Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
48899Visninger
AA

35. Kapitel 34: "If it's meant to be..."

Turen hjem fra Mullingar til Aalborg var rigtig hård. Jeg græd næsten hele vejen, da det var den sværeste afsked jeg havde været ude for. Niall og jeg havde snakket til langt ud på natten, mens vi lå sammen i hans seng og gennemgik alle muligheder for at få det til at fungere mellem os. Selvom vi gjorde os mange tanker om en masse forskellige løsninger, så besluttede vi os alligevel for at prøve at give slip på hinanden, uden at få følelser i klemme. Vi var nået frem til, at vi begge ville få masser af andre ting at se til i hvert vores liv, som ville komme i første række. Jeg manglede som sagt stadig de sidste eksamener i min gymnasietid og Niall var nu taget til London, hvor han skulle opholde sig et par dage sammen med resten af drengene; inden de skulle offentliggøre deres World Tour og derefter drage videre mod Mexico. Vi havde aftalt ikke at sende flere mails til hinanden, da det ville gøre det endnu sværere for os at komme videre, selvom det egentlig ikke var hvad vi havde lyst til – overhovedet.

~

Selvom det ikke var weekend mere, så føltes det sådan. Jeg havde jo fri og skulle ikke til undervisning, da det var læseferie og skulle til eksamen igen på fredag. Egentlig havde jeg slet ikke fået forberedt mig endnu, da jeg jo havde været hos Niall og brugt min sidste tid med ham bedst muligt. Det var stadig ikke helt gået op for mig endnu, tror jeg, for da jeg kom hjem virkede alt som før. Min plakat af ham hang stadig på mit skab og det lille Eiffeltårn stod stadig fint placeret på mit natbord. Træt og udmattet efter den lange rejse, sætter jeg mig på min seng, mens jeg tager den lille seddel op fra mit natbord, hvor Nialls krøllede skrift står fint skrevet. En lille tåre trillede ned ad min kind, hvilket fik mig til at lægge sedlen fra mig igen og gå direkte mod min taske, som jeg skulle pakke ud. Mit tøj var blevet proppet rodet ned i min taske, fordi vi vågnede sent og var ved at komme for sent ud af døren, så jeg havde ikke tid til at pakke det ordentligt. Niall kørte mig til bussen, fordi vi var blevet enige om at undgå mediernes opmærksomhed; plus det faktum, at vi sikkert ville stortude i lufthavnen. Nu står jeg foroverbøjet henover min taske, mens jeg hiver mit tøj op og lægger det på sengen. Ud af øjenkrogen ser jeg, at et stykke sammenkrøllet papir falder på gulvet. Jeg samler det hurtigt op og folder det forsigtigt ud, da jeg ikke vidste den lå blandt alt mit tøj.

”I will never forget you
You are absolutely amazing
- Niall”


Som forstenet stod jeg og læste de små bogstaver igen og igen. Mens jeg langsomt dumper ned på sengen ved siden af mig, prøver jeg at holde tårerne tilbage, som jeg ellers havde besluttet mig for at distrahere mig fra. Hvordan kunne han være så sød og betænksom? Ikke nok med weekenden i Irland, så formåede han stadig at slå benene væk under mig, selvom jeg var i Danmark nu. Han er den bedste kæreste, jeg aldrig fik. Efter at have tænkt lidt over hvordan jeg skal reagere, vælger jeg at glatte sedlen ud og lægge den ved siden af den anden på mit natbord. Vi havde aftalt ikke at kontakte hinanden, så jeg anså hans nye seddel som hans måde at ”få det sidste ord på” og jeg smilte ved tanken, selvom jeg nu havde tårer ned ad kinderne. Igen.

