Nightmare.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Igang
Hunters navn passer bedre til ham end de fleste går og tror.

16Likes
28Kommentarer
1192Visninger
AA

6. 4.

Hunter sad og knurrede, surmulede og hvæsede, mens han sad i den store tønde og skrubbede sig. Han hadede bad. Vandet var mere koldt end varmt, børsten var hårdt, og sæben lugtede grimt. Egentlig havde der været en af tjenestefolkene været der, for at holde øje med Hunter, men Hunter var blevet sur, da tjeneren havde hældt en spand vand ud over ham, så han var hurtigt gået igen.

Nu sad Hunter, med sit våde hår nede i øjnene, og prøvede at drukne sæben. Da det selvfølgelig ikke lykkedes blev han gal, og slog hårdt hånden ned i vandet. Det plaskede op i ansigtet på ham, og han fik vand i øjnene. Han sprang op, gled, og endte liggende så lang han var, splitternøgen, midt på flisegulvet, stadig med den ene fod oppe i tønden. En smule slukøret rejste han sig. Han kom altid så galt afsted når han blev sur.

Muggent gned han sine røde øjne, og tørrede sig så. Så besluttede han sig for at tage bukser og skjorte på samtidig, og endte så igen på gulvet. Der blev han så liggende lidt, i frygt for, at hvis han rejste sig op ville han smadre hele badeværelset. Længe blev han liggende på det kolde hvide flisegulv, mens han tvang sig selv til ikke at ryste. Ja, han blev liggende, indtil noget ramte vinduet med et dunk.

Hunter sprang på benene, og hen til vinduet, med skjorten flagrende bag sig som en kappe, da han endnu ikke havde lukket den. Han åbnede vinduet, og stak hovedet ud. Under vinduet lå en grå sten omtrent på størrelse med Hunters hånd. Med det samme sorte snask som der havde været på den sten der var blevet kastet mod hans rude dagen før, stod der med store bogstaver: DØ!

Var dette en eller anden dum spøg? Eller var der en der kendte til hans hemmelighed? Hunter knurrede, og kiggede varsomt rundt. Intet. Ikke engang fodspor. Han rakte ned og samlede stenen op fra den mudrede jord under vinduet. Den var kold, og han knyttede hånden om den. Tjæren klistrede til hans hånd.

Han brummede lavt. Kunne den person, som sendte de beskeder, ikke give ham en ledetråd eller noget i den stil? Noget der kunne hjælpe ham med at finde ud af, hvem der sendte de trusler, så han kunne finde dem, og på stille og rolig vis flå deres strube ud.

Med sin tjæreindsmurte hånd, gav han sig til at knappe, den fine, meget dyre, og hvide skjorte. Man skulle tro, at en dreng med så fornem familie, faktisk tænkte lidt mere på tøjet, men nej nej, sådan gik det altså ikke. Det var sjældent Hunter havde det samme tøj på to gange, ikke af grunden at han var en eller anden modebesat rig møgunge, men tøjet holdte somregel aldrig mere end en dag.

Da han havde fået knappet skjorten luntede han hurtigt ud af badeværelset. Han nåede ikke langt, for Melli var på krigsstien og da hun så hans skjorte brød helvede løs. Hun råbte af ham, han råbte tilbage, og han blev sendt i bad igen med en ny skjorte. Wenns der lige havde været ude på et ærinde, nåede lige at komme ind og se Hunter lave det ondeste ansigt han kunne mønstre, før han smækkede døren til badeværelset i. Melli sukkede tungt, og gik hen til 'reserve skabet', hvor der altid lå et par skjorter.

 

☽☾☽☾☽☾

 

I Black familien skete der altid et eller andet mærkværdigt hver eneste dag. Det omhandlede somregel altid Hunter, og nogle gange også tvillingerne, i nogle tilfælde alle tre. Men denne gang var det ingen af delene, til alles overraskelse, og Hunters irritation.

Misforstå mig ikke, Hunter kunne ikke lide opmærksomhed, det der irriterede ham var, at det mærkværdige den dag var drengen der stod på deres dørtrin. Det var ikke nogen de kendte, ikke engang en de havde set før.

Det havde regnet kraftigt den aften, og en lav banken hørtes ude fra døren. Bjørn og Lukas som var tættest på, gik ud for at åbne, og blev noget forskrækkede over den engel der stod på deres dørtrin. Selvfølgelig ikke en rigtig engel, men drengen kunne nemt sammenlignes med en, med sit bølgede kobber blonde hår og de store blå øjne.

Drengen, som var gennemblødt, var også selv blevet en smule forskrækket, over de to identiske personer der stod i døren, og gned sine øjne fordi han troede han så dobbelt.

Fordi tvillingerne ikke kom, løb lille Misa hen til dem. Hun stoppede ved synet af drengen i døren. Snart var hele Black familien samlet i døren, og stod bare og kiggede overrasket på den gennemblødte dreng. Alle undtagen Hunter.

Hunter var stadig på sit værelse og surmulede, dog mindre end han plejede. Hans humør var bedre end normalt, fordi fuldmåneperioden var overstået. De tre dages helvede var slut. For denne måned i hvert fald.

Hans sensitive øre opfangede ikke længere lyde eller bevægelser inde fra stuen, og det gjorde ham nysgerrig. Det gjorde ham også vagtsom. Langsomt rejste han sig op og gik lydløst ud af værelset. Ned af gangens knirkende gulvbrædder, ud i køkkenet og ud til hoveddøren.

Hele familien stod samlet, og han kunne intet se, hvilket irriterede ham, og gjorde ham endnu mere nysgerrig. Gad vide hvad der kunne få hele Black familien til at stå at glo ud af døren, så de ikke engang kunne mærke den tunge stemning der kom når Hunter trådte ind i et rum?

Måske var det et rådyr. Det var den normale reaktion når normale folk så rådyr. De samlede sig i store klumper, og gloede om kap, fordi deres liv åbenbart var så kedeligt, at et rådyr var en sensation.

Hunter rømmede sig, og fik alle i rummet til at stivne.

"Hvad står i og glor på?" Før han kunne nå at gå hen til dem, masede gamle Hilda Black sig forbi de andre familiemedlemmer, og skubbede den drivvåde dreng ind.

"Kom her søde, nu finder vi noget tørt tøj til dig, og så kan Melli give dig et bad." Hunters hænder sitrede. Hvem var det, og hvad lavede han her? En lav knurren undslap hans strube.

Hilda gjorde sit bedste for at ignorere sit vrede barnebarn med de onde øjne, og skubbede drengen mod Melli, som uden ord tog fat i hans arm og trak ham med ud på badeværelset. Resten af aftenen kunne man høre vrede brøl fra Hunter, og stille stemmer der prøvede at køle ham ned.

Den fremmede dreng følte sig iskold, selv i det varme bad. Ikke på grund af regnen, men på grund af Hunters øjne. De ondeste øjne han nogensinde havde set.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...