Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
48114Visninger
AA

27. Kapitel 26: "Is this you?"

Niall fulgte mig ned på perronen, hvor han blev stående og vinkede til mig, da jeg havde sat mig ind i toget. Han havde taget sine solbriller på igen, så de kunne skjule hans røde og våde øjne, men alligevel bemærkede jeg en lille tåre trille ned ad hans kind. Det samme gjaldt mig selv, selvom jeg ihærdigt prøvede at holde det tilbage til jeg kom hjem. Jeg havde ikke lyst til at stortude i et tog fyldt med mennesker. Ligeså stille trillede toget væk fra perronen, hvor mit blik var låst fat på Niall som blev ved med at stå at vinke, indtil han kom udenfor mit synsfelt. Det var sødt, men samtidigt en forbandelse, at se ham stå og vinke farvel. Der var ingen af os der ønskede, at vores tid sammen allerede skulle være overstået.

~

Togturen hjem fra København var lang og kedelig, især fordi jeg ikke kunne lade være med at tænke på min indholdsrige weekend. Udover at have været til koncert i går aftes, så havde jeg brugt natten på et hotelværelse med Niall og kommet endnu tættere på ham. Vi havde givet os selv til hinanden, som om der ikke eksisterede andre end os, og at hele verden omkring os kunne være lige meget. Derudover havde han hevet mig med i Tivoli, hvor vi havde brugt dagen i selskab med de andre drenge og jeg havde oplevet hvordan det var at gå sammen med dem, når de blev omringet af fans. Jeg havde sågar selv fået taget et billede med Niall, som kort tid efter var havnet på Twitter. Apropos, måske skulle jeg lige tjekke op på det igen. Min mobil bliver fundet frem og jeg tjekker min newsfeed, som indebærer forskellige opdateringer omkring drengenes dag i Tivoli. Alle mulige fans, især de danske, går helt amok over at de ikke vidste, at One Direction stadig var i landet. Jo længere jeg scroller ned ad min newsfeed, jo flere billeder af mig og Niall dukker op, efterfulgt af spørgende og nysgerrige kommentarer om, hvem pigen han går rundt med mon er. Først fniser jeg, da jeg ser de mange kommentarer fra piger der ville ønske de var mig og som synes, jeg ser sød ud. Dog stivner mit blik kort, da de første haters melder sig på banen ved at ytre, at de ikke kan forstå hvad Niall dog laver med en så grim pige som mig. Mine bekymringer begynder at udvikle sig, da jeg bestemt ikke ønsker, at de skal finde min Twitter eller min identitet i det hele taget. Jeg ved ikke om jeg er klar til al den opmærksomhed, som ét enkelt billede kan medføre, bare fordi vi gik rundt sammen i Tivoli.

I stedet for at gå i selvsving og lade min nervøsitet overtage mine tanker, beslutter jeg mig for at sende en sms til Niall.
Hey, just checked Twitter and gosh, so many pictures and questions about us already! How should I deal with it? I don’t know how I feel about all of this attention.. I miss you already x”
Det var rart at kunne dele mine tanker med ham, især fordi en af vores første dybe samtaler sammen faktisk omhandlede Nialls frustrationer over al den opmærksomhed man får, bare fordi man er kendt. Der går ikke længe før min mobil vibrerer og jeg modtager et svar.
Don’t worry babe.. It’s nothing big and scandalous but remember only to listen to the good stuff and not let all the bad shit get to ya ! Miss you too, I don’t think I’ll be able to sleep tonight :(“ stod der på min skærm, hvilket gjorde mig mere opløftet. Det var rart at kunne få råd af en, som dagligt skal leve i mediernes søgelys. Samtidigt var det dejligt at vide, at han også savnede mig og at jeg ikke var den eneste, som ville få søvnproblemer. Vores udveksling af sms’er forsatte lidt, inden han til sidst skrev: ”Anyway, I’ll send you an email when I know when we can Skype again! I’m thinking of you xx”

