Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
48152Visninger
AA

15. Kapitel 14: "Tell me a secret"

Jeg vågner ligeså stille og prøver at åbne øjnene. Det går langsomt, for jeg er stadig ret træt og ligger med hovedet gemt under dynen. Mine gardiner er trukket for, men lyset kommer stadig ind på mit værelse og lyser på min hvide dyne på sengen. Jeg drejer mig forsigtigt i sengen og kigger frem under dynen, da jeg får øje på dynen på gulvet og noget lyst hår der ligger blottet. "Fuck," hvisker jeg til mig selv, da det går op for mig at Niall ligger og sover på mit gulv. I min søvn havde jeg glemt alt om igår og i nat. I et kort sekund går det hele op for mig igen, mens jeg spærrer øjnene op og bliver rigtig vågen. Jeg skyder hovedet længere frem mod Niall, for at høre om han også er vågen. I stedet for at sige godmorgen, lytter jeg bare. Han ligger med ryggen til mig, så jeg kan ikke se hans ansigt. Der er ikke nogen lyd af snorken, men jeg kan høre at han trækker vejret tungt. Forsigtigt drejer jeg mig rundt, så jeg ligger på ryggen og kigger op i loftet. "Det var ikke en drøm," hvisker jeg til mig selv igen.

~

Efter en halv times tid, hvor jeg bare har ligget og kigget op i loftet, bliver jeg lidt utålmodig. Han sover virkelig tungt, tænker jeg og smiler for mig selv. Forsigtigt vender jeg mig rundt på siden mod Niall, mens jeg støtter mit hoved på min arm. Han flytter sig selv ikke, så jeg går ud fra at han skal vækkes, da han jo tydeligvis ikke har tænkt sig at vågne selv. "Niall," hvisker jeg, mens jeg strækker min anden arm imod ham. Forsigtigt når jeg hans hår, som jeg begynder at nusse med mine fingerspidser. "Niall," hvisker jeg igen. Stille og roligt begynder der at komme bevægelser fra ham, mens han ligeså stille vender sig rundt. Jeg fortsætter med at nusse hans hår, som jeg lige akkurat kan nå med spidserne af mine fingre. "Mmh," grynter han, med lukkede øjne. Han smiler. "Godmorgen," hvisker jeg med et smil, inden han slår øjnene op. "Godmorgen," siger han og kigger på mig, og gengælder mit smil. "Har du sovet godt?" spørger jeg, mens jeg stadig nusser hans hår. "Mmh," mumler han, mens han rykker sit hoved tættere på min hånd. Nu kan jeg nå hans kind, som jeg stille og roligt begynder at ae. "Er du vågen?" smågriner jeg. "Ikke rigtigt," mumler han, "Det er svært at vågne, når du nusser mig," smiler han. "Det er rart," siger han med lukkede øjne, inden han åbner det ene øje med besvær. I et par minutter ligger jeg bare og aer hans kind, mens hans vejrtrækning bliver dybere og dybere. "Nu må du ikke falde i søvn igen," smågriner jeg og prikker ham i kinden. "Hvad er klokken overhovedet?" spørger han, mens han forsøger at strække sig. "Jeg ved det ikke, men solen er i hvert fald oppe," siger jeg og kigger mod mit vindue, som stadig er dækket af gardinerne. "Det var den jo også, da vi gik i seng," svarer han kækt, mens han forsøger at sætte sig op. I et kort sekund stirrer jeg på ham igen, da jeg lige havde glemt, at han stadig har bar overkrop. Hans hår er uglet og han ser virkelig smadret ud, selvom jeg forsøgte at vække ham blidt.

