Light vs Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Igang
Usikre unge filmstjerner med fortid som helvede. Det er livet for 17årige Kathrine Light der endelig efter flere år har kæmpet med mobning, kærestevold og forfængelig rige uforstående forældre. Derfor flyttede hun sammen med sin "onkel" Thomas til Hollywood.
Men hvad sker der når selve Steven Spielberg får øje på hende som hans næste hovedrolle sammen med to drenge fra det kendte band One Direction?
Harry Styles er ligesom Kathrine langt ude på glat is da han selv for et halvt års tid siden ville begå selvmord.
Både Kathrine og Harry er så langt ude at de til hver en tid, kunne falde døde om hvis de fik muligheden.
Men kan to ødelagte mennesker, finde lyset igen? I hinanden?

*Der kan være anstødende scener*

27Likes
20Kommentarer
1964Visninger
AA

3. Kathrine Light? Hvem?

 

Mit navn siger ikke meget, det er helt almindeligt. Det er dejligt, for ingen forventer særlig meget af en med det navn.

Heldigvis.

Jeg var igen taget til psykolog.

"Er du spændt?" Spurgte hun mig så. "Hvad mener du?" Spurgte jeg. "Du har fået rollen, i den der film. Er du spændt?" Spurgte hun så. "Jeg glæder mig, men jeg er nervøs. På den gode måde"  Svarede jeg glad. Falsk selvfølgelig.

 

Hun var en elendig psykolog, hun troede virkelig på alt jeg sagde. Som om at hendes råd hjalp. Det var den rene spild af penge, fra både skole og forældres side af. Men filmen, jeg kunne ikke vente med at indspille den. Det ville blive rigtig godt.

 

Eller ikke. Jeg var ikke særlig populær, men det var min historie, for de fleste skuespillere havde den. Eller sangere, endte i noget uheldigt, og musikken eller film var alt de havde. Hurra, jeg var en klassiker!

Jeg var lidt smålig, men det var jeg altid.

 

"Nå, tiden er gået" Sagde jeg. "Der er stadigvæk ti minutter, er der noget du vil snakke om? Drenge? Piger?" "Jeg har ikke noget med nogle af de køn at gøre! Jeg foretrækker at være asocial og lidt af en strigle. Hvis du ikke har opdaget det" Med de ord gik jeg ud af døren. Jeg fandt hurtigt min jakke og gik ud til min bil. Jeg satte mig i den og sukkede.

 

Min mobil vibrerede det var min mor. Jeg lagde mobilen i handskerummet, fandt mine nøgler og kørte hjem til min 'onkel' Thomas.

Jeg startede min musik og skruede fuldt. Fuck psykologer jeg fik alt den hjælp jeg kunne fra Nickelbkack. De er gud. Basta.

 

Jeg nød at synge med, også selvom det lød elendigt, men det var heller ikke det vigtige, det vigtige var at jeg kunne mine ting. Jeg var bokser, den hårde af slagsen, jeg var den kommende Captain America, den kommende Mrs. Captain Amercia, uuh, det lyder godt, ikke sandt?

Det er ligegyldigt, så længe jeg har mig selv, og min onkel, og hans familie.

Det er alt hvad jeg har brug for.

 

Jeg stoppede ved rødt og kiggede omkring mig, en eller anden bitch med barbie hår sad i en Porche sammen med en eller anden gammel mand. Jeg kiggede lidt ekstra, det var min nye skoles plasticdukke, jeg var bare heldig, ingen turde gøre mig noget, for alle havde hørt om Den Røde Hånds rædsler. Jeg kunne godt lide det. Før det var min højre hånd.

 

Men alligevel, lidt syg i hovedet, det er jeg da, ikke sandt?

Jeg vælger at fortælle det her, hvorfor?

 

Jo, jeg fortalte jo på et tidspunkt, at jeg blev voldtaget et par gange ikke? Tja, jeg foretrækker fra nu af at være kællingen man drømmer at blive set af.

 

Selvom, jeg langt fra er sådan. Får jeg muligheden græder jeg ud. Men det er sjældent, min onkels kone Bettina hun ved det godt. Hun ved at det eneste jeg flipper ud og skriger, det er når jeg står der, alene i lyset fra gamle dårlige pærer, hvor ingen ser det, for ingen ser på en afmagret pige der træner, de holder øje med så meget andet.

 

Inge vil skænke hende den tynde et blik. Ignorer hende, så går hun væk.

Det gør hun ikke. For at slå på en sandsæk, som man forestiller at der er ens eks og alle de svin fra ens fortid, det hjælper, medmindre deres stemmer er efter en. Så hjælper det slet ikke.

