Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
48106Visninger
AA

26. Kapitel 25: "For you"

Da vi sætter os ind i det sorte køretøj, drejer jeg mig rundt og kigger spændt på Niall. ”Hvilke forlystelser kan du bedst lide?” spørger jeg, mens jeg tænker på Tivoli. Det er længe siden jeg sidst havde været der, og de bygger jo hele tiden nye fornøjelser og ting, så jeg var ikke engang sikker på om der var de samme som dengang. ”De vildeste rutsjebaner, helt klart,” smiler han stort og kigger forventningsfuldt på mig. ”Jeg forventer selvfølgelig, at du vil med op i én,” smågriner han og prikker mig i siden. Jeg havde ikke noget problem med dem som sådan, jeg blev bare hurtigt lidt svimmel, hvis vi prøvede for mange i træk. ”Har I egentlig lejet parken eller tager vi bare derind?” spørger jeg, hvortil han hurtigt svarer mig: ”Vi tager bare derind, der er sikkert fans derinde, men det er jo ikke værre end at vi stopper et par gange og tager billeder med dem,” smiler han. Egentlig blev jeg lidt nervøs, for jeg ville helst ikke blive væk fra drengene i crowdet eller ende i endnu en uoverskuelig situation blandt mange mennesker. ”Men bare rolig, jeg skal nok holde øje med dig,” smiler han sødt til mig, som om han lige havde læst mine tanker. Det var beroligende at vide, at han kendte til et par af mine svagheder, for jeg stolede nok på ham til at vide, at han ville sørge for at jeg var tryg.

~

 

”Drengene er allerede derinde,” smiler han, hvorefter han vinker med hånden i retningen af Tivolis Hovedindgang. Bilen havde sat os af i nærheden, så vi skulle gå et lille stykke for at komme derind. Forlystelsesparken havde lige åbnet, så vi var nok nogle af de allerførste der var derinde, for der var i hvert fald ikke mange mennesker udover os. ”Gad vide, om der er nogle paparazzier der ved, at vi er her,” siger Niall, mens vi går gennem parken. ”Her virker så fredeligt og flot,” fortsætter han, mens vi sammen går forbi de mange grønne områder, gennem parken. ”Ved du hvor de andre er?” spørger jeg så, efter vi er gået forbi en del forlystelser, uden at vide hvor vi var på vej hen. ”Right, måske burde jeg lige ringe til Liam,” smågriner han, mens han hurtigt får hevet sin mobil op af lommen. Mens han hurtigt snakker med dem, bemærker jeg et par piger som står et stykke væk fra os, med deres mobiler rettet imod os. Tager de billeder? ”De er ovre ved en stor, rød rutsjebane sagde han,” indskyder Niall, hvilket får mig til at vende mig rundt mod ham. ”Det ved jeg godt hvor er,” smiler jeg. ”Men der står altså nogle piger derovre og tager billeder,” hvisker jeg, mens jeg nikker med hovedet i deres retning. Niall smiler bare til dem og vinker, hvilket får dem til at skrige højt på lang afstand, mens jeg følger Niall over til Dæmonen. ”Du er jo selv en fangirl,” smågriner han og fortsætter. ”Derfor ved du også, at de jo ikke gør andet end at skrige lidt og vil have taget billeder.” Han lægger armen om mine skuldre og giver mig et lille klem, hvilket får mig til at slappe mere af. Selvom jeg vidste han havde ret, så var jeg stadig ikke vant til al den opmærksomhed, for nu havde jeg efterhånden overhovedet ikke svært ved at se Niall som en normal fyr. Tværtimod havde jeg svært ved at huske på, at han var en del af One Direction.

