Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
47633Visninger
AA

10. Kapitel 9: "I bought you a souvenir!"

De første par dage efter Nialls sidste mail gik utroligt langsomt, fordi jeg slet ikke kunne tænke på andet end at jeg endelig skulle møde ham. Jeg havde på ingen måde regnet med at det ville ske, så det kom som en stor overraskelse. I det hele taget havde han jo givet sig tid til at skrive med mig og åbne op for dialog, som vi begge endte med at blive glade for. Selvom vi kun havde udvekslet en håndfuld emails og kun Skypet én gang, så føltes det allerede som om at vi kendte hinanden godt. Der var i hvert fald en afslappet stemning omkring det hele, trods at jeg havde haft mine øjeblikke hvor jeg havde fangirlet for mig selv. Jeg tror, det er svært at undgå, lige meget hvor meget man prøver at holde igen – for som sagt var han jo et af mine idoler, som jeg havde hængende på mit skab.

Den første uge var allerede ovre, da jeg bare har fået tiden til at gå med skole og hverdagsting, som jeg prøvede at holde mig beskæftiget med. Hvis man går og tænker over noget man glæder sig til, kommer tiden hurtigt til at gå endnu langsommere end man kan holde ud.
Jeg havde tænkt lidt over, hvad jeg kunne introducere Niall for og vise ham, når vi skulle ses. Han havde ikke nævnt noget om overnatninger, så jeg gik ud fra, at jeg kun fik én dag sammen med ham, som vi eventuelt kunne bruge på en café i nærheden af hvor jeg boede.
I det område hvor jeg boede, skete der ikke så meget, da jeg boede lidt udenfor det pulserende byliv, som der var inde i midtbyen. På den måde kunne vi undgå for meget opmærksomhed, som jeg regnede med, at Niall ville tiltrække, hvis vi eksempelvis satte os på en café i nærheden af gågaden. Der ville sikkert gå en masse unge piger forbi, som med garanti ville kunne genkende ham ved et enkelt øjekast.


***


I dag var der kun syv dage til, han kom. Jeg var stadig i skole, men vi havde frokostpause nu og alle eleverne fra gymnasiet befandt sig i den store kantine. Pigerne sad på bordene og snakkede på kryds og tværs, mens jeg bare sad i den ene ende af bordet og hang over min telefon. Jeg havde allerede spist min medbragte madpakke, men vi havde stadig lidt tid tilbage af frikvarteret.

”Hey, har du lyst til at være sammen når vi har fri?”

Jeg kiggede op og så Andreas stå bøjet over mig.

”Ja, det kan vi godt,” smilede jeg, og gjorde tegn til. at han skulle sætte sig på stolen ved siden af mig.

”Har du det ok? Jeg synes at det er dig der virker fjern nu,” Jeg prikkede ham lidt drillende på skulderen.

”Tjaeh, jeg ved det ikke helt…”

Han sukkede lidt trist, mens han studerede sine sko. Hans kropssprog sagde mig, at han holdt noget igen, men jeg kunne ikke tyde, hvad han mente. Normalt var vi typerne. der bare kunne kigge på hinanden og vide præcist hvordan den anden havde det.

”Du ved du altid kan snakke med mig,” sagde jeg så og smilede sødt til ham.

”Tak, jeg tror bare lige jeg selv skal finde ud af det først,” Han smilede svagt. 

”Men lad os lave noget sjovt efter skole, jeg ku’ eksempelvis give dig tæv i Fifa."

”Ha! Du får tæv,” svarede jeg modigt, mens jeg prikkede ham i siderne. Nogle gange opførte vi os mest som søskende, fordi vi elskede at drille hinanden så meget.

 

***

 

Da vi endelig havde fået fri og var kommet hjem til mig, tændte Andreas straks for min Playstation. Jeg var i gang med at finde nogle snacks frem, for jeg havde altid noget forskelligt liggende i mit godte-skab.

”Skal vi have dem i en skål?” spurgte jeg og viftede med den pose chips, jeg havde i hånden.

”Ej, det lig’meget, så er der mindre opvask,” svarede han henkastet og fumlede videre med spillet.