~

Efterhånden som ugen går, får jeg overstået min fysikeksamen. Det gik over al forventning og jeg var meget tilfreds med min indsats, hvilket jeg skulle fejre med Sarah. Vi tog som sædvanlig på en café nede i midtbyen, hvor vi købte øl i dagens anledning. ”Du fik aldrig fortalt mig om din tur til Irland,” konstaterer hun, mens hun tager en stor tår af sin kolde drik. De sidste par dage havde jeg gjort alt hvad jeg kunne for at holde mig beskæftiget, ved kun at tænke på mænd der hed enten Isaac Newton eller Albert Einstein, og derved få distanceret mig fra manden ved navn Niall Horan. ”Øh, det…” tøvede jeg med at svare, inden jeg tog en dyb indånding. ”Det var rigtig hyggeligt,” smiler jeg akavet, inden jeg skyller de triste minder ned med en slurk. ”Det lyder ikke overbevisende,” kommenterede hun, mens hun løftede et øjenbryn og gav mig et blik, der tiggede om at jeg uddybede. ”Vi har på en måde aftalt, at stoppe det,” får jeg endelig mumlet frem. ”Det?” spørger hun. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, for man kunne vel knap nok kalde ”det” et forhold, men jeg tror Sarah forstod mig. ”Ja, det var sidste gang vi sås,” svarer jeg lavt. ”Og vi stopper også kontakten,” afslutter jeg, mens hun bare sidder og måber. Enten kunne hun ikke høre eller forstå hvad jeg sagde, eller også var hun bare chokeret. ”Hvorfor? Skændtes I eller hvad?” spurgte hun nysgerrigt, som om hun var bekymret. Hurtigt måtte jeg forklare hende situationen; at vi bare var blevet enige om, at vi ikke ville få tid til hinanden i fremtiden og at et langdistanceforhold på tværs af landegrænser ikke lød tiltalende for nogen af os. Hun nikkede forstående, men syntes at det var ærgerligt. Jeg kunne kun være enig.

Vi havde næsten drukket vores øl færdigt, da jeg mærker min mobil vibrere i min lomme. Jeg får fundet den frem og tjekker beskeden fra Anna, som får min skærm til at lyse op.

”OMG, har du set det?? 1D har en ”big announcement” de offentliggør i morgen!!”

Jeg sidder stadig sammen med Sarah, så hun spørger ind til mit store smil, som Annas besked havde givet mig. ”Åh, det er bare min veninde der skriver, at One Direction har en nyhed de offentliggør i morgen,” svarer jeg henkastet, mens jeg er i gang med at skrive et svar til Anna. Det handlede om at spille overrasket, selvom jeg godt vidste hvad det drejede sig om.

”Ej hvor spændende!! Gad vide hvad det er?! Vi må lige holde hinanden opdaterede!” skrev jeg.

Min mobil blev hurtigt puttet tilbage i lommen, mens Sarah og jeg rejser os fra bordet. Det var blevet tid til at tage hjem igen, for vores glas var tomme og det var blevet sen eftermiddag. ”Jeg gider ikke op i engelsk i morgen,” sukkede Sarah opgivende, mens vi trak vores cykler væk fra caféen. Jeg prøvede at komme med nogle opmuntrende ord, og lagde især vægt på at vi blev studenter i næste uge. Tilsyneladende hjalp det, for vi cyklede fra hinanden med et smil og nu gjaldt det bare at få overstået én eksamen mere.
Da jeg endelig kom hjem tændte jeg straks for computeren, fordi jeg lige ville tjekke mere op på hvornår de overhovedet ville offentliggøre deres store announcement. Allerede nu trendede det på Twitter, hvilket fik mig til at smile til tanken om Niall, der var så spændt. ”Klokken 10,” mumler jeg for mig selv, mens jeg sætter en alarm på min telefon. Som Niall havde fortalt mig, så skulle de holde en pressekonference i London, hvor de ville offentliggøre det, hvilket åbenbart var muligt at se live på internettet. Kort efter skrev jeg til Anna, som hurtigt svarede tilbage. Vi aftalte at sidde klar ved hver vores computer i morgen, så vi kunne følge med fra Danmark.