Da jeg kom hjem til mit værelse var det blevet aften, da min dag hurtigt blev brugt på den lange togtur. Selvom jeg kun havde været væk i knap to døgn, så virkede det som evigheder. Man siger at tiden går hurtigt når man hygger sig, hvilket desværre var sandt. Men selvom tiden gik hurtigt sammen med Niall, så fik vi benyttet os af tiden på bedst mulig vis og fik udnyttet hvert et sekund sammen. Træt og stadig trist slentrer jeg dovent over til min seng, hvorefter jeg kaster mig ned ovenpå dynen. Der går ikke længere før tårerne triller ivrigt ned ad mine kinder, hvilket får mig til at lyde som et lille barn. Helt alene på mit værelse rammer chokket mig; jeg skal ikke se ham igen. Det eneste jeg havde lyst til lige nu var at blive liggende på min seng og tude igennem, velvidende om at det ikke nyttede noget eller ville få ham til Aalborg igen. Efter et par minutter sætter jeg mig på sengekanten og tørrer øjnene, inden jeg kigger over på mit natbord. Der står stadig et lille fint Eiffeltårn ovenpå en note, som Niall havde skrevet og efterladt til mig sidst. Jeg kan ikke holde et lille hulk inde, da jeg mindes hvor sød og kærlig han har været overfor mig i al den tid vi fik mulighed for at være sammen. Egentlig var vi jo aldrig blevet kærester, i hvert fald ikke officielt, men et eller andet havde vi jo haft sammen. Tydeligvis. Vi havde begge indrømmet, at vi kunne lide hinanden, men vi havde aldrig decideret snakket om, at være kærester. Måske var det fordi det var for kompliceret, nu hvor jeg bor her i Danmark og han rejser verden rundt. Jeg er jo bare en almindelig pige og han er en verdensberømt popstjerne.

Efterhånden som aftenen går, får jeg besluttet mig for at starte min sædvanlige aftenrutine. Det var egentlig kun når jeg var hjemme at jeg fulgte den. En kande vand bliver sat over, inden jeg tænder for min computer og tjekker Twitter igen. Inden jeg når langt ned ad min newsfeed hører jeg vandet koge og beslutter mig derfor for at lave en kop te, inden jeg forsatte. Da jeg får sat mig foran min skærm endnu engang, lader jeg bare min finger holde ”ned”-piletasten inde, idet jeg opdager en artikel fra SugerScape.com som fanger min opmærksomhed. ”Niall’s new girl?” er overskriften, efterfulgt af en række billeder af os fra tidligere i dag i Tivoli. Teksten i artiklen er ikke særligt lang, men der bliver stillet spørgsmålstegn til hvem jeg er og hvor jeg er fra, da man aldrig har set os sammen før. Der er en masse kommentarer fra piger, som synes det er dejligt for Niall at han endelig er sammen med en pige, men samtidigt er der en overvægt af hate fra personer, som ikke mener, at jeg er ham værd. Jeg læner mig tilbage i min stol og overvejer situationen. Hvordan kan de overhovedet tænke sådan om mig? De kender mig ikke, de ved ikke engang hvem jeg er eller hvordan vi kender hinanden. Eftersom at der er mange grimme kommentarer, vælger jeg at lukke computeren sammen igen og drikke min te i fred. ”Hold da op,” sukker jeg for mig selv, da jeg slet ikke kunne forstå hvordan rygter kunne spredes så hurtigt ud fra et par enkelte billeder af os. Det er mærkeligt at tænke på, at vi havde været i byen for lidt over en uge siden, hvor der ikke var nogen der havde genkendt ham eller taget billeder. Men bare fordi vi var i Tivoli, i København, dagen efter deres koncert, så var der mange unge piger der havde opdaget os. Nu var det på tide at gå i seng, for jeg kunne ikke overskue at tænke over al den her opmærksomhed – især ikke nu hvor jeg savnede ham forfærdeligt. Jeg skulle alligevel ikke se ham igen, så al den her opmærksomhed var jo overflødig og virkelig unødvendig, tænkte jeg.

