Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
48926Visninger
AA

13. Kapitel 12: "What ever you feel like"

Inden jeg går ud af døren, kigger jeg mig i spejlet en sidste gang og tager en dyb vejrtrækning. ”Nu er det nu,” smiler jeg til mig selv og roder rundt i mit hår en sidste gang. Det er stort og bølget, og står i fin kontrast til det sorte tøj jeg ellers har på. Normalt plejer jeg at tage cyklen, lige meget hvor jeg skal hen, men nu tager jeg bussen, fordi vi jo skal følges hjem. Bussen går om 5 minutter, hvilket betyder at jeg har masser af tid, for busstoppet er lige nede foran bygningen jeg bor i. Jeg tager mine sorte converse på og bevæger mig ud af døren.

~

Jeg stiger ud af bussen, som stopper lige foran stationen. Solen skinner stadig og varmer mit ansigt, selvom det ikke er nødvendigt. Mine røde kinder skinner klart, da jeg ikke har taget hverken foundation eller pudder på. Da jeg lagde make-up havde jeg overvejet nøje hvor meget jeg skulle tage på, netop for at virke så naturlig som overhovedet muligt, trods at jeg ikke kunne holde mig fra min mascara. Der er rødt ved det fodgængerfelt som jeg skal over, men her er næsten ingen mennesker ved stationen. Kun busserne og enkelte biler kører forbi, hvilket egentlig gør mig mere rolig, for det betyder at der nok ikke er så mange fans der kan overrumle Niall. Lyset skifter og der bliver grønt, og jeg bevæger mig roligt over på den anden side, hvor stationshuset ligger. Da jeg kommer indenfor kigger jeg hurtigt på infoskærmen, for at finde ud af hvilket spor hans tog kommer ind på. ”Toget mod Frederikshavn, kl. 11:04, spor 4” står der, hvilket jeg gætter mig til er det tog han er med, da han jo kommer fra Aarhus. Hvis jeg påstod, at jeg ikke var nervøs lige nu, ville jeg lyve. Ikke at jeg er vild med ham eller noget, det er bare tanken om at skulle mødes med en person jeg aldrig har set i virkeligheden og kun har skrevet med, som tricker den her lille form for præstationsangst. Og så det faktum, at han er verdenskendt, selvfølgelig. Hurtigt får jeg gået over på spor 4, hvor hans tog kommer. Der er stadig et par minutter til at hans tog burde være her, så jeg har lige en lille chance for at prøve at komme helt under kontrol. Min største bekymring er, at jeg fangirler eller går helt i stå, når jeg ser ham. Jeg glemmer i et øjeblik mine nervøse tanker, da jeg i det fjerne kan se, at et tog kommer kørende imod mig.