Drengene står og tjatter til hinanden, da vi endelig kommer over til den kæmpemæssige forlystelse. ”Hej igen, Julie,” smiler de og hiver mig skiftevis ind til kram. ”Hvor har I fået popcorn fra?!” udbryder Niall, som hurtigt har spottet at Harry står med en stor bøtte foran sig. ”Bagefter, nu skal vi prøve den her! Den er fucking sindssyg, vi prøvede den også sidst,” siger Louis begejstret, inden vi alle sammen får småløbet op til indgangen. Da vi kommer op af trapperne og stiller os og venter på at det bliver vores tur, lægger jeg mærke til pigerne fra før, som har placeret sig nede ved indgangen og vinker til os. ”Se,” siger jeg til drengene, hvilket får dem til at vende sig rundt og vinke tilbage til fansene. ”Der er ikke så mange,” tilføjer Zayn, mens han betragter de få piger der står og fangirler til hinanden. ”Det er også tidligt og de tror jo, at vi er taget videre på tour,” smågriner Louis. Vi er de eneste i køen til Dæmonen, så ventetiden er hurtigt overstået og vi får sat os ind. ”Vi skal sidde forrest, Julie, kom nu,” siger Niall ivrigt, mens han nærmest hiver mig ind på pladsen foran ham. ”Okay, okay, slap af!” driller jeg, inden vi får spændt os fast. Turen er vild og hurtigt, vi skriger som små børn og får taget billede undervejs. ”Jeg vil vildt gerne se billedet,” griner Harry, som åbenbart havde lavet et fjollet udtryk, mens vi alle havde skreget i kor. ”Haha, det er priceless!” griner de, da vi ser gruppefotoet der vises på skærmene i kontrolhuset. ”Det ville være fedt at have hængende,” smiler jeg stille for mig selv, hvilket Niall åbenbart overhører. ”Fint, intet problem,” hører jeg ham svare hurtigt, inden han køber det og giver mig det. ”Mange tak,” smiler jeg og giver ham forsigtigt et kindkys, hvilket får ham til at smile genert. ”Skal vi ikke holde det privat,” hvisker han til mig. Hurtigt går det op for mig, at det jo kun var drengene der vidste at vi havde kysset, men de vidste jo ikke, at vi havde lavet mere end det. Jeg nikker, inden vi sammen bevæger os videre rundt i parken.

”Hvis du ville have popcorn, så kan du købe dem dér,” mumler Harry, mens han peger i retningen af en madbod i nærheden. Hurtigt får Niall bevæget sig derover, men pludseligt vender han sig rundt og spørger, om jeg vil have noget med. Glad smutter han over i madboden, mens vi andre får gået hen til et par bænke i nærheden. ”Er der noget særligt du har lyst til at prøve?” spørger Liam mig smilende, mens vi får sat os ned. ”Egentlig ikke, jeg har ikke været her i flere år, så jeg ved faktisk ikke hvilke forlystelser der er her,” forklarer jeg, mens de andre sidder og lytter. ”Skal du nå et bestemt tog?” spørger han igen, men inden jeg når at svare, tilføjer Louis: ”For hvis ikke, så kan vi jo bare blive her til vi har prøvet det hele,” smågriner han. "Vi var her jo i sidste uge og der fik vi prøvet størstedelen, men vi mangler vist stadig et par stykker!" I stedet for at svare smiler jeg bare stort og nikker. Selvom jeg kun kendte Niall personligt, så hyggede jeg mig også meget med de andre, da de var helt nede på jorden og meget afslappede. Egentlig var de meget legesyge, hvilket var fedt nu hvor vi var i Tivoli og havde hele dagen foran os, for selvfølgelig havde jeg ikke tænkt over tog. Denne gang ville jeg ikke have noget fast planlagt, for tanken om at idag ville være den sidste dag uden Niall gjorde mig trist. Når man taler om Solen, så kom han i øvrigt glad tilbage til os andre, med en kæmpe bøtte popcorn i den ene hånd og en candyfloss i den anden. ”Her,” smiler han og rækker mig den lyserøde masse, som jeg tager en lille klump af og tilbyder de andre. ”Er du glad nu?” driller jeg Niall, som allerede har munden proppet. ”Mmh,” mumler han, hvilket får os andre til at grine. Det var kun formiddag, men vi havde allerede fået de første snacks indenbords. ”Hvad skal vi nu?” spørger Harry, hvorefter han kigger rundt på os andre. ”Lad os prøve Rutchebanen, hvis I så godt kan lide fart,” siger jeg så, hvilket får os alle til at rejse os og bevæge os tilbage gennem parken. Imellem tiden hiver jeg min egen telefon op ad lommen, mens jeg tjekker Twitter. Et gisp lyder fra mig, hvilket får Nialls opmærksomhed og han kigger ned på min skærm. ”De er godt nok hurtige,” konstaterer jeg, mens jeg åbner et billede af Niall og jeg der gik gennem parken for omkring en halv time siden. ”Ja, sådan er de, men det er heldigvis et fint billede,” smiler han. ”Det er jo ikke fordi vi laver noget specielt, vi går bare gennem parken sammen,” tilføjer han, for at berolige mig. Allerede nu bekymrede jeg mig om opmærksomheden og de eventuelle rygter der måske ville komme.

