Light vs Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Igang
Usikre unge filmstjerner med fortid som helvede. Det er livet for 17årige Kathrine Light der endelig efter flere år har kæmpet med mobning, kærestevold og forfængelig rige uforstående forældre. Derfor flyttede hun sammen med sin "onkel" Thomas til Hollywood.
Men hvad sker der når selve Steven Spielberg får øje på hende som hans næste hovedrolle sammen med to drenge fra det kendte band One Direction?
Harry Styles er ligesom Kathrine langt ude på glat is da han selv for et halvt års tid siden ville begå selvmord.
Både Kathrine og Harry er så langt ude at de til hver en tid, kunne falde døde om hvis de fik muligheden.
Men kan to ødelagte mennesker, finde lyset igen? I hinanden?

*Der kan være anstødende scener*

27Likes
20Kommentarer
1967Visninger
AA

7. Dinner

Jeg smilte høfligt til Liam da jeg gik ind for at vække ham. Han havde sovet længe, eller jeg havde ladet ham sove længe.

”Hvad med pigen?” Spurgte han grødet. ”Hun blev hentet for en halv time siden. Kom nu, vi to har en fridag, hvad vil du lave?” Spurgte jeg glad.

”Morgenmad.” Mumlede han og rejste sig.

 

”Er der noget du skjuler?” Spurgte han efter han havde taget tøjet på.

”Hvad skulle jeg skjule?” Spurgte jeg smilende. ”Du er sær Harry.” Smilte Liam til mig. ”Ja, ja” Jeg fandt mælken frem.

Tænk vi havde mælk.

 

”Hey… laver du morgenmad?” Spurgte Liam. Jeg smilte til ham og nikkede.

”Hvad vil du have?” Spurgte jeg så. ”Noget mad. Jeg ved det ikke.” Smilte han og gabte. ”Okay så…” Jeg fandt noget æg frem smed, knækkede skallen og rørte æggene sammen, hældte noget mælk i og begyndte at lave noget røræg.

 

BIIB ; BIIIB

 

”Det er Harry.” Svarede jeg hurtigt.

”Det er mig… Lou..” Han lød helt alvorlig.

”Hva så? Er der noget galt?” Spurgte jeg så. ”Ja… Jeg har snakket med Eleanor.”

Åh nej.

 

”Om hvad dog?” Spurgte jeg som om jeg intet vidste. ”Er det sandt Harry?”

”Hvilket?” Spurgte jeg dumt. ”Du skal ikke spille uvidende Harry. Bare svar mig. ”

Jeg stivnede et øjeblik, jeg svedte, utrolig meget, jeg kunne mærke mobilen glide ud af min hånd.

Liam greb den hurtigt og tog fat om mig.

 

Jeg kunne høre han trøstede mig, så jeg måtte vel græde. Ikke?

 

 

*Kathrines synsvinkel*

 

 

Jeg havde et dramatisk men specielt udtryk i mine øjne. Jeg havde jo selv forstået filmen en klassisk film. Men den var lidt mere indviklet, i hvert fald kostumerne.

Jeg var en grevinde af en art, men jeg lignte en sigøjner.

Fedt nok.

 

Jeg satte mig ned på en stol og kiggede mod højre så mine vipper så lidt længere ud.

”Det er smukt Kathrine, bliv ved. Så, nu, giver du mig dit uskyldige ansigt.”

Jeg stirrede direkte ind i linsen og kom med mine dådyrøjne.

”Sådan her?” Spurgte jeg. ”Det er perfekt Kathrine. Spielberg, vil elske de her billeder.”

 

***

 

”Hej Kathrine!” Jeg kiggede op fra min mobil og så Tamara stå foran mig. ”Hej.” Svarede jeg høfligt. Jeg kunne godt lide Tamara, hun var venlig, ikke for meget, men jeg vidste hun faktisk vidste hvad jeg havde været ude for. Så helt ærligt. Jeg tror jeg havde fået en ven i hende. Af den simple grund, at jeg ikke har nogen.

Det var en rar følelse.

 

”Så, jeg har lige snakket lidt med Spielberg om dine billeder. Jeg har også selv set dem. Hvor er du smuk på dem. Men, nu har du jo fri. Så jeg tænkte på om du måske kunne hjælpe mig.” Hun satte sig ned foran mig.

”Jo da. Hvad skal du have hjælp til?” Spurgte jeg så.

 

”Det er fordi at jeg egentlig gerne vil til at løbe igen. Du er jo rimelig ung i forhold til mig. Du er også i god form. Så jeg tænkte om du måske ville hjælpe mig med at komme ud om morgenen på en løbetur.”

Jeg grinte. Sådan rigtigt. Hun spurgte om min hjælp.

”Hvorfor ikke? Vi starter jo klokken otte i morgen. Så, jeg er ved din suite klokken halv seks. Kan du klare det?”

 

”Er du et A-menneske?” Spurgte hun så om. ”Ja. En del faktisk. Er det en aftale?” Spurgte jeg så. ”Ja. Det er det. Jeg giver morgenmad?” Smilte hun. ”Aftale. ”Smilte jeg.

”Kathrine!” Nogle meter fra os stod Will og smilte til mig.

”Er du klar til at komme tilbage til hotellet?” Spurgte han så smilende. ”Vi ses i morgen tidlig Tamara.” Smilte jeg og gik hen til Will.

