Sommer marken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 9 maj 2014
  • Status: Igang
.

0Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

1. Regn

 

Regnen silede ned ad bilruden.
 jeg sad på bagsædet, og fyldet mine øer med dårlig musik. non-stop reklamer, det burdet de kalde den radiokanal, men det var den eneste kanal her på egnen. Vi var på vej til vores nye hus. trærene i Fugleskoven susede forbi, på den anden side af vejen. jeg havde udsyn til en stejl skrænt, der skrånede ned et per meter fra vejen. En flod brusede af sted, den fuldet vejen... eller omvendt. min stedmor sad bag ratet, hun havde drukket igen.
"Lina, har du husket at tage den taske der stod på mit værelse" mumlede min far. jeg lod som om jeg ikke havde hørt noget, det var nok den eneste taske jeg havde glemt. Et lyn oplyste himlen i et kort sekundet, vejen foran os var tom. Nogle få ensomme træer spærrede udsynet i et sving på vejen, nok de eneste træer som rakte op mod himlen på skræntens side. Og vi var død uheldige, bogstavlig talt. Bilen drejede, vejen var glat og chaufføren var fuld. Det der plejer at ske, når de tre ting komponeres skete også for os. En mod kørende bil drejede om det samme hjørne og i den forkerte side af vejen, eller det var jo enlig os der var i den forkerte side. De to biler hamrede sammen, jeg havde lukket øjnende som om det kunne forhindre tingene i at ske, som om det kunne stoppe tiden. Et skrig flængede mine tanker, lugten af frisk blod fyldet den lille bil. Uden for var røgen blevet skyldt væk af regnen.
En tom stilhed fyldet rummet, så gik bildøren. Jeg sad lammet, ville ikke tro på det, men det var sandt. Min stedmor rev mig ud af bilen, og hev mig brutalt over mod skoven. Jeg drejede hovedet, jeg måtte have det bekræftede. Synet fik mig til at blegne: ud af en stor flænge i panden, sivede mørkt tykt blod ned ad min fars papir hvide ansigt. Jeg snublede, min stedmor råbte vredt ad mig. Men jeg hørte ingenting, så bare det kridhvide ansigt hvor blodet fossede ud af en flænge. Fars stemme hjemsøgte mig, ord og sætninger som min far aldrig ville sige igen fløj igennem mit hoved, mens min stedmor trak mig længere og længere ind i skove. Alle tåre var væk, tørret ud, jeg ville græde men kunne ikke. visne blade dækkede skovbunden, en due kurrede af os og flaksede fornærmet væk. Jeg burde nok være bange, altså jeg var efterlad alene i verden, mens en fordrukken stedmor prøvede at søger for at alle vidner (mig og mig) blev uskadelig gjort, men der var ingen frygt, ingen sorg, ingen ting jeg var helt tom inden i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...