Göteborgfærgens Stilhed

Fire øjne. Fire hænder. Fire lunger. Fire nyrer. To hjerter. To liv. To mennesker. To skæbner. Én nat. Ét møde. Én færge. Stilhed og larm.

22Likes
44Kommentarer
794Visninger
AA

2. Göteborgfærgens Stilhed

Jeg kunne se et funklende lys i dine gråblå øjne, trods det var en mørk nat og tågen føltes så uendelig tyk. Et smil bredte sig over dine læber, så de små smilehuller kom til syne. Dine lange hårlokker, sorte som ibenholt, slyngede sig omkring dit ansigt i vinden som slanger, der grådigt ventede på sit bytte. Du syntes som alle andre, at jeg var sær for at have en besættelse af disse tubeformede, koldblodige hvirveldyr, men du holdt dig stadig tæt på mig, også denne kølige nat på Göteborgfærgens dæk.

     Dine lange og tynde fingre føltes kolde mod mine, trods lanternen i din hånd var brændende varm. Dine arme var bare og dækket af gåsehud under den tynde uldtrøje, du fik i fødselsdagsgave sidste sommer. Det var allerede ved at være et år siden. Et år siden sidst, du var sommerhuset få kilometer uden for Göteborg. Et år siden sidst, du var med færgen. Et år siden sidst, at du tro til vores fire år gamle tradition stod på dækket over for mig.

     Bølgerne, der nænsomt slikkede færgens sider med tunger af vand, spredte en lugt af salt og olie. Vandets overflade var flaskegrønt og blankt. Dens refleksion af skroget var så skarpt, at det næsten så ud som om, at en færge magen til sejlede på undersiden af overfladen, som om overfladen var en portal til en parallel verden. Og det kunne det vel også være. Din undren over, hvor dybt vandet mons tro var, blev ved med at strejfe dine mørkegrå tanker. Hvis du faldt over rælingen, ville du så kunne bunde? Ville nogen mon rede dig, inden det var for sent? Ville du drukne, eller ville du fryse ihjel? Ville du blive savnet? Af hvem?

     Luftens små pust mod din kind gjorde dig langsomt koldere og koldere, men du ville ikke ned i din kahyt. Du ville være der, hvor jeg var. Sammen med mig. Tæt på mig, men ikke tæt nok. Vi var begge nervøse, og ingen af os turde gøre noget. Sige noget. Det eneste, der hændte på dækket den nat mod Göteborg var timelang øjenkontakt kun afbrudt af blink og uskyldig aen på din håndryg. Jeg skulle have klemt din hånd. Jeg skulle have kastet mig i dine arme. Jeg skulle have kysset dig. Men jeg var bange, og jeg gemte mig bag den næsten udødelige tavshed. Jeg håbede, at færgen aldrig ville nå Göteborg. At skibet ville sejle i en evighed. At jeg kunne blive ved med at lytte til din regelmæssige vejrtrækning. Jeg frygtede synet af kysten lige så meget, som andre frygter døden.

     Minutter føltes som timer og timer som uger, da du endelig brød tavsheden. ”Jeg er træt og jeg er kold. Jeg tror, jeg går i seng.”

     ”Men …” sagde jeg forvirret. Jeg ville ikke have, du skulle gå.

     ”Godnat,” sagde du bedrøvet. ”Sov godt.”

     ”Tror,” sagde jeg desperat, da du var ved at vende rundt mod den hvide metaldør. ”Du sagde ’tror’.”

     ”Hvad mener du?” sagde du med ryggen til.

     ”Du sagde: ’Jeg tror, jeg går i seng’. Du tror du går i seng. Hvad kan jeg gøre for, at du tror om igen?”

     Du sukkede dybt og vendte sig rundt. Efter et par sekunder, hvor du så ud til at gennemtænke dit valg af ord, sagde du endelig: ”Hvis du kan svare på hvilket som helst spørgsmål om slanger, jeg giver dig, vil jeg blive på dækket, indtil vi ankommer ved havnen.”

     ”Barnemad,” sagde jeg og accepterede din udfordring uden at tøve.

     ”Hvilken slange er den største?”

     ”Netpythonen og anakondaen. Netpythonen er længst, men anakondaen vejer mest.”

     Du nikkede anerkendende, og kort tid så du op mod himlen, før du igen så intenst ind i mine øjne med dine mandelformede og spurgte: ”Hvilken er så den giftigste?”

     ”Igen en delt førsteplads. Belchers havslange er den giftigste slange overhovedet, og Inland Taipan er den giftigste landslange. Men til gengæld er det den sorte mamba, der har den største mortalitet og har hurtigst virkende gift.”

     Uden tøven stillede du det næste spørgsmål, mens du udstødte et lille fnis: ”Hvilken slange ville jeg ikke forlade i København Zoo, da jeg var otte år gammel?”

     Pas. Et spørgsmål, som du vidste, var umuligt for mig at svare på. Til dels fordi, at jeg aldrig har været i København Zoo, og fordi at der højst sandsynligt var mere end én slange. Men du smilte bare til mig, mens du ventede på mit svar. Jeg måtte tænke efter i lang tid. Hvilken slange ville du højst sandsynligt have set?

     ”Det ved jeg ikke. Det ved jeg virkelig ikke,” svarede jeg efter flere minutter.

     ”Det var en skam,” hviskede du. Dit smil blegnede en smule, før du vendte dig om endnu en gang, og jeg lod dig slippe ud af mit nærvær uden videre. Da du drejede om på hælen, kunne jeg se et lys i dit funklende lys i dine gråblå øjne, trods det var mørkt og tågen føltes så uendeligt tyk. Før du lukkede den hvide metaldør hårdt i bag dig, vendte du dig mod mig og sagde: ”Farvel.”

     ”Vi ses næste år,” svarede jeg dig, men du rystede bedrøvet på hovedet, før du forsvandt.

     Da færgen gik i land flere timer efter, sad jeg stadig træt, kold og bedrøvet på dækket og observerede solen, der lavt på himlen stærkt lyste igennem den grålige, grødtykke masse, der langsomt tyndede ud. Igennem mængden af passagerer, der steg af skibet, fik jeg ikke øje på dine sorte slangekrøller eller smukke øjne. Som om du overhovedet ikke var der. Du havde ret. Det næste år stod vi ikke på færgen og lyttede på Göteborgfærgens stilhed, holdte i hånden eller så hinanden i øjnene. Det næste år så jeg dig heller ej, og det samme gældte også de næste mange år. Jeg så dig aldrig nogensinde igen. Hvor blev du af?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...