~

Min mobil spiller højt, da alarmen vækker mig næste morgen, klokken 9:40. Egentlig var det jo ikke morgen, men næsten formiddag, men da jeg havde været vågen til langt ud på natten føltes det stadig alt for tidligt. Igår aftes havde jeg følt mig rigtig kærestekedelig, selvom vi jo aldrig var blevet ”kærester”, men nu føltes det som om vi havde slået op. De sidste timer af min aften i går, havde jeg brugt på alskens sociale medier; både Twitter, Instagram og Tumblr, hvor jeg havde gennemgået forskellige billeder af Niall. Han så simpelthen så sød ud, hvilket hang utroligt godt sammen med hvor sød han havde været overfor mig. Egentlig vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde over hvor sørgelig jeg følte mig, for lige nu var det den eneste måde jeg kunne føle mig tæt på ham. Hvordan skulle jeg egentlig komme over ham? Vores aftale lød på ikke at kontakte hinanden og derved give slip, men hvordan kan jeg glemme alt om en fyr, som er verdenskendt og et kæmpe popidol? Min aften endte med at jeg prøvede at smile over, at jeg var en fangirl der havde fået lov til at opleve Niall tæt på – en oplevelse, som alle crazy mofos ville slå ihjel for…

Efterhånden har jeg rejst mig fra sengen og fået hentet en skål morgenmad med over til den varme dyne, hvor min computer allerede står klar. Hjemmesiden hvor pressekonferencen vises, kører utroligt langsomt. Der er åbenbart mange der sidder klar på den anden side af skærmen, for at streame det live. Anna har sendt en besked til mig, for at sikre sig at jeg var vågen og klar. I mellemtiden sidder vi på Facebook og chatter, så vi kan kommentere på nyheden samtidigt. Vi boede jo i hver vores landsdel, så vi kunne ikke lige aftale at mødes hos en af os, så dette var det tætteste vi kunne komme på "at sidde sammen".

Anna: 5 minutter!!!

Jeg smiler over hendes besked, da mit chatvindue åbner på Facebook. Selvom jeg godt vidste hvad deres nyhed var, så gjorde det mig glad at Anna var så begejstret og nysgerrig. Hendes reaktioner fik mig til at fangirle med hende, og som Niall havde gjort meget klart, så var det vigtigt at jeg holdt på hemmeligheden og spillede overrasket.

Julie: Jeg kan ikke holde det ud mere, jeg er så spændt!!!

I hele mit forhold til Niall havde jeg været vant til at lyve en smule overfor mine venner, eller; jeg havde undgået at fortælle sandheden. Egentlig var jeg ikke vild med at lyve, da jeg anså mig selv for at være en meget åben og ærlig person, men i dette tilfælde var det nødvendigt. Nu var der også kun få minutter til at de ville gå på, på skærmen, hvor de ville sidde på Wembley Stadion. Intenst kigger jeg på uret i bunden af min skærm, selvom hjemmesiden foran mig var en kæmpe nedtælling indtil pressekonferencen startede. Da timeren slog 10:00, gik skærmen et kort sekund i sort, men hurtigt dukkede der en sal op med fem pladser. One Direction sad pænt linet op; Niall i midten, selvfølgelig.

~

”We are here and we are very, incredibly excited to announce that we are gonna be doing a worldwide stadium tour 2014,” lyder det fra Niall, som forsætter med at præsentere deres offentliggørelse. I det andet vindue i min browser kan jeg se Anna gå amok med chatbeskeder til mig, som jeg ikke kan tage mig af lige nu. Mine øjne er fokuseret på Niall, som sidder og smiler stort, og tydeligvis er helt oppe at køre over endelig at kunne dele hemmeligheden med resten af verden. Han begynder at nævne de første datoer på den nye world tour, mens jeg hører godt efter. Hvor kunne det være fedt, hvis de kom til Danmark igen! ”And we’re playing in Croke Park, Dublin. Big one!” hører jeg den irske stemme sige med stolthed lysende ud af ham. Jeg begyndte selv at smile stort efter han havde sagt det, fordi jeg blev mindet om hvor stolt jeg var af ham, hvilket jeg også havde fortalt ham om i weekenden. Han nævner dog kun koncerter i Sydamerika og Storbritannien, men jeg mister ikke håbet, da han fortsætter med at forklare og nævner, at der kommer flere datoer med tiden. Mens han snakker videre, klikker jeg over på Facebook, hvor Anna har spammet mig med beskeder.