 

*Liams synsvinkel*

 

Endelig, jeg havde ventet på denne dag i laang tid. Den første november, vi havde endelig fri, eller de andre havde, Harry og undertegnede skulle til USA fordi management havde på vores vegne sagt ja, til at være med i en film, men jeg havde det nu fint nok med det, jeg mener Steven Spielberg, han lavede sammen med Peter Jackson, Tintin, en utrolig fed film, i 3D.

 

Vi havde pakket Harrys ting færdige og var på vej ud mod lufthavnen Lou og Eleanor kørte os derud, det var noget jeg ikke havde glædet mig til.

Har I nogensinde set en fuldvoksen mand tabe til en spinkel lille pige?

Det har jeg.... desværre.

De elsker hinanden, tro mig, bare ikke når de kører i bil.

"Lou, man skal ikke tweete når man kører" "Jamen mine fans " "Dine fans min bare, du skal køre, eller også gør jeg " "Jamen du har ikke noget kørekort" "Det ved jeg."

I ved, det her, det fortsætter også selvom vi faktisk ikke er der. Det er det utrolige ved dem. De gør det fordi de mener det.

Jeg får ondt af de børn, hvis de får børn.

Det ender jo med at Harry må stjæle det og opdrage det.

Eller ikke.

 

"Hey Liam" Harry afbrød mine tanker. "Ja?" Sagde jeg. "Jeg har set på den mail som Stevie har sendt " "Du skal ikke kalde ham Stevie, det er respektløst" Sagde Eleanor. "Jeg er enig" Sagde Lou og jeg i munden på hinanden.

 

"Hvorfor er det respektløst?" Spurgte Harry dumt. "Fordi, han er en legende. Hvad står der i brevet?" Spurgte jeg så, for ligesom at skifte emne.

"Vi skal spille sammen med Kathrine Light? Hvem er Kathrine Light?" Spurgte Harry. "En pige fra Montana." Sagde Eleanor.

"Så er hun nok Hannah Montana!" Grinte Harry. "Den var dårlig" Sagde jeg. "Nå okay" Sagde han stille. "Hun er lidt en sportspige, bokser, hele tiden, uden handsker, løber, træner, meget sportslig, men hendes muskler kan ikke ses, da hun var haft muskelsvind." Sagde Eleanor roligt. Vi sad alle sammen og var helt stille i bilen.

 

"Hvad? Hun er faktisk kendt fordi hun gav Will Smith en på panden for et par uger siden" Sagde hun. "Slog hun Will Smith?" Måbede Lou. "Ja, hun er ikke bange for at slå fra sig. Det var til træning bare rolig" Grinte hun så.

"Så er vi her, skal vi bare smutte, eller vil I gerne have vi vinker?" Spurgte Eleanor og kiggede hen på Harry og så hans arm og hals, skiftevis.

"Det går" Sagde han stille og kiggede væk, mens hans hånd kørte over hans ar på højre hånd.

"Sikker?" Spurgte Lou så. Han nikkede. "Hav det godt de næste fire måneder, vi kommer om tre måneder okay?" Smilte Lou og klappede Harry på knæet. Vi steg ud og Eleanor tog både Harrys og min rygsæk.

 

*Harrys synsvinkel*

 

"Hey Hazz" Sagde Eleanor. Jeg vendte mig mod hende, hun havde taget mig i hånden. På den alvorlige måde.

"Jeg ved godt... jeg er virkelig ked af det, havde jeg vidst at du havde det sådan med Lou. Undskyld." Sagde hun. "Wow smukke. Det er ikke din skyld. Det skal nok gå."

"Sidst du sagde det fandt vi dig næsten død, og du flød i dit eget bræk og blod" Hendes tårer kunne ikke holdes inde. Jeg gav hende et hurtigt kram. "Rolig, det er trods alt Liam der holder øje med mig, ikke sandt?" Smilte jeg. Hun tørrede sine øjne. "Jo, kom nu, de venter på os" Sagde Eleanor, lidt gladere. Lou og Liam smilte venligt til os mens vi gik hen til dem.

 

"Så, vi skal lige tjekke ind og så smutter vi. Vi regner med at I vinker" Sagde Liam med løftet pegefinger. "Altid Liam. Du er jo vores lille Batman og Harry, han er vores bager. Vi kommer til at savner jer begge utrolig meget. Hyg jer, drengene er kede af at de ikke kunne komme, men, de gjorde det for jeres skyld ikke sandt" Smilte Lou og trak både mig og Liam ind i et bjørnekram.

"Det er sandt" Sagde jeg glad. Glad. Sikke et ord, nok ikke lige den rigtige beskrivelse for mig lige nu.

