Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
47712Visninger
AA

33. Kapitel 32: "When you're ready"

Luften er frisk; lidt kølig, men stadig sommeragtig. Jeg er lige stået af bussen og trækker min sommerjakke lidt tættere ind til kroppen, mens jeg bevæger mig mod togstationen. Her er næsten ingen mennesker og mit tog mod Københavns Lufthavn kører om omkring 20 minutter, så jeg har tid nok til at gå over og købe min togbillet. Klokken er lidt over 07:00, så jeg var stået tidligt op og havde sikret mig, at jeg havde pakket alt hvad jeg skulle, så jeg var forberedt. I går aftes havde jeg overvejet, om jeg skulle ringe til min mor og fortælle, at jeg tog til Irland de næste par dage, men jeg havde lagt telefonen væk igen efter jeg besluttede mig for, at det ikke var nødvendigt. Selvom jeg fortalte min mor alt, så virkede det for besværligt at forklare over telefonen og desuden skulle jeg kun være væk i få dage, så hun ville garanteret ikke bemærke det alligevel. Hun ville sikkert også bekymre sig om, om jeg ville få forberedt mig godt nok til mine sidste eksamener, nu hvor hun vidste hvor eksamensangst jeg var. I virkeligheden havde jeg jo aldrig direkte fortalt hende om Niall, så det ville nok bare være for alles bedste, hvis jeg ventede med at fortælle hende om det hele, i hvert fald indtil jeg havde fået snakket med ham om vores situation. Nu stod jeg trods alt på Aalborg Station og skulle til at købe billet, inden jeg kunne se frem til en fire-fem timers lang togtur, inden jeg skulle flyve til Dublin. Egentlig var det ret irriterende at tænke på, at selvom jeg tog af sted fra Aalborg så tidligt, så ville jeg først være i Mullingar i eftermiddag – men til gengæld ville jeg være sammen med Niall.

~

Togturen var gået overraskende hurtigt, men det var nok mest af alt fordi jeg var faldet i søvn. Trætheden efter at være stået så tidligt op, havde slået mig ud og derfor havde jeg hurtigt lukket øjnene. Nu stod jeg i Kastrup og skulle orientere mig, så jeg kunne finde ud af hvor jeg skulle gå hen og aflevere min bagage. Her er mange mennesker, men egentlig havde jeg ikke noget problem med det, da jeg elskede atmosfæren i lufthavne. Nu var det virkelig ved at gå op for mig, hvad jeg var i gang med og at jeg rent faktisk var på vej mod Niall igen. Glad finder jeg en skranke hvor der ikke er kø, hvor jeg henvender mig til en dame, som hjælper mig med check-in og bagageindlevering. Inden jeg smutter gennem security vælger jeg at købe en kop kaffe fra Starbucks, da det var virkelig længe siden jeg sidst havde fået noget derfra.

Jeg må åbenbart være faldet i søvn igen, for jeg vågner med et lille chok, da flyet lander. ”Vi er nu ankommet til Dublin, her er ca. 17 grader, solen skinner lidt, men her er overskyet…” hører jeg kaptajnen sige ud af højtalerne, mens jeg smilende kigger ud på de grønne marker. Selv ved lufthavnen var der grønt græs, hvilket gjorde mig mere spændt på i dag. Kort tid efter begynder vi alle sammen at gå ud af flyet og mod ankomsthallen, hvor vi kan finde vores bagage. Min taske får jeg hurtigt fat i, hvorefter jeg begynder at bevæge mig mod udgangen. Selvom jeg kun havde været her én gang før, så virkede lufthavnen bekendt og jeg havde egentlig ikke svært ved at begå mig. Jeg spotter hurtigt en skranke hvor man kan købe busbilletter, hvor jeg også får spurgt hvornår den næste bus mod Mullingar går, hvilket den venlige medarbejder svarer mig på og dirigerer mig i retningen af bussens holdested. Bussen holder der allerede, men kører først om få minutter, så jeg lige har tid til at gå ind og finde en plads. Da vi begynder at køre fra lufthavnen, læner jeg mig tilbage i sædet og tager min mobil frem. Niall havde fået mig til at love, at jeg ville sende en besked når jeg var med bussen, så han kunne regne med hvornår jeg ankom.

”Hey, I’m on the bus now – So excited to be in Ireland again! Can’t wait to see you x” skriver jeg hurtigt.

Der går ikke længe før en ny besked tikker ind, som jeg ivrigt tjekker.