Anna: Okay, jeg kan ikke vente mere!
Anna: Hjemmesiden er crashed…
Anna: Hvad tænker de på, halvdelen af verdens teenager piger sidder klistret til skærmen
Anna: Okay, det er en WORLD TOUR!!!
Anna: Tror bare jeg begraver mig selv og græder. Det her er jo kun fedt for deres britiske fans


Mens jeg læser Annas beskeder igennem, griner jeg lidt for mig selv, for jeg kender ingen som hende, som kan fangirle så meget. Udover mig selv, selvfølgelig, men efterhånden som jeg har hængt ud med Niall, så er det ligesom et overstået kapitel for mig. I stedet for at tøve mere, svarer jeg hende.

Julie: Hvad?!?!
Anna: Hvor er det nederen
Julie: Hvorfor??
Anna: Det er jo kun i UK og Irland åbenbart?
Anna: Håber der kommer mere i den her announcement og ikke kun en stadium tour i UK og Irland!!


Jeg kan sagtens forstå hendes frustrationer, men samtidigt bliver jeg lidt sur over hendes reaktion. Der havde været mange rygter de sidste par dage, omkring hvad deres store nyhed mon var. Der var flere steder på nettet hvor tætte kilder på One Direction havde advaret fans mod at blive skuffede, men samtidigt mindet dem om, at der kommer flere overraskelser end kun denne ene. Idet jeg sidder og tænker over mit svar til hende, og hvor meget jeg selv ønskede at de kom til Danmark, får jeg en ny idé. En idé som jeg ikke ved om Anna er med på, men alligevel skriver jeg det til hende.

 

Julie: Ellers må vi bare tage til Dublin sammen!!
 

Der går nogle sekunder før hun svarer mig, men til gengæld overrasker hendes reaktion mig.
 

Anna: Ja!!!! Det kunne være overdrevet!


Efter at have skrevet lidt frem og tilbage om det, bliver vi hurtigt enige. Selvom der er over et år til deres koncert i Croke Park i Dublin, så beslutter vi os for at købe billetter. Altså, hvis vi kan. Udover at tage til koncerten, så skal vi også på shoppingtur og gå i byen, aftaler vi, mens vi sidder og drømmer om en forlænget weekend i den irske hovedstad. Anna har aldrig været der, men det har jeg, og jeg elsker simpelthen den by. Billetterne bliver sat til salg om en uges tid, nogle dage før jeg bliver student, så vi aftaler straks, at vi skal sidde klar ved computerne igen. Første gang vi så dem optræde, havde jeg også været tidligt oppe for at sidde klar til at købe billetter. De blev revet væk og vi stressede begge to virkelig meget over, hvis vi ikke fik dem. Det lykkedes trods alt, selvom der kun var omkring 10.000-15.000 billetter til salg, men denne gang var vores chancer forhåbentligt større, da Croke Park kunne rumme mange flere tilskuere. Omkring 83.000 faktisk, hvilket er over dobbelt så mange som i Parken i København.

~

Med hastige skridt forsvinder de sidste par dage af min læseferie, og jeg kan næsten mærke følelsen af min studenterhue på hovedet. Siden jeg havde snakket med Anna om koncerten i Croke Park har vi begge planlagt nøje, hvilke ting vi skal se og opleve i Dublin, selvom vi er klar over, at vi måske ikke får billetter. Siden jeg kom hjem fra Mullingar, havde jeg ikke hørt noget som helst fra Niall. Jeg havde kun set hans tweets på Twitter, hvilket fik mig til at smile, fordi han simpelthen havde været så glad for at offentliggøre deres nye tour. Dog havde der lige efter selve konferencen været nogle triste tweets fra skuffede fans og #1BIGDISAPPOINTMENT trendede verden rundt. Det gjorde mig rigtig ked af det, for nu hvor jeg både havde oplevet hvor meget Niall fangirler bare inden en koncert og hvor meget han glædede sig til at fortælle verden om den nye tour, så vidste jeg godt, at han ville blive trist over de vrede og skuffede beskeder. Selvom han altid siger, at han ikke lader hate eller sådan noget gå ham på, så har jeg oplevet ham være rigtig følsom og faktisk gå op i hvad hans fans skriver om dem han holder af.

