Light vs Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Igang
Usikre unge filmstjerner med fortid som helvede. Det er livet for 17årige Kathrine Light der endelig efter flere år har kæmpet med mobning, kærestevold og forfængelig rige uforstående forældre. Derfor flyttede hun sammen med sin "onkel" Thomas til Hollywood.
Men hvad sker der når selve Steven Spielberg får øje på hende som hans næste hovedrolle sammen med to drenge fra det kendte band One Direction?
Harry Styles er ligesom Kathrine langt ude på glat is da han selv for et halvt års tid siden ville begå selvmord.
Både Kathrine og Harry er så langt ude at de til hver en tid, kunne falde døde om hvis de fik muligheden.
Men kan to ødelagte mennesker, finde lyset igen? I hinanden?

*Der kan være anstødende scener*

27Likes
20Kommentarer
1966Visninger
AA

4. Britiske bøsser og anoreksi amerikanere.

Jeg sad i flyet og vinkede til de søde små drenge som vinkede med både arme og ben. Jeg kunne ikke se dem længere og jeg skyndte mig at lade mig blive et med min luksus seng som var på fucking første klasse.

                          

Da bippet lød i flyet skyndte jeg mig at få fat i min computer og starte den. Jeg havde fået en opgave for i historie. Det eneste fag udover idræt og billedkunst jeg kunne lide.

Jeg kiggede på de 75 sider jeg skulle have læst til opgaven.

Hvis jeg gik i gang nu, satte noget musik på, så ville jeg færdig når jeg var landet i Miami.

 

Jeg satte musikken på og læste 75 sider igennem udelukkende om Abraham Lincoln. Ville jeg dog overleve dette?

Bring it on ti timers flyvetur.

 

*Harrys synsvinkel*

 

Jeg kiggede mig selv i spejlet og tænkte en del over hvordan jeg så ud. Jeg kiggede på min hals, jeg lagde min hånd på den. Jeg kunne stadigvæk føle blodet flyde ud, hvordan jeg faldt til jorden, mit hjerte der dengang bankede af sted, de slørede billeder af mine venner som skreg og græd mit navn.

 

Jeg trak hurtigt min hånd væk og tog en dyb indånding for at holde tårerne tilbage. Jeg fik ondt i maven igen, mit hoved gjorde ondt, mine ben rystede, min ryg skød nærmest smerten frem og tilbage. Jeg landede med et bump, jeg kunne ikke trække vejret ordentligt, mine tænder klaprede og jeg havde det som om jeg skulle brække mig.

 

Jeg prøvede at tage en dyb indånding men forgæves kravlede jeg hurtigt hen til toilettet og brækkede mig voldsomt.

”Harry!” Det var Liam. Mit hoved blev helt tungt, brækket kom igen og denne gang ramte det mig i øjnene, jeg kneb dem sammen, håbede på at svien ville gå væk, det gjorde den ikke.

 

Jeg tog en dyb indånding og igen brækkede jeg mig, men bare udover mig selv. Liam fik åbnet døren og fandt mig.

Han kiggede på mig med sørgelige øjne. Han tog en håndklæde og tørrede mine kinder rene fra bræk og smilte meget lidt til mig.

”Er du okay?” Spurgte han så helt roligt. ”Nej.” Sagde jeg stille. Han lagde wc-brættet ned, tog fat i mine hænder, trak mig op og stå og derefter satte mig på toilettet. Han vred en del af et håndklæde og begyndte at fjerne resten af brækket fra mig.

 

”Har du feber eller noget?” Spurgte han om og lagde sin hånd på min pande. Jeg rystede langsomt på hovedet.

 

Han sukkede og tog en dyb indånding. ”Tag hellere et bad. Jeg ringer til Steven og siger vi bliver væk fra middagen i aften.”

”Liam” ”Harry. Du har det ikke godt. Vi ved ikke om det kan belaste dig. ”Sagde han alvorligt.

”Liam, der er fjorten timer til. Den er halv fire om natten.” Sagde jeg træt.

 

”Harry.” Hans stemme overbeviste mig om at han virkelig mente det. ”Okay.” Han klappede mig stille på skulderen og gik ud af badeværelset.

 

Jeg rejste mig besværligt op og trak mit tøj af. Mens jeg kiggede på min tatoverede overkrop, tænkte jeg på hvordan den så ud bare for et år siden.

 

 

*Kathrines synsvinkel*

 

Jeg havde nu læst 65 sider og havde skrevet 34. Det havde kun taget tre timer.

Pis også!

 

Jeg gemte min opgave og lukkede min pc ned, smed den tilbage i tasken og tog dynen godt over mig.

Jeg var faktisk virkelig træt. Hurtigt tændte jeg min mobil og kiggede på den. Klokken var ikke særlig mange. Jeg slukkede den igen og lige i det jeg ville sove. Hvad kom så?

 

Madvognen.