 

Jeg kunne godt lide Tamara hun var ikke så… ligesom de andre. Hun snakkede udenom mine problemer. Men alligevel så snakkede hun om dem. Jeg var et morgenmenneske, fordi at jeg dengang jeg nogen gange sov med ham, så ville han have morgenmad, luksus morgenmad, så det lavede jeg altid. Nu, stikker jeg bare af. Det endte jeg også med at gøre til sidst, hver morgen fra ham.

 

”Kathrine?” Jeg kiggede hen mod Tamara. Vi sad i hendes bil. ”Er ud klar til en smule ryste sammen shoppetur?” Smilte hun. Jeg nikkede. ”Hov vent, min pung er på hotellet. Kan vi køre forbi der?” Spurgte jeg. ”Ja da. Jeg mangler alligevel mine solbriller. ”

Hun startede bilen og kørte fra studiet af. Skulle jeg ikke have kørt med Will?

 

”Øh Tamara.” Sagde jeg efter lidt stilhed. ”Ja?” Svarede hun. ”Skulle jeg ikke have kørt med Will?” Spurgte jeg om. Så grinte hun.

”Jeg havde fået lov til at låne dig med ud og shoppe. Min veninde skulle egentlig, men… hun arbejder over. Så tænkte at du måske gerne ville med. Du lever trods alt med to drenge. Så jeg tænkte at du måske havde brug for det.”

”Det var da dejligt du tænkte sådan. Det er jeg glad for.” Svarede jeg høfligt.

 

Hun stoppede bilen foran hotellet og gik sammen indenfor. Jeg havde ærlig talt brug for at få noget andet tøj og make up på.

”Er det okay jeg tager noget andet på?” Spurgte jeg hende. ”Ja, jeg skal nok vente. Vi har masser af tid. Fotografen regnede jo med at det ville tage længere tid. Færdig to timer før. Overraskende, virkelig. Jeg tror ikke det er sket for mig før.” Elevatoren stoppede på min etage. ”Tyve minutter?” Kaldte Tamara efter jeg gik. ”Ja, lobbyen?” Spurgte jeg. ”Aftale!” Elevatoren sagde en ding lyd og kørte videre. Jeg vidste drengene ville være hjemme i dag. Så jeg havde ikke taget mit kort med.

Det var vel ikke nødvendigt?

 

Jeg nåede ikke engang at banke på.

”Harry!” Jeg faldt og landede med ryggen i jorden, så det sagde knæk. ”Ej undskyld! Er du okay?” Jeg blev trukket op igen, men var ved at falde.

”Kathrine?” Harrys stemme var helt urolig. Jeg kiggede helt underligt på ham. ”Hvad?” Spurgte jeg.

”Er du okay?” Spurgte han så. Jeg kneb mine øjne sammen et par gange. ”Ja, jeg har det fint. Øhm, gider du give slip?” Han havde faktisk holdt om mig i et stykke tid nu. Jeg tror ikke nogen havde fået lov til det før.

 

”Undskyld.” Sagde han stille og gav slip. ”Er du sikker på at du er okay?” Spurgte Liam mig. ”Ja, jeg har det fint. Jeg er kommet værre til skade end det.” Indrømmede jeg og gik ind på mit værelse.

Jeg tog mine halvt blondede shorts på, en løs skjorte og en lys jeansvest udover. Jeg fandt en taske jeg havde taget med som shoppingtaske. Okay, Bettina pakkede den ned. Jeg fandt mine to yndlingssmykker. Nogle min storebror havde givet mig.

Det ene var fra Harry Potter og det andet The Hunger Games. (Link i kommentar)

 

”Øhm Kathrine? Døren stod åben..” ”Det er okay, jeg er vant til det. Jeg har små brødre.” Jeg kaldte dem brødre, de små djævle.

”Altså… jeg har ikke brug for alt den plads på mit værelse. Hvis du vil, så kan vi bytte, når du kommer tilbage. Hvis du vil.” Sagde Harry genert.

Jeg kiggede helt overrasket på ham. ”Hvad er det du vil?” Spurgte jeg alvorligt. ”Ikke noget… jeg er bare… ked af du opfatter os som du gør. Vi ved ikke særlig meget om dig, vi vil gerne lære dig at kende hvis du vil. Men… bare glem det. Nyd din fritid.” Han forsvandt igen. Sære dreng.

 

***

 

”Hvad med et billede?” Spurgte Tamara da vi stoppede op for at drikke lidt kaffe. ”Ja da. Sammen?” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig. Kom.” Vi satte os tæt sammen med en kop kaffe i hver vores hånd og smilte til kameraet.

 

”Det har været virkelig hyggeligt med dig Tamara.” Sagde jeg til hende og tog lidt kaffe. ”I lige måde Kathrine. Du har nu en meget speciel smag. Er du ikke lidt… rå i det?” Spurgte hun. ”Jo, men min tante er sådan lidt piget når det gælder. Hun har kun drenge, vi er de eneste piger i huset. Hun har jo aldrig selv haft en datter hun kunne have noget prinsesse tamtam med.” Svarede jeg roligt. ”Det er da flot af dig at du lader hende så. Det viser bare du har et hjerte.” Smilte hun til mig. ”Jeg har ikke så meget hjerte igen.” Jeg blev helt rød i kinderne kunne jeg mærke.

