Nightmare.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Igang
Hunters navn passer bedre til ham end de fleste går og tror.

16Likes
28Kommentarer
1090Visninger
AA

4. 2.

Dagen efter dukkede Hunter op, omkring middagstid, med sine bukser hængende i laser, og sin fine skjorte, revet fuldkommen itu. Melli, Hunters tante, gik hen til drengen med rynket pande i bekymring. Hunter blev ved med at slikke sin ene mundvige, hvor blod fra hans pande trillede ned. Der var kommet et nyt, mindre, sår oven i hans ar.

"Hvordan er det dog du ser ud?" Udbrød Melli forfærdet, mens hun vimsede rundt om ham med bekymret mine. Hunter fnøs og skubbede irriteret tante Melli væk. Liann betragtede uroligt Hunter. Han huskede tydeligt da Hunter var kommet hjem med den store flænge i panden som resulterede til hans lange ar.

Fem år tilbage, da Hunter ikke havde været andet end ni år, var Hunter kommet hjem med hele ansigtet smurt ind i indtørret blod. Også hans tænder og mund var smurt ind i blod. Man regnede selvfølgelig også blodet om hans mund, for at være hans eget. Den dengang nye flænge nærmest sydede og boblede i panden på ham, som om huden var ved at smelte. Da Melli havde prøvet at rense det, havde Hunter hylet så højt at det kunne høres helt inde i byen, og sikkert også i Urbem. Hunters øjne havde aldrig været så kolde, onde og mørke som den dag.

Et par dage efter, var et par skovhuggere gået ind i Ulveskoven, som dengang bare hed Rocca skov. Der havde de fundet det mest makabre lig, fuldstændig flænset, med øjne som var ved at falde ud af øjenhulen, og munden åbnet i et skrig som aldrig nåede at forlade den dødes læber. Ingen ville tage liget med tilbage til byen, så det var blevet begravet i skoven, hvor de havde sat en pind i graven, for at markere gravstedet.

Tre år efter det forfærdelige fund, var der alligevel nogen der vovede sig ud i skoven. Familien til den døde, havde taget sig sammen, og var gået ud med en buket blomster til graven. Et stykke fra graven havde de fundet en kniv, smurt ind i noget der mindede om tjære. Kniven var af sølv.

Liann kneb kort øjnene sammen. Han kunne ikke lide at tænke på det. Alle mente at der lå en forbandelse over skoven. Det gjorde Liann nu ikke, selvom han ikke kunne benægte at der skete et eller andet mystisk derinde.

Hunter hvæsede og knurrede mens Melli rensede hans pande. "Slip mig!" Hylede han, da hun begyndte at gnubbe kluden mod såret og arret. Til sidst fik han revet sig fri, og luskede så ind på sit værelse.

Alle kiggede efter Hunter. Liann kløede sig i håret. Tvillingerne Bjørn og Lukas gloede efter deres fætter. Bjørn og Lukas var som to dråber vand, på alle måder. Deres udseende, væremåde, alting. De var også 14 år, og var dem der lignede Hunter mest. De havde det samme sorte uglede hår, og de skæve øjne, men det var også det. Deres hud havde en varm mørk farve, og deres øjne var blågrå og drilske.

Alle kunne lide tvillingerne, og lille Misa. Hunter var det sorte får.

Gamle Hilda Black sukkede dybt. Der var ikke noget hun ønskede mere i verden end at se Hunter smile. Bare et lille smil, på det bitre ansigt. Hun huskede da han ikke var andet end fem måneder, da der altid var et stort tandløst smil klistret på hans fine lille alfeansigt. Han legede altid med tvillingerne, og hans latter altid kunne høres på Blackgården.

Det var stoppet brat en dag. Han var kommet hjem som tre-årig, og havde ikke grinet eller smilet siden. Det var dengang hans øjne som før havde været grønne, havde fået en uhyggelig gul farve. Det havde været hårdt for alle, især Liann. Lianns kone var død få timer efter Hunters fødsel, og det havde taget hårdt på Liann. Men Hunter havde holdt humøret oppe. Nu holdt han humøret nede, og stakkels Liann, som ikke var andet end 35, havde allerede grå stæng i håret og mørke rande under øjnene.

