at det var ham. Det var forresten dem der havde inviteret mig her over igen. Jep selveste One Direction havde inviteret Ellen her over til England igen. Jeg er bare så gled at jeg ikke kan beskrive det. Det enste jeg kunne gøre lige nu var at løbe lige hen imod Louis. Han havde ikke set mig for han stod med rygge til mig.
Her kommer jeg en flodhest på to ben, nej okay jeg er ikke tyk. Jeg er det modsatte, jeg er en tynd normal høj pige. Med brun hår og blå øjne. 
Jeg gav Louis en mega stor krammer, han fløj næsten en halv meter op i luften. 
"ELLEN!!"  Udbrød Louis og løftede mig højt op i luften. 
"Hvor har vi savnet dig mega meget."  Han så på mig med hans super flotte øjne så jeg kunne næste ikke lade vær med at rødme. Men det ville havet været pinligt så jeg gjorde det ikke. 
"Jeg har også savnet dig hel vildt meget Louis!"  Vi gik sammen hen for at hente mine ting. 
Og da vi havde fundet mine ting gik vi ud til hans bil. 
"Du kan godt huske de andre ikke?"
"Louis regner du med at jeg ville glemme nogle af mine bedste venner i hale verden?"
Jeg var overraskede over han overhovedet kunne tænke på sådan noget.
"Nej. Men skulle bare lige være sikker på du ikke havde glemt os."  
Og med den stemme han sagde det med kunne jeg ikke andet og få ondt af ham, hvorfor ved jeg ikke. 
"Jeg tror ikke lige man glemmer jer så nemt."
Jeg håber han opfattede det som noget positivt, for det var ment sådan. 
"Det er jeg glad for at høre for vi har slet ikke glemt dig. Forresten håber det er okay at du kommer til at bo hos mig og Harry imens du er her?"
Det er bare for sejt jeg troede at jeg skulle bo på et eller andet klamt hotel, og så skal jeg bo hos selveste Louis Tomlinson og Harry Styels. Det er bare for vildt. Ej okay jeg Tor ikke at jeg skal flippe sådan ud når han sidder lige ved siden af mig, så jeg Tor jeg vælger noget mere normalt og sige. 
"Det lyder bar super godt."  Jeg sagde det med den gladeste stemme jeg har. Og lige efter jeg havde sagt det lyste Louis op i et kæmpe smil. 
"Så er vi her!"  Nærmest råbt han at glæde. Jeg kikkede ud af mit vindu for at se der hvor jeg skulle bo den næste måned. Og hilda kæft jeg har aldrig set sådan en flot bygning før. Og det kunne Louis godt se på mig for han begyndte at grine af mig. Eller måske var det bare fordi jeg sad med åben mund. Hvem ved hvad der kan få den dreng til at grine?
"Skal jeg hjælpe dig med din bage frk. Ellen?"  Jeg elsker dig bare for meget Louis!
" ja det kunne være dejligt, men der er meget som du jo så i lufthavnen."  
Jeg kunne da ikke være her en hel måned uden og have et sæt tøj til hver dag, eller job det kunne jeg jo nok hvis det ikke var fordi de var verdensberømte og vi tit skulle i byen. 
"Der er elevator! Hvor sejt er det lige?"  Udbrød jeg da vi kom ind i deres legelighed. 
"Ja er det ikke sejt? Vi skal op på 3 etage, så den er ret smart siden du har så meget bage med."  Okay jeg indrømmer jeg havde fire kufferter med, men det er da ingen ting i forhold til hvor meget tøj jeg har. 
"Har du nøglen med?"  Jeg var så opsat på at komme ind til de andre at det med nøglen var det enste det kørte rundt i mit hoved lige nu. For den må da være låst side de bor et offentligt sted. 
"Rolig nu. Den er ikke låst Ellen, vi er bare nogle normale drenge som bor her." 
Hold da op det var en stor legelighed der kun boede to mennesker i. 
Jeg var knap nok kommet ind i deres legelighed før Liam,  Zayn, Harry og niall var ude ved mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...