Gentagelser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 7 maj 2013
  • Status: Igang
Novellen her er bestemt ikke egne erfaringer.

1Likes
1Kommentarer
405Visninger

1. Gentagelser

Du brune, mærke øjne, der plejede at skinne, er nu helt døde og drænet for livsmod.

Renderne bliver sortere og sortere, for hver dag der går, og uanset hvad du gør, uanset hvor meget du end prøver, synker øjnene hele tiden længere ind i deres huller.

Du har prøvet at gå tideligt i seng.

Du har prøvet at spise sundt.

Du har endda lavet en liste over positive ting i hverdagen, som kan motivere dig, så snart du vågner om morgen. Du har indset at intet af det virker. Nu har du givet op.

Du går i skole som andre ganske normale folkeskoleelever gør. Det er dog begrænset hvor meget du lytter i timerne. Du laver dine lektier, og sludre meningsløs snak i frikvarterene, med dine trofaste veninder, der ikke kender dig godt nok til at kunne se den tomme følelse, som langsomt ætser dig op indefra.

Der hjemme arbejder mor fra tideligt til sent. Far er næsten altid væk på foretningsrejse, og den eneste anden der er hjemme i huset, er din ældre bror, som næsten ikke vil kendes ved dig. Det er svært for dig, at kende til hans had.

Den har ikke altid været der. En gang var i bedste venner. Du og Ham. Han blev ældre, og trods at du bliver mere moden, har han stemplet dig som kikset og umoden for evigt.

Du står for aftensmaden, du spiser, tager et bad, laver lektier, tjekker de sociale meider, i et håb om spændende nyheder, du går i seng. Næste dag sker det samme. Hjem, skole, hjem. Hjem, skole, hjem.

Gentagelser...

De har ingen ende, og du gisper lydløst, men inderligt efter forandringer, der aldrig dukker op. Du er desperat! Deprimeret! Ensom, og finder ingen ende i dit ensartede liv.

Weekenden bruger du på at drikke hjernecellerne ud. Alene.

Du tør ikke begive dig ud sent om aftnen, efter at din eneste rigtige veninde blev dræbt. Du drikker mest for at glemme.

Glemme alle de ting du kunne havde gjort for at frelse hende. Hvad du ikke skulle have gjort.

Det farvel du aldrig fik sagt, og at hun døde i en uvished om hvor højt du elskede hende. Hun var dit lys i hverdagens tumult. Hun ville have set din indebrændte tomhed. Men det er lige meget nu. For hun er væk. Død. Og du trækkes hele tiden tættere på fristelsen om at følge efter hende. Dø. Du har intet der er værd at leve for

Ingen der er værd at leve for.

Der er ingen ting du er specielt god til, og i din fremtid sidder du sikkert som en kontordame for et firma, hvor den eneste grund til at du fik stillingen, var dine fyldige bryster, og kunne ansigt. Kollegaerne ved det, og de eneste der gider at snakke til dig, er liderlige mænd. Resten af firmaets kvinder kan ikke lide dig.

Den fremtid er ikke værd at se frem til.

Bror der hader dig, død veninde, bebrejdelse, ensomhed, sprut, liderlige mænd, had og det er alt.

Du har givet op.

Du har besluttet dig. Det skal være piller...

Panodiler. Dem har alle alligevel liggende. Du ved at mor først er hjemme halv elleve, far er i tjekkiet og storebror kommer hjem om to timer. Han vil finde dig. Død. Der midt på gulvet.

Du forestiller dig hans ansigtsudtryk.

Han vil være ligeglad.

Bu betyder alligevel ingen ting for ham. Luft. Han vil nok få øje på dig, gå igen og sende en besked til din mor, om at han sover hos en ven, så hun kan tage sig af dig, når hun kommer hjem. Hendes mislykkede barn, der altid vil side i hendes liv, som en skamfuld plet. Du håber at hun ikke bebrejder sig selv. Det er ikke hendes skyld, at du er forkert.

