Just give me a hint {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Julie bor i Danmark og er en helt almindelig pige på 18 år. Hun er igang med sit sidste år på gymnasiet, har et par gode venner, men drømmer om at blive venner med en helt speciel person - nemlig Niall fra boybandet One Direction.
For mange måneder siden sendte Julie et brev til Nialls adresse i Mullingar. Et brev, som indeholdt en invitation til et venskab.
Til hverdag er det kun få af hendes venner der ved, at hun kan lide One Direction, da hun synes det er pinligt at kunne lide et band, der næsten kun har yngre fans. Selvom få af hendes venner ved at hun hører musikken, er der ingen der ved at hun har sendt et brev til Niall.
Julies hverdag ændrer sig den dag hun modtager en anonym email, som senere viser sig at være begyndelsen på et helt nyt kapitel i hendes liv...


203Likes
421Kommentarer
49039Visninger
AA

2. Kapitel 1: The beginning

Jeg lagde kuglepennen fra mig og lænede mig tilbage i min stol. Var det okay skrevet? Var det overhovedet stavet rigtigt? Mit hoved havde kørt på højtryk de sidste par dage, hvor jeg virkelig var blevet enig med mig selv om, at nu skulle jeg altså få skrevet et personligt brev til Niall. I lang tid havde jeg overvejet det, men vidste ikke rigtigt hvordan jeg skulle få mine tanker skrevet ned.

Mit skrivebord flød med forskellige farveblyanter, tuscher, klistermærker og papir. I skriveprocessen havde jeg overvejet, om brevet skulle pyntes for at skille sig mere ud, men efter at have tænkt længe over det, besluttede jeg mig for at gøre det så enkelt som muligt. Min tanke var, at det netop ville skille sig ud, idet at alle fanbreve som regel er overdækket med alle mulige former for hjerter og søde hilsner. På den måde skulle mit brev være det eneste simple brev, som måske netop ville tiltrække opmærksomhed, i og med at det var en helt enkelt hvid konvolut med intet andet end et navn og en adresse på.

Det havde taget mig lidt tid at formulere mig, da jeg skulle skrive brevet på engelsk, så Niall vil kunne forstå det. Altså, hvis han endte med at læse det, selvfølgelig. Det var bare sværere at udtrykke sig på et andet sprog end ens modersmål, syntes jeg. Og var jeg nu sikker på, at jeg havde fået skrevet alt det, jeg ville? På en måde syntes jeg, at mit brev var for kort, da det kun fyldte knap én side og min håndskrift så meget stor ud på de smalle linjer på notespapiret. Der var rigtig mange ting jeg gerne ville snakke med ham om, men jeg endte alligevel med at forkorte en hel del af teksten i mit brev, da det ellers ville virke for overvældende og tænk nu hvis han mistede interessen undervejs i læsningen. Jeg satte mig henover bordet og læste brevet igen.

”Fint nok,” tænkte jeg. ”Det er sådan det bliver, jeg ender bare med at gentage mig selv.”

På mit rodede skrivebord fandt jeg en hvid konvolut, som jeg allerede havde skrevet navn og adresse på.

Niall Horan
124 Raithín, Mullingar,
County Westmeath
Ireland

Nu var det tid til at gå ned i SuperBrugsen og købe et frimærke, så jeg kunne få sendt brevet af sted. Gad vide hvor dyrt det er, at sende et brev til Irland? Jeg rejste mig fra stolen ved skrivebordet og var næsten helt stiv i ryggen, fordi jeg havde siddet længe og gjort mig umage med min håndskrift i brevet. Min langefinger gjorde næsten ondt, fordi jeg havde holdt så hårdt fast om kuglepennen.

Jeg kiggede mig over skulderen og prøvede at få øje på min sorte hættetrøje, som jeg havde forlagt et eller andet sted. Mit værelse var ikke stort, men sådan var det at bo på kollegium. Mit soveværelse fungerede både som stue og køkken; når jeg havde gæster på besøg, brugte vi sengen som sofa og det lille køleskab stod og brummede stille ovre ved det smalle køkkenbord langs væggen. En stor reol stod overfor min seng, hvor mit TV var placeret sammen med alle mine små billeder og nipsting, og på væggene hang der en blanding mellem plakater og billeder, som også dækkede det meste af mit store klædeskab. På skabet hang der også en stor plakat af Niall, som jeg havde købt, da jeg var på studietur i Dublin.

Selvom jeg manglede mere skabs- og gulvplads, elskede jeg mit værelse og blev nærmest ekstatisk, da jeg kunne få udeboende SU og flytte hjemmefra, inden jeg blev student til sommer. Mens mit blik vandrede fra mit åbne klædeskab til rodet på gulvet, spottede jeg det sorte klæde og fik fat i trøjen i en hurtig bevægelse. Det føltes næsten som om jeg havde sommerfugle i maven, da jeg tog den hvide konvolut i hånden og gik ud af min lejlighed, og ned ad trapperne i opgangen. Jeg var virkelig spændt på, om han ville svare…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...