Hunter kunne tydeligt huske den dag han var kommet hjem, tre år, og kunne ikke se glæden ved livet mere. Han havde omhyggeligt skjult bidemærkerne på hans lille hvide skulder, og ingen havde opdaget dem, da ingen vovede at komme for tæt på ham. De første to år efter det, havde været forfærdelige. Hunter kunne ikke holde ud at være i samme rum som andre i længere tid, og han havde knurret af alle der var kommet for tæt på. Han havde endda bidt ud efter Melli engang. Det var blevet bedre med årene, men det var stort set det samme som dengang, bortset fra at han ikke prøvede at bide folk længere.

Hunter skar tænder, og gned sig i arret, som kløede forfærdeligt i øjeblikket. Det var som om det stadig sydede, efter fem år. Han så tøvende hen på skabet, og overvejede at skifte tøj, selvom det ikke rigtig kunne betale sig, da der var fuldmåne igen i aften. Men hvis Melli så at han stadig gik rundt i det ødelagte tøj, ville hun tvinge ham til at skifte.

Hunter var ikke meget for diskutioner. Han havde ikke tålmodigheden til det, og det gjorde ham vred når andre fik det sidste ord. Han var dog heller ikke øvet i kunsten at diskutere, da han for det meste bare svarede med en knurren eller hvæsen.

Igen gned han sig i arret, og blod begyndte igen at trille ned over hans næse, og ned til hans mund. Han stak tungen ud, og slikkede blodet væk. Hans blod var meget mørkt, men ingen havde opdaget det, da der ikke var andet blod at sammenligne med.

 

Hunter sad og sov tungt, med kinden trykket op af vinduet. Han havde ingen søvn fået om natten, så han havde brugt de sidste fire timer, på at sidde og snorke tungt op af vinduet. Tvillingerne stod og holdt øje med ham gennem nøglehullet, og skubbede hårdt til hinanden for at komme til. "Flyt dig nu Lukas, det er min tur!" Hviskede Bjørn, og puffede Lukas til side med hoften, så han kunne komme til. De to 'spionerede' tit Hunter, men sørgede nøje for at ingen ville opdage det. Melli ville skælde ud, og hvis Hunter opdagede det... Han ville nok give dem en ordenlig omgang prygl. Eller i hvert fald et meget ondt blik. Men ét koldt og ondt blik fra Hunter var lige så slemt som tæv. Det var nok derfor ingen så ham i øjnene. Fordi hans blik altid var ondt.

Lukas tyssede på sin bror, for derefter at skubbe ham væk igen. Bjørn skubbede så Lukas væk, og det blev til en mindre, sammenbidt slåskamp uden for Hunters værelse.

Døren til Hunters værelse åbnede sig, og et par gule kolde øjne, så ned på tvillingerne, som nu lå helt stille, og så med store lettere komiske øjne på Hunter. Normalt ville den de havde gloet på knækket sammen af grin, men Hunter ejede ikke længere nogen sans for humor.

Han knurrede lavt af dem, mens de stadig bare gloede på ham.

"Står i og lurer." Sagde Hunter nærmere som en konstatering end et spørgsmål. Præcis samtidig skreg tvillingerne "NEJ!" og løb så deres vej. Hunter knurrede lavt for sig selv, og gik med knyttede hænder ind i køkkenet. Hans mave knurrede højlydt, og han kiggede rundt. Ikke andet end frugter og grøntsager. Regnede de ham for en kanin?

Gamle Hilda kom i samme øjeblik humpende ud i køkkenet. "Åh hej Hunter." Sagde hun med et varmt smil, som blev besvaret med et lavt fnys.

"Må jeg snakke med dig?" Spurgte hun i samme venlige tonefald, og Hunter kneb øjnene sammen, og så tvivlende på hende. Hilda lo upårvirket, men med et nervøst glimt i øjnene. "Ser du Hunter. Fogeden kommer igen idag, og..." "Og jeg skal blive væk?" Hvæsede Hunter, og Hilda rystede heftigt på hovedet. "Nej nej! Tværtimod! Fogeden bad om at du var med i stuen denne gang." Smilede Hilda, uden at bemærke at Hunters ansigt blev en smule blegere og hans øjne mørkere.

Hilda var sikker på at fogeden endelig havde accepteret Hunter, og hun var meget lykkelig. Hunter derimod blev meget vred. Han vidste godt at fogeden aldrig ville acceptere ham. Det var sandsynligvis endnu et forsøg på, endten at sende ham væk eller få ham henrettet. Det ville ikke have været nær så slemt, hvis det ikke var for månen. Den var som sagt fuld i aften. Hvordan skulle han slippe væk?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...