Toget kører stille og roligt ind på perronen, inden det standser og dørene går op. Der kommer ikke særligt mange mennesker ud af toget, hvilket egentlig bare er en lettelse for mig. Pludselig spotter jeg en lyshåret fyr med en rød cap, som kommer gående imod mig lidt længere nede af perronen. Jeg er ikke i tvivl om at det er Niall, så jeg går ham i møde. Da vi kommer tættere på hinanden ser jeg, at han tager sine sorte rayban-solbriller af og smiler stort til mig. På et øjeblik forsvinder min nervøsitet og et smil breder sig også over mine læber. Da vi kommer tættere på hinanden, ser jeg ham slå ud med armene og sige: ”Hej Julie! Hvor er det godt at se dig,” mens han giver mig et stort knus. I knuset får jeg også sagt hej til ham, mens jeg står og bliver begravet i hans røde hættetrøje. Selvom han ikke er særlig høj af en dreng at være, er jeg utroligt lille i forhold til ham. Vi trækker os ud af krammet og kigger smilende på hinanden, inden jeg afbryder stilheden: ”Var det en god tur? Ikke for mange fans?” smågriner jeg, mens han løfter sin sportstaske op fra jorden. ”Det var en helt fin tur, og faktisk var der ikke én eneste fan,” griner han videre. ”Jeg sad faktisk bare og hørte musik hele vejen,” afslutter han. ”Det er dejligt at høre, så kunne du også slappe lidt af,” indskyder jeg, mens jeg guider ham i retningen af trapperne. ”Tak fordi du gad hente mig,” siger han, mens vi går op til busserne. ”Det var da det mindste! Hey, bussen går om fem minutter, så vi skal bare vente her,” siger jeg, mens jeg stopper ved busstoppet. ”Fint nok, hvor lang tid tager det?” spørger han, mens han kigger sig omkring. Det er jo hans første gang i Aalborg – hans allerførste gang i Danmark – så han må være lidt nysgerrig omkring hans omgivelser. ”Det tager under 5 minutter herfra og hjem til mig,” får jeg svaret ham, mens jeg smiler. ”Nå ja, har du en 20’er?” spørger jeg, fordi jeg kommer i tanke om, at han skal købe en busbillet. ”Ehm… Nej, det tror jeg ikke, nåeh, til bussen?” han kigger på mig og ser næsten bekymret ud. ”Det skal du ikke tænke på, jeg har faktisk en her,” siger jeg, mens jeg rækker ham min mønt. Det var sjældent jeg gik rundt med mønter i min pung som sagt, men i dag havde jeg faktisk helt tilfældigt en 20’er. ”Tak, den får du igen på et tidspunkt,” siger han smilende, mens han klemmer min skulder.

~

Det tog kun et øjeblik med bussen hjem til mig, men det øjeblik brugte vi fuldt ud på at snakke. Der var ingen fans der havde spottet ham endnu, for vi havde i hvert fald siddet helt i fred. I virkeligheden var det måske en rigtig god timing, at han kom på det her tidspunkt på en hverdag. ”Velkommen til min ydmyge lejlighed,” siger jeg højt, mens jeg låser døren op. Jeg går først ind og Niall lige bag mig, inden han lukker døren. Han træder ind på værelset, mens han stiller sin taske forsigtigt ved siden af mit skrivebord. ”Her er virkelig hyggeligt,” siger han, mens han kigger rundt på mine vægge. ”Tak, hey, vil du have noget at drikke?” spørger jeg, mens jeg går over til mit køleskab. ”Jo tak,” siger han høfligt, idet han sætter sig i min seng. I baggrunden kan jeg høre at han griner for sig selv, men hurtigt gør han mig opmærksom på hvorfor. ”Så du siger du ikke er fangirl, hva’?” griner han, mens han peger på mit skab. Nå ja, jeg havde jo egentlig godt tænkt over at min plakat af ham hænger der, men jeg havde ikke gjort noget ved det. ”Ja, du er mit yndlings medlem, må jeg føde dine børn?” joker jeg. ”Er det underligt, at se sig selv på en teenage-piges værelse, eller har du vænnet dig til det?” fortsætter jeg, mens jeg vender mig mod ham. ”Jeg har ikke vænnet mig til det og det gør jeg nok aldrig, men jeg tager det som et kompliment,” siger han og smågriner lidt igen. ”Hey, vil du have en øl?” spørger jeg, mens jeg holder en Tuborg frem. ”Vi har ikke engang spist frokost endnu, men jo tak, jeg siger aldrig nej til en øl,” smiler han. Jeg dumper ned på sengen ved siden af ham, og vi læner os begge tilbage med vores dåseøl. ”Er det en dansk øl?” spørger han, efter at have taget en slurk. ”Ja, det er også dem der laver Carlsberg,” forklarer jeg og fortsætter: ”Dem burde du kende, dem har jeg i hvert fald drukket da jeg var i Dublin,” siger jeg og tager endnu en tår. ”Nå ja, dem! Dem kender jeg godt. Men hey, har du været i Dublin?” spørger han nysgerrigt og kigger på mig igen. Jeg giver mig til at forklare om min studietur og fortæller, at det blandt andet også var dér jeg købte min plakat. Han lytter interesseret og griner også, da jeg fortæller min pinlige historie om hvordan jeg bar mig ad med at købe plakaten.

