Nightmare.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Igang
Hunters navn passer bedre til ham end de fleste går og tror.

16Likes
28Kommentarer
1085Visninger
AA

7. 5.

Stilheden ved morgenbordet var trykkende. Den eneste lyd der kunne høres var den svage klirren af skeer. Selv ikke lille Misa vovede at sige noget, og hun var ellers et sludrehoved. Liann prøvede at finde noget de kunne snakke om, bare en lille ting, men han var blank.

Hunter skulede ned til den grynede masse i sin skål, og vendte den et par gange med skeen så den sagde små svup lyde. Han kiggede ikke på nogen, lod bare som om de ikke var der. Tvært puttede han skeen i munden og blandede grøden med så meget spyt han kunne før han synkede. Skeen lod han sidde i munden, for der sad den da fint.

Drengen, som de havde fundet ud af hed Liro, sad og kiggede på Hunter. Han prøvede ikke engang at skjule sin stirren, og det gjorde resten af Black familien urolig. Hunter lod dog som ingenting, selvom alle kunne se hvordan skeen i hans mund rystede da han bed hårdt om den. Vila, som sad ved siden af Liro prøvede at larme lidt ekstra med sit bestik, for at få ham til at kigge væk, men Liro kiggede bare skamløst på Hunter. Eller, mere på hans ar.

Nu var der jo ikke rigtig noget at være urolig for, tænkte Hilda. Hunter var voldelig og vred, men kun mod dem der var urimelige mod ham. Det var jo ikke fordi han lige pludselig ville rejse sig og tage kvælertag på drengen. Det beroligede hun sig selv med. Hun besluttede sig også for at bryde stilheden.

"Nå, Liro." Alles opmærksomhed blev vendt mod hende, bare ikke Hunters. Da alle kiggede væk fra ham, skævede han op til Liro med et surt udtryk. Wenns, som allerede sad og bed nervøst i sin tommelfingernegl, begyndte nu ihærdigt at bide i hele tommelfingeren. Melli så på Hilda, skævede til Hunter, og så så på Hilda igen. Hun så godt hans ondskabsfulde stirren der var rettet mod Liro.

Hilda rømmede sig lidt. "Hvor er dine forældre?" Hunter fnøs. Som om det ragede dem hvor den lille snothvalps forældre var. Liro så på Hunter igen, skamløst som før. "Det ved jeg ikke." Hunter gloede irriteret tilbage. Egentlig ville han helst sidde og glo ondt på den blonde dreng i skjul, men en stirrekonkurrence kunne han ikke tillade sig at tabe. Især ikke overfor sådan et babyfjæs.

Hilda rynkede den allerede rimelig rynkede pande, og så på Liro. "Ingen anelse?" Liro kiggede på Hilda, og brød derfor øjenkontankt med Hunter. "Det er ikke vigtigt fru Black. Mine forældre er døde, så hvor de er henne, kan vel være ligemeget." Vila gispede forfærdet, og Melli rynkede panden. Wenns bed bare hårdere ned i sin tommelfinger. Hunter fnøs. Hans mor var da også død, det var ikke noget nyt.

Melli rømmede sig med bestemt mine. Hendes blik flakkede over mod Hunter, men landede så beslutsomt på Liro igen. "Du skal være velkommen til at blive her Liro." Liros ansigt lyste op, Hilda var overrasket og Wenns bed næsten sin finger af.

Hunter... Hans øjne blev mørke, og den træske han havde i munden -alle andre spiste med sølvskeer, men af en eller anden grund nægtede Hunter at røre ved sølvtøjet- bed han over. Alle kiggede forskrækket på Hunter, som spyttede stumpen af skeen ud af munden, mens han krængede læberne tilbage i en ond snerren.

De var nok i det her hus. Hvordan kunne Melli bare invitere en helt fremmed dreng ind i huset, og endda bede ham om at blive boende?! Hunter begyndte automatisk at finde på grunde til at Liro ikke kunne blive. 1. Der var ikke værelser nok. (Det var faktisk rigeligt med værelser, men det var Hunter da ligeglad med.) 2. Liro kunne være en morder! Selvom det nok ikke var så sandsynligt... Tredje og vigtigste grund... Hunter kunne ikke lide ham.

Nu var det jo heller ikke fordi at Hunter kunne lide ret mange. Hvis han skulle vælge nogen ville det være Wenns, kun af den ene grund, at han holdte sin kæft og lod ham være. Hunter vidste at hans familie var bekymrede for ham, og han hadede det. Han ville ikke have deres hjælp. De kunne ikke hjælpe.

Istedet for at råbe op om alle de tanker der fløj igennem hans hoved, råbe om hvor urimeligt det var, blev hans blik bare ondere og ondere. Hvis blikke kunne dræbe, så ville alle personer i spisestuen have været døde adskillige gange.

Liro kiggede på Hunter igen, og hans øjenbryn skød i vejret da han synes han så noget... Hunters øjne havde set røde ud i et sekund. Det var uhyggeligt.

Hunter selv havde også lagt mærke til det. Han blinkede, og rejste sig brat. Det plejede kun at ske i fuldmåneperioden. Kunne man transformere sig uden for den periode? Det var ikke en teori Hunter ville teste, så han hastede ud af huset.

 

☽☾☽☾☽☾

 

Hunter sjoskede gennem gaderne i Rocca. Han gik uden mål, og endte det sted han mindst ønskede at besøge. Sådan går det når man kigger på sine fødder istedet for på vejen.

Galgebakken. Det han hadede mest ved at være der, var følelsen af tilfredsstillelse der skyllede ind over ham når han så løkken i rebet, der var klar til at lukke sig og klemme, klemme indtil luften var væk. Klemme til offeret blev blåt og øjnene røde. Klemme til tungen var hævet, og hjertet var stoppet.

Det var sygt at føle sig tilfreds over sådan noget. Men det var ikke henrettelserne der fik ham til at føle sig tilfreds. Det var bare den ene for så mange år siden. Så godt.

Alle havde set ham som en morder. Det var han. Som en tyv også. Det var han skam også. Men han var også den der havde ødelagt Hunters liv. Derfor var det fantastisk at se ham lide. Hvis bare det havde varet lidt længere. Hvis bare han ikke havde haft posen over hovedet, så Hunter kunne se munden der lavede de rallende lyde, kunne se øjnene der var ved at poppe ud af hovedet.

Hunter havde været en naiv lille unge. Det havde jo været hans onkel Helge. Rare onkel Helge, som ikke stjal brød, han lånte brød. Nå, det røde på onkel Helges hænder? Han havde bare haft næseblod, ja ja. Hvorfor skulle Hunter med ud i skoven? Jamen Helge skulle da bare vise ham noget de små egern gjorde.

Og, hvorfor blev Helge til en ulv? Helge ville da bare gøre Hunters liv til et helvede.

 

_________________________________

Der skete ikke så meget, men håber i kunne lide det. Skriv gerne hvad i synes! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...