Nightmare.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Igang
Hunters navn passer bedre til ham end de fleste går og tror.

16Likes
28Kommentarer
1085Visninger
AA

3. 1.

Liann sad og betragtede sin eneste søn hen over spisebordet. De sad alle og spiste aftensmad, men ingen sagde et ord. De eneste lyde var klirren fra bestik og Misas lavmældte smasken. Selv hende, verdens største sludrechatol, havde lært at tie stille, når Hunter sad med ved bordet.

Liann var ikke den eneste der kiggede på Hunter, som i øjeblikket sad og skulede ned til sine grøntsager. Gamle Hilda Black kiggede på ham. Hun spekulerede lige så meget som Liann. Og Liann og Hilda spekulerede lige så meget som resten af bordet. Og alle om bordet spekulerede på hvad der egentlig var galt med den dreng. Det tænkte alle der mødte ham.

Hunters familie elskede ham, ingen tvivl om det, men de forstod ham ikke. De forstod ikke hans vrede blik. De kunne heller ikke styre ham. Han havde denne utrolige evne til altid at komme i problemer, som familien måtte få orden på igen.

Hunter lignede på ingen måde sin familie. Sort hår var meget normalt i Black familien, men Hunter havde skæve gule øjne, og hans hud havde samme matte hvide farve som månen. Og så havde han det lange ar fra højre side af panden og ned af næseryggen, over under venstre øje. Ingen vidste hvor det kom fra. Engang havde Misa spurgt, og Hunters øjne havde slået lyn, da han rejste sig op, og trampede ind på sit værelse.

En høj klirren fik Liann tilbage til virkeligheden, da Misa tabte sin gaffel. Hun samlede den hurtigt op. Nu var stilheden brudt, og Liann sank en klump. Nu kunne han ikke trække den ud længere.

Han så over på sin søn.

"Hunter?" Spurgte han så forsigtigt han kunne. Drengen fjernede sit hadefulde blik fra grøntsagerne og så på sin far, med et afventende udtryk. "Sagen er den.." Forsatte Liann tøvende. Han trak vejret dybt, og vendte blikket mod bordpladen, hvilket fik Hunter til at komme med en underlig lyd. "Fogeden kommer idag, og..." "Han kan ikke lide mig." Sluttede Hunter knurrende Lianns sætning. Før Liann nåede at komme med nogen indvendninger rejste Hunter sig og trampede ind på sit værelse, som han gjorde så tit.

Liann så trist efter sin søn. Fogeden havde faktisk nægtet at være i samme rum som Hunter, og så kunne de ikke gøre så meget ved det, uanset hvor lidt de ønskede at Hunter bare skulle sidde på sin værelse. Så måtte han da virkelig føle sig anderledes, den stakkels dreng.

Hunter var jo anderledes, det vidste alle. Men de vidste ikke hvor anderledes. Det gjorde kun Hunter.

Folk var faktisk bange for Hunter. Han skræmte dem væk, altid. Han brød sig ikke om selvskab, men at skræmme folk væk? Det var de sikre på at han ikke gjorde med vilje.

Hunter sad og gloede vredt ud af vinduet ud på den nedgående sol.  Snart ville månen stå op. Han største skræk, og alligevel hans eneste ven. Den var den eneste som forstod ham.

Hunter sad længe og kiggede på solen, der gik længere og længere ned, da han kunne høre en svag banken ude fra hoveddøren af. Han snusede ind en gang, og knurrede så lavt. Han hadede fogeden lige så meget som fogeden hadede ham. Hver gang Hunter så de udstående øjne og grisenæsen, på den lille fede mand, mærkede han vreden flamme op i ham. Fogeden ville helt sikker brænde Hunter på bålet, hvis han kunne slippe af sted med det. Men Black familien var en så respekteret familie, at det ville være dumt af fogeden at blive fjender med dem.

Hunter prøvede at høre efter stemmerne inde i stuen, men han kunne ikke høre andet end en uforståelig mumlen. Lydløst gik han væk fra vinduet, og hen til døren. Han lagde kinden mod døren, og lyttede koncentreret.

"...Skræmmer folk. Jeg anbefaler at i..." og "...Kan der ikke blive tale om..." Var alt hvad han kunne høre. Hunter trak hovedet væk med sin sædvanelige knurren. Han skulle til at sparke hårdt til døren, da en skærende smerte løb igennem hans fod. Han kiggede op, og så en månestråle falde gennem vinduet, og ned på hans fod.

Han krøb væk fra strålen, og hen mod et mørkt hjørne, mens han peb som en lille hund. Hans tænder begyndte at klø, og han smækkede kæberne hårdt sammen, mens han krøb længere væk fra den tiltagende månestråle.

Væk... Må væk...

Han satte sig i hjørnet, og kiggede skrækslagent på strålen som kom tættere og tættere på ham. Mens han rokkede frem og tilbage i hjørnet, mærkede han koldsveden løbe ned af hans ryg. Strålen ramte igen hans fod, og han peb igen. Den skarpe smerte kravlede op af benet på ham.

VÆK!

Han kom på benene i en fart, og løb hen til døren, som var badet i månelys, hvilket fik det til at føles som om der var ild i hans krop. Han væltede ind i døren, og hamrede så hårdt ind i den, at den åbnede. En ret så chokeret familie kiggede over på ham, da han kom på benene efter hans fald. Fogeden gloede på ham med sine små stikkende øjne.

UD!

Han løb vaklende gennem spisestuen, men blev stoppet af fogeden, som stilte sig ind foran ham.

"Hvor tror du, du skal hen, knægt?" Spurgte han. Hans stemme lød meget fjern, som om han var under vand. "Ud... Væk... Flyt dig!" Knurrede Hunter, og prøvede at skubbe den tykke foged væk. Men han blev stående.

"Er det ikke lidt sent at gå ud? Og skulle du ikke være inde på dit værelse, din lille trold?!" Sagde fogeden med så meget had i stemmen, at det gjorde ondt i Hunters overfølsomme ører. Han måtte ud, og det skulle være nu! Hans tænder kløede, og han mærkede hvordan den skærende smerte gik gennem ryggen, da hans rygsøjle forlængedes, og så pludseligt, at alle fik et stort chok, brølede han fogeden op i ansigtet. Som et rigtigt monster.

Fogeden tråtte et skridt tilbage, og Hunter skubbede til ham for at kunne komme ud til hoveddøren. Han væltede ud i den friske luft, og lige ud i månelyset. Så satte han mod Ulveskoven.

Fogeden stirrede vantro efter drengen. Så blev han ildrød i hovedet. "DEN DRENG ER DJÆVLEN SELV!" Skreg han.

Gamle Hilda rystede på hovedet over forskrækkelsen, men mente nu stadig at hun havde en god forklaring på Hunters opførsel. Drengen var jo lidt speciel, så han havde vel bare et stort behov for frisk luft. Hun vovede dog ikke at tilføje det hun tænkte. At det var forståeligt, eftersom fogeden stank langt væk af sved, øl og tobak.

Fogeden var stadig ildrød i hovedet og så ikke særlig overbevist ud, men tog noget modvilligt hjem, efter at Neos kone Vila høfligt havde sagt, at Misa skulle i seng.

Hvad Hilda ikke kunne forklare var de høj hyl og smerteskrig inde fra skoven. Men der var ingen der så meget som overvejede at det kunne være Hunter der udstødte de skrig. For der var ingen der overvejede at han kunne have løbet ind i skoven. For det var der ingen der gjorde. Skoven var farlig, og ingen gik derind efter det der skete for fem år siden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...