Zayn vs Liam

Claire lever et helt almindeligt liv, med sin mor og sinstumme lillebror. Men nu har hun fået et problem. Hendes søde barndomsven Zayn er begyndt at få følelser for hende, men hun ved ikke om hun vil risikere deres venskab for det, og ikke nok med det, den lidt ældre Liam har også fået øje på hende, men kan han ændre sig for hende, eller vil hun acceptere ham som den badboy han er? hvem af dem vil vinde kampen om hendes hjerte?

1Likes
2Kommentarer
638Visninger
AA

2. Kapitel 2

De sidste timer føles ulidelige, og da klokken endelig ringer, løber jeg næsten ud. Men lige inden jeg når ud af skolen, er der en der råber efter mig ”Unge dame, glemmer du ikke noget?!”. Jeg stivner, og vender mig om. Bag ved mig står min matematiklærer. Jeg kigger dumt på ham, men så kommer jeg i tanke om noget. ”Elevrådsmøde!”. Damn, det havde jeg helt glemt. På vejen hen til møderummet, ringer jeg til Zayn og ber’ ham om at følge Aston hjem. Og selvfølgelig siger han ja, jeg var ikke i tvivl. 


Da mødet endelig slutter, skynder jeg mig ud til min cykel. Og stivner. Rundt om min cykel står en flok drenge, og da jeg kigger nærmere kan jeg se hvem det er de kigger på. Liam. Hvad laver de med min cykel?! Jeg prøver at gøre opmærksom på mig selv, men først da jeg nærmest står lige ved siden af dem, ser de mig. Med det samme signalerer Liam, at de andre skal forsvinde. To sekunder senere er vi alene. Jeg er lidt usikker over hvad der sker, og Liam står bare med et flabet smil i ansigtet.

”Hvad er der?” spørger jeg endelig, ikke uden at kunne holde en lille smule irritation ude af min stemme.  

”Der er ikke noget, ville bare gerne snakke lidt med dig, uden at din loyale vagthund stod foran dig” svarer han, og lige da jeg skal til at forsvare Zayn, indser jeg, at det er det han vil ha’. Så i stedet for at gå i forsvarsposition, gør jeg det stik modsatte. Jeg angriber.                                                                                            

”Jeg forstår godt hvorfor du ikke vil ha’ ham her, du ved du ikke har en chance overfor ham”

Lige da jeg har sagt det, kan jeg godt se, at jeg måske bare skulle have holdt min mund. Liams øjne bliver nemlig med det samme sorte, og hans ansigt får et hårdt udtryk, men jeg når lige at se et såret udtryk fare hen over hans ansigt.

”Jeg ville faktisk bare gerne sige undskyld for det med din lillebror tidligere, men det kan da være lige meget ”

og så vender han rundt og går ud af cykelskuret. Jeg stirrer efter ham, og fortryder det jeg har sagt. Damn, hvofor skal jeg altid være så fandens dum. Jeg sukker, og låser min cykel op. På vej hjem er det eneste jeg tænker på, hvor såret Liam så ud, da jeg snerrede af ham. Og jeg tænker på, hvilken slags dreng han mon er, under den maske af hårdhed han har på.              

 

Hjemme ser jeg at Aston har lagt en seddel til mig. Han forklarer at han og Zayn er ude i hulen, og at jeg skal komme ud til dem, så snart jeg kommer hjem. Jeg overvejer det kort, men kan ikke lade være med at tænke på Liam. Et par timer senere, efter at have stalket ham så meget som muligt, banker det på døren. Jeg skynder mig at lukke browseren, lige inden Zayn træder ind af døren.                                                                      

”Hey Claire, er der noget galt?”                                                                                                                                            

Jeg bliver rørt af hans spørgsmål, og jeg kan se at han rent faktisk er bekymret. Jeg putter et smil på mit ansigt, og ber til at han tror på det er ægte.                                                                                                                  

”Næh, hvorfor skulle der dog være noget galt”                                                                                                                    

Han ligger hovedet lidt på skrå, og jeg kan se at han ikke helt tror på mig. Jeg bander af mig selv, fordi jeg er sådan en dårlig løgner. Det har jeg altid været, og Zayn er den jeg har sværest ved at lyve for.                              

”Du virker bare lidt nede, er du sikker på der ikke er noget der går dig på?”  

 

”Jeg har jo sagt, jeg har det fint. Jeg er bare lid stresset over nogle lektier der skal være færdige til i morgen, så må jeg ikke godt få lid fred?”                                                                                                                                            

Jeg hader mig selv for at være så ond ved ham, men jeg kan ikke lige overskue at skulle deale med ham også, oveni Liam. Han får et såret udtryk i øjnene, undskylder og skynder sig ud.                                                              

”Jeg er et frygteligt menneske” Hvisker jeg stille til mig selv. 

 

Efter at have skrevet til en masse af Liams venner, fået en masse afvisninger, er der endelig en der giver mig hans nummer. Klokken er kun 9, så jeg beslutter mig for at det ikke  er for sent at ringe. Jeg bider negle da den ringer tredje gang, og først femte gang den ringer, bliver telefonen taget.                                                      

”hvem er det?” bliver der sagt ind i telefonen af en meget søvnig Liam. Jeg tænker ved mig selv, at selv søvndrukken, lyder hans stemme sexet. Så tager jeg mig sammen, hoster lidt, og så begynder jeg at tale.
”Det er Claire, og inden du ligger på, så vil jeg bare sige undskyld for det jeg sagde, og jeg tager imod din undskyldning, og jeg tilgiver dig, og jeg er et forfærdeligt menneske, og jeg vil gerne mødes, og, og…..”            

Og så bliver jeg nødt til at stoppe for at trække vejret. Der er helt stille i den anden ende. Så begynder Liam at grine. Og uden at forstå hvorfor, begynder jeg også. Inden længe er vi ved at dø af grin. Jeg undrer mig flygtigt over, hvor den hårde Liam mon er henne, inden vi begge tager os sammen.                                                

”Det er helt i orden Claire, jeg tilgiver også dig” og så griner han stille igen.                                                                          

”Det er jeg godt nok glad for” siger jeg lettet.                                                                                                                            

Så er der en akavet stilhed, og pludselig flyver det ud af ham, som om han ikke rigtigt tør sige det:                          

”Må jeg komme forbi”                                                                                                                                                            

Og selvfølgelig må han jo det. Han siger at han er her om 5 min. og ganske rigtigt, 5 minutter senere, hører jeg sten blive kastet mod mit vindue. Jeg lister mig stille ned gennem huset, og da jeg kommer ud, står han og ser meget nervøs ud. Jeg går hen imod ham, og uden helt at tænke over det, tager jeg hans hånd. Vi står og kigger hinanden i øjnene, og aldrig har jeg set nogle mere bedårende øjne. Og i måneskinnet ser de så bløde og sårbare ud, jeg føler næsten at jeg kan se helt ind til hans sjæl gennem dem. Det føles ikke akavet overhovedet, og da han bukker sig ned mod mig, er det som om noget at det mest naturlige for mig er, at hæve hovedet mod ham. Og der, ude foran mit hus, i måneskin, får jeg mit første kys, af en, jeg ikke engang kendte for en dag siden. Livet er forunderligt. Men lykken varer ikke altid ved, det ved alle. Selv jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...