~

Skoledagen var underlig. Egentlig havde jeg haft en fin morgen, dog var jeg lidt groggy da jeg var gået sent i seng. Men det virkede underligt at komme tilbage til skolen, for nu vidste jeg at jeg ikke skulle se frem til at se Niall igen, men blot fuldføre de sidste skoledage. Vi havde snart læseferie inden eksamenerne startede, men i dag var endnu en normal dag. Lige indtil spisefrikvarteret. Et par piger fra en 1.G-klasse under mig, kommer over til mig ved min klasses bord i kantinen og smiler stort til mig. ”Er det her dig?” spørger en af dem, mens hun ivrigt nærmest stikker sin telefon op i ansigtet på mig. På skærmen ses et utydeligt billede af mig sammen med Niall i går, hvilket får mig til at rødme. I et øjeblik tøver jeg og aner ikke hvad jeg skal svare, for jeg synes ikke det er deres problem om det er mig eller ej. ”Øh, n-nej,” fremstammer jeg, mens jeg kigger forvirret rundt på pigerne foran mig. De sender hinanden nogle tvivlsomme blikke, inden hun forsætter. ”Det ligner dig ellers helt vildt og ingen ved hvem hun er,” fortæller hun, med en stemme som ikke lyder overbevist. ”Undskyld, men jeg ved ikke engang hvem han er,” lyver jeg, for at slippe for yderligere bemærkninger. ”Hvem er I overhovedet?” spørger jeg så, inden de begynder at fnise og gå videre. Det var godt nok en underlig oplevelse, for selvom jeg vidste at de gik i klasserne under mig, så anede jeg ikke hvad de hed eller hvilken klasse de gik i. ”Hvad handlede det dér om?” kan jeg høre en velkendt stemme bryde ind med, inden jeg drejer mig rundt for at svare. ”De spurgte bare om jeg kendte Niall,” hvisker jeg forsigtigt til Andreas, som nu har sat sig ved siden af mig. ”Nååh, okay. Hvorfor ville de vide det?” spørger han nysgerrigt. ”Der er blevet taget billeder af os sammen, i går, i Tivoli,” sukker jeg, næsten nedtrykt. ”Og nu er medierne efter os, fordi de ikke aner hvem jeg er,” forklarer jeg. ”Medierne har ikke andet at lave, de prøver vel bare at snage i hans liv og sprede rygter.” Andreas nikker forstående til min sidste kommentar, inden han spørger mere ind til weekenden. ”Hvad lavede I så?” siger han, mens han nærstuderer mit ansigt. Egentlig hadede jeg når han gjorde det, for jeg havde ikke lyst til at lyve ham direkte op i ansigtet, på trods af at jeg havde gjort det før. ”V-Vi sov på hotel og var i Tivoli,” svarer jeg stille, mens jeg nervøst leger med spidserne af mit hår. ”Aha… Er I så kærester nu?” spørger han så med et anstrengt smil, som om han ikke er helt tilfreds med mit svar. Nu virkede det akavet igen, for jeg havde ikke rigtigt lyst til at snakke med ham om Nialls og mit forhold, nu hvor jeg vidste at han havde følelser for mig. Det kan godt være, at han havde sagt at han bare ville nøjes med at være venner med mig, men jeg ville ikke gnide mere salt i såret. ”Nej, altså, vi har snakket om vores følelser, men vi er ikke officielt kærester,” prøver jeg mig frem, uden at nævne for mange detaljer. Egentlig fortalte jeg jo sandheden, men han behøvede jo ikke høre om alle detaljer. ”Men tror du ikke også, at det bliver lidt svært at holde kontakten til ham? De tager jo videre på tour og I kommer jo ikke til at ses,” forsætter han så, som om han ikke lægger mærker til hvor ked af det jeg er. Faktisk rammer hans ord mig ret hårdt, da jeg ikke har lyst til at blive mindet om virkeligheden. ”Desuden, ikke for at være et svin, så glemmer han dig jo nok hurtigt fordi han har så mange ting at se til,” smiler han skævt til mig, mens han lægger en arm på min skulder. Hold kæft, hvor kunne jeg slå ham lige nu.