 

”Alle har et hjerte, det tager bare noget tid at finde det.” Hendes mobil vibrerede. ”Kathrine? Vi skal tilbage nu. Spielberg, vil gerne snakke med dig om billederne.” Smilte hun til mig. ”Vil han? Med mig? Alene?” Nu blev jeg nervøs.

”Bare rolig. Will er der. Kom med.” Vi samlede vores poser op og gik tilbage til hendes bil.

 

 

*Harrys synsvinkel*

 

 

Jeg lagde en ny pose is på min skulder igen. Efter det lille sammenstød med Kathrine, gjorde det rimelig ondt.

 

”Jeg er tilbage.” Kunne jeg høre Kathrines trætte stemme sige. Hun lød ikke helt glad. Hun var nok bare træt. Hvorfor bekymrede jeg mig lige?

”Spiser du med os i aften, eller skal du noget andet?” Spurgte Liam fra hans soveværelse af. ”Ingen af delene.”

Jeg vendte mit hoved mod hendes soveværelse.

”Okay så.” Svarede Liam ligeglad. Jeg tog isposen væk fra min skulder af og lagde den på bordet. Hun havde lukket døren til sit værelse. Der var helt stille derinde fra.

”Hey Harry? Jeg ta’r et bad.” Smilte Liam til mig og gik ind på badeværelset.

 

Jeg hørte ham tænde vandet.

”Hey Kathrine?” Hviskede jeg. Der var ikke noget svar, så jeg bankede på. ”Kom ind. Hvis ikke du er skalde..” Jeg grinte over hendes kommentar.

”Hey… er der noget galt? Er du syg eller noget?” Spurgte jeg om. Hun vendte sig om og så faktisk rimelig dårlig ud.

”Det er bare… jeg er allergisk over afrikansk kaffe. Koffeinen fra den vest syd afrikanske kaffe er rimelig funky. Men dyr. Du skal ikke tænke på det.”

”Hvorfor er du så rolig?” Spurgte jeg afbrydende. Selvom hun nok var færdig med at snakke. ”Jeg er en pige. Det ene øjeblik er jeg stædig og spydig, næste, rolig som et lam. Altså et lam der er roligt for de fleste er faktisk rimelig vilde.” Jeg grinte over hendes bemærkning.

”Så… ville du have et større værelse egentlig?” Spurgte jeg så. ”Tror jeg ikke. Det er ikke nødvendigt, jeg må bare lære at have lidt plads.”

”Er du da vant til store rum?” Spurgte jeg så. Hun nikkede svagt. ”Da jeg… boede i Montana, havde jeg et kæmpestort værelse og en himmelseng. Mit værelse var 7,5x 5,5. Det var vildt stort, og tre meter til loftet. Det var helt vildt. Jeg havde også det her vildt store klædeskab, jeg havde en hund som altid sov hos mig og… det var et godt liv.” Sagde hun stille og kiggede væk fra mig. ”Undskyld… jeg ville ikke gøre dig ked af det.” Sagde jeg hurtigt. Jeg kunne se jeg havde såret hende. ”Nej… det er ikke dig. Det er bare.”

 

 

*Kathrines synsvinkel*

 

 

”Nej… det er ikke dig. Det er bare” Jeg stoppede mig selv. Jeg kiggede hen på Harry igen. Hans øjne. Lige siden jeg så ham første gang, jeg ved ikke. Vi havde ikke engang været her særlig længe. Jeg følte et eller andet. Jeg prøvede virkelig at komme op med den kolde facade, men helt ærligt. Jeg var virkelig dårlig, om jeg ville det eller ej, så havde jeg faktisk brug for deres hjælp. Desuden, de kom ind til mig i nat. Bare fordi jeg skreg. Hvordan kan man bekymre sig om et andet menneske, når det andet menneske har været så ondt overfor en?

 

”Harry…” Mumlede jeg efter noget tid. ”Ja?” Svarede han. ”Kunne du hente mig et glas vand?” Spurgte jeg så om. ”Selvfølgelig. En panodil også?”

”Nu ikke fedte brite.” Smilte jeg svagt til ham. Han smilte igen.

 

Han kom roligt ind til mig med vandet og en pille. ”Jeg ville bare være sikker.” Smilte han. ”Tak.” Jeg satte mig roligt op og tog pillen med vandet. ”Sig bare til. Ikke?” Smilte Harry. ”Jo. Tak.”

 

Jeg lagde mig ned i puden igen og trak dynen over mig. Jeg var vildt træt. Det var helt vildt.

 

***

 

”Hvad fanden tror du at du laver?!” Råbte han af mig. ”Ikke noget… jeg ville bare.” Jeg panikkede fuldstændig.

”Bare hvad? Smutte? Næ nej. Du bliver her! Jeg er ikke færdig med dig! Læg dig i sengen!”

”Nej… jeg beder dig. Alt andet end det. Vil du ikke godt la ARGH!” Hans hænder greb fat i mig og smed mig i sengen. Han trak mine bukser ned.

Smerten. Den var der igen. Den ville aldrig stoppe. Aldrig nogensinde.

 

***

 

”Kathrine? Kathrine!” Kaldte en stemme. Jeg spærrede forskrækket øjnene op. Det var Harry.

”Undskyld” Mumlede jeg til ham. ”Det skal du ikke sige. Er du okay?” Spurgte han bekymret. Jeg nikkede svagt. ”Du er ikke så varm længere. Vil du have noget at drikke eller noget?” Hans stemme, den var så skælvende nervøs. Men den beroligede mig faktisk.

