Nightmare.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Igang
Hunters navn passer bedre til ham end de fleste går og tror.

16Likes
28Kommentarer
1091Visninger
AA

8. 6.

Helge humpede fremad og bag ham futtede en lille Hunter afsted. En meget lille treårig Hunter. Far Liann stod i kø foran købmanden, og Hunter havde stået pænt ved siden af. Hans lille hånd havde været tæt lukket om Lianns pegefinger, men så havde han set onkel Helge. Liann havde sagt at han ikke måtte gå for langt væk. Han troede bare Hunter ville kigge sig lidt omkring.

Men Hunter skulle over til onkel Helge, som stod i gyden og vinkede til ham.

Nu var de på vej hjem, så det ud som. De gik da i den samme retning som Black gården lå.

De nåede til gården, men fortsatte. Hunter kiggede tilbage. Hvor skulle de hen? Melli stod der i vinduet, hun var i gang med at bage, kunne Hunter se. Han smilede, for det betød, at når han kom hjem ville der være nybagt brød. Hunter kunne godt lide nybagt brød. Måske var der endda smør til? Det virkede som en god dag i dag, så der var helt sikkert smør til.

Da Helge havde gået et stykke tid, kunne Hunter ikke lade være med at spørge hvor de var på vej hen. Helge krængede læberne tilbage i et stygt grin og kiggede på den lille mørkhårede dreng.

"Onkel Helge vil bare vise dig noget, min dreng."

"Hva' ve' du?" Lille Hunter gjorde sig umage med at udtale ordene.

Helge grinede.

"Onke... Du... ONKE! NEj JE-.."
 

Skrig kunne høres fra Rocca skov den aften.

En stor familie sukkede lettet da deres treårige vendte hjem i live. De skændte og råbte, for de havde været åh så bekymrede, men drengens øjne var tomme. Som om livet sivede ud af ham sammen med blodet fra såret på hans skulder, som han så omhyggeligt skjulte for familien. Det var som om at han var blevet 100 år ældre på de få timer han var væk, og han blev aldrig sig selv igen...

 

Hunter gyste ved mindet. Bare tanken om det fik vreden til at vælde op i ham. Nu hvor han tænkte tilbage, ville han ønske at Helge ikke var blevet henrettet. De skulle have ladet ham leve, for Hunter kunne gøre arbejdet bedre, og langt mere smertefuldt.

Hunter sad på sit værelse, og selvom der var gået uger siden han havde besøgt Galgebakken var mindet der stadig.

Liro havde været hos dem et stykke tid nu, og var så småt ved at forstå hvordan tingene foregik. Han forstod i hvert fald, at Hunter, ham var det bedst at holde sig fra. Han var vred og muggen hele tiden, havde de underligste udbrud, og hans øjne var onde, så onde at man skulle tro at det var Satans egne. Men Satans øjne var vel røde?

Hunters øjne var giftgrønne, som en slanges, og hans ansigt altid underligt forvredet. Det kunne have noget at gøre med arret der vansirede hans ansigt, fra panden og ned under øjet. Liro tænkte tit over hvor det var fra, men havde ikke turdet at spørge.

I løbet af sin tid hos Black familien havde han lagt mærke til et par ting om Hunter.

Familien virkede bange for ham. Ikke på den måde at de var bange for hvad han kunne gøre ved dem, men mere, hvad han kunne gøre ved sig selv. Som Liro også lagde mærke til, kom Hunter ofte hjem med ødelagt tøj eller en blodig næse. Hver gang nogen spurgte lavede han en vred grimasse og gryntede navnet Pete.

Hunter viste heller ikke særlig stor respekt for sin familie, hvilket generede Liro en del, da de, efter hans mening, var den mest kærlige familie man kunne forestille sig.

Hunter var ekstra muggen ved aftensmaden den dag. Han havde fået endnu en sten i dag, denne gang kylet i nakken. Han havde været i udkanten af skoven for sig selv, da stenen kom flyvende. Den var skarp, og sort blod havde plettet kraven på Hunters brune skjorte. Melli havde gjort sig den ulejlighed at købe knap så dyre, holdbare, men utroligt grimme skjorter til Hunter. De hvide blev nu gemt til særlige lejligheder. Nogen af dem fik Liro, hvilket irriterede Hunter grænseløst. Han sagde dog ikke noget, for så slap han for at gå med de irriterende snotklude.