”Er De sulten?” Spurgte en sukkersød kvælende stemme. Jeg vendte mig om og kiggede. De havde ikke noget jeg ville have.

”Har I cola?” Spurgte jeg. Hun nikkede og gav min en dåse og kop. ”Hvis der er andet, må De endelig sige til.” Sådan var det aldrig sket før. Jeg var ikke typen som spiste særlig meget når det kom til stykket, kun når Thomas eller Bettina var i nærheden, hvilket egentlig var hver dag, men i skolen. Tja, jeg kunne gå en hel dag uden mad hvis det var det jeg ville.

 

Jeg drak noget af colaen og satte den i den der holder ting, som man satte sine drikkevarer i.

Måske burde jeg udvide mit ordforråd.

 

Jeg kunne mærke at jeg blev mere træt og selvom jeg egentlig virkelig havde brug for søvn, ville jeg ønske jeg aldrig var faldet i søvn.

 

Jeg løb af sted, han måtte ikke få fat på mig. ”Kom her Kitty!” Råbte han vredt jeg sprang over en å som gik gennem skoven og videre hen mod skrænten, jeg kunne ikke se ham, og jeg havde tre muligheder, enten ville jeg klatre ned af skrænten eller løbe enten til højre, eller venstre.

 

Jeg åbnede med forskrækkelse mine øjne og så to stewardesser side ved siden af mig. Jeg kiggede omkring mig. Der var ikke andre her længere. De fem forretnings mænd og to kvinder var væk.

 

”Er du okay?” Spurgte den ene bange. ”Hvad… hvad laver I her?” Spurgte jeg. ”De hørte dig skrige, så de hentede os. Lægen er her nu..” ”Læge? Wow, tag lige en pause, hvad skete der?” Spurgte jeg så.

”Fik du ikke et anfald?” Spurgte de så.  Jeg satte mig op og kiggede på dem før jeg svarede.

”Ne- av” Da jeg ville ryste forsigtigt på hovedet, kunne jeg mærke at det dunkede helt vildt. Jeg pressede min hånd mod mit hoved og følte virkelig at en kæmpe stor hammer slog lige ned i mit kranie.

 

Hurtige skridt blev taget og en hånd tog forsigtigt fat i mig så jeg straks åbnede mine øjne og mødte nogle helt blå øjne. Håret var kulsort og en smule langt, ikke meget dog.

 

”Har du brug for en pille?” Spurgte han så. ”Ja tak.” Svarede jeg roligt. Manden tog en taske frem og fandt to piller til mig.

”Værsgo.” Smilte han og på samme tid med at gav mig pillerne kom en stewardesse med noget vand.

Jeg tog piller og drak hele glasset.

 

”Tak.” Sagde jeg stille og smilte. ”Sig endelig til hvis der er andet. Kan vi sende de andre ind?” Spurgte de så. ”Ja da. Sagtens. Hvornår er vi i Miami?” Spurgte jeg nysgerrigt. ”Tre timer.” Smilte stewardessen til mig.

”Okay.” Smilte jeg roligt og lagde mig tilbage i sædet. Jeg havde seriøst brug for mere søvn.

 

*Liams synsvinkel*

 

Jeg havde lagt mig i sengen og kiggede på et enkelt billede. Det var gammelt, men det var mit absolutte favoritbillede. Det blev taget hvor jeg fik mit første kys, af jordens smukkeste og dejligste pige på jorden.

Nu, selvom vi havde prøvet og prøvet, så gik det ikke.

 

Vi havde givet op. Jeg kunne mærke min mave gjorde ondt, så jeg lagde min mobil fra mig, prøvede at tænke på noget andet, men det virkede ikke rigtig.

 

Jeg lagde mig om og kiggede op i loftet og prøvede at falde i søvn. Det virkede ikke rigtig.

Jeg havde ikke spist ordentligt siden vi var gået fra hinanden. Jeg havde altid, mindst en gang om dagen ladet vær med at spise, noget som kunne mætte mig.

 

Jeg kunne høre at Harry var færdig med sit bad da han træt slæbte sig hen til sin seng som var i et andet værelse. Hvorfor havde vi ikke opdaget det noget før?

Jeg lagde dynen mere over mig og prøvede at sove.

 

*Kathrines synsvinkel*

 

 

 

Jeg vågnede fem minutter inden vi skulle lande da en mand venligt kom hen for at vække mig. Jeg takkede ham selvfølgelig og pakkede så meget ned jeg kunne.

Jeg lagde mig igen til rette og ventede på at høre dækkene på flyet hvine.

 

Så kom hvinene. Jeg var helt lettet over at vi var landet.

Klokken var ti om morgenen da jeg kom. Yay. Derhjemme var den ti om aftenen eller sådan noget.

 

Jeg rejste mig op og gik hen mod udgangen men hurtigt var en stewardesse hos mig. De var åbenbart bekymrede for at jeg blev dårlig så de ville følge mig helt ud.

 

Sikke et effektivt flyfirma jeg havde valgt. Eller Spielberg havde.

