Zayn vs Liam

Claire lever et helt almindeligt liv, med sin mor og sinstumme lillebror. Men nu har hun fået et problem. Hendes søde barndomsven Zayn er begyndt at få følelser for hende, men hun ved ikke om hun vil risikere deres venskab for det, og ikke nok med det, den lidt ældre Liam har også fået øje på hende, men kan han ændre sig for hende, eller vil hun acceptere ham som den badboy han er? hvem af dem vil vinde kampen om hendes hjerte?

1Likes
2Kommentarer
599Visninger
AA

1. Kapitel 1

Dagen i dag har været som alle mine dage. Kedelig. Men jeg kan li' det kedelige. Det gør mig tryg. Men på det sidste er den rolige og velfungerende overflade begyndt at sprække. Og jeg ved hvem jeg skal skyde skylden på. Zayn. Vi har kendt hinanden siden jeg flyttede hertil som 6 årig, sammen med min mor og min nyfødte lillebror Aston. Lige fra første dag vi mødtes, har vi bare passet sammen. Da vi var mindre legede vi altid med hinanden, det var os to mod verden, og selv nu, hvor vi går i highschool, er vi næsten sammen hver dag efter skole. Han er min bedste ven. Vi har selvfølgelig andre venner, jeg har min veninde Henriette, og Zayn har sin ven Niall. Men Zayn og jeg er bedste venner. Men på det sidste er det som om et eller andet har ændret sig imellem os. Vi har aldrig kendt til pinlig tavshed, men det sker oftere og oftere. Og sommetider fanger jeg Zayn i at sende mig underlige blikke. Jeg aner ikke hvad der foregår.

 

Jeg plejer altid at følges med Zayn og Aston hjem fra skole, men i dag går jeg hjem alene, og jeg nyder det. Zayn tilbød at tage Aston, som er stum, med hjem tidligere, da han fik en time tidligere fri. Aston blev ellevild da han hørte det, så hvordan kunne jeg sige nej. Aston forguder Zayn. Og det er tydeligt at Zayn også holder meget af Aston. Zayn har ingen søskende, og hans forældre er sjældent hjemme i mere end et par timer, så Zayn er blevet en del af vores familie. Hvilket min mor ikke havde noget imod. Hun elsker børn, men siden min og Astons far begik selvmord, har hun mistet lysten til at finde kærligheden, så Zayn blev det tredje barn som hun så gerne ville have

.

Jeg går fuldstændigt i mine egne tanker, og hører derfor ikke de fnis der kommer længere fremme fra hækken, før det er for sent. To drenge hopper ud foran mig, den ene råber ”Bøøh!” mens den anden skærer uhyggelige grimasser. De får den reaktion de ville have. Jeg skriger højt, og de falder om af grin. Da mit hjerte falder lidt til ro igen er min første reaktion at blive sur, men da jeg ser de to drenge nede på fortovet, grædende af grin, begynder jeg også at grine. To sekunder senere ligger vi alle og vrider os af grin. Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor lyder Zayns latter dog sød.

Da vi endelig falder til ro, går vi hjem til Aston og mig, smider vores tasker i gangen, og skynder os ud i vores hule. Det er en hule som Zayn og jeg lavede dengang vi var mindre. Og utroligt nok, så står den der stadig. Det er derude vi altid er, der vi udveksler hemmeligheder, laver lektier og hygger os. Men i dag når vi ikke at være derude i lang tid, før min mor råber at der er aftensmad. Da jeg krammer Zayn farvel, kan jeg mærke at han holder igen, og jeg kunne sværge på, at jeg ser et trist udtryk i hans ansigt, lige inden jeg er væk. Han er altså underlig.

 

Næste morgen er alt dog som det plejer, og Zayn og jeg tager Aston med i skole, da de mindre klasser holder til i samme bygning som os. Dagen føles mega lang, og jeg sværger at timerne tager dobbelt så lang tid som de plejer. Min veninde Henriette giver mig det seneste sladder, som dog ikke er så spænende, da der ikke sker meget heromkring. Men en ting fanger min opmærksomhed. ”Er der startet en ny dreng?!” det anede jeg intet om. Man skulle ellers tro at alle ville snakke om det, for jeg tror næsten jeg er en af de sidste der er flyttet hertil. ”Hvordan ser han ud?” spørger jeg interesseret lidt efter.                                                     ”Altså, hører du slet ikke efter?! Jeg har lige sagt det!” udbryder hun fornærmet. ”Nej, undskyld, jeg har bare en masse at tænke over..”. ”Nårh ja, alt det med Zayn, har du stadig ikke spurgt ham hvad der sker?” ”Nej, det er heller ikke vigtigt, det går sikkert snart over” sukker jeg dybt. ”Hvorfor vil du ikke tro mig, jeg siger dig, han er vild med dig”. Jeg når ikke at give et bidende svar, da klokken ringer i det samme.

 

Vi skynder os mod cafeteriet, og styrer direkte mod vores faste bord, hvor Zayn, Niall og et par stykker mere allerede sidder. Vi slår os ned, og inden længe snakker alle i munden på hinanden. Jeg ligger mærke til at Niall nogle gange sender de samme blikke mod Henriette, som Zayn sender mod mig, og jeg sukker tungt: Drenge! Hvad sker der dog med dem?!

 

Midt i mine spekulationer bliver jeg afbrudt af råb i det fjerne. Det lyder som drenge. Der går ikke lang tid, så kan jeg høre hvad de råber: ”Slåskamp! Slåskamp!”. Jeg vifter det hen, ligesom alle andre, da det er noget vi tit hører. Men jeg stivner, da jeg hører et skrig, som jeg til en hver tid vil kunne kende. Jeg styrter i retning mod lyden, og ser ham med det samme. Aston bliver holdt op i kraven af en meget større, muskelløs drenge, helt klædt i sort. Aston ser mig, og jeg kan e lettelsen i hans blik. Den større dreng ser det også, men inden han får vendt sig, har jeg tacklet ham så hårdt at han slipper taget i Aston, og snubler nogle skridt væk. Jeg priser stille de mange kampsportstimer jeg tog som barn. Jeg får fat i Aston, og da jeg kigger op, ser jeg den større dreng. Jeg har aldrig set ham før, så jeg regner hurtigt ud at han må være den nye dreng.

 

En af de andre drenge, som står rundt om os, råber til ham ”Liam, lad dem nu værre”. Men jeg kan se på Liam, at noget har vagt hans interesse, og et skævt smil er på vej frem. Men inden han når at gøre noget, er der en der blokerer hans syn. Zayn er nået frem, og står nu foran Liam, og ser ud som jeg aldrig har set ham før. Han ser farlig ud, og han ligner ikke den søde dreng som han egentlig er. Jeg kan mærke spændingen i luften, og stille hvisler Liam ”Skrid, stump”. Jeg forstår ikke hvorfor han kalder Zayn stump, for selvom Liam er et par år ældre end Zayn, så er de faktisk lige høje. Zayn svarer kampberedt tilbage ” Make me”. Lige inden de ryger i totterne på hinanden, hører jeg heldigvis en voksen stemme spørge ”Hvad sker der her?!”, og to sekunder senere har alle skyndt sig væk. Zayn tager Aston i hånden og sammen går vi tilbage til bordet. Alle kigger chokerede på hinanden, og Zayn og jeg gør vores bedste for at trøste Aston. Jeg har endnu ikke helt forstået hvad det var der skete mellem de to drenge, for jeg er sikker på at der foregik en del mere kommunikation en den jeg hørte. Jeg sukker dybt: Drenge!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...