"Er du sulten?" spørger jeg, mens jeg rejser mig fra sengen. Jeg kan mærke, at hans øjne følger mig, da jeg bevæger mig over mod køkkenet. "Hvornår er jeg ikke det," griner han træt, mens han rejser sig og går ud på toilettet. Da han kommer tilbage spørger jeg ham om hvad han vil have til morgenmad, hvorefter vi sætter os over i min seng og spiser. Gardinerne har jeg trukket fra, så nu sidder vi begge i min seng i nærmest intet tøj og prøver at vågne. "Jeg har det som om jeg har tømmermænd," klager Niall, mens han dækker sit ansigt i hans hænder. "Jeg troede du var vant til ikke at sove så meget på tour," griner jeg og læner mig ned i min seng. "Det er noget andet," prøver han at forklare, "For der slapper jeg ikke så meget af, som jeg har gjort nu. Kender du ikke det?" spørger han og kigger på mig. Hans øjne er lidt røde, men den blå farve lyser virkelig op. "Jo, det gør jeg," erkender jeg og smiler til ham. TV'et kører i baggrunden, mens vi snakker lidt om vores sjove samtaler fra i nat. Jeg bliver hevet ud af vores samtale, da jeg opdager at min telefon vibrerer.

"Hey, er du syg?" - Sarah har skrevet en SMS. Klokken er lidt over 11, så vi har nok sovet omkring 5-6 timer, regner jeg mig frem til.
"Nej, jeg er sammen med min irske ven, derfor pjækker jeg!" svarer jeg hurtigt, inden jeg ligger telefonen væk.

"Hvem skriver?" spørger Niall, mens han kigger nysgerrigt på mig. "Nåeh, det er bare min veninde Sarah, vi går i klassen sammen. Hun spurgte om jeg var syg, siden jeg ikke er i skole," forklarer jeg. "Ved hun ikke at du er sammen med mig?" spørger han igen. Det går op for mig, at det faktisk kun er Andreas jeg har fortalt om Niall, men jeg havde på en måde lidt troet, at han ville fortælle det videre til hende. "Næh, jeg må have glemt det. Jeg har kun fortalt det til min bedste ven, Andreas," siger jeg så, inden jeg fortsætter: "Men han ved ikke engang hvor mange medlemmer der er i One Direction," griner jeg. Niall smiler, inden jeg fortsætter med at forklare. "Jeg lovede dig jo at det her ville være anonymt, så jeg har ikke fortalt nogen om at du kommer. Altså, ikke direkte at det var dig," smiler jeg. Jeg vil ikke have at Niall skal tro, at jeg ikke holder hvad jeg lover. Især ikke nu hvor han faktisk er kommet hele vejen til Aalborg, for at besøge mig. "Tak," siger han og smiler sødt til mig. Lidt efter får jeg endnu en sms fra Sarah.

"Nå ja, det havde Andreas egentlig godt sagt. Skal vi ikke møde ham?" skriver hun, hvorefter jeg smiler og kigger på Niall. "Hun spørger, om de ikke skal møde dig," siger jeg, mens jeg kigger afventende på ham, for at se hans reaktion. "Øh... Ved de egentlig hvem jeg er?" spørger han, med et undrende blik. "Nej, altså...", jeg holder en lille pause, inden jeg har besluttet mig for at forklare min situation. "Altså, de tætteste af mine venner ved godt, at jeg kan lide One Direction. Men det er på en måde noget jeg bliver drillet med, siden det kun er små piger, der godt kan lide jer... Så jeg har, kind of, ikke rigtigt fortalt hverken Sarah eller Andreas om, at jeg har sendt dig et brev," indrømmer jeg og kigger undskyldende på ham. "Men sagde du ikke lige, at Andreas godt ved, at vi er sammen lige nu?" spørger han forundret. "Jo, men, øh... Jeg har fordrejet sandheden lidt," siger jeg flovt og kigger ned på mine hænder. "Altså, løjet?" han kigger en smule drilsk på mig. "Nej, ikke løjet! Altså, jeg har bare ikke rigtigt fortalt ham, at jeg har sendt et fanbrev til dig og at du er ham Niall fra One Direction," siger jeg hurtigt og smiler falskt. "Hvad har du så fortalt ham?" fortsætter han med at udspørge mig. "Jeg har bare sagt at vi har lært hinanden at kende på nettet, fordi vi kan lide noget af den samme slags musik," mumler jeg stille. "Det er jo heller ikke helt løgn," smågriner Niall. "Nej, vel?" siger jeg. "Han blev ved med at spørge og jeg kunne jo ikke fortælle ham sandheden," siger jeg stille. Jeg har nærmest dårlig samvittighed over at jeg har løjet overfor Andreas, selvom jeg ikke var i stand til andet. Der går et par sekunder, hvor vi bare sidder i stilhed, mens TV'et stadig kører i baggrunden. "Det kunne da være meget hyggeligt," siger Niall så, hvilket får mig ud af mine samvittighedskvaler. "Hvad?" spørger jeg, fordi jeg ikke rigtigt forstår hvad han mener. "At møde dine venner," siger han, mens han drejer hovedet og smiler til mig.