”Det var bare et mareridt. Det er ikke noget du skal tænke på. Jeg mener det.” Svarede jeg hurtigt.

 

”Når du er klar… så sig til. Ikke?” Han gav slip på mig. Som om at han følte noget ubehageligt ved at røre mig.

Jeg smilte roligt til ham. ”Skulle vi bytte værelse i morgen? Hvis du ikke skal noget.” Spurgte jeg for at skifte emne. ”Klokken er halv fem.”

”Halv fem? Jeg skal gøre mig klar!” Jeg for op af sengen. ”Hvad?” Sagde han overrasket. ”Jeg skal ud og løbe med Tanya. Kunne du gå ud, mens jeg skifter tøj?” Spurgte jeg så. ”Du skal ikke ud og løbe Kathrine. Eller, du må vel selv om det. Men, er det smart når du har det dårligt?”

”Jeg har det ikke dårligt. Jeg er bar” jeg satte mig ned. Jeg blev pludselig helt dårlig. ”Hvad med at jeg ordner det for dig? Så du kan slappe af?” Spurgte han så. ”Hmm… jeg ved ikke helt. Jeg er vant til det. At løbe, det hjælper med at få tankerne væk fra alt det jeg …” Jeg stoppede mig selv. Jeg ville ikke sige det til nogen, da slet ikke Harry. Jeg kender ham jo ikke.

 

”Okay så. Bare du er sikker. Jeg går i seng igen så.” Sagde han såret. ”Vent..” Jeg tog forsigtigt fat i hans arm og blev ærlig talt helt forbløffet. Jeg var ikke til muskler, men han havde nogle gode overarme.

”Hvis du vil. Må du godt løbe med.”

 

***

 

”Er I med?” Kaldte jeg på Harry og Tamara. ”Vi er… på vej.” Stønnede Harry. ”Jeg vidste ikke at det ville så hårdt..”

”Sig mig, skal du ikke være i god form eller sådan noget?” Spurgte jeg så Harry med et smil. Bare for at drille ham. ”Jo. Men, ikke i så god form heller. Du løber jo hurtigere og længer end mig. Jeg kan ikke følge med. Jeg beder dig. En pause. Be’ om.” Han faldt sammen.

”Her. Noget vand.” Jeg gav ham min vandflaske. Jeg havde slet ikke brugt den.

 

Han tog en ordentlig slurk og jeg så noget, jeg slet ikke havde opdaget før nu. Han havde denne her tykke rids over sin hals. Havde han prøvet at begå selvmord?

 

 

*Liams synsvinkel*

 

Jeg ventede i lufthavnen på Louis. Han havde ikke Eleanor med. Hun ville komme senere. For han skulle snakke med Harry først. Han var vred, det var jeg også. Jeg havde også hørt historien. Hvordan kunne han? Overfor Lottie?

 

”Hey. Jeg er her nu.” Hørte jeg ham sige. ”De har fri klokken fire i efter middag. Så længe. Kan vi finde jeres suite.” Svarede jeg ham og tog hans ene kuffert. ”Jeg flår hovedet af ham.” Svarede Louis koldt. ”Pas på hvad du siger her.”

 

Vi kom hurtigt og uafbrudt hen til bilen og kørte direkte til hotellet. Vi skyndte os ind til receptionisten.

”Tomlinson:” Svarede Louis med et falsk smil.

”Værsgo.” Smilte kvinden til ham.

”Det er ved siden af mig og Harry. Og Kathrine.” Sukkede jeg. ”Kathrine Light?” Spurgte Louis mens vi var på vej op. ”Ja. Hun er en sand strigle. Jeg fatter ikke hvad Harry ser i hende.” Mumlede jeg med himmelvendte øjne.

 

”Hvad regner du med? Han skal jo have noget han kan lege med.”

”Louis.” Sagde jeg bestemt og kiggede på ham. ”Vi ved begge at Harry ikke er sådan. Tag det nu med ro. Okay?” Bad jeg. Selvfølgelig var jeg vred på ham. Men derfor skulle han ikke sige noget som ikke var sandt.

”Slap af. Du skal ikke gå amok på ham. Overhovedet. Du snakker med ham. Længere er den ikke.” Svarede jeg ham stramt.

 

”Fint. Men jeg slår ham stadig ihjel”

Det var jo som at tale til en dør.

 

*Harrys Synsvinkel*

 

”Hvad med den her skjorte?” Spurgte min stylist Cecilia. Hun lignte langt fra Lou. Cecilia var midt i tyverne, med langt rødt hår med blodrøde striber i, hun havde grønne øjne og hun var lille og spinkel. Ikke ligesom Eleanor, men som Kathrine.

 

”Ja. Der er jeg enig med dig.” Smilte jeg venligt til hende. ”Godt. Men, det er også nogle andre specielle farver. Forstår du ellers filmen?” Hun fulgte mig hen til make up bordet og begyndte at ordne mit hår.

”Vi skal have arret til at forsvinde, ikke sandt?” Spurgte hun uden at vise nogen interesse for hvordan det kom. Men det ansigtet ændrede sig hurtigt.

