Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
47623Visninger
AA

21. Kapitel 20: "For helvede, Julie"

Da jeg kom hjem til Aalborg kunne jeg ikke rigtigt forstå, at de sidste dage var gået så hurtigt. Han havde været her, vi havde hygget os sammen, vi havde drukket med mine venner, vi var i byen sammen, han passede på mig... Vi kyssede.
Alene på mit værelse lå jeg hele weekenden i min seng og græd så småt for mig selv, trods at jeg vidste at vi ville se hinanden næste uge, når han kom tilbage til Danmark. Snakken vi havde haft om natten, ombord tourbussen, kunne jeg heller ikke lade være med at tænke på. Vi kunne lide hinanden, vi havde kysset og holdt om hinanden. Men hvad betyder det? Hvad gør det os til?

~

Weekenden er gået alt for hurtigt, konstaterer jeg da jeg vågner mandag morgen og skal tilbage på skolebænken. Sidste uge havde jeg nærmest ikke været i skole, fordi Niall havde været på besøg. Men jeg havde forberedt mig godt og læst op, så jeg ikke skulle falde bagud i undervisningen. "Hey," siger Sarah, da jeg dumper ned ved siden af hende i klassen. "Var det en god koncert?" spørger hun, mens hun fumler med ting i hendes taske. "Ja, det var virkelig fedt," rødmer jeg, da jeg egentlig ikke var vant til at snakke med Sarah om One Direction overhovedet. "Fedt," svarer hun, inden vores lærer begynder at tysse på os, for at begynde undervisningen. Det er svært at koncentrere sig, når ens tanker hele tiden er et andet sted.

Skoledagen var lang og kedelig, og jeg havde bestemt ikke savnet det. "Hey," siger Andreas hurtigt, mens jeg er på vej ned i gården til min cykel. Jeg når knap nok at svare ham, før han fortsætter. "Jeg har ikke sagt noget til Sarah," hvisker han mens han smiler. "Tak," siger jeg bare, mens jeg låser min cykel op. Egentlig er jeg ikke i humør til at snakke med nogen, jeg vil bare hjem og tjekke mine mails og følge med i Nialls liv på Twitter. "Har du lyst til at hænge ud idag?" spørger Andreas, mens jeg trækker min cykel ud af skolegården. "Nej, jeg.. Jeg har en masse ting jeg skal nå," lyver jeg, for at slippe for yderligere spørgsmål. "Nå okay," siger han trist. "Hvad med imorgen?" Jeg kan næsten ikke slippe for ham kan jeg mærke, hvilket får mig til bare at sige ja, hvorefter vi aftaler at følges hjem til ham efter skole imorgen. "Fedt," siger han glad, inden han siger farvel. Urgh, det manglede da også bare - jeg vil bare surmule for mig selv idag, så jeg skynder mig hjem.

Da jeg kommer hjem sætter jeg straks en kande vand over, mens jeg finder min computer frem og tænder den. Efter jeg har lavet min kop te, sætter jeg mig foran skærmen og kører gennem min newsfeed på Twitter. Niall har faktisk ikke skrevet særligt meget, men de andre har uploadet diverse billeder fra deres koncert. Det ser ud som om de har haft en fed oplevelse, hvilket gør mig glad på deres vegne. Jo længere ned ad min newsfeed jeg scroller, opdager jeg pludselig en tweet fra Niall, som får mig til at smile.
"@NiallOfficial - Love Denmark! Love all the fans! Especially meeting u after concerts!J". Denne gang vidste jeg, at J'et til sidst ikke var en tastefejl, men et hint til mig. Lige pludselig var jeg ikke så trist til mode mere, nu blev jeg bare utålmodig over at skulle vente endnu en uge på at se ham igen.