~

Der kører en tilfældig engelsk serie i fjernsynet, som Niall synes er dybt underholdene, i og med at han griner meget. Han har imellem tiden hevet sin dyne op i min seng, så vi sidder begge to med hver vores dyne, uden at have rejst os fra sengen siden vi spiste morgenmad. "Hvis du vil i bad, så skal du bare sige til," tilbyder jeg, "Jeg har masser af håndklæder, som du bare kan låne," siger jeg med et smil. "Jo tak, det kunne være jeg skulle gøre det nu," siger han og rejser sig. Jeg finder hurtigt håndklæder frem og lægger dem klar til ham. Efter han er gået ud på badeværelset, svarer jeg på Sarahs SMS fra før.

"Jo, det kan vi sagtens arrangere! Kan du ikke lige høre om Andreas kunne holde noget druk i aften, så kunne jeg hive ham med dér. Han hedder iøvrigt Niall!" skriver jeg, mens jeg smiler for mig selv. Kort tid efter modtager jeg et svar fra hende. "Super, Andreas siger at I bare kan komme forbi i aften ved 21 tiden!" står der på min skærm, inden jeg lægger den væk. Jeg kunne ikke forestille mig, at Niall ville sige nej til en hyggelig aften med godt selskab over nogle øl. Kort efter hører jeg døren til badeværelset blive åbnet, inden der træder en nyvasket blond fyr ind på mit værelse. Han har bundet håndklædet om livet og står nu med sit våde hår, og kigger på mig. "Jeg føler mig allerede mere frisk," siger han med et smil, inden han bøjer sig ned til sin taske på gulvet. "Det var godt, for jeg har lige arrangeret vores aften," siger jeg glad, hvorefter jeg går over til ham. "Vi skal hjem til Andreas og drikke lidt i aften," siger jeg med et stort smil. Niall rejser sig op og står nu lige foran mig. Tættere end jeg havde regnet med, for jeg kan nærmest mærke hans kropsvarme overfor mig. "Lyder hyggeligt," siger han, så jeg kan mærke hans varme udånding i mit ansigt, mens han svarer mig. Jeg træder lidt tilbage, fordi det gik op for mig hvor tæt vi egentlig stod på hinanden, hvilket egentlig føltes lidt for tæt. "Vil du have en kop te?" spørger jeg ham, mens jeg står ved vasken og er ved at fylde elkedlen med vand. "Jo tak," svarer han mig, mens han hiver en hvid tank top over hovedet. Nu kunne man virkelig se hans krop, modsat igår, da hans røde hættetrøje overlod alt til fantasien.