”Great, can’t wait to see you either ! I’ll pick you up in an hour or so x”
 

Efter at have læst beskeden, smiler jeg for mig selv og læner mit hoved mod ruden. Togturen fra Aalborg til København og flyveturen fra København til Dublin føltes slet ikke så lang sammenlignet med busturen fra Dublin Lufthavn til Mullingar… Nu blev jeg utålmodig igen og kunne ikke vente med at se ham, for nu kom alle minderne om de sidste to uger frem. Al dramaet, løgnene og misforståelserne – men også koncerterne, vores nat på hotellet og turen i Tivoli. Jeg tror, at vi begge to havde brug for at få snakket om det hele face-to-face, trods at vi egentlig havde snakket det hele igennem for et par dage siden, over telefonen. Det var bare ikke det samme, og så savnede jeg virkelig hans kram. Mens jeg driver længere og længere væk i mine tanker, lægger jeg mærke til at markerne bliver til by, og at vi nu kører gennem selve Dublin City, hvilket får det til at sitre lidt i mig. Det var her jeg havde været sidste år med min klasse, og nu var jeg faktisk på vej lige igennem den. Mens vi holder ved et busstop og der stiger mange mennesker af og ombord, bemærker jeg, at den musikforretning hvor jeg købte min store plakat af Niall, stadig ligger lige om hjørnet fra hvor vi holder.

~

Der er gået næsten en time nu og det var første gang i dag, at jeg ikke var faldet i søvn ombord et transportmiddel. I stedet havde jeg betragtet den skønne natur, de mange grønne marker og bakker, som vi kørte forbi på vej længere ind mod landet. Der går ikke længe før buschaufførens stemme høres over samtaleanlægget, hvor han mumler noget, som jeg ikke helt forstår. Dog hører jeg nogle mennesker lidt bagved mig, som gentager ordene ”Castle Street”, hvilket får mig til at pakke min iPod væk og sørge for, at jeg er klar til at stige af bussen. På en måde syntes jeg, at det var irriterende at de fleste herovre havde så kraftig accent, at jeg ikke kunne forstå dem, men samtidigt syntes jeg at det var charmerende. Få minutter efter buschaufførens højtalerbesked, holder bussen ind ved en mindre parkeringsplads, som virker som meget lille version af Aalborg Busterminal. En del mennesker står af bussen, hvorefter jeg stiger forsigtigt ud med min taske henover skulderen. Jeg prøver at kigge rundt, for at se om jeg kunne se Niall, men inden jeg får kigget ud over hele parkeringspladsen, hører jeg hans velkendte stemme. ”Babe,” smiler han, mens han kommer gående bag mig og hurtigt tager tasken af min skulder. ”Den tager jeg,” mumler han, mens han får den løftet op på ryggen. ”Hej,” smiler jeg glad, hvorefter vi mødes vi et langt kram midt på den åbne parkeringsplads. I krammet giver han mig et kys på panden og sukker: ”Jeg har virkelig savnet dig,” efterfulgt af et lille smil, men pludseligt starter bussen op igen og kører videre, hvilket gør os lidt forskrækkede og får os til at smågrine. ”Fortæl mig om din tur,” smiler han til mig, mens han følger mig over til hans bil, som vi skal køre hjem i. ”Den var helt fin, jeg skulle bare virkelig tidligt op,” gaber jeg, efter at have taget sele på. Det var underligt at sidde i venstre side af bilen, da førersædet var til højre. ”Nu håber jeg ikke du er for træt til en night out,” smågriner han, mens han starter bilen op og kører os hjem. Samtalen fortsætter i bilen, men der går kun få minutter før vi drejer af ved en masse små veje, hvor jeg bemærker vejskilte med ”
Raithínskrevet på. Et kort øjeblik efter holder Niall ind, og parkerer vi ude foran hans hus.

Vi træder ind i entreen, hvor man kan høre snak og grin fra stuen inde ved siden af. ”Velkommen hos the Horan family,” udbryder han glad, da han vender sig mod mig. Mens jeg tager min jakke af og hænger den op, stiller Niall min taske på gulvet og råber ud i huset. ”Mam, we’re home!” lyder det fra ham og kort tid efter dukker en lille lyshåret kvinde op, og kommer ud til os i entreen. ”You must be Julie,” smiler hun stort til mig og slår armene ud til et indbydende kram. Det er første gang jeg møder Nialls mor, men hun hiver mig allerede ind til et stort kram og fortsætter med at præsentere sig selv. ”I’m Maura, Niall’s mam,” forklarer hun, selvom jeg overhovedet ikke var i tvivl. De har samme ansigtstræk og allerede nu kunne jeg mærke, at de også havde samme venlige sind. Jeg præsenterer også mig selv og takker for gæstfriheden, hvorefter Nialls far også dukker op i dørkarmen, ind til stuen. ”Hello, I’m Bobby,” smiler han stort, mens han også bukker sig ned for at give mig et kram. Der går kun et øjeblik, før Maura spørger om jeg er tørstig eller sulten, og om der er noget hun kan give mig. Høfligt takker jeg nej og siger, at jeg bare tror jeg skal slappe lidt af ovenpå den lange tur. Vi smågriner lidt og snakker lidt videre om min rejse herover. Niall smiler til mig og betragter min samtale med hans forældre, mens vi stadig står i entreen. ”Mam, lad hende lige kom ind ad døren,” smågriner han, hvorefter han løfter min taske over skulderen igen for at vise mig op til hans værelse. Jeg følger med op ad trappen, mens hans forældre går tilbage til stuen. ”Just call if you need anything!” er det sidste jeg hører Maura råbe til os, inden vi drejer ind på hans værelse.

