Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 6 maj 2013
  • Status: Igang
En lille novelle...

0Likes
0Kommentarer
199Visninger

1. Skygger

  Jeg sad ved køkkenbordet og legede med et viskelæder, gid mit liv var et papir så ville jeg viske den dag ud. Vi var flyttet, eller det var faktisk min mor, der var flyttet. Mørket krøb ind under dørtærsklen, jeg rejste mig og tænde et stearinlys. Min mave knurrede ad mig, mor var på arbejde, så jeg åbnede køleskabet, fandt et stykke rugbrød frem og huggede det grådigt i mig. Jeg sad lidt og tænkte før Jeg pustede lyset ud og gik oven på.

  ”Små lysende væsener dansede rundt om mig, men de lyste ikke rigtigt, for gangen var mørk og kold. Jeg gik og gik, kunne ikke standse. En lys plet kom til syne og med et vidste jeg, at jeg skulle dø, jeg ville vende om og løbe væk, men jeg kunne kun komme frem, frem mod døden. Mit bankende hjerte gik langsomt i stå. Jeg faldt og jorden fosvandt under mig. Jeg skreg så det gjorde ondt i halsen, så kom en kat ud af mørket, den gik i luften, det var min kat. Jeg stoppede med at skrige, men ikke med at falde
”Sisse.” kaldet jeg og katten kom mod mig, så sprang den, åbnede sit gab og fik klørene frem” med et sæt vågnede jeg, Sisse klagede sig og satte klørene i mit ben. Det var bare en drøm, jeg levede og Sisse havde vækket mig
”tak Sisse.” hviskede jeg i øret på katten. Døden er som en skygge i sindet, den vil altid gnave og sprede angst! tænkte jeg.

  ”Jerika.” kaldet min mor. Solen lyste ind ad tagvinduet og jog drømmene på flugt. Jeg trak i tøjet og gik neden under for at spise morgenmad.
”du skal besøge den nye skole i dag” sagde min mor, jeg nikkede søvnigt og spiste videre. jeg kunne ikke lide skole, og slet ikke når den var ny. Jeg gik ud til min cykel og tog af sted, når min mor sagde ”besøge” mente hun mere ”starte” så jeg kunne ikke forvente, at jeg fik lov til at sidde og glo(jeg gjorde det bare alligevel). Da jeg trådte ind i klasseværelset blev jeg mødt af stirrende blikke.
”og det er så den nye pige Jerika, I skal være søde ved hende” sagde læren, en lav tyk dame med briller og brunt hår samlet i en knold bag på hovedet.
”Du kan sidde der” vrissede hun da hun opdagede, at jeg stod og stirrede på hende. Det var ikke den bedste start på dagen. Jeg satte mig tungt på stolen og lod som om jeg fulgte med i undervisningen, sådan fortsatte jeg resten af dagen. Endelig fik vi fri, jeg var først ude af døren og gik med raske skridt mod cyklerne.

  Skygger dansede hen ad muren og legede i vinden, jeg satte mig på bænken. pludselig mærkede jeg en kold klam hånd på min skulder
”du er ensom, lige som mig” den følelsesløse stemme var mystisk og skyggeagtig, det løb mig koldt ned ad ryggen. Langsomt, meget langsomt vendte jeg mig om. Jeg stod ansigt til ansigt med en pige hun lignede mig, en skygge af mig. Sort bølgende hår, mørke mystiske øjne og en lang sort kjole, hendes hud lignede en skygge. Jeg gøs, så gennemsigtig og kold. ”Et spøgelse, det er et spøgelse” sagde jeg til mig selv (måske lidt for højt).
”du findes ikke.” jeg bakkede væk. Hun tog et skridt mod mig, i det samme kom jeg ud af skyggen og det var som om hun stødte ind i en mur.
”jeg er ikke ond, men jeg findes, du kan ikke benægte dig selv.” svarede hun dristigt, med et udfordrende smil på læben, jeg rystede forvirret på hovedet, jeg forstod ikke menigen med hendes ord. Hun satte sig ned og opfodrede mig til at tage plads over for hende, jeg gjorde det, hun kunne ikke nå mig, her i solen.

  Vi snakkede, og hun hed Liry, det var jeg godt nok lidt i tvivl om, jeg var meget god til at høre forkert.
”min far og mor er skilt.” sagde jeg stille, hun nikkede
”ja, det ved jeg da godt.” det kunne hun da ikke, kunne hun? Hun var simpelt hen så mærkelig, og ja hvad tænkte hun ikke om mig. Der var gået lang tid nu og de første stjerner blinkede ned til os, jeg rejste mig uden et ord og gik ind, da jeg lå i min seng, tænkte jeg over den mærkelige dag, men så hørte jeg lyden af skridt, eller det lød mere som når man går i bare tæer på et pelset tæppe,
”godnat.” Lirys skyggestemme brød nattens stilhed.

  Jeg vågnede, før min mor kaldte, trak i tøjet og gik ned for at spise. Jeg tog min cykel ud af det smadret skuret og cyklede til skole. Første time fløj af sted og da vi fik frikvarter, satte jeg mig op ad en mur. Et stort træ kastede sin skygge hen ad asfalten. Pludselig sad hun der, Liry. Så levende, som det er muligt for en skygge.
”Du må ikke springe ind i skyggen” Lirys øjne sagde noget helt andet ”Spring, spring, åh så spring dog” nærmest skreg de.
”Det skal jeg nok lade være med” lovede jeg, men hvad kunne der mon ske ved det? Ville det være farligt at springe ind i en skygge med en skygge pige? bare for en sikkerheds skyld krysede jeg fingre, til hvis jeg ombestemte mig. Mine tanker kørte i ring og jeg overvejede det stadig, da jeg gik ind til time.

  Jeg kom hjem til et tomt hus, som altid. Men Liry kom ikke til syne i skyggerne, som hun nu var begyndt at gøre, hvor end jeg gik. Jeg listede rundt i huset og fandt små ting, der kunne holdes i en hånd, et viskelæder, en bold, en kam, en blyant og et stykke uld, jeg ved ikke hvorfor, men jeg proppede det hele ned i en lille taske, jeg gjorde det bare, det føltes så vigtigt. Jeg fandt Sisse, puttede hende op i sin kurv sammen med tasken og et garnnøgle, så tog jeg det hele. Sisse sprang ud af kurven, selv om jeg ihærdigt prøvede at holde fast på hende, med et spring forsvandt hun i skyggerne, jeg søgte og søgte men hun var helt væk. Jeg smed prøvende kurven og garnnøglen, det forsvandt helt væk, der kom ikke en eneste lyd. Jeg tog tasken på skulderen, gik nogle skridt bag ud, satte i løb og sprang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...