Allerede nu var der en afslappet stemning og det virkede slet ikke underligt bare at hænge ud med Niall på mit værelse. Vi sidder bare på min seng indtil vi har drukket vores øl, inden vi beslutter os for at gå ned for at spise frokost. ”Er der et sted du kan anbefale?” spørger han, mens vi tager sko på. ”Ja, faktisk ligger der en rigtig hyggelig café lige om hjørnet hernede,” siger jeg, da vi går ud af døren. ”De laver traditionelle danske sandwiches og andet lækkert, som jeg tror du vil kunne lide,”. Her er ingen mennesker på gaden lige nu, så det er kun ham og jeg der går og snakker. ”Jeg kan lide al slags mad, så det glæder jeg mig til,” svarer han mig. Caféen ligger kun få hundrede meter fra min opgang, så vi skal ikke gå særligt langt før vi er der. Jeg tror at vi begge er ret sultne nu, så det passer fint med mig, at vi bare tager et sted hen, som ikke ligger så langt fra hvor jeg bor. ”Her ser også rigtig hyggeligt ud,” siger han og kigger rundt, da vi kommer derind. Her er ikke særligt stort, men stilen er unik. Der er lyse vægge med højt til loftet, der hænger lyskæder alle vegne og ikke én stol er ensfarvet. ”Og vi får madro!” siger jeg grinende, mens jeg peger på alle de tomme borde. Her er ingen herinde, udover os og den rare tjener, der står bag baren. ”Bare et bord til jer to?” spørger han, mens han følger os ned til et bord ved vinduet. Menuerne ligger foran os, men hurtigt kigger Niall på mig og smiler stort. ”Ja, du må jo anbefale mig noget,” siger han, inden han fortsætter: ”For jeg forstår ingenting af hvad der står på menuen,” griner han. ”Ja, det er en fordel at kunne læse dansk,” svarer jeg også i et grin, for jeg havde helt glemt at menuen ikke har en engelsk version. Hurtigt gennemgår jeg retterne for ham og tjeneren kommer over til os, for at modtage vores bestillinger.

~

Vores cafétur var rigtig hyggelig, fordi vi bare sad og snakkede. Der var ingen problemer med at holde samtalen kørende, trods at vi begge koncentrerede os meget om vores mad. Vi havde joket lidt med at vi jo nærmest var kommet på date, fordi vi følte os så specielle af at være de eneste på caféen. Tjeneren havde også forsøgt at snakke med Niall, men han kunne ikke rigtigt finde ud af at snakke engelsk. Heldigvis var det til Nialls store fornøjelse, især fordi tjeneren åbenbart heller ikke anede at Niall var et af medlemmerne fra One Direction. Da vi havde spist betalte Niall og gav tjeneren nogle drikkepenge, inden vi gik udenfor igen. ”Hvad er planen så nu?” spurgte han, mens han kiggede på mig med et venligt smil. ”Det kommer an på hvad du har lyst til, jeg har faktisk lavet en liste over ting vi kan lave, hvis vi skulle være i tvivl,” siger jeg, mens vi begynder at gå op af gaden vi kom fra. ”Smart, så forberedt er jeg slet ikke,” griner han. ”Så lad os gå op på dit værelse igen og kigge på listen så,”. Da vi kommer op på mit værelse, finder jeg listen frem og rækker den til Niall. Jeg sætter mig ved siden af ham og læner mig tæt på, så jeg også kan følge med i hvad han læser, idet han begynder at grine igen. ”Ja, det her er så endnu en ting jeg ikke kan forstå,” siger han og kigger på mig med et stort smil. ”Ej,” griner jeg og tager listen. ”Ja, det må du undskylde, jeg havde lige glemt at jeg jo skriver på dansk, når det er til mig selv,” forklarer jeg, mens jeg begynder at oversætte listen.