~

 

Det er blevet aften og jeg har lige spist, så jeg har lagt mig over i min seng for at stene TV. Lige pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg burde ringe til Anna og fortælle hende om Meet'N'greet-billetterne. Hurtigt griber jeg min telefon og finder hendes nummer. "Hallo?" hører jeg hende svare. "Hey Anna, og tak for en super fed koncertoplevelse i fredags!" lægger jeg ud med. "Ja, det var virkelig fedt! Nåede du toget?" spørger hun så. Fuck, hvad skal jeg nu svare? Tænk hurtigt, du har løjet før. "Ø-Øh, ja, jeg var ret sent hjemme," mumler jeg, inden jeg hurtigt bevæger samtalen over på min egentlige grund til at ringe til hende. "Okay, der er sket noget vildt," siger jeg så. "Jeg har vundet et par Meet'N'Greet-billetter til deres næste koncert i Danmark, på fredag," får jeg sagt, mens hun hviner i baggrunden. "SERIØST? OH MY GOD," råber hun nærmest ind i telefonen, så jeg bliver nødt til at holde den lidt væk fra mit øre. "Så jeg tænkte... Har du nogle planer fredag aften?" siger jeg lige så fangirlende, som hun gjorde. "NU HAR JEG!" råber hun igen, hvorefter vi begge begynder at skrige. Jeg bliver nødt til at spille lige så overvældet og overrasket som hende, til trods for at jeg allerede har mødt dem og faktisk snakket med dem i mere end fem minutter. "Hvordan vandt du billetterne?" spørger hun, efter hun er faldet mere ned på jorden. Endnu engang går mine tanker i baglås, da jeg skal finde på en ny løgn overfor hende. Hurtigt kommer jeg i tanke om Nialls forslag. "Man skulle skrive et fanbrev til dem," forklarer jeg. "Uuh, og så vandt du?!" spørger hun ivrigt. "Ja, drengene skulle læse dem igennem, og øh, N-Niall valgte mit," smiler jeg, da den del jo nærmest var rigtigt nok. "Og han er endda din yndlings, hvor er det vildt!" hviner hun derud af, mens jeg bare smiler i stilhed. Ja, Niall valgte at svare på mit brev. Samtalen med Anna gik tydeligvis godt, for som Niall også havde forudset, så ville hun ikke sige nej til at møde sit yndlings boyband. Smilende lægger jeg telefonen fra mig, mens jeg rejser mig fra sengen igen og starter min aftenrutine. Efter jeg har fjernet makeuppen går jeg i seng, slukker min natlampe og tjekker lige Twitter en sidste gang. Intet nyt, men i det mindste ved jeg, at han har det sjovt og at vi snart ses igen.

Min alarm ringer og vækker mig tidligt, så jeg kan nå i bad inden skoledagen starter. Efter jeg har spist morgenmad ser jeg på uret igen, hvorefter jeg skynder mig at komme i tøjet og ud af døren. Jeg er glad for at Andreas ikke skal hjem til mig idag, for jeg havde ikke ryddet op. Da det ringer ud og vi får fri fra skolen, cykler vi sammen hjem til ham. Da vi kører gennem parken tænker jeg på da jeg var her med Niall, både om dagen og om aftenen. Efterhånden kunne jeg tænke på ham på alle tidspunkter, hvilket nok fik mig til at virke distræt overfor mine venner. "Hey Julie, kom nu!" hører jeg Andreas råbe, da han holder ved udgangen af parken og venter på mig. Igen er jeg blevet distraheret af mine tanker, som stopper mig i de handlinger jeg er igang med. Hurtigt får jeg sat i gear og indhenter ham på vejen. Da vi kommer op i hans lejlighed sætter vi os begge forpustede på hans sofa, inden han spørger om jeg er tørstig og rejser sig for at hente noget vand til os.