Efter Andreas’ sidste kommentar rejste jeg mig og gik, da jeg ikke gad høre mere på hans realistiske ord, som jeg var overbevist om at han bare sagde for at spille smart. Jeg havde ikke lyst til at være i skole mere, for nu tudede jeg igen og kunne ærligt talt ikke kontrollere mine følelser. Men hvad kunne jeg gøre? På en måde havde Andreas vel ret, for hvem ved, måske ville Niall møde en ny pige – måske endda en pige indenfor branchen, som havde et liv der mindede mere om hans. Det ville være oplagt, men jeg kunne simpelthen ikke forestille mig ham sammen med en anden, nu hvor vi havde skrevet sammen i så mange måneder og allerede havde mødtes og været alle kæreste-stadierne igennem. De tanker som Andreas havde placeret i mit hoved gjorde mig vred, fordi jeg ikke havde lyst til at forestille mig scenariet, men samtidigt kunne jeg ikke undgå at tænke over, at han kunne have ret. Frustreret og med en masse negative tanker får jeg overtalt mig selv til at pjække fra det næste modul. Jeg fik cyklet hjem, hvorefter jeg tager mit overtøj af aggressivt og stiller mig foran mit store spejl. Jeg havde stadig et svagt aftryk af Nialls sugemærke, som han havde givet mig inden koncerten i weekenden. På en måde gjorde det mig glad, for sugemærket symboliserede at de sidste dage faktisk var sket, og det var et synligt minde jeg havde af ham. I stedet for bare at lægge mig over på sengen, fandt jeg endnu engang min computer frem og besluttede mig for at lave de lektier til det modul, som jeg havde besluttet mig for at pjække fra.

Efter et par timer er det igen blevet aften, hvor jeg stadig bare sidder på min computer. Pludselig vibrerer min mobil, som jeg hurtigt tjekker og ser at jeg har fået en mail. Da jeg stadig sidder foran computeren beslutter jeg mig for at åbne mailen derpå i stedet, så jeg kan tjekke den dér. Det er en mail fra Niall, hvilket får et smil til at brede sig over mit ansigt.

”Hej Julie,

Tak for endnu en dejlig weekend – Drengene og jeg snakkede om hvor hyggeligt det var at have dig med i Tivoli, hvilket fik mig til at skrive den her mail!

Er det bare mig eller er billederne af dig og mig bare overalt lige nu? Jeg får hele tiden tweets fra folk der spørger mig hvem du er osv, men jeg har ikke tænkt mig at svare. I hvert fald ikke lige nu, for ærligt talt synes jeg ikke det rager dem…

Jeg håber du forstår, for jeg vil helst ikke udstille dig og jeg ved hvordan du har det med al den her opmærksomhed! Vi tager det stille og roligt, og det er garanteret bare en fase der hurtigt er overstået (indtil de finder noget mere interessant at skrive om, I guess)

Anyway, jeg håber du har det godt og ikke er alt for trist (jeg havde en mindre nedtur lige efter dit tog var kørt, men jeg blev nødt til at holde mig munter da vi skulle køre videre på touren)

Kys fra N

PS: Drengene driller mig med de rivemærker du har efterladt på min ryg, haha! Underligt nok er jeg lidt stolt…”


Efter at have læst hans mail igennem et par gange, beslutter jeg mig for at svare ham, for jeg havde i forvejen tænkt på ham nonstop lige siden vi sagde farvel i København.

”Hej N,

Først og fremmest: I lige måde! Jeg hyggede mig virkelig også meget sammen med jer, og jeg undskylder for mit triste humør. Jeg håber ikke jeg var en moodkiller fordi jeg var ret nedtrykt – Det forstår du vel også godt…

Apropos billederne, så ja! Haha, der kom faktisk et par piger over til mig i skolen i dag, som spurgte mig om det var mig på billederne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for som sagt er jeg ikke interesseret i medieomtalen eller noget, så jeg sagde altså at jeg ikke kendte dig og afviste, at det var mig på billederne… Jeg er glad for at vi forstår hinanden, for lige nu vil jeg også helst bare holde vores ”forhold” mellem os (især nu hvor det alligevel var sidste gang vi skulle ses)

Kys fra Julie

PS: Jeg har også stadig et svagt mærke af dit sugemærke på min hals – jeg ved ikke om jeg er stolt eller ej, haha!”


Da jeg havde læst min egen mail igennem, tjekket for stavefejl og sikret mig at jeg havde fået mit budskab ordentligt formuleret, trykkede jeg send. Hvor var jeg dog glad for, at vi forstod hinanden. Det var rart at han kendte mig godt nok til at vide, at jeg foretrak en vis anonymitet. Det var jo i virkeligheden også sådan vores forhold overhovedet startede tænkte jeg, mens jeg kom i tanke om mine afsluttende ord i brevet jeg havde sendt ham for over et halvt år siden.

PS: Feel free to contact me anonymously, just give me a hint that it is you. I don't mind not telling anybody about our friendship. I don't want any rumors or unnecessary media-attention, too."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...