Men Modest! mente trods alt at det måske ville være godt for mig. Fair nok.

 

***

 

Vi sad i flyet og ventede på at det lettede, jeg var lidt nervøs. Jeg elskede at flyve, men lige for tiden, kunne jeg ikke klare det. Liam smilte blot til mig og det mindede mig om at han havde valgt at gøre det her, for min skyld, for at passe på mig. Det var egentlig rart at nogen havde det sådan omkring sine venner.

Flyet lettede og vi vinkede på liv og løs til Eleanor og Lou som vinkede ligeså tosset som vi gjorde.

Jeg ville savne Lou, rigtig meget.

 

*Kathrines synsvinkel*

 

Jeg var kommet hjem og havde parkeret inde i garagen.(sjovt ikke, det er jo det de er til for, ikke?)

Marcus og tvillingerne var udenfor og legede sammen mens Bettina sad indenfor og snakkede i telefon med en eller anden og Thomas, han lavede mad.

Han lavede kylling i karry.

FUCKING YES MAN!

 

"Hey Thomas!" Sagde jeg glad og smed mine sko og jakke i forhallen.

"Hvordan gik det idag?" Råbte han glad tilbage. "Det var værre end sidste gang" Sagde jeg så og satte mig på køkkenbordet ved siden af ham.

 

"Hvad havde hun da at sige denne gang?" Spurgte han. "At filmen ville måske... gøre mig til et nyt menneske. Men altså, i overmorgen, rejser jeg. Jeg kommer til at savne jer. Jeg skal være væk i næsten et halvt år, det er for vildt" Sagde jeg. Thomas smagte suppen til og jeg kunne næsten ikke lade være med at grine over den sluprelyd han lavede.

 

Så stoppede han og smilte. "Hør her, hvad end der sker, så tror jeg faktisk du vil more dig, du skal være alt det du langt fra er... eller, altså det... man ved aldrig, jeg har ikke helt forstået hvem hende Angie er, det er det din rolle hedder, ikke sandt?" Spurgte han. "Jo. Men det er træls, Spielbergs assistent vil bare ikke fortælle mig hvem det er jeg skal spille med." Sagde jeg og tog noget brød og spiste lidt af det.

"Du skal se, det skal nok gå" Sagde Thomas og klappede mig på skulderen. "Tror du?" Spurgte jeg med mad i munden.

 

"Ja, det er Kathrine Light vi snakker om, hende som slog Will Smith ned! Wow! Nej helt seriøst, manden faldt faktisk til jorden. Du slog til min pige. Du ved, hvis ikke dine forældre var forblindede at alt hvad der hed kærlighed og bondelivet, så ville de være stolte" Sagde han og kiggede ind i ovne. Han ristede brød.

"Henter du ikke lige drengene?" Spurgte han så. "Jo da." Sagde jeg og hoppede ned fra køkkenbordet. Jeg kiggede ind i stuen, uh den store dejlige stue, jeg elskede vores stue, for den var rar, faktisk rigtig rar. Den havde det her store tv, og en bord under, fyldt med DVD'er, og en stor hjørnesofa og så havde jeg midt eget mega seje hjørne hvor jeg altid sad sammen med Bettina.

Jeg havde to store sorte sækkepuder, med masser af puder og det her vildt søde tebord til hvor tre af mine skolebøger faktisk lå på, sådan lige pt.

"Drenge, mad!" Råbt jeg, hurtigt forlod de deres nye legetårn og løb indenfor.

Jeg lod døren stå åben ud til og smed min mobil fra mig.

Jeg satte mig ved siden af Marcus og lige overfor skulle Betina egentlig sidde, men hun kom vidste ikke rigtig, de første minutter.

"Vi starter bare uden hende, Johan og Geoffry kan ikke vente." Sagde Thomas og begyndte at hælde suppen op.

 

"Hvorfor har du lavet suppe skat? Det er 25 grader udenfor" Sagde Betina som det første og sukkede. "Jeg sagde at inden jeg skulle af sted ville jeg gerne have det en af dagene" Sagde jeg. Det var faktisk løgn, Thomas kendte mig bare bedre end de fleste.

Gamle mand. Sære mand. Uh det er sandt!

"Nå ja, du smutter jo til... Hvor skulle du hen?" Spurgte Betina. "Florida, Miami. Men alle de 'vigtige' roller skal imorgen mødes om aftenen på Hilton hotellet her, og så spiser vi sammen, og så smutter vi.... det bliver en laaang tur." Sagde jeg så og tog suppen der var i min ske.

Den var gul, karrygul. Ehe.