Det er et typisk minimalistisk drengeværelse: hvide vægge, næsten ingen ting stående fremme, udover et par guitarer som står i deres holdere ved væggen. En stor dobbeltseng med hvidt dynebetræk står ved vinduet og på væggen overfor, er der indrettet et stort reolsystem, hvor der hænger et flot og stort TV indbygget i væggen. Han stiller min taske på gulvet ved siden af hans seng, mens jeg går rundt og kigger på hans hylder. ”Du har faktisk ikke særligt mange ting,” konstaterer jeg drillende, mens jeg betragter de få genstande der står på reolen. ”Nu er det jo heller ikke fordi jeg er så meget hjemme,” hører jeg ham svare mig, mens han snor sine hænder om mine hofter, bag mig. ”Jeg elsker, at du er så høflig,” mumler han ind i mit hår, mens han hiver mig tættere ind til sig og giver mig et knus. Jeg smiler bare og takker for komplimentet, inden han vender mig rundt og giver mig et langt kys på munden. Det føltes så varmt og trygt, endelig at få et kys af ham igen og pludselig føltes det som om, at vi aldrig havde været adskilt.  
”Er det i aften vi skal ud?” spørger jeg efter kysset, mens vi begge sætter os over på sengen. ”Ja, altså, hvis du ikke er for træt?” svarer han spørgende, mens vi begge læner os tilbage. ”Det er jeg ikke,” smiler jeg og begynder allerede nu at tænke på, hvordan hans yndlings pub mon ser ud. Mens vi ligger i sengen giver han sig til at forklare om den aftensmad hans mor har tænkt sig at lave til os, da han åbenbart har fortalt hende at jeg havde været i Irland før, dog uden at smage en rigtig hjemmelavet irsk middag. Vi smågriner lidt over små historier han giver sig til at fortælle om hans forældre og familie; blandt andet hans storebror Greg, som lige er blevet gift og nu venter barn sammen med hans kone.

~

Efter at have ligget i sengen de sidste par timer, havde vi fået snakket om forskellige barndomsminder, mens vi skiftevis havde grinet og kysset. Nu var det blevet aften og Bobby havde lige råbt til os, at der er aftensmad om et øjeblik, så vi skynder os, at rejse os fra sengen og glatte vores tøj ud. Når man ligger og ruller rundt i en seng, bliver man hurtigt lidt pjusket at se på, hvilket vi drillede hinanden med, inden vi begge smuttede ned ad trappen. Både Niall og jeg var ret sultne efterhånden, hvilket hang fint sammen med det lækre måltid Maura havde lavet til os. ”Tag endelig plads,” smiler hun, da vi kommer ned og ser det dækkede spisebord foran os. Under middagen sidder vi alle fire og snakker – dog mest hans forældre og mig, da de stiller alle mulige spørgsmål omkring Danmark og hvilken kultur vi har, og hvad jeg laver til dagligt og sådan. Det var rigtig hyggeligt, men det virkede på en måde underligt at blive præsenteret for hans forældre nu hvor vi ikke var kærester, selvom det føltes sådan. Efter at have spist færdigt, begynder Niall og jeg at skylle bestik og tallerkener af, mens vi snakker om vores aften. ”Hvornår skal vi af sted?” spørger jeg, mens jeg rækker en tallerken til ham. ”Når du er klar,” smiler han og skyller den af. Der var egentlig ikke særligt meget at gøre rent, og de havde jo en opvaskemaskine der kunne tage det værste. ”Jeg skal bare lige have noget andet tøj på,” svarer jeg, mens jeg begynder at bære flere ting fra spisebordet over til vasken. ”Gå du bare op og klæd’ om, så ordner jeg resten – Der er alligevel ikke så meget tilbage,” hører jeg ham sige, mens han begynder at sætte de sidste ting på plads i maskinen. ”Du er så sød,” svarer jeg hurtigt, mens jeg giver ham et velfortjent kindkys og smutter op på værelset igen.

