Velkommen til Hotel Transylvania

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
En anmeldelse af animationsfilmen: Hotel Transylvania.
- Mit bidrag til "anmelder-konkurrencen".
(493 ord)

24Likes
21Kommentarer
1280Visninger
AA

1. Velkommen til Hotel Transylvania

Har du nogensinde forestillet dig grev Dracula som familiefar? Nej vel. Og at han har bygget et hotel for alverdens monstre, ukendte som kendte, der skal beskytte dem fra de "farlige mennesker" er heller ikke helt til at tro på. Men i animationsfilmen "Hotel Transylvania" møder man en lidt utraditionel Grev Dracula, der styrer hotellet som en anden kontrolfreak. Hans dyrebareste skat er datteren Mavis, der fylder 118 år og dermed bliver betegnet som "voksen". Hendes fødselsdag betyder også fest for alle monstrene.

Mavis er vokset op på hotellet sammen med sin far og de mange zombie-tjenere, mens alle monstrene samles én gang om året mindst til Mavis' fødselsdag. Filmen er fyldt med intern humor blandt de mange monstre, som Frankenstein, der er nærig og ankommer med posten skilt ad som et puslespil. Vores kære varulv, der er en træt familiefar med en hel vognfuld ulveunger, der ikke laver andet end ballade, dukker også op sammen med en spøgefuld mumie og den usynlige mand, der viser sig at være rødhåret. 


(På billedet ses nogle af monstrene - Kan du spotte den usynlige mand?)

De glæder sig alle til at holde Mavis’ fødselsdag, men Draculas datter drømmer allermest om at se og opleve den store verden. Dette bryder Grev Dracula sig dog ikke om, så han gør nogle ihærdige forsøg på at få hende til at ombestemme sig. Men så kommer det unge menneske Johnathan, der rejser rundt omkring i verden med sin elskede rygsæk. Og da der ikke har været noget menneske på hotellet nogensinde før, må Grev Dracula forklæde Johnathan som en fætter af Frankenstein, så alle tror, at han er et monster som dem.

Det interessante ved filmen er, at mennesket her bliver set på som det ”onde”, hvilket ligefrem kan grænse sig op til det racistiske. Plottet er ikke videre originalt, men de interessante karakterer gør, at man ikke kan lade være med at holde af filmen. Der er noget yderst charmerende over Draculas forsøg på at holde Johnathan og Mavis skilt ad, da de to ser ud til at kunne lide hinanden. Men det er også interessant at se det forhold, som mennesket og Greven udvikler, og jeg er af den overbevisning, at ingen anden karakter ville have overlevet længe sammen med Grev Dracula, men Johnathan får tøet den gamle vampyr op og vist ham, at ikke alle mennesker er onde. Det i sig selv, synes jeg er et fantastisk budskab, da generalisering er noget som vi mennesker har en meget stor tendens til.


(Grev Dracula, der læser en uhyggelig historie om mennesker op for sin datter)

Den er animeret fantastisk godt med så fine og små detaljer, at man ikke engang behøver at høre kokken Quasimodos franske accent for at kunne fortælle, at han er franskmand, da man simpelthen kan se den stereotype franskmand i kokken. Så hvis man vil se en film med alle mulige nationaliteter, accenter, jokes og gags, så kan jeg varmt anbefale ”Hotel Transylvania”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...