Nightmare.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Igang
Hunters navn passer bedre til ham end de fleste går og tror.

16Likes
28Kommentarer
1087Visninger
AA

5. 3.

Hunter sad, samme eftermiddag, og kiggede ængsteligt ud af vinduet. Fogeden ville snart komme, og på trods af Hunters protester havde Melli tvunget ham i nyt tøj. Hun ville også have friseret ham, men han stak af, og gemte sig bag sofaen. Hun ledte stadig efter ham inde i stuen, og Hunter snerrede lavt. Hvorfor gav hun aldrig op?!

Hans skarpe høresans fangede lyden af gulv der knirkede for enden af gangen. Langsomt rejste han sig og lyttede. Skridtene kom tættere på. Hunter var overbevist om at det var Melli igen, så han gik lydløst hen over gulvet, og hen til sit klædeskab. Han åbnede det, trak bøjlerne til side, så han kunne være der, trådte ind, og lukkede så igen.

Han holdt vejret da døren gik op. Han ville virkelig ikke friseres.

Han blev en smule overrasket da han hørte tvillingernes hviskende stemmer. "Er han her?" Lød det hviskende fra Bjørn. Hunter kunne svagt høre luften bevæge sig, da Lukas rystede på hovedet. "Du holder vagt." Lød det fra Lukas, men Bjørn var uenig, så de begyndte at diskutere. Hunter måtte bruge al sin viljestyrke for ikke at springe ud af skabet, og gå løs på dem. Tvillingerne begyndte at gennemsøge værelset i fællesskab, da de til sidst var trætte af at diskutere. Mens han skiftevis knyttede og slappede af i hænderne, trak Hunter vejret dybt, mens han ansigt langsomt blev rødt af raseri.

Tvillingerne løftede hovederne, da Hunter bevægede sig inde i skabet, og det kom med en lav knirkende lyd. De så sig om, og smuttede så hurtigt ud af værelset. Et klogt træk, for Hunter stod og var ved at sprænge i luften inde i skabet. Stille lukkede tvillingerne døren til Hunters værelse, og han kunne høre dem liste bort. Med en dyb vejrtrækning trådte Hunter ud af skabet. Han forsøgte sig med at tælle til ti, men mistede tålmodigheden ved tre. Han trampede et par gange, og slog så sin knyttede næve ind i skabet.

Han bed tænderne sammen for ikke at råbe højt over smerten. Med et ondt blik på skabet satte han sig hen til vinduet igen. Bittert så han på solen, som var ved at synke ned bag Ulveskovens træer.

 

☽☾☽☾☽☾

 

"Hunteeeeer!" Lød Mellis stemme. Han knurrede lavt, da døren blev åbnet, og Melli trådte ind. "Ej, har du ikke gjort noget ved det hår endnu? " Brokkede Melli sig, da hun så hans hår som kun var blevet mere uglet i løbet af dagen. Hun trak en kam op af skørtelommen på sin kjole, og Hunter hvæsede, og lignede nærmest en hund der rejste børster.

De kæmpede en sammenbidt kamp, og mens Melli ihærdigt forsøgte at rede Hunters hår, gjorde Hunter sit bedste for at ødelægge den stakkels kam, som egentlig intet kunne gøre. Melli fik med stort besvær sat kammen i hans hår, og begyndte så, mens Hunter hylede og skreg, at køre kammen gennem hans tykke mørke hår, gang på gang. Uden at tænke over det, bed han ud efter Mellis arm. Det var dog ikke noget hun lagde mærke til, eller hun ignorerede det i hvert fald. Hunter var selv en smule chokeret. Der var gået fem år, og han havde stadig ikke, bare den mindste selvkontrol.

Det var dog løgn, for Hunter kunne være gået amok og bidt hovederne af hver og en af sin familie. Han var stærk nok til at gemme sig af vejen ved fuldmåne. Men, på den anden side... Hvem vil have andre til at kigge, når man gennemgår en forvandling med at meget smerte?