Jeg kan høre døren til værelset blive åbnet, mens jeg står med min mørkegrønne kjole over hovedet. Hurtigt får jeg vrikket den på plads og samtidigt ser jeg Niall stå i dørkarmen. Med armene over kors står han og studerer mig, med et lille smil der præger hans læber. ”Skal du have hjælp?” spørger han med et lille grin, hvorefter han går over til mig og begynder at lyne min kjole op på min ryg. ”Du er virkelig smuk,” sukker han, mens han kysser min blottede nakke. Kuldegyset fra hans kys går hele vejen ned ad ryggen på mig, mens han hiver mig ind til et kram bagfra. ”Tak,” rødmer jeg bare, mens jeg hurtigt vender mig og giver ham et kys på næsen, inden jeg løsner mig fra hans greb. ”Men jeg skal lige lægge makeup,” siger jeg drillende, mens jeg finder min makeuppung frem fra min taske på gulvet. I stedet for at svare, laver Niall bare en trist mund, inden han dumper ned på sin seng og hiver sin telefon frem. ”Hvem skal vi egentlig i byen med?” spørger jeg pludseligt, da jeg er i gang med at lægge mascara. Mens jeg lagde makeup havde der været lidt stille, eftersom at jeg skulle koncentrere mig og Niall lå bare med sin mobil i sengen. ”Åh, bare nogle af mine venner,” svarer han hurtigt. ”Jeg tror godt du vil kunne lide dem, de er sjove og vi har lavet en masse lort sammen,” smågriner han, hvorefter han giver sig til at fortælle nogle sjove minder med dem, mens jeg hurtigt får lagt sidste hånd på mine øjenvipper.

~

Vi stiger ud af taxaen, som Niall bestilte, så vi kunne komme ind til byen. Selve byens centrum ligger åbenbart to-tre kilometer fra hvor han bor, så det var lige akkurat for langt at gå. Jeg træder ud på fortorvet, hvor taxaen holder, og bemærker den beigefarvede bygning foran mig. Men store sorte bogstaver står der ”GUINNESS” på de lyse mursten, og nedenunder står der ”The Crossbar” i gyldne bogstaver, over pubbens vindue. ”Skal vi gå ind?” spørger Niall, da han kommer over til mig, mens jeg bare står og betragter pubbens facade. ”Ja, lad os det,” smiler jeg, samtidigt med at han lægger sin arm rundt om min talje og skubber døren op for os. Indenfor på pubben er der godt fyldt med glade mennesker, som både sidder ved bordene og ved baren. Her er bestemt ikke kun unge mennesker som os, men også ældre mennesker og folk på vores forældres aldre. Folk snakker sammen og synger med på folkemusikken der kører over anlægget. Gennem larmen hører Niall nogen der kalder hans navn, hvilket får ham til at dreje til højre og hive mig med over til et bord, tæt på en lille scene der er stillet op herinde. ”Hey lads,” hører jeg ham udbryde, mens han giver de to fyre ved bordet et kram hver. ”Det her er Julie,” fortæller han, mens jeg står ved siden af og smiler venligt til dem. De har begge brunt hår, er ret lyse i huden og ser flotte ud. Hurtigt får de rejst sig, så de kan hilse ordentligt på mig og præsentere sig selv. ”Hey, I’m Darragh,” siger den ene af hans venner, som faktisk er ret attraktiv. Han har en piercing i læben, fregner og smiler sødt til mig, da han hiver mig ind til et kort kram. ”And I’m Seán,” smiler den anden, inden han også hurtigt giver mig et kram. Vi sætter os ned alle fire, men kort tid efter udbryder Seán at vi ikke har nogen øl, men at han straks vil købe nogen til os.

Da han har købt øl til os, skåler vi højt i kor og drengene bryder ud i en eller anden druksang, som de synger ivrigt med på. Jeg betragter dem bare og griner af deres korte performance, da jeg bemærker en mand komme gående over mod Niall, som han prikker på skulderen. ”Det hele er klart, du siger bare til,” mumler han smilede til ham. ”Godt, jeg kommer om fem minutter,” svarer Niall, hvorefter manden giver ham et par klap på ryggen og forsvinder fra bordet igen. Niall tager hurtigt en tår af sin øl og genoptager drengenes samtale fra før. Hvad gik det ud på? I stedet for at tænke videre over det, spørger jeg ham bare, hvilket Darragh overhører og stiller et nyt spørgsmål: ”Har du ikke fortalt hende det?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...