Ad.

 

Jeg spiste hurtigt op, for vi snakkede faktisk ikke om særlig meget. Selvom jeg vidste at Betina havde tusind spørgsmål til mig. For i aften, skulle vi pakke mit tøj ned.

YES! 

 

Jeg hjalp Thomas med at rydde op, det tog faktisk sin tid for vi begyndte at sprøjte vand på hinanden. Igen.

"Jeg vinder Kat!" "Nej jeg vinder!" Råbte jeg igen. "Hvor mange gange har jeg ikke sagt at du er for gammel til det der Thomas?" Sukkede Betina bag os. Jeg kiggede omkring mig, jeg forstod hende godt. Der han karry på køleskabsdøren.

 

DET VAR THOMAS, IKKE MIG!

 

"Hun startede" Han pegede hen på mig. "Han startede" Så peger man altså igen!

Betina sukkede og smilte. "Gør rent, jeg smider drengene i seng." Sagde hun og gik. "Jeg vandt" Sagde Thomas og begyndte at tørre køleskabet af. "Nej... jeg vandt" Sagde jeg imens jeg FRIVILLIGT, ej det er gas, jeg kan faktisk godt lide at gøre rent.

Vidste I at når man gør rent, så gør man faktisk også rent på sine hænder?

Det er derfor de bliver tørre?

For stofferne i rengøringsmidler tager så meget fedt væk så muligt, så det er derfor ens hænder bliver tørre sand.

 

Jeg burde holde fokus noget bedre.

"Hvad øhm, angående penge til turen? Har du styr på det?" Spurgte Thomas mig. "Ja, jeg har 900 dollars." Sagde jeg så og kiggede på ham. "Vil du have vi sender nogen eller sådan noget?" Spurgte han så. "Altså, jeg skal på hotel som var buffet, så der er mad tre gange om dagen, og så er der også mad på settet. Det her, det er bange feriepenge. Desuden, så kender du mig, jeg er dårlig til at købe ind til mig selv." Sagde jeg og lagde tallerkenerne på plads.

"Okay så. Bare du er sikker, smut så ind og pak med Betina hun kan jo ikke vente" Smilte han og tog nærmest resterne selv.

Lagde I mærke til nærmest?

Hehe.

Jeg gik ovenpå til mit værelse og fandt overraskende to nye vildt dejlige kufferter, som lige var mig, for de var sorte, og røde.

 

"Har du købt dem til mig?" Sagde jeg og pegede på dem. Mens Betina sad i sengen og smilte.

"Ja, det har jeg bestemt." Smilte hun. "Kom så, vi skal nå at gå igennem hvad du skal have med!" Smilte hun og gik hen til mit store, store skab.

"Du skal være væk i et halvt år, hvad skal der ske med snavset tøj?" Spurgte hun mig. "Der er mulighed for at få vasket tøjet. Alle suiter har sin egen vaskepige." Sagde jeg. "Okay så, øhm... tja, hvor mange skjorter?" Spurgte hun så. "Hvor mange har jeg?" Spurgte jeg. "Otte" "Så tager jeg fire." Smilte jeg.

Efter at have pakket det hele ned, som faktisk var utrolig hyggeligt var vi gået nedenunder til Thomas for at se noget fjernsyn.

 

Det var egentlig mærkeligt, jeg skulle ikke sidde dernede sammen med de gamle i næsten et halvt år, jeg skulle være på, for mig, den anden side af kloden.

Jeg var rimelig nervøs for det, men det skulle nok gå, ikke sandt?

Vi havde set en eller anden film med Adam Sandler, den var vildt sjov! Han tissede i en pool... Hehe.

Da filmen var færdig gik jeg i seng, men jeg havde det helt dårligt da min hånd gled ned over min mave.

Den var så tynd, så spinkel. Jeg havde ingen muskler i min mave, eller jeg havde, men de var der bare ikke.

Jeg sukkede stille og slukkede lyset. Jeg bad til at jeg ville få en bedre dag imorgen.

 

*Harrys synsvinkel*

 

Flyet landede i LA, lækkert! Vi skulle direkte over på et hotel, Hilton hed det vidste hvor vi skulle vores med skuespillere.

Hyggeligt! Nej, langt fra. Jeg havde kun sagt ja til den her rolle fordi at drengene mente at det ville være godt for mig. Men måske trængte jeg bare til fred? Neej! Harry kan ikke være alene en dag fordi at han ville begå selvmord.