Melli slap ham endelig, men lige så snart hun var gået ud af værelset, rodede Hunter så meget i sit hår, at det var endnu værre end før. Han smækkede døren i, og hev skjorten op, som Melli havde stået og proppet ned i hans bukser. Han rev også sin vest af, og åbnede de øverste knapper i skjorten, som var knappet næsten helt op under hagen. Vesten smed han på gulvet. Det var langt mere bekvemt.

Han så op, ved et dunk mod hans vindue. Langsomt gik han hen og åbnede det. Han stak hovedet ud, og kiggede rundt. Hans dystre blik gled hen over træerne fra ulveskoven, kiggede efter det mindste tegn på bevægelse. Intet. Istedet så han ned, hvor en sten lå. Nok den som var blevet kastet mod hans vindue. Han lænede sig længere ud af vinduet, og greb så fat i stenen.

Han kæmpede sig op, og ind af vinduet igen. Mens han lukkede vinduet, begyndte han at undersøge stenen. Og smækkede så næsten vinduet ned over fingrende. På stenen stod der, med tjære: DØ, misfoster!

En klump satte sig i Hunters hals, da hans fingre lukkede sig om stenen, og klemte til hans knoer blev hvide. Misfoster...

Ikke mange sekunder efter bankede det på døren, og Misa kom ind. Hendes brune hår var flettet og hun havde en sød lille kjole på. Hunter kastede hurtigt stenen ind i sit klædeskab og lukkede skabsdøren i med foden. Misa trippede hen til ham og tog hans hånd. Hun var ikke bange for Hunter, fordi hun endnu ikke forstod hans hadefulde blikke. Tro det eller ej, men Melli var også bange for ham, men så det som sin pligt at han så ordenlig ud. Hun var manden i huset. Det drillede Hilda og Neo hende altid med at sige. For det var jo egentlig hendes mand Wenns, men han var mere stille, og smilede bare skævt, mens Melli hunsede rundt med alle i huset, dog på venlig vis.

Hunter lod sig modvilligt trække med ud i køkkenet af lille Misa. I samme øjeblik vraltede fogeden ind i køkkenet, og Hunter stoppede på stedet. Han ville så gerne væk fra den mand. Han stank.

Fogedens små øjne hvilede på Hunters ar, og hans stramme mund bredte sig i et smil der viste hans rådne gule tænder. Hunter gik med stive ben hen og satte sig mellem Liann og Bjørn, mens hans øjne holdt skarpt øje med den lille fede mand. Fogeden satte sig over for ham, mellem Wenns og Hilda, og Hunter skævede hen mod vinduet, hvor solen sank længere og længere ned.

"Så..." Fogeden kiggede rundt på familien Black. "Min dreng kom hjem for et par dage siden..." Hunter skar tænder ved tanken om fogedens lille fede søn med det mørke hår og de fem hager. "Med et blødende knæ, et blåt øje og en hævet underlæbe." Sluttede fogeden. Han så sigende på Hunter med sine grimme små øjne. Hunter ignorerede hans blik, og så istedet ud af vinduet, på solen. Han var ikke ligefrem en der bare kastede sig ud i slagsmål uden videre, men når folk som fogedens søn, ligefrem bedte om det...

"Kom nu din lille køter!" Hylede fogedens søn Pete, mens han kylede en sten i ryggen på Hunter. Petes venner lo højt, men Petes egen gryntende latter overdøvede dem alle. Hunter trak vejret dybt, og fortsatte videre, hjemad. En sten ramte ham i nakken, og han knurrede faretruende, mens han langsomt vendte sig om. Hans øjne slog lyn. "Stop, eller jeg skal..." Endnu en sten ramte ham, denne gang i panden mellem øjnene. Med andre ord lige på arret. Så slog det klik for ham. Han løb rasende mod dem, satte af fra jorden, og hamrede ind i Pete, med hovedet først, så den lille gris væltede bagover med et hyl.