”Det er jeg ked af… jeg ville ikke… undskyl” ” Nej Cecilia” Jeg rejste mig op. ”Du skal ikke blive ked af det. Jeg tror de fleste ville blive det uanset hvad. Bare dæk det til… okay?” Sagde jeg til hende. Hun kiggede bange på mig og nikkede.

 

”Det er trist det her. Men, sådan er det.”

 

***

 

”Harry! Når du holder hendes hånd, så se på hende, lige ind i øjnene, som om du kunne stikke af med hende!” Sagde fotografen. Jeg tog fat i Kathrines hånd, med et fast greb, et som ikke gjorde hende bange og kiggede rolig ind i hendes øjne.

”Perfekt Styles!”

 

”Så Kathrine, smil ned, i jorden.”

”Cause, you dont know you’re beautiful.” Hun brød ud i grin. “Den sang kender jeg godt!” Kom det ud af hende. Jeg grinte selv med, det gjorde fotografen også. Han fik taget nogle flere billeder af os hvor vi fjollede en del.

”Tilbage til arbejdet. Ikke sandt?” Smilte fotografen til os. ”Okay. Undskyld.” Sagde jeg så. ”Det var da min skyld. Kom nu. I gang.” Sagde hun bestemt.

 

”Smil ned i jorden Kathrine.” Sagde fotografen roligt til mig. Jeg kiggede ned i jorden, gjorde mit hoved lidt skævt så mit hår faldt en smule. ”Perfekt, hold den lige der! Okay Harry, tag blidt fat om hendes hage og kig så hinanden direkte i øjnene.”

 

Det var magisk. Hendes stærke blå øjne, kiggede lige ind i mine øjne. Jeg blev helt sær indeni.

Mit hjerte, det bankede af sted. Trak jeg vejret? Var jeg i live?

 

”Harry?” Kaldte Kathrine. ”Ja.” Svarede jeg. Hvor land tid havde jeg stået og kiggede hende i øjnene. ”Vi har fri nu.” Svarede hun med et smil.

”Nå… jamen jeg… jeg går om og klæder om så. Kan jeg køre med dig?” Spurgte jeg.

Hun nikkede. ”Tyve minutter?” Spurgte hun. Jeg nikkede.

 

Cecilia hjalp mig af med tøjet og jeg fik sat mit sår ordentligt.

”Gik det godt ellers?” Spurgte hun så. ”Ja. Jeg er vant til photoshoots. Men, ikke så alvorlige i det. Det er jo altid godt at prøve noget nyt. Vi ses i overmorgen.” Smilte jeg til hende. Tog min mobil og gik ud.

”Hey Harry! Her” Kaldte en glad Will. Sådan rigtig meget. Selv Kathrine havde fået lille smil på læben.

Jeg gik roligt men hurtigt hen til dem.

”I morgen er der en fridag. Hvem skal med ud og spille minigolf?!” Spurgte Will begejstret.

”Ja da. Bare os tre?” Spurgte jeg. ”Nej, faktisk så er det mere en rystesammen minigolf turnering.” Indrømmede Will. ”Så må du leve med at I alle bliver smadret af mig.”

”I minigolf? Noget siger mig du glemmer hvem der var caddy, i The Legend of Bagger Vance.” Sagde han med selvtillid i stemmen. ”Hvem?” Spurgte jeg, som om jeg ikke vidste det. Han kiggede forfærdet på mig. ”Jeg laver sjov! Du skulle have set dit ansigt, du var sådan helt, øh” Grinte jeg. Will grinte med. Kathrine sagde ikke noget.

 

***

 

”Vi ses i morgen Kathrine. Harry, jeg tæsker dig i morgen.”

”Kom bare an.” Truede jeg af Will der gik mod elevatoren. Jeg låste døren op til hotellet. ”Skal du spise med i aften denne her aften så?” Spurgte jeg hende. ”Det kommer an på hvad I spiser, ellers så spiser jeg i restauranten.” Svarede hun. ”Kan du lave mad?” Spurgte jeg så. ”Ja. Sådan da.” Smilte hun. Det var et rigtigt smil. Hvor blev hun fortryllende at se på. Det var helt sært.

 

”Okay… så kan du jo hjælpe mig med maden. Vil du det?” Spurgte jeg for at prøve at holde mig på sporet.

”Jeg går lige i bad. Så kan vi finde ud af noget.” Hun forsvandt hurtigt ind på sit værelse, derefter ud på badeværelset. ”Skulle vi egentlig bytte værelse?” Spurgte jeg hurtigt. ”Ja da. I aften?” Spurgte hun så. Jeg nikkede til hende.

 

Hun lukkede døren ind til badeværelset, jeg kunne høre bruseren tænde.

Jeg tog fat i håndtaget til mit værelse og åbnede døren.

To skikkelser sad på min seng.

Den ene var Liam.

”Louis?”

 

*Kathrines synsvinkel*

 

”Hvad laver du her?” Kunne jeg høre Harry sige. ”Hvad jeg laver her? Hvad laver du, i nærheden af Lottie?”

Den stemme kendt jeg ikke. ”Louis, lad nu vær med at gøre noget dumt.” Kunne jeg høre Liam sige bange. Jeg kiggede bare på døren.

”Louis… jeg er ikke dum, tror du jeg ville ” ”Ville hvad Harry?! Det er min lillesøster! Hun er fucking femten år gammel!” Jeg blev bange for den stemme. Den lød ligesom ham.

 

Jeg satte  mig på gulvet og knugede hele min krop sammen.