Det var efterhånden blevet aften i Aalborg, hvor jeg sad og drak te i min seng som sædvanlig, inden jeg gik i seng. Min mor havde ringet tidligere på dagen for at aftale, hvordan vi skal fejre min sidste eksamen. Det er tradition, at ens forældre og familien står på den anden side af døren, når man får man får den sidste karakter og får sin studenterhue på. Jeg kunne ikke vælge hvilken af mine forældre der skulle ”krone mig”, så vi havde besluttet, at de begge skulle gøre det. For at det ikke skulle være løgn, så ville jeg faktisk blive den første student fra mit gymnasium, så skolens fotograf ville komme og tage nogle billeder til skolens hjemmeside. Mandag klokken 8:30 ville jeg være færdig, og hold da op, hvor jeg glædede mig!
Mens jeg drikker det sidste af min te og slukker for TV’et, tænker jeg over morgenen i morgen. Billetsalget til koncerterne begyndte i morgen klokken 11:00 dansk tid, hvilket jeg havde sat min alarm efter. Anna og jeg havde igen aftalt at sidde og chatte sammen imens, i håb om at jeg kunne komme igennem systemet igen. Nu handlede det bare om at få noget søvn, så jeg ikke kom til at lave dummefejl af træthed i morgen.

~

Jeg fik et déjà vu da jeg vågnede, da min alarm spillede højt igen. Det gav mig straks et flashback fra dengang hvor jeg skulle købe billetter til den første koncert i Danmark, men også et flashback til for lidt over en uge siden; da pressekonferencen fandt sted. Nu gjaldt det dog samme situation som førstnævnte: at anskaffe mig to billetter. Min elkedel tænder jeg straks, efterhånden som jeg får rejst mig fra sengen og også får tændt min computer. Denne gang er det mig der sender en sms til Anna, som jeg lige vil sikre mig er vågen og klar sammen med mig. Efter hun har svaret mig, logger vi begge to på Facebook igen og gentager samme fangirl-procedure som sidste gang. Mens hun bliver ved at skrive til mig, sikrer jeg mig at min bruger på den engelske Ticketmaster-hjemmeside er opdateret, så jeg ikke skal indtaste nogle oplysninger, når jeg skal købe billetterne; på den måde går det hurtigere, tror jeg.

Anna: Jeg er såååå nervøs!!
Julie: Også mig, jeg vil så gerne til Dublin og se dem med dig!


Vores samtale fortsætter, mens vi venter på at tiden går og billetsalget starter. Klokken er kun lidt over 10:30, men for at sikre mig, at jeg ikke kom bagerst i køen på hjemmesiden, så var vi allerede online nu. Da jeg skulle købe billetter sidst, sad jeg i kø 20 minutter før og efterhånden som flere folk satte sig i kø på hjemmesiden, opstod der flere tekniske problemer. På et tidspunkt gik hjemmesiden endda ned i et øjeblik, på grund af den øgede datatrafik på internettet. Denne gang var jeg forberedt og håbede inderligt, at jeg ville kunne komme gennem systemet. Minutterne er efterhånden gået hurtigt og der er ikke længe til. Der er kun et par minutter til at klokken slår 11:00, hvilket resulterer i, at Ticketmaster-hjemmesiden sender mig videre til en online kø, mens de sidste minutter går. Game on.

Anna: HELD OG LYKKE
Anna: OMGGGGG
Anna: SO INTENSE
Anna: ARHHHH
Anna: STRESS


Skriver hun hurtigt, mens jeg bare prøver at holde hovedet koldt. Jeg kan mærke at mit hjerte begynder at hamre, mine håndflader bliver svedige og jeg ryster faktisk også lidt. Det er fuldstændigt åndssvagt, at jeg kan reagere på den her måde, men sådan føles det åbenbart at være en fangirl, som virkelig gerne vil have billetter. Mens jeg venter på, at jeg kommer videre til selve billetkøbet, tjekker jeg hurtigt hvilke forskellige områder, jeg kan købe til. De to forreste er selvfølgelig dem jeg går efter, da de er tættest på scenen. Men i virkeligheden er jeg fuldstændig ligeglad, så længe jeg bare får de forbandede billetter. Presset øges, da jeg endelig kommer i gennem og skal skynde mig at sikre to, inden jeg ryger ud igen. ”Pink Zone, best available,” mumler jeg, mens jeg hurtigt klikker videre. Min krop stivner, da jeg læser teksten på min skærm.