"Er der noget særligt du ville lave sammen med mig?" spørger jeg, fordi jeg undrer mig over hvorfor han var så ivrig efter at være sammen med mig. "Ikke rigtigt," tøver han, mens han kigger ned i sit glas. Det lignede ham ikke, han plejede altid at have et svar klar eller i hvert fald en flabet kommentar. "Nå, men hvordan var koncerten så?" bryder han tavsheden med, mens han tænder hans TV. "Den var virkelig fed," smiler jeg, mens jeg også kigger ned. Andreas var den der drillede mig allermest med at jeg kunne lide One Direction, selvom han jo tydeligvis ikke kendte dem. Det beviste hans uvidenhed om Niall i hvert fald. "Ja, du må altså undskylde med hensyn til Niall," smiler han flovt, mens han trækker på skuldrene. "Det er fint," svarer jeg sødt, mens jeg kigger på ham. "Fik du nogensinde hende pigen med hjem fra byen?" spørger jeg så, da jeg kommer i tanke om vores bytur i sidste uge, hvor Niall havde været med. "Njaeh..." tøver han lidt med at svare, mens han rynker på næsen. Jeg undrede mig ikke, for som sagt var Andreas ikke typen der scorede piger i byen - mest af alt fordi han aldrig opsøgte det. "Men du tog Niall med hjem?" smiler han flabet til mig, mens han venter på mit svar. "Ja? Han havde jo ligesom ikke andre steder at sove," vrisser jeg af ham, fordi jeg synes det er irriterende at han altid skal være så umoden omkring sådan noget. "Lavede I så noget?" spørger han stille, mens han kigger ned i sit glas igen. "Jeg fik et angstanfald," svarer jeg tørt, mens jeg også kigger ned i mit glas. "H-Hvad?" spørger Andreas uforstående, for jeg havde aldrig fortalt ham om det. "Ja," svarer jeg igen, tørt, mens jeg får tårer i øjnene. "Hvorfor har du ikke fortalt mig, at du lider af angst?" spørger han igen, dog med mere bekymring i stemmen. Han lyder faktisk såret. "J-Jeg ved det ikke, jeg har ikke fortalt det til nogen... Udover Niall," svarer jeg stille, mens jeg tager en tår vand. "Så du har fortalt det til ham, men ikke til din bedste ven?" siger han spydigt, mens han fnyser. "Fedt," mumler han. Hvad fanden var det for en reaktion? I stedet for at forsætte med at lyde omsorgsfuld lyder han lige pludseligt helt sur. "Ja, vi har snakket rigtig meget sammen og lært hinanden at kende?" svarer jeg bittert, mens en tårer løber ned ad min kind. "Hvad fanden er dit problem?" spørger jeg vredt, mens jeg tørrer tåren væk fra min kind.

Der går et øjeblik før Andreas svarer mig, mens jeg kan høre ham trække vejret dybt. Mit blik er låst på hans ansigt, som stirrer vredt ind i TV'et. Irriteret over at jeg ikke får noget svar, slukker jeg for fjernsynet og spørger ham igen. "Andreas, hvad fanden er dit problem? Vis dog lidt omsorg," småråber jeg, mens jeg læner mig tilbage i sofaen. "Er han din nye bedste ven nu eller hvad?" vrisser han, mens han stadig stirrer ind i den nu sorte skærm. "Nej han er ej," siger jeg, mens jeg ryster på hovedet. "Har I kysset?" spørger han så, som om han nu skal have alle detaljer om hvad jeg har lavet sammen med ham. "J-ja... Nej, hvad? Hvorfor er det vigtigt?" får jeg fremstammet, selvom det egentlig ikke var meningen, at jeg skulle fortælle ham det. "For helvede, Julie," ryster han på hovedet og rejser sig. Han går over til vinduet og står der et øjeblik. Jeg bliver siddende i sofaen og forstår ingenting. Hvorfor er det så vigtigt? Hvorfor drejer han samtalen over på det? "Du fatter ingenting, gør du?" spørger han stille, mens han kigger ud af vinduet. "Jeg fatter ikke hvorfor du er sådan en stor idiot lige nu," vrisser jeg surt. "Julie, jeg er vild med dig for helvede!" vender han sig rundt og råber ad mig. "Og nu fortæller du mig, at du har haft sådan nogle seriøse problemer uden at fortælle det til mig?" råber han videre. "Han er jo bare kendt, han kender dig ikke," siger han så. "Slet ikke ligeså godt som jeg gør," sukker han, mens han vender sig mod vinduet igen. Helt målløs sidder jeg bare og stirrer på hans ryg og prøver at fatte alle de ting han har sagt til mig. Hvad skete der lige?