Melli, som, på trods af de mange tjenestefolk de havde, insisterede på at lave mad, begyndte at øse noget smat op på Hunters tallerken som ærlig talt lignede bræk. Vredt skubbede han hendes hånd med øseskeen væk så maden splattede ud på bordet, og Melli sukkede tungt og prøvede igen. Noget skulle han jo have at spise.

Igen skubbede han øseskeen væk, denne gang mod Melli, så den varme ret blev kastet på hendes fine, men praktiske kjole. Liro skar tænder. Det var forfærdeligt at se på, især for en som ham, som i en lang periode ikke havde haft adgang til mad. At se en rig møgunge skubbe mad væk, fordi det passede ham, gjorde ham vred.

Så han rejste sig.

"Vis dog lidt respekt!" Sagde han. Det lød ikke så vredt som han gerne ville have det, for han lød stadig som en 10-årig, selvom han var på samme alder som Hunter.

Hunter kiggede op med irritationen lysende ud af øjnene. Den møgunge kom ind i hans hjem, og besluttede sig pludseligt for at han var god nok til at give ham ordre?

"Hold kæft." Brummede han. Hans ansigt var roligt, men man kunne se vreden i hans øjne.

Liros øjne viste den samme form for vrede, men denne vrede var også synlig i hans ansigt. Hans kinder var røde og hans kæbemuskler spændte.

"Nej jeg vil ej! Du er respektløs og smiler aldrig, selvom du har en familie der vil dig det bedste!" Liann, som sad ved siden af Liro, prøvede at køle ham ned ved at ligge en hånd på hans skulder. Liro rystede den af sig.

"Hør her, jeg synes du skulle tage at blande dig udenom. Du vadede ind midt i det hele, og hvad der sker, kommer ikke dig ved!" Hunter knurrede nu, og Hilda gjorde mine til at bryde ind, for når Hunter sagde en hel sætning, så betød det at han var vred. Bjørn og Luccas så på, som om de nu havde set det pokkers rådyr, og Mina så ud som om hun ikke anede hvad der foregik. Hvilket hun nok heller ikke gjorde.

"Det kommer mig ved! Jeg er nok ikke en del af familien, men jeg har fundet ud af et par ting! Du er en utaknemlig møgunge, og du ved ikke hvor godt du har det!" Hvæsede Liro. Og så slog det klik.

En skingrende lyd kunne høres, da Hunters stol blev skubbet tilbage, men ingen så, da han rakte ud og fik fat i Liros hår.

"A-av!" Liro skar tænder og prøvede ihærdigt at få Hunter til at slippe.

"Sig det igen, din lille lort! Sig det igen, og jeg skal...- ARGH!!" Hunter slap med et højt skrig. I hans arm sad en gaffel. En sølv gaffel. Liro havde, i sit desperate forsøg på at komme fri, taget den nærmeste skarpe ting og stukket Hunter med. Det var ikke fordi han ville gøre Hunter alvorligt ondt, det havde været en instinktiv reaktion.

Han blinkede forfærdet da han så hvordan Hunters hud omkring gaffelen begyndte at syde, og det mørke blod der vældede ud af såret gjorde det ikke bedre.

Alle kiggede forfærdet til, ude af stand til at gøre noget, for de var alle i chok.

Hunter rev gaffelen ud af armen med et lavt støn. Den hånd han havde revet den ud med blev svagt rød, og det sveg, men det kunne dog ikke slå den svidende smerte i hans venstre arm. Liros hænder rystede mens han så skrækslagent på Hunter.

Hunter kiggede langsomt op. Det var som om hans øjne lyste rødt.

Han sprang over bordet mod Liro...

Liro kastede sig til siden, og snublede hen mod døren. Han fik med rystende hænder revet den op, og nåede kun lige at smutte ud, før Hunter fik fat i hans krave.

Han løb mod skoven, Hunter løb efter, og ingen af dem hørte råbene fra Black familien.

____________________________________________
Jeg håber i er glade, for jeg har knoklet, selvom jeg er hundesyg! XD
Okay, det var ikke så slemt, og det var mig selv der ville...
Men alligevel... PRAISE ME.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...