”Louis, lad”

 

Martin lad mig nu forklare.”

”Forklare hvad? Du skal ikke gå rundt og sprede løgne om mig!” Det første slag ramte mig i maven, jeg fik en lussing derefter…

 

”Kathrine! Kathrine!” Det var Harrys stemme. Han prøvede at åbne døren.

”Jeg er okay.” Min stemme. Den skælvede helt vildt. Jeg tog kiggede ned af mig selv. Jeg lå ned, jeg havde grædt.

Jeg rejste mig skælvende op og åbnede døren. Harrys ene arm var helt rød. ”Hvad er sket?” Sagde vi i munden på hinanden.

”Ikke noget” Sagde vi igen. ”Harry… lad mig se.” Jeg tog fat i hans arm. Han trak den hurtigt og bange tilbage.

 

”Jeg rørte jo ikke engang selve stedet.” Sagde jeg roligt til ham. ”Det er ikke noget..”

”Hvor er Liam?” Spurgte jeg så. ”Han er gået… med en ven.”

”Harry… vil du fortælle mig hvad der er galt?” Helt ærligt det gjorde mig faktisk en smule bange. Han var en stor dreng, han kunne sagtens forsvare sig selv. Men hvem end som havde gjort det her. Skræmte ham tydeligvis.

 

”Hey… vil du ikke med udenfor i poolen?” Spurgte jeg så. ”Det ved jeg ikke… du vil nok ikke have lyst til det…” Mumlede han. ”Hvorfor det?” Spurgte jeg overrasket. ”Jeg er levebrød, for mindst fem millioner sladderblade.” Grinte han med en tåre trillende ned af sin kind.

 

”Selvom jeg måske nyder du er blevet sat på plads… fortæl mig hvad der er sket. Kom nu?”

”Så, skal du også sige hvad du drømmer om.” Svarede han med løftet pegefinger.

”Okay så. Men, måske vil du ikke kunne lide det du hører.” Svarede jeg så. Jeg ville slet ikke sige det til ham. Vi kendte jo ikke hinanden overhovedet.

 

”Kan vi udskyde det måske?” Spurgte Harry pludselig. ”Sagtens. Når du er klar. Men, jeg vil også have midt udskudt. Jeg vil gerne lære dig at kende først.” Svarede jeg.

”Det er okay.”

”Skulle vi se at få lavet noget mad?” Spurgte jeg for at skifte emne. ”Ja. Hvad vil du lave?”

”Har du en bærbar eller sådan noget med?” Spurgte jeg. ”Ja. Jeg har en her.”

 

Vi satte os foran hans computer og gik ind på internettet. Det sted hvor folk spilder sin tid!

 

”Hvad med den her lasagne?” Spurgte Harry. ”Lad os se.” Sagde jeg. Vi klikkede ind på opskriften.

”Den skal have en hel time. Det kan jeg ikke vente på. Hvad med noget andet?” Spurgte jeg. ”Okay så. Lad os nu se, hvad vi har her.”

 

”Kan du lide sushi?” Spurgte Harry. ”Ja. Hvorfor?” Spurgte jeg. ”Take away?”

”Fair nok. Vi kan også bare finde en, køre derhen?”

”Hørte du ikke hvad jeg sagde?” Spurgte han irreteret. ”Jo. Men, måske skulle du løsrive dig fra dem. Du kan ikke være spændende for evigt. Kom nu. For min skyld?” Tiggede jeg. Han smilte, han havde faktisk smilehuller. Hvor sødt egentlig.

 

Stop med at tænk sådan!

 

”Okay så. Men, så giver jeg.”

”Fair nok.”

”Du overgav dig hurtigt. Kom så, hop i nogle sko, så smutte” ”Nej vent!” Afbrød jeg. ”Hvad?” Spurgte Harry.

”Jeg skal sige til Will hvis jeg går.” Sagde jeg så. ”Kathrine. Kom nu. Har du nogensinde lavet noget rigtig sjovt med dine venner, hvor du er stukket af?”

”Jeg har ingen venner…” Mumlede jeg og kiggede ned i jorden. Han kom hen til mig. ”Det er løgn. Du har mig. Kom så-” Han tog min hånd. ”nu skal jeg lære dig at have det sjovt.”

 

”Må jeg så få noget ordentligt tøj på? Jeg troede vi skulle være her.” Spurgte jeg. ”Ja okay. Det burde du måske.” Grinte Harry. Jeg havde kun mit nattøj på faktisk.

 

Jeg smuttede hurtigt ind og skiftede til noget, rigtig dejligt faktisk. Hvide jeans (de bliver nok snavsede) en sort løs top, en vest og mine hvide converse. (Link i kommentar)

 

”Så er jeg klar!”

 

*Harry synsvinkel*


”Så er jeg klar!” Kaldte hun og kom ud. Jeg lignte nok et en idiot, det ville ikke overraske mig. Hun havde de her hvide jeans på, de blev nok beskidte, en top og en vest, hun havde de her hvide Converse på, jeg havde faktisk også mine på.

”Du ser helt..:” Jeg stoppede mig selv. ”Du ligner en pige.” Smilte jeg til hende. Hun grinte småt igen.

”Du Harry, ligner en dreng.” Svarede hun igen. ”Dårligt træk.” Sagde jeg til hende. ”Sandt. Kom nu. Jeg skal have ballade.” Smilte Kathrine til mig.