 

Måske var det overdrevet det jeg lige havde sagt. Jeg ved ikke. Sådan var det vel engang imellem, ikke sandt? Vi gik ud af flyet og blev mødt af en masse fans og journalister, vi vinkede blot og gik videre da vi havde lavet en aftale med Modest! som gik ud på at vi IKKE skulle tage kontakt til dem da vi skulle fokusere på filmen og der var ikke nogen som havde fået noget afvide om den endnu. Altså sådan omverdenen jeg havde så fået noget afvide om den.

 

Den hed Hill Forrest. Den handlede om en ung adelig pige som skulle giftes væk i en ung alder, og jeg var den uheldige for jeg elskede hende, i filmen.

Jeg vidste faktisk ikke hvem det var der skulle spille hende men jeg kunne godt lide navnet på hende.

Angelique Desavi. Fransk, ikke sandt? Eller det skal lyd sådan.

Vi havde tjekket ind på et eller andet hotel hvor vi skulle være og vente på med skuespillerne, dem alle sammen. Hyggeligt!

 

Nej ikke rigtig. Jeg var rimelig irreterret over at Louis ikke kom med, men ALLE virkelig alle mente det var bedre hvis Liam tog med, måske havde jeg brug for en pause og ikke mere arbejde? Men neej, arbejde og arbejde er alt i verden for dem! Jeg ville bare have fred!

 

Jeg mener, se mig lige engang? Jeg er nitten år gammel og jeg har ikke haft en rigtig ordentlig afslappende ferie i rigtig, rigtig lang tid. Jeg har ikke engang studeret eller noget.

Til tider, ville jeg ønske det var det som jeg gjorde. Og ikke det her.

 

 

Kathrines synsvinkel

 

”Sut til kælling! Eller skal jeg fortælle din far hvem der smadrede den bil?” Han rev fat i mit hår og tvang mig ned i knæ. ”Hvorfor gør du det her?” Græd jeg. Jeg fik intet svar, men blev blot sat på plads…

 

Jeg vågnede med et gisp og kiggede på klokken, den var halv seks. Ingen havde hørt mig, godt.

 

Jeg rejste mig op da jeg ikke turde sove videre og gik hen til mit tøj som Betina havde lagt frem til mig.

Jeg sukkede for mig selv, jeg skulle nok klare den, det gjorde jeg altid.

 

Jeg gik ud på badeværelset, satte mit hår op i en hestehale, løb ind på mit værelse, tog min mobil frem, høretelefoner, løbetøj og skoene. Hoppede i det.

Tog høretelefonerne i og løb allerede ned af trappen og ud mod øst hvor solen stod op.

 

Det var rart med den løbetur, for jeg havde virkelig brug for noget andet at tænke på.

Kathrine Light, pigen som ikke kan klare noget som helst. Lige ud over at skræmme livet af folk som har gjort hende ondt.

Jeg havde lært at det ikke var min skyld de var efter, de havde fået en lærestreg opdagede at det måske ikke var en dårlig ide. Jeg havde skræmt dem af helvedes til.

Og deres forældre.

Jeg kom ind i entreen tog min trøje af og gik direkte i bad. Det var rart at komme i bad. For jeg havde virkelig sved en del. Så det gjorde måske heller ikke så meget jeg brugte ti minutter under bruseren?

De var jo ikke vågne eller noget så det gik vel? Ikke sandt?

Jeg gik ud af badet og trak i noget nyt tøj. Det var en rar følelse. Som når man lige havde børstet tænder og havde en mint frisk ånde.

 

”Er du oppe Kat?” Jeg vendte mig forskrækket om. Marius stod i døren og kiggede på mig med sine store søvnige øjne. ”Jeg kunne ikke sove. Men, vækkede jeg dig?” Jeg gik hen til ham og gik ned i knæ så jeg kunne se ham i øjnene. Han nikkede. ”Kom, så putter jeg dig.” Smilte jeg. Jeg stilte mig ordentligt op og gik hen med ham til hans værelse.

 

Han lagde sig under dynen og jeg gav ham en bamse hvorefter jeg kyssede ham på kinden og lukkede døren til værelset.

 

***

”Åh lille skat pas nu på dig selv i Florida.” Sagde Bettina og omfavnede mig. ”Det skal jeg nok.” Smilte jeg og krammede igen.

”Hvad med mig? Ham den gamle?” Smilte Thomas. Jeg gav ham et ordentligt kram og dansede pinligt rundt med ham, for det gjorde han altid med mig.

”Så… hvad end der sker så skal det nok gå. Husk nu at du altid kan ringe, og vi kommer og besøger dig om en måneds tid.” Sagde Thomas og smilte.

”Jeg kommer til at savne jer. Farvel!” Jeg tog mine kufferter, smed min taske over skulderen og gik hen mod Gate nummer 3. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...