Så placere du dig selv midt på køkkengulvet. Pillerne i hånden, og et stort glas vand ved siden af. Du tager den første pille. Ikke skadeligt. Men du er trods alt menneskeligt, og ukontrolleret begynder de salte tåre at løbe ned over dine kinder. På gulvet ved siden af dig, er et billede af din døde veninde. Hun skal være det sidste du ser, inden du forlader livet.

Du tager den næste pille. Du ryster, så vandet i glasset skvulper fra side til side. Nu begynder du at tænke. Den fremtid du aldrig vil få, den storebror du aldrig fik, og den kærlighed du aldrig vil opleve. Du skal til at tage den tredje pille. Hoveddøren går op. Storebror er hjemme. 

Du bliver forskrækket, taber glasset med panodiler, og alt du kan gøre er at krybe i fosterstilling og hulke. Du ænser ikke tid og sted, men kan kun koncentrere dig om veninden. Du ser hendes ansigt, mærker hendes tilstedeværelse og kan næsten høre lyden af hendes englebløde stemme, du nok aldrig kommer til at høre igen.

Nu kommer din storebror ind. Han taber sin taske, og du kan høre ham bande panikslagende.

Han sætter sig på hug ved siden af dig, og aner ikke hvad han skal gøre. En usikker hånd bliver plantet på din skulder. Et øjeblik stopper du. Han har ikke rørt ved dig i flere år. Det er en underlig følelse. Rar følelse. Omsorg.

Gnubber dig lidt, inden han samler de tabte panodiler op, og hjælper dig hen i sofaen. Han giver dig et tæppe. Han laver the. Han tænder fjernsynet for dig. Omsorg. Han ringer til mor.

Mor kommer hjem. Hun holder om dig. Du græder igen. Du falder i søvn i hendes arme og husker følelsen af storebrors hånd på din skulder. En rar følelse.

Både du og hende tager fri i et par uger. I de uger er I i tivoli, ude at shoppe, ude at gå og hun køber sågar en hund til dig. Hunden er sød, og du kan godt lide den. Den kan lide dig. 

Far kommer hjem og han snakker med dih. Du kommer til psykolog hos en dame, der gider at interessere sig for dig. Du har været til psykolog før, men hende her er noget anerledes. Nu snakker din storebror også med dig. I spiller kort, og han fortæller om gymnasiet, du om skolen. Skolen. Du bliver meldt ud af skolen og ind i en ny.

Du får nye venner, veninder og det er en privatskole. Du møder jordens mest fantastiske dreng. Han har de sødeste øjne, og selvom han ikke er jordens lækreste fyr, så er han helt igennem perfekt for dig. I kommer sammen, og du oplever kærlighed for første gang. Du får rigtige veninder som støtter dig, og kæresten er stadig lige så perfekt som før. Din sekstenårs fødselsdag er om sommeren. Han giver din en billig plasticring, som betyder alt i verden for dig.

Du elsker ringen. Du elsker ham. Du elsker med ham, og føler dig helt igennem lykkelig.

Du har endda fundet ud af, at du kan tegne. Mor sender dig på tegneskole, og det viser sig at du er et naturtalent.

Accepteringen af dig selv har fundet sted, og hver mandag aften køre du i tog til en aftenskole, hvor tegnelæreren underviser.

Det er altid de samme mennesker, der kører i toget på samme tidspunkt som dig. Du er blevet mere åben, og er begyndt at snakke med dem.

En af dem er en jævnaldrende pige, Hun er utrolig sød, åben og sjov. En da smider du alle hæmninger og fortæller hende din livshistorie med din døde veninde, og de få centimeter du selv var fra at tage livet af dig selv. Det viser sig at hun selv er cutter, og du vil gerne hjælpe hende ud af det. I hjælper hinanden.

Mor og far er der for dig, storebror gider dig godt, psykologen er sød, din hund er sød, kæresten er perfekt, veninderne er sande veninder. Du er god til noget og du har nu så meget overskud, til at du kan hjælpe andre med deres problemer.

Men bedst af alt, så elsker du dig selv. Du har accepteret dig selv, og fremtiden har aldrig været mere spændende og tiltrækkende.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...