Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
47709Visninger
AA

4. Kapitel 3: "Now it's me waiting for reply! J"

Efter et par måneder var jeg blevet ret god til Twitter. Jeg var begyndt at tweete en del selv og havde fået en del followers. Ingen af mine venner brugte det, så endnu engang var jeg lidt af en outsider på den front, og de fleste der fulgte mine tweets, var andre One Direction-fans. Eller Directioners, som vi kaldte os selv. Skoledagene var gået en del hurtigere den seneste tid, fordi vi var kommet ind i et andet undervisningsforløb i skolen. Desuden var det nemmere at holde fokus, nu hvor jeg vidste, at jeg i det mindste var sikret en koncertoplevelse med mit yndlingsboyband. På Twitter kunne jeg følge med i, at drengene holdt pause fra deres tour og derfor var derhjemme eller på ferie. Det måtte være skønt at komme hjem, når man havde været væk hjemmefra i så lang tid.

Min telefon ringede.

"Hej mor," svarede jeg med et smil.

Jeg nød at snakke med min mor. Vi ringede tit sammen, efter jeg var flyttet hjemmefra.

"Hej bebber,”

Bebber var mit pinlige kælenavn, jeg havde fået af min mor, fordi jeg blev flov over, at hun kaldte mig baby, da jeg var yngre. Der var ingen af mine venner, der havde hørt hende kalde mig det, og Gud forbyde. at de nogensinde skulle finde ud af det.

"Hvad så, hvordan har du det?" spurgte jeg.

Mens hendes kærlige stemme begyndte at snakke i den anden ende af røret, satte jeg en kande vand over. Det var endnu engang blevet aften, hvilket betød, at jeg skulle have min sædvanlige kop te.

"Jeg har det fint, jeg kom bare lige til at tænke på dig, fordi der var endnu en reklame for koncerten i fjernsynet. Glæder du dig?" spurgte min mor med en drilsk undertone.

Hun vidste godt, at jeg var lidt flov over, at jeg kunne lide et boyband, men hun syntes, det var sødt.

 

***

 

Endnu en skoledag var veloverstået, og lige idet jeg skulle til at sætte mig op på cyklen, vibrerede min telefon. Jeg tjekkede hurtigt hvad det var og så, at det var en e-mail. Jeg lagde hurtigt telefonen i lommen igen, da jeg tænkte, at jeg kunne tjekke den, når jeg kom hjem. Jeg var ret sulten, fordi jeg havde glemt frokost, og jeg plejede ikke at gå rundt med penge til mad fra skolens kantine. Det var ret dyrt at bo ude, især fordi jeg ikke havde noget fritidsjob, så jeg var tit nødt til at overveje, hvad jeg brugte mine penge på. Desuden havde købet af One Direction-billetten smadret mit budget, så jeg var nødt til at spare hvor jeg kunne. I hvert fald i denne måned.

Da jeg havde cyklet resten af vejen hjem, skyndte jeg mig op ad trapperne. Jeg vidste, at jeg havde noget rugbrød liggende i køleskabet, hvilket fik mig til at sparke mine sko utålmodigt af i entreen. Hurtigt fik jeg fikset nogle håndmadder og placeret dem på en tallerken, inden jeg bevægede mig mod sengen. Pludselig kom jeg i tanke om den mail, som jeg modtog lige inden jeg cyklede hjem. Jeg fandt min computer frem og placerede den i skødet, mens jeg forsøgte at tage en bid af min rugbrødsmad og åbne min indbakke for e-mails samtidigt. Mens jeg tyggede af munden, blev jeg forvirret, da der var en halvlang ulæst e-mail fra en e-mailadresse jeg aldrig havde skrevet til før. Normalt var det spam, men denne mail var endt i min indbakke. Jo mere jeg læste, gik det lige så stille op for mig, hvad der var sket.

 

"Hi Julie,

 

I don't know where to start but I got your letter. I have never received such a letter before.

I can imagine your letter has been here for some time but as you know I haven't been home for a while, so I have just seen it now. Actually I read your letter a couple of days ago but I didn't know how to respond. I hope you haven't lost interest in building a friendship because you just woke mine. The things you mention in your letter sounds so good to me and now I also wish we had a chance to go out and have a pint sometime, haha!

I hope you get my message and that you can read between the lines and guess who I am. I'm following your advice and will stay anonymous. This might sound stalkerish but don't get me wrong, I have checked your Twitter-account out... You seem to gain experience, yeah? Haha you wrote that you didn't know how to use it but I can see that you have learned it by now I have been checking your profile since I read your letter but didn't want to write to you since it would blow my cover of being anonymous. I know you understand.

Actually I just created this email just to contact you so no one else has this. This is our private conversation.

Maybe we can start to get to know each other now? I know it's not the same like sitting together in real life, but right now it is the closest we get.

 

Your new friend,

- N"

 

I et øjeblik sad jeg bare og læste mailen igennem igen og igen. Den var sendt omkring 20 minutter inden jeg læste den. Var det sandt? Det var som om jeg bare sad og stirrede på skærmen uden at tænke noget. Mine fingre kørte henover tastaturet, men min hjerne samarbejdede ikke.

Jeg kunne ikke finde på et svar. Hvad skulle jeg gøre? Jeg lænede mig tilbage og stirrede ud i rummet. Der kørte en masse tanker igennem mit hoved lige pludselig, som om jeg skulle lave et reality-check og lige være klar over, at jeg ikke drømte. Min tallerken stod urørt ved siden af mig, og min computer var ligeså langsomt gledet ned af mit skød. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at det virkelig var sket. I løbet af et øjeblik klappede jeg min computer sammen, rejste mig fra sengen og gik ud mod entreen. Jeg havde brug for en gåtur, for lige at få tankerne under kontrol og min hjertebanken ned på normalt tempo igen.

 

***

 

Da jeg kom tilbage efter min gåtur, gik det op for mig, at jeg havde været ude at gå i lidt over en time. Min sult var også blevet værre, da jeg ikke nåede at spise den frokost jeg ellers havde forberedt. Tallerkenen stod stadig på min seng, hvor min computer også lå sammenklappet. I stedet for at tjekke computeren igen, tændte jeg for TV'et, mens jeg satte mig i sengen og spiste min frokost, som egentlig var blevet en tidlig form for aftensmad nu.

Der gik et par timer, før jeg besluttede mig for at lægge mig til at sove. Al lys i lejligheden blev slukket, men jeg tændte hurtigt for lampen på mit natbord, inden jeg tjekkede min telefon en sidste gang inden jeg faldt i søvn. Jeg tjekkede nærmest Twitter automatisk nu, og glemte at trække vejret, da jeg så min newsfeed.

@NiallOfficial - Read all the mail today! Love u guys! Now it's me waiting for reply! J

Hentydede han til, at jeg ikke havde svaret ham endnu? Nu kunne jeg i hvert fald ikke falde i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...