 

 

”Vent..” Mumlede hun. Hendes mobil ringede. ”Hallo?” Mumlede hun. Hendes ansigt ændrede sig. Hun så vred nu.

”Hej mor… ja, jeg har det fint…” Hun var ikke tilfreds. ”Er der noget?” Hviskede jeg. Hun rystede på hovedet med et smil.

”Mor, jeg har det fint. Hør, jeg har ikke tid. Jeg skal ud med… med en ven… ja, det er rigtigt, Thomas har ikke løjet. Jeg har venner… jeg elsker også dig. Hej.” Hun lagde hurtigt på. ”Speciel mor?” Spurgte jeg. Hun nikkede.

”Kom så… vi sk” ”Hey! Hvor skal I hen?” Jeg kunne genkende Wills dybe stemme. ”Hey… vi skulle faktisk op til dig, for at sige vi ville… du ved… ud og være sociale sammen. Hvor der er mennesker.” Forklarede jeg.

 

”Det er fint… men ingen ballade vel?” Spurgte Will. ”Ingen ballade. Jeg lover det.” Sagde jeg så. ”Okay… ingen slåskampe, jeg slår ikke på nogen.” Kunne jeg høre Kathrine sige med et smil.

 

Will tog elevatoren og vi fandt trappen.

”Så øhm… lad os lære hinanden at kende lidt.” Foreslog jeg mens vi gik ned.

”Hvordan?” Spurgte hun. ”Øhm, spørgsmål. Jeg stiller et. Du svarer. Du stiller mig et. Jeg svarer.” Smilte jeg.

”Okay så. Du starter.”

”Okay øhm… hvor går du i skole henne?” Spurgte jeg. ”En privatskole, for eliteelever. Indenfor hvad som helst. Stort set, næsten. Den hedder Sillary Corner High School.”

”Den kender jeg!” Udbrød jeg. ”Gør du?” Spurgte Kathrine overrasket. ”Ja.” Jeg kendte den rent faktisk godt. ”En af min papfars venners datter. Går der. Hun er på historie/religion eliten linjen, og så har hun AAA matematik og Biologi.”

”Virkelig? Det har jeg også!” Smilte Kathrine. Det klædte hende virkelig at smile. Det gjorde det. Hun fik et helt andet ansigt på en eller anden måde. Det var så fantastisk.

”Harry? Vi er nede nu.” Hun prikkede til min gode skulder. ”Nå, allerede? Okay så. Kom, jeg har lånt Nialls bil.”

”Niall? Hvem er Niall?” Spurgte hun. ”Min ven, jeg fik hans bil der normalt er i LA fragtet herover.”
”Til Miami?” Spurgte hun. ”Ja.”

”Ville det ikke være nemmere at leje en bil?” Spurgte hun så med et sødt blik. ”Det ville det. Men jeg er millionær jeg gør hvad jeg vil!” Udbryd jeg med en finger på vej op mod loftet, i stedet ramte jeg mig selv i øjet.

grinte hun. Det var den mest harmoniske latter jeg nogensinde har hørt. Det var jo helt vildt.

Jeg grinte med hende. ”Ja okay. Jeg er sjov, lad os nu gå.” Grinte jeg, som om jeg ikke kunne stoppe.

 

***

 

Vi fik fundet bilen, og stak af.

”Okay, så er vi her.” Smilte jeg. Jeg skyndte mig om på Kathrines side for at åbne for hende. ”Tak.” Svarede hun høfligt.

”Du behøver ikke hjælpe mig, jeg kan godt selv. Desuden, så kan jeg se din arm stadig er lidt… øm.” Sagde hun mens hun kiggede ned i jorden.

”Jo da. Kom nu, øhm… stil mig et spørgsmål.” Spurgte jeg ivrigt. ”Før berømmelse?” Spurgte hun.

Jeg bed mig i læben og prøvede at koncentrere mig, men helt ærligt, hendes ubeskrivelige øjne, de var så smukke.

”øhm… jeg gik på den lokale skole, arbejdede på et bageri, var i et band.” Fnøs jeg til sidst. ”Okay så. Lad mig gætte… du kunne ikke helt med din skole, du kunne godt lige bageriet, du har altid elsket musik?” Det var et spørgsmål.

Jeg nikkede glad.

 

”Okay så… min tur. Familie? Eller, er det forbudt område?” Spurgte jeg.

”Okay så. Tre ældre søskende, John, Hella og Stephan. Jeg er den yngste. Så vidt jeg ved.” Grinte hun.

Hun kiggede ned i jorden og op på mig. ”To forældre. Helena og William. De største og mest magtfulde kvægavlere i hele Montana. Jeg skal arve det når de engang dør.” Sukkede hun. ”Vil du gerne det?” Spurgte jeg så.

 

”Nej… Montana har en smuk natur, men for mig… er det kun smuk natur, jeg tør ikke være der længere…”

”Tør? Hvad skete der?” Spurgte jeg så. ”Undskyld. Jeg har sagt for meget.”
”Kathrine.” Sagde jeg og lagde mine hænder forsigtigt på hendes skulder.

”Hotellet. Når vi kommer hjem bruger vi hele natten på at flytte rundt til dårlig musik, aftale?” Spurgte jeg med et smil. Hun smilte småt igen, ikke som de andre. Men nok. ”Okay.” Svarede hun. ”Kom, jeg bestilte mens du skiftede tøj.” Jeg rørte hende knap på skulderbladene og hun tog et elegant skridt ind mod restauranten.