Da CD’en blev puttet i Playstationen, løs den velkendte startlyd, inden Fifa kom frem på skærmen. Vi spillede et par spil, inden jeg hørte min telefon lave en lyd. 1 ny mail stod der på displayet, hvorefter jeg hurtigt tjekkede den. Jeg nåede kun at læse de første par linjer af mailen, inden jeg blev afbrudt af en råbende Andreas. 

”Fuck yeah! Så du det mål? In your face, Julie!”

Han opførte sig ligesom et lille barn, når han vandt. Utroligt hoverende og virkelig flabet. 

”Ja, ja, men jeg tjekkede også lige en ny mail. Giv mig lige to minutter,” mumlede jeg, mens jeg prøvede at ignorere Andreas’ sejrsdans. Jeg smilede for mig selv til tanken om, at han var en ligeså dårlig taber.

”Hvem er så vigtig, at du vil afbryde et spil med mig?” tilføjede Andreas med en overdreven ynkelig stemme, mens han gav mig de største hundeøjne, han kunne.

”Nåeh, det er bare Niall, to sek,”  

Jeg rejste mig fra sengen og bevægede mig over til min taske, så jeg kunne finde min computer frem. Jeg foretrak at skrive mails på min computers tastatur, for i virkeligheden var jeg ikke særligt god til at skrive på touchskærmen på min mobil.

”Ham den irske?” spurgte Andreas, mens han proppede en håndfuld chips i munden.

”Mmh,” mumlede jeg videre, mens jeg hev computer op på skrivebordet.

”Okay, bare sig når du er klar igen,” lød det til slut fra sofaen, mens jeg kunne høre, at Andreas tændte for TV’et. Imellem tiden fik jeg åbnet Gmail og endelig læst Nialls mail igennem.


”Hej Julie,

Hvor er det fedt at du vil mødes! Så kan jeg også få fortalt dig ordentligt om livet på tour og hvad jeg præcist har gået og lavet, nu hvor vi ikke har skrevet så meget sammen. Jeg glæder mig også til at vi bare kan chille og slappe af, for det er virkelig det jeg brug for lige nu.

Som jeg har nævnt tidligere, så kommer jeg om allerede en uges tid efterhånden, så derfor tænkte jeg lige at skrive ASAP, fordi jeg har flere detaljer. Siden vi har mulighed for at opleve på egen hånd, betyder det også at jeg selv skal sørge for overnatninger (hvis altså ikke kun vi skal ses én dag, men hvis du kun har tid til dét er det også helt cool) – Men er det fint hvis jeg crasher på dit gulv eller sådan noget? Jeg kræver ikke mere end en madras, noget mad og et bad – selvfølgelig skal jeg nok betale for udgifterne! Men hvis det ikke passer dig, så skal jeg nok leje mig ind på et hotel i nærheden eller et eller andet, det er helt i orden! Hvor bor du overhovedet?

Hvis bare du kan give mig svar hurtigst muligt, så kan jeg også nå at tjekke hotel, hvis det bliver nødvendigt.

Smil fra N

PS: Har købt en lille souvenir til dig fra Frankrig, hahaha !”


Andreas sad stadig bag mig og så fjernsyn, så jeg blev nødt til at fokusere på ikke at fangirle igen. Det passede mig rigtig godt, at Niall ville overnatte, for så havde jeg mere tid til at vise ham de ting, jeg gerne ville. Så kunne vi også få muligheden for at hygge herhjemme, stene film og bare fjolle rundt, som jeg eksempelvis gør i dag sammen med min bedste ven.
Hvor var Niall i øvrigt sød, at han hele tiden påpegede, at det ikke ville være noget problem, hvis han ikke kunne overnatte her. Måske havde han forstået, at jeg i virkeligheden ikke havde særligt meget plads, eller også viste han bare hensyn til mine grænser, ved at spørge først. Desuden var det dejligt at han skrev, at han villld betale udgifterne, for jeg havcd jo i forvejen egentlig ikke særligt mange penge til mig selv, og så havde han vist også et lidt større budget end jeg havde. Og han havde købt en souvenir til mig? Haha, hvor var det dog tourist-agtigt og meget betænksomt. Jeg skyndte mig at svare hans mail, så han ikke behøvede at tænke over at booke hotel.