”Gå en tur i parken?” gentager Niall mig, inden jeg når at læse videre. ”Ja, solen skinner jo, så det kan vi sagtens,” siger han og kigger afventende på mig. ”Super, så lad os gøre det,” siger jeg og rejser mig. ”Skal vi have noget med?” spørger jeg, mens han også rejser sig. ”Hmm, snacks, noget at drikke og måske et tæppe?” foreslår han, mens han kigger på sengen. ”Ja, du kan bare tage tæppet der ligger i fodenden,” siger jeg og peger, mens jeg fortsætter: ”Men snacks skal vi vist lige købe først, for jeg har slet ikke handlet endnu. Det tænkte jeg vi kunne gøre sammen,” forklarer jeg. ”God idé, jeg spiser også meget mere end dig,” siger han og giver mit skulder endnu et klem. Vi får hurtigt rullet tæppet sammen og Niall tager det under armen.

~

SuperBrugsen ligger tættest på hvor jeg bor, så vi krydser gaden og går derover. Vi har besluttet os for bare at købe nogle chips og tage med derned, og måske et par øl også. Nu er vi trods alt i Danmark og hvis han skal opleve hvordan det er, at være en traditionel, dansk gymnasieelev, så indebar det at drikke øl i en park på en solrig dag. Butikken er næsten mennesketom, så vi får hurtigt gået igennem det meste af butikken, inden Niall stopper og studerer udvalget af chips. Der går noget tid før han beslutter sig for hvilke han vil have, så imellem tiden står jeg og betragter ham. Han har stadig sin røde hættetrøje og sin røde cap på, hvilket klæder hans lyse hår. Hans solbriller har han taget på igen, så nu kan jeg ikke se hans ellers ret flotte øjne. ”Det bliver dem her,” siger han så og går imod mig. ”What ever you feel like,” siger jeg, mens vi begge begynder at gå mod kassen. Da vi skal til at betale ser jeg, at Niall smågriner lidt og peger på bladene, som står på hylden ved siden af. One Direction er på forsiden af diverse ungdomsblade, hvilket også får mig til at smile. ”Det er altså underligt at se sig selv på forsiden af et magasin, i et land jeg aldrig har været før,” hvisker han, inden han går op for at betale. Det kan jeg sagtens forestille mig, selvom det er noget jeg aldrig har tænkt over.

Vi finder hurtigt et sted at slå tæppet ud, under et stort træ som giver lidt skygge. ”Hvor er her rart,” siger han, mens han åbner posen med chips og tager en stor håndfuld. ”Mmh, det er også et af mine yndlingssteder her i området,” siger jeg og tager selv nogle chips. ”Jeg har stadig ikke helt fattet, at jeg er her,” smasker han, mens han kigger ud over parken. ”Jeg har stadig heller ikke fattet, at du er her,” smiler jeg og kigger på ham. Jeg kan ikke se hans øjne, men han kigger på mig og smiler. ”Tak fordi jeg måtte komme og besøge dig,” siger han med en rar stemme, efterfulgt af et sødt smil. ”Tak fordi du svarede på mit brev,” smiler jeg igen og nusser hans knæ. Det går op for mig, at jeg rør hans knæ, så jeg skynder mig at trække hånden til mig igen. ”Undskyld, det er bare vane at nusse folk omkring mig, det gør jeg med alle mine venner,” forklarer jeg og rødmer lidt. ”Det er helt i orden, gør det endelig igen,” smågriner han, ”Det er helt cool, jeg er vant til at blive nusset,” siger han og rykker tættere på. Der er ingen akavet stilhed, for vores samtale fortsætter bare derud af. Vi ender med at snakke om det danske vejr og hvordan naturen egentlig minder meget om den irske. Solen står stadig højt på himlen, mens vi betragter de få mennesker der går gennem parken. Jeg nyder virkelig Nialls selskab, tænker jeg for mig selv, da jeg betragter hans gestikuleringer mens han griner af sin egen historie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...