"Jeg foreslår, at vi bruger i dag på at lære hinanden endnu bedre at kende," siger han, inden han tager en tår af sin varme te. "Okay?" svarer jeg nysgerrigt, mens jeg gentager hans handling og tager en tår af min egen. Han kigger på mig med et lunefuldt blik, som jeg ikke rigtigt kan tyde. "Fortæl mig en hemmelighed," siger han hurtigt, mens hans øjne borer sig ind i mine. På et sekund har han skiftet ansigtsudtryk og har nu ikke længere det lunefulde blik, men en mere seriøs mine har bredt sig over hans ansigt. Hans hånd holder han for munden, så det kun er hans øjne der er i fokus. De fokuserer på mig og iagttager enhver af mine bevægelser. Jeg bliver hurtigt opslugt af hans direkte spørgsmål og hans stirren, inden jeg tager mig sammen til at svare ham. "O-Okay," får jeg fremstammet, inden jeg tænker mig om og fortsætter: "Jeg har angst," siger jeg stille, mens jeg hurtigt kigger ned, for at kigge op på ham igen. Han har et eftertænksomt blik, inden jeg aner en smule bekymring og omsorg i hans øjne. "Fortæl mig om det," siger han så, idet han tager sin hånd væk fra munden og lægger den oven på min. Det virkede ikke romantisk eller flirtende, derimod meget omsorgsfuldt og forstående. "D-Det er ikke rigtigt noget jeg snakker om... Med nogen," siger jeg stille igen, mens mit blik falder ned på vores hænder. "Du må gerne snakke med mig om det," siger han, mens han prøver at få øjenkontakt med mig. "Hvis du har lyst, altså," siger han med et sødt tonefald og et lille smil. Der går et øjeblik før jeg reagerer på hans svar: "Det var ikke for at ødelægge stemningen," siger jeg så. "Det er helt okay," siger han forstående og nusser min håndryg med sin tommelfinger. "Du må gerne forklare mig det," tilføjer han. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg begynder at fortælle om min hemmelig. Min hemmelighed, som jeg ikke engang har fortalt Andreas eller Sarah om.

"Det er faktisk ret svært at forklare," siger jeg og smiler skævt ned til vores hænder. Han nikker i stilhed og venter på at jeg skal fortsætte. "Altså, jeg har mest angst omkring mennesker," forklarer jeg, uden helt at vide hvordan jeg ellers skal sætte ord på det. "I starten troede jeg bare, at jeg bekymrede mig meget, men det gjaldt alle mulige småting. Alt fra at komme for sent til toget til om folk ville kigge på mig i klassen, når jeg kom for sent," siger jeg og sukker. Han kigger stadig intenst på mig og følger med i hvad jeg siger. "Det er ikke så slemt mere, fordi jeg har fået hjælp forskellige steder fra," fortæller jeg og tager en dyb indånding. Uden at sige det direkte, tror jeg godt han forstå hvad jeg mener. "Altså, nu går jeg ikke i panik over hvad folk mon tænker om mig, men jeg kan stadig godt få et angstanfald, hvis en givet situation bliver for uoverskuelig for mig," afslutter jeg. "Mmh," mumler han og rykker lidt tættere på. Tårerne presser på, da det gør mig ret utilpas at snakke om et så følsomt emne, som det her. "Jeg havde aldrig gættet på, at du gik rundt med sådan nogle tanker," siger han, inden han flytter sit blik ned på vores hænder. Nu var det mig der ville have øjenkontakt med ham. "Hvad mener du?" spørger jeg. "Jeg mener, du virker så åben og glad. Jeg havde ikke gættet på, at du bliver så påvirket af dine omgivelser," smiler han med et omsorgsfuldt blik. "Jeg har skam også fået det bedre nu, men altså, det hjælper at trække mig fra de situationer der gør mig usikker," siger jeg med et smil. Han kigger op på mig igen og nikker. "Hvad kan jeg gøre, hvis du får det dårligt?" spørger han forsigtigt, som om han passer på med ikke at overskride mine grænser. "Tage mig væk fra situationen. Helst et stille sted, hvor du kan snakke fornuftigt til mig og minde mig om, at der ikke er noget at være bange for," fortæller jeg, mens jeg lægger mit hoved på hans skulder. "Altså, minde dig om at jeg passer på dig," kan jeg høre hans stemme brumme, gennem hans bryst. "Mmh," mumler jeg stille. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...