Hunter vidste ikke om han skulle smile eller knurre ved tanken om det. Det havde været rart at få afløb på sin vrede uden at skade nogen 'alvorligt'. Hunter så bittert på fogeden ud gennem sit pandehår. "Den lille gris havde selv bedt om det." Hvislede Hunter indædt. Fogeden så ondt på ham, hvorefter han så på de andre medlemmer af familien Black. "Den slags opførsel er ikke i orden. Man kan ikke gøre sådan mod fogeden eller hans nærmeste uden straf." Hunter hvæsede. "Jeg sagde jo den gris selv var ude om det!" Fogeden lod som om han ikke hørte det.

Hilda så kort på Hunter, for derefter at kigge på fogeden igen med et hævet øjenbryn. "Har du slet ikke tænkt dig at høre mit barnebarns version af historien?" Fogeden rystede kort på hovedet. "Efter hvad jeg har set på min søn, er der ingen tvivl." Sagde han. Hunter sad og og kogede mens han bandede så lavt at kun han kunne høre det. "Svinet og hans små lortehåndlangere stod og smed sten på mig!" Skreg Hunter højt, og hamrede sin knyttede næve ind i bordet, mens han rejste sig så brat op at hans stol væltede. Hans øjne glimtede rødt og unaturligt. Fogeden vredt på ham. Han rejste sig også op, og tog fat i Hunters hår. "Hold din kæft din lille møgunge! Du har ingen ret til at angribe min søn!" Hele familien Black så chokeret til. Hunter skar ansigt, og så på fogeden med mere vrede end man skulle tro en 14-årig kunne rumme.

"De og Deres søn ligner hinanden meget. I er begge to nogle svin. Men dog har han kun halvt så mange hager som Dem, foged." Knurrede Hunter. Fogedens øjne blev store, så man rigtigt kunne se den mudderbrune farve, og så hvæsede han, så Hunter kunne lugte hans fiskeånde. "Du skal aldrig snakke sådan til mig, dit misfoster!"

Misfoster...

Hurtigere end nogen nåede at reagere, var Hunter sprunget over bordet, og havde grebet om fogedens tykke hals. Fogeden væltede bagover på stolen. Fogeden hostede og spruttede og fægtede med armene, og slog Hunter i hovedet med sin kødfulde næve. Hunter væltede væk fra fogeden, som straks havde taget fat i hans ene arm, og slog ham i hovedet igen. Hunter skreg, slog og sparkede, men lige meget hjalp det, for fogeden var dobbelt så stor som ham både i længde og bredde. Eller bredde er det nok nærmere tredobbelt så stor.

Liann prøvede at trække fogeden væk fra Hunter, men fik istedet et slag i hovedet af fogeden, og Hunters fod i maven. Ingen havde opdaget månen, som langsomt hævede sig på himlen. Ikke før en månestråle falt ind af vinduet og ramte Hunters arm. Det fik ham til at sparke og hyle højt og dyrisk, men fogeden holdte ham. Forgæves prøvede Hunter at få fogeden til at slippe. Månestrålen ramte Hunters ansigt, som langsomt blev længere. Han hjørnetænder voksede, og hans øjne blev røde, mens pupillerne blev lange og tynde, som en slanges.

Med en utrolig kraft skubbede Hunter fogeden væk, og sprang over bordet igen, landte på alle fire og løb ud af døren.

Fogeden så rasende efter drengen, og vendte sig så mod gamle Hilda, som stadig sad og kiggede chokeret på fogeden. "FORKLAR DET!" Skreg fogeden.

Hilda trak på skuldrene. "Månefeber?"

Hun havde ingen anelse om hvor tæt det var på sandheden.

 

_________________________________

Ja, det var egentlig ikke meningen at jeg ligefrem ville bede om det, men det ville være virkelig rart med lidt feedback.

Det er jo sådan, at man sidder og bruger timer på at skrive et 'godt' kapitel, og så vil man da også gerne vide om folk syntes om det. :)

Det er selvfølgelig ikke noget jeg siger i skal, men hvis i kan lide den, eller hvis i har noget konstruktiv kritik, så skriv det gerne!:)

 

-Freaksen!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...