”Sorry, no more tickets available”

 

Jeg har ingen andre muligheder, end at starte forfra og komme tilbage i køen. Mit hjerte hamrer derud af, da jeg må indse at jeg ikke fik mine ønskede billetter, men med gåpåmod venter jeg på at komme igennem igen. Mens min skærm skifter over til samme venteskærm som før jeg kom igennem, benytter jeg lige et kort sekund på at svare Anna.


Julie: ”Sorry, no more tickets available” i den pink zone
Anna: Arhhh!!! Fuck det går jo hurtigt og der er lige en på twitter der har skrevet at der allerede er udsolgt


Da jeg læser den sidste sætning bliver jeg rigtig trist, men prøver så vidt muligt at holde hovedet koldt og humøret oppe. Nu gjaldt det simpelthen al koncentration fra min side, og der var bestemt ikke plads til fejl. Overraskende hurtigt kommer jeg igennem køen igen, 20 minutter efter billetsalget startede, hvor jeg straks får klikket ”Best available” – Nu var det lige meget hvor vi endte med at sidde. Billetterne skulle bare i hus, og det kunne kun gå for langsomt.

~

Der er nu gået ca. 10 minutter siden jeg stod i kø og i den tid har jeg ikke svaret Anna. I stedet for at skrive til hende, vælger jeg at uploade et screenshot af de to billetter i Grey Zone, som jeg formåede at få købt. Mit hjerte hamrer stadig, men denne gang er det med en lettet fornemmelse i kroppen, da det efterhånden gik op for mig. Jeg skal til Dublin med Anna, for at se One Direction i Croke Park.

Anna: omg!!!!!!!!!!
Anna: OMG
Anna: YOU DID IT
Julie: !!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Anna: JEG ER SÅ GLAD
Julie: FUCK ANNA VI SKAL AFSTED!!!!


Mens vi fangirlede gennem de sidste beskeder på Facebook, begyndte jeg nu at overveje hvad der skulle ske. For blot få minutter siden fik jeg sikret mig to billetter til min veninde og jeg, hvilket betød at vi nu skulle til Dublin næste år. Det var helt ufatteligt, især eftersom at jeg havde siddet og været tæt på et nervøst sammenbrud den sidste halve time. Koncerten var efterhånden blevet udsolgt, men vi nåede at sikre os to billetter lige inden. Jeg kan ikke tro det! Udover koncerten, så skal jeg endda til Irland – DUBLIN – igen, hvilket jo er Nialls hjemland og den koncert han glæder sig allermest til at spille. "Hvor er det vildt," udbryder jeg glad for mig selv.

Anna og jeg afslutter vores chatsamtale efter noget tid, efter vi har snakket om alle de praktiske ting der nu skal ordnes og planlægges. Men i virkeligheden kan jeg ikke lade være med at tænke på Niall og hele vores situation. Gad vide hvordan vi har det med hinanden om et år? Han vidste jo faktisk ikke, at jeg havde planer om at købe billetter, og at tage til Dublin og se endnu en koncert. Mens jeg overvejede det hele, besluttede jeg mig for ikke at fortælle ham om det. Måske ville han komme til at tænke på, at jeg ville være til koncerten, og så måskeville han ikke kunne yde sit allerbedste til tanken om vores fortid sammen. Måske skulle jeg bare holde det for mig selv og eventuelt se på det til den tid – måske har vi rent faktisk glemt hinanden om et år, for der er jo så lang tid til. Indtil da vil jeg bare glæde mig over at skulle se bandet, One Direction, som helhed og ikke kun Niall.

Da jeg logger på Twitter kører jeg hurtigt igennem en masse glade tweets fra både fans der fik billetter, men også fra drengene, som er helt oppe at køre over, at de første koncerter nu er udsolgt. Dog stivner min krop dog igen, da jeg kører længere ned gennem min newsfeed. Denne gang med en masse blandede følelser, da jeg ikke ved hvad jeg skal tolke ud fra det. Mit hjerte var endelig stoppet med at hamre vildt hurtigt, men én sætning fik det til at gå helt amok endnu engang. Uden tvivl hentydede han til mig igen.

@NiallOfficial – Can’t believe Croke Park sold out! But remember ! We’ll announce more dates soon ! If it's meant to be, it will be! J

~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...