"Andreas..." prøver jeg mig frem, uden at vide hvordan han har det. Han virker vred, men jeg kender ham godt nok til at vide at han er såret. "Jeg havde ingen anelse," får jeg sagt. Han vender sig rundt og vi får øjenkontakt, hvor jeg bemærker at vi begge har tårer i øjnene. "Nej, selvfølgelig havde du ikke det," siger han surt, med en sarkastisk tone. "Skal vi ikke ophæve den åndssvage regel?" spørger han så, mens han stadig kigger mig i øjnene. "Hvilken regel?" spørger jeg fuldstændig forvirret, mens jeg stadig prøver at følge med i hvad han sagde før. "Ingen kærester i gruppen," hører jeg ham sige, stille. "Men Andreas..." prøver jeg mig frem igen, da jeg godt forstår hvor han vil hen. "Jeg er... Jeg jo ikke vild med dig," prøver jeg igen. "Vi er bedste venner?" smiler jeg forsigtigt, mens jeg bare kan høre et stort suk fra ham. Han kigger ned og tøver, før han svarer. "Jeg forstår dig ikke, Julie," sukker han. "J-Jeg troede det vi havde var noget særligt," siger han med en knækkende stemme. "Men jeg er jo heller ikke med i et verdensberømt boyband," fnyser han. "Hold din kæft," vrisser jeg, mens jeg rejser mig fra sengen. "Det har ikke noget med det at gøre," svarer jeg ham igen. "Åh ja? Hvorfor valgte du ellers at tage kontakt til ham? Fordi han er megalækker eller hvad? Fede egenskaber at vælge kærester ud fra," siger han med et vredt tonefald. Det dér finder jeg mig altså ikke i. "Du aner ikke en skid, Andreas," svarer jeg ham igen, mens jeg kigger rasende på ham. "Hvis du havde vist nogen interesse indenfor mit venskab med Niall, så ville du vide hvor nice han er," siger jeg hårdt, mens jeg går mod døren og tager min taske. Jeg gider ikke være her mere, så jeg vil skynde mig at cykle hjem. "Det er svært, når du også har holdt dét hemmeligt for mig!" hører jeg ham råbe inde fra hans stue, mens jeg tager min jakke på. "Jeg gider ikke høre på dit pis mere," råber jeg igen, mens jeg smækker døren efter mig og går med hastige skridt mod elevatoren. "Julie!" hører jeg ham råbe i baggrunden, men jeg forsætter bare med at gå.

 

~

Da jeg kommer hjem kaster jeg mig grædende på min seng, mens jeg tænker på hvad der lige er sket. Andreas og jeg skændtes ikke så tit, men når vi gjorde, så var det altid med en masse bandeord og råberi. Men mere vigtigt var det faktum, at min bedste ven åbenbart var forelsket i mig og ikke havde fortalt mig det. Mens jeg ligger og tørrer øjnene i min seng, ringer min telefon, men jeg orker ikke at tage den. Jeg lægger den væk uden at tjekke hvem der vil i kontakt med mig, mens jeg ligger og bander ud i rummet. Ærligt talt ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, for kærlighed kommer altid imellem venskaber, synes jeg. Det var jo lige præcis hvad reglen handlede om! "Fede idiot!" råber jeg ud i værelset, inden min stemme knækker i et kæmpe hulk. Nu hvor han ved at mine følelser ikke er gengældte, så vil vores venskab med garanti blive anspændt og akavet. Og så bragte han endda Niall ind i det og udtalte sig om ting, han slet ikke aner noget om. Jeg sætter mig op i sengen og prøver at samle tankerne. Andreas' og min samtale blev lidt ophedet og voldsom, men vi plejer altid at snakke sammen igen dagen efter, for at sørge for, at det hele bliver løst. For at prøve, at løfte mit humør sætter jeg en kande vand over, mens jeg tjekker hvem der ringede. "Niall," siger jeg for mig selv, mens jeg tjekker displayet på min telefon. Vandet kogte færdigt og jeg lavede en kop te, hvorefter jeg tjekkede min telefon igen. Skulle jeg ringe tilbage? Nej, det bliver imorgen... 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...