~

Efterhånden som dagen går, kommer der flere og flere mennesker ind i parken og deriblandt fans. Som regel stillede jeg bare i baggrunden, hvis de ville have taget billeder med dem, mens jeg på afstand betragtede de mange glade piger. Tænk, førhen havde jeg også været én af dem som aldrig havde turdet håbe på, at jeg ville møde dem. Taget alle deres fans og den enorme opmærksomhed i betragtning, tog drengene det stille og roligt, og gav sig tid til både at snakke og kramme de mange piger, som efterhånden forsvandt fra dem igen. ”Det går da meget godt,” smiler Niall, mens han hiver mig ind til et kram og kysser mig i hovedbunden. ”Ja, det er ikke så slemt, når jeg bare kan træde tilbage og lade jer om det,” smiler jeg forsigtigt mens jeg trækker mig ud af krammet. ”Drenge, skal vi ikke snart finde et sted at spise frokost?” råber han de andre op, som er på vej op i endnu en forlystelse. ”Ja, bagefter den her! Skal I med?” råber Liam igen, hvorefter Niall kigger på mig. Jeg ryster beklagende på hovedet, men han forstår mig og vi går ned og sætter os på en bænk. ”Hygger du dig ellers?” smiler han, mens vi finder et sted at sidde i nærheden, så vi kan holde øje med drengene. ”Ja da, det er rigtig sjovt,” siger jeg med en stille stemme, som åbenbart ikke virker overbevisende på Niall. ”Det virker bare ikke sådan,” kommer det fra ham, mens han fører noget af mit lange hår om bag mit øre. Jeg drejer mit ansigt og betragter hans blå øjne, som kigger med lidt bekymring ind i mine. Selvom han havde haft sine Raybans på det meste af dagen, så tog han dem alligevel af når vi enten skulle op i en rutsjebane eller når det bare var ham og jeg der sad og snakkede. ”Jeg er bare trist, fordi det er sidste gang jeg ser dig,” sukkede jeg så, hvilket fik ham til at rykke tættere på og lægge armen om mig. ”Lad os sørge for, at det ikke bliver sidste gang så,” svarer han stille, mens han nusser mit hår. Mit hoved havde jeg lænet ind til ham, så vi havde ikke øjenkontakt, men jeg vidste lige præcis hvordan hans ansigtsudtryk var. Alle hans små bevægelser stod efterhånden klart for mig, selvom vi sammenlagt kun havde været sammen i det der svarer til omkring en uge. Inden jeg nåede at svare, kommer drengene hoppende ned ad trapperne og går imod os, så jeg skynder mig at rejse mit hoved op, og prøve at gemme mit bedrøvede ansigtsudtryk væk bag et smil.

Vi beslutter os for at lede efter et spisested, hvilket vi hurtigt finder. Der er mange forskellige steder at spise herinde, men Niall slæber os alle mod et sted hvor man kan spise pizza. Indendørs er der et større bord, hvor vi kan sidde i fred for omgivelserne og bare nyde det sidste måltid sammen. ”Det var lige hvad jeg havde lyst til,” smasker den blonde fyr, som allerede har hovedet godt fedtet ind i pizza. Samtalerne flyder henover bordet, mens vi får snakket om de sjove oplevelser vi har haft indtil videre. ”Vi burde nok egentlig også snart tage tilbage til de andre,” siger Liam, mens de andre skiftevis nikker. Mit blik falder på Niall, som kigger op på mig og laver et trist ansigtsudtryk, hvilket får mig til at kigge ned, trist. ”Skal vi følge dig til stationen?” spørger Zayn, som sidder overfor mig. ”Ja, det må I da gerne,” smiler jeg, hvilket får drengene omkring mig til også at smile. Efter vi har spist færdigt, forlader vi parken, omringet af paparazzier og skrigende piger. Rygtet har åbenbart spredt sig, efter de første fans havde spottet os i parken. Alligevel lykkedes det os at komme gennem mængden, hvor Tivolis sikkerhedsfolk også har tjekket op på situationen, for at finde ud af hvad det drejer sig om. ”Kom her,” hører jeg Niall sige til mig, mens han trækker mig ind under hans arm. Min angst bliver sat på prøve, da jeg ikke brød mig om alle de råb og skrig der var omkring os, inden vi endelig når ud af parken. ”De holder derovre,” råber Louis, mens han peger på det sorte køretøj der holder et længere stykke nede af gaden. Hurtigt kommer deres bodyguards til syne, som får stoppet den flok piger der er fulgt efter drengene og mig ud af parken, mens vi andre kravler ind i bilen. ”Ahh, de skriger altid så meget,” smågriner Niall lettet, da vi har sat os til rette. Drengene smågriner også lidt og tager sig forpustet til hovedet. Egentlig havde jeg stadig følelsen af uro i maven, da alle skrig og paparazzierne gjorde mig forvirret og desorienteret. ”Er du okay?” hører jeg en stille stemme spørge, mens Niall forsigtigt løftede min hage op, for at få øjenkontakt. ”J-Jeg ved det ikke helt,” sukker jeg, hvilket får mig til at lægge hovedet ind til hans skulder. De andre holder øje med vores udveksling af ord, inden Harry bryder stilheden. ”Man vænner sig til det, men vi kan sagtens forstå hvordan du har det,” smiler han, mens de andre nikker sig enige. Jeg gengælder smilet og skifter emne, mens samtalen forsætter indtil vi når til stationen.