”Hej N,

Det er dejligt du holder mig opdateret! Jeg glæder mig også rigtig meget til at se og møde dig, så derfor må du selvfølgelig også gerne sove her. Som du ved, så bor jeg på et kollegieværelse, og her er ikke så meget plads. Basically forsvinder mit gulv hvis jeg lægger en madras ud, men det er overhovedet ikke et problem. Desuden kan jeg få vist dig lidt flere ting, nu hvor du bliver i et par dage!

Jeg bor i Aalborg, som ligger i den nordligste del af landet, men der kører både busser og toge, og du kan også flyve herhen. Det er en af de større byer i landet, så der er en masse forskellige ting jeg kan vise dig!

Smil fra Julie

PS: Hvor er du sød og betænksom at købe en souvenir! Jeg håber det er noget rigtig kikset du har fundet til mig!”


Efter at have skrevet og sendt mailen, skyndte jeg mig over til Andreas, som har lagt sig på min seng.

”Hva’ så? Hvad skrev han?” spurgte han, mens han slukkede for lyden.

”Åh, det er bare fordi han kommer til Danmark med øh.. nogle af sine venner, så han spurgte om han måtte besøge mig,” forsøgte jeg mig frem, uden at afsløre for meget.

Jeg kunne stadig ikke fortælle Andreas sandheden, i hvert fald ikke før jeg havde snakket med Niall om det.

”Okay, hvorfor har du ikke sagt noget?” spurgte Andreas så, ”Det er sgu da fedt,” Han smilede til mig.

”Jaeh, jeg har ikke vidst det længe, det er først noget vi har aftalt den sidste uges tid,”

”Hvor lang tid bliver han?” 

”Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror bare han bliver i et par dage,” svarede jeg og læner mig tilbage.

”Hmm.. Du må endelig ringe, hvis jeg skal komme forbi,” tilføjede han så til sidst, hvorefter jeg kiggede på ham. Han virkede lidt bekymret igen, men jeg nåede ikke at spørge hvorfor, inden han besvarede mit spørgsmål.

”Man ved jo aldrig med typer man møder online, måske er han et klamt svin i virkeligheden."

Andreas fik nogle gange en trang til at være overbeskyttende, men jeg rullede om på siden og kiggede på ham, inden jeg svarede.

”Det tror jeg altså ikke han er, men jeg skal nok love at ringe, hvis der er det mindste,” smilede jeg bare og gav ham et halvt knus. ”Det er så sødt, når du gerne vil passe på mig, men det behøver du altså ikke."

Han kiggede på mig og smilede svagt. ”Du er jo ikke så stor."

Efter et par sekunders akavet stilhed, bryder Andreas dog ud med et forslag.

”Hvaeh, skulle vi aldrig spille et spil mere? Så giver jeg dig tæv – igen."

 

***

 

Om aftenen, efter Andreas var taget hjem, lå jeg i min seng og tænkte over hele min situation. Om en uges tid ville Niall komme og besøgte mig, men jeg vidste endnu ikke hvordan, han ville komme herhen eller hvor vi skulle mødes.
Jeg måtte lige sende ham en mail i morgen, hvis ikke han ville sende mig én først. Det var underligt at tænke på, at jeg for blot et halvt år siden sad og skrev et brev, som han nu havde læst og reageret på. De sidste par måneder hvor vi havde skrevet sammen, havde vi lært hinanden at kende og fået sået et spirende venskab. Utroligt. Der var stadig en masse smådetaljer jeg lige skulle have styr på, inden jeg kunne slappe fuldstændigt af. Hvilke ting skulle jeg præcist vise ham? Hvad sulle vi lave, så vi ikke ville ende i akavet stilhed? Hvor lang tid planlagde han overhovedet at blive?

Det var på tide at slukke natlampen, falde i søvn og udskyde spørgsmålene til imorgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...