 

*Kathrines synsvinkel*

 

”Hej… jeg har reserveret til i aften. Styles?” Smilte Harry, helt selvsikker. Noget han egentlig ikke havde været overhovedet.

”Ja, det er denne vej.” Smilte en venlig tjener. Hun havde en pæn knold, brune skæve øjne, altså asianer.

 

”En rigtig fint plads lige her. Udover hele Miami. Nyd jeres udsigt.” Smilte hun. Vi havde en plads ved vinduet. ”Her er da fint.” Smilte jeg til Harry. Han kiggede bange ned. ”Du ved, selvom vi bor på… tolvte sal?” Spurgte han. ”Så, er jeg stadigvæk bange for at falde ud, over en kant.. og så… så bliver alt bare mørkt.”

Drengen havde dybe tanker.

 

”Er du okay?” Spurgte jeg så og kiggede på hans hals igen. ”Ja… det er helt fint. Der var bare knas. Du ved, kageknas.” Jeg grinte. ”Du skifter hurtigt emne.” Smilte jeg.

”Det har jeg vist en gave for egentlig… du ved… ligesom du har en gave til at… få folk til at komme til skade?” Der blev stille. Jeg blev forvirret. ”Nej undskyld… jeg mente at du… du fik Will ned, du fik mig ned. Øhm… jeg troede du ville finde det sjovt.” Han kiggede væk.

”Det er faktisk rimelig normalt for mig..” Indrømmede jeg så. ”Hvad?” Han kiggede overraskende på mig.

 

”Da jeg gik på min gamle skole… var jeg i gang med fodbold, det du kender. Jeg var målemand. Ti år gammel, da vores mellemskole og gymnasium var slået sammen. Det er stadig… men tilbage til historien. Jeg skulle sparke en bold væk, som var på vej hen imod mig… jeg sparkede til og den ramte min bedste… den ramte min klassekammerat lige i ansigtet.”

 

”Taler du ikke længere med din klassekammerat?” Spurgte han så. Jeg sukkede. ”Alt i min fortid, gjorde at jeg flyttede. Men, lad os sige, hun var bestemt en grund til det. Jeg bor hos min gudfar og hans familie. Han er gift med en kone som har et barn fra et tidligere ægteskab. De har sammen to drenge, tvillinger du ved.” Sagde jeg med et småt smil.

”Min kollega har tvillingesøskende.”

”Tidligere bedsteven?”

”Ifølge ham. Så ja.”

”Trist?” Spurgte jeg. Han nikkede.

”Styles. Er I klar til at bestille?” Spurgte en tjener. ”Øhm ja… vi tager.. hvad tager vi Kathrine?”

”Kylling, indbagt selvfølgelig, nuddelsuppe med agurk og tofustykker i.” Svarede jeg høfligt. Jeg har aldrig været så høflig før. Overhovedet.

”Hvad med herren?” Spurgte tjeneren. ”Øhm… tun i tang? Tænker jeg, og noget stegt and. Øhm.. Kathrine, Cola?” Spurgte Harry og så på mig. Jeg nikkede. ”To, halvliters. Ikke andet tak.” Smilte han til tjeneren.

”En halv time, så er det hele klar.” Svarede tjeneren og gik. ”En halv time?” Spurgte jeg forbløffet Harry.

”Det er godt det her. Vi var her alle sammen da vi var på tour… Lottie var med faktisk…” Så stoppede han en smule op.
”Er du okay?” Spurgte jeg. ”Min fortid er ligesom på en måde, som jeg kan forstå, der er ting vi ikke kan undgå at sige”

 

Vi udveklsede flere ord. Om hverdagen. Hvordan det var, det at være langt væk fra ens rigtige hjem. Selvom, jeg nu løj. Mit rigtige hjem, det var i Montana, på gården. Men der var spøgelser, de var minder. Minder fra alt den tid med ham.

 

***

 

”Det var rigtig hyggeligt. Det er dejligt at snakke med dig egentlig… du er ikke så… du er nysgerrig, men du stiller de rigtige spørgsmål.” Sagde Harry til mig da vi listede os ind for ikke at vække Liam.

”Du ved… han er ikke hjemme.” Sagde Harry overrasket. ”Nej… men jeg er her.”

Jeg vendte mig forskrækket om. En mand, en ung en. Omkring Harrys alder, et par år ældre. Han havde blågrå øjne, den her, smukt placeret kæbe og… flot opsat hår.

 

”Louis…”

”Er hun en ny dame? Slæber du allerede piger med? Jeg troede du skulle arbejde.”

”Kathrine, gå ind på dit værelse.” Sagde Harry bange. ”Hvem er du?” Spurgte jeg så.

”Jeg er Lotties storebror. Harry, vil du høre en gyser? Det vil din veninde nok gerne. Du er jo så god til at se på… når alt går galt.” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Men lige pludselig, så var jeg spærret inde på mit værelse.

 

__________________________________

Jeg vil gerne takker jer. 

14 favoritlister og 8 likes? 

Sygt! I er de bedste! Jeg er glad! 

Jeg har ikke engang lagt alt ud! 

Nå, men til jer som skal starte i skole i morgen. 

Ha' en god første skoledag. 

xo xo Louise. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...