”Venter I her? Så går jeg lige med hende ind,” siger Niall til drengene gennem den åbne bildør, som jeg har sneget mig ud af. Jeg havde ingen idé om hvornår det næste tog gik, men jeg havde ikke lyst til at tage af sted. Denne gang var det sidste gang han skulle følge mig til toget og første gang vi skulle sige ”farvel” og ikke ”vi ses”. Bildøren smækker, hvorefter vi begynder at gå indenfor i stationsbygningen. ”Hvis du taster det hele ind, så betaler jeg,” smiler Niall forsigtigt til mig, da vi står foran en billetautomat. ”Jeg har ikke lyst til at sige farvel,” mumler jeg lavt, mens jeg ser Aalborg st. dukke op på skærmen foran mig. ”Heller ikke mig,” hvisker han lavt, inden han sætter sit kort ind i maskinen og taster sin pinkode. Langsomt får vi bevæget os over til den store infotavle, hvor der er oversigt over de forskellige tog. ”Spor 4,” mumler jeg for mig selv, hvilket får ham til at bøje sig ned til mig og signalere, at han ikke hørte hvad jeg sagde. ”Det var det samme spor du kom ind på, da jeg skulle hente dig ved toget,” husker jeg, hvilket får ham til at smile. ”Det føles som om det er evigheder siden,” smiler han så. Jeg prøver også at smile, men nu var det begyndt at gå op for mig, hvor trist jeg i virkeligheden var. Det bemærker han åbenbart, da han uden at tøve hiver mig ind til et massivt kram, midt ude i blandt alle mennesker. Selvom han havde sin karakteristiske kasket og sine solbriller på, så var der åbenbart ingen der bed mærke i at det var Niall Horan fra One Direction der stod midt på Københavns Hovedbanegård og krammede en trist, lille pige. ”Jeg er så glad for, at vi fik mulighed for at møde hinanden,” siger han sødt, mens han trækker mig ud af krammet. De store blå øjne møder mine, efter at han har taget sine solbriller hurtigt af. Nu lægger jeg mærke til, at jeg ikke er den eneste med tårer i øjnene. ”Skal vi ikke gå over og sætte os dér?” spørger jeg, mens jeg peger på en tom bænk, ovre i et hjørne. Han nikker bare og lægger armen om livet på mig, mens vi sammen går derovre og sætter os. Der går et øjeblik hvor vi bare sidder og kigger ned på vores flettede fingre, inden han bryder tavsheden mellem os. ”Jeg håber vi kan holde kontakten,” prøver han sig frem. ”Det føles helt sindssygt, at vi kun har brugt sammenlagt en uges tid sammen,” mumler han så. Vores blik mødes, da han hæver mine hænder op og knytter dem imellem os. ”Alt hvad vi har gjort sammen allerede, i går…” smiler han, inden jeg afbryder ham: ”Vi bliver nødt til at holde kontakt,” konstaterer jeg bare, inden jeg kysser ham på munden. Denne gang er kysset intenst som aldrig før, da jeg ikke har lyst til at give slip og lade ham tage ud af landet. På dette tidspunkt ønsker jeg ikke at vi nogensinde skal skilles. Følelserne han gav mig var som ingenting før, da han kun gav mig tryghed og omsorg, samtidigt med at vi kunne fjolle rundt og have det sjovt sammen. ”Jeg vil gøre mit bedste,” mumler han mellem kyssene. ”For dig,” afslutter han så, inden der lyder en stemme over højtalerne: ”InterCityLyn 51 mod Frederikshavn, klokken 14:50 afgår fra spor 4 om få minutter”...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...