Da vi kom ud af gaten ned til parkeringspladsen opdagede jeg en sort bil som ventede på mig.

”Mange tak. Men, De havde ikke behøves at følge mig så langt væk fra” ”Det skal De ikke tænke på. Nyd dit ophold i Miami. ”Smilte hun, satte mine kufferter fra sig og gik.

 

Den sorte dør til bagsædet blev åbnet. En sort læderjakke, mørkeblå jeans og sorte Rayban solbriller skjulte den ene mand jeg faktisk fik et chok over at se.

 

Will Smith.

 

Var det her en joke?

 

”Hva så fighter? Er du overrasket?” Smilte han. Jeg stod stille i nogle sekunder. Manden jeg tilfældigt en dag mødte, som havde tilbudt hjælp med min træning, var igen foran mig men uden nogle skader.

 

Ja, jeg slog for hårdt. Lige i ansigtet på ham. Selvfølgelig var det et uheld!

 

”Øh” Okay så, ja, det var vel mit nye hej. ”Stå ikke bare der og glo!” Smilte han og tog sine solbriller af. Han gik hen til mig,

 

”Kom nu, reager!” Smilte hans perfekte hvide tænder. Hvordan kunne man have så hvide tænder?

”Hvad laver du her?” Spurgte jeg så. ”Jeg er værge.” Smilte han stort.

Værge?

 

*Harrys synsvinkel*

 

Jeg vågnede ved halv elleve tiden ved at jeg kunne lugte noget omkring mig. Det var smør, med en sødelig sukker agtig dugt.

 

”Er du oppe?” Lød det fra køkkenet af, som var næsten lige overfor mit værelse. Jeg sukkede tungt, rejste mig tungt og modvilligt ud af sengen mod min kuffert. Jeg havde ikke lagt mit tøj på nogen hylder endnu.

 

Jeg trak i et par bukser og gik ud til Liam. Lyset gjorde helt ondt i øjnene. Luften var frisk og jeg var elendig at se på.

”Godt du er oppe.” Smilte Liam og satte en tallerken med mad på køkkenbordet. ”Kom nu, spis.” Smilte han.

Jeg sukkede og satte mig ned.

 

Jeg var ikke sulten. Overhovedet.

 

”Liam..” Sagde jeg træt. Han vendte sig om mod mig. ”Jeg er altså ikke sulten.” Sagde jeg træt, men alvorligt. ”Harry, du skal spise noget. Det bliver du nødt til.” Han mente det virkelig.

 

”Du ved… drengene sidder lige nu derhjemme, i London, og de venter bare og håber…” Han hakkede hårdt palletten ned i panden. ”venter bare på at begynder at smile igen. De prøver og prøver. Men en dag, så stopper de!” Råbte han til sidst.

 

Jeg kiggede bare på ham. ”Har I tænkt på at jeg bare ville have fred?” Spurgte jeg helt roligt. ”Vi gav dig fred og Eleanor fandt dig næsten død!” Råbte han og smed panden hårdt nok ned på gulvet, at den gik i stykker.

 

Han gik sin vej. Jeg kiggede ned på gulvet. Han havde smadret en pande. Det lignte ikke Liam. Jeg rejste mig op, lyttede til hvordan han gik ud på badeværelset for at vaske sig i ansigtet. Jeg kunne høre det, for det var vandhanen som var tændt.

 

Han gik irriteret tilbage på sit værelse og smækkede døren i. Jeg havde virkelig gjort ham vred. Jeg blev helt dårlig over det jeg havde sagt. At det havde ramt ham så meget.

 

Jeg gik hen til døren, jeg lagde min hånd mod det kolde metal som var håndtaget og åbnede døren. Han stod henne ved vinduet og kiggede ud.

”Hey” Sagde jeg stille og gik hen imod ham.

Han kiggede udover stranden. ”Jeg er ked af jeg gjorde dig sur…” Sagde jeg og kiggede ned af mig selv.

Jeg kunne høre hans fødder ændre retningen.

 

”Det har været en svær tid for os begge. Lad os nu… lad os nyde at vi har frihed, fra management. Okay?” Spurgte han så. Jeg nikkede.

 

Han gik roligt hen til mig og gav mig et kram. ”Få en trøje på. Ikke?” Smilte han. Jeg smilte igen. Roligt gik jeg mod mit værelse imens jeg tænkte over at jeg faktisk havde en hel dag fri.

 

Det bankede på døren.

 

*Wills synsvinkel*

 

Jeg havde hjulpet hende ind i bilen. Hun havde ikke rigtig forstået at hun havde fået en som skulle holde øje med hende. Men jeg havde selv sagt ja. Jeg havde jo taget mig af Justin Bieber, så kunne jeg også tage hende. Det ville være hårdere, men jeg gjorde det med glæde.

 

Chaufføren kørte af sted. Hun sad bare helt stille og kiggede på mig.

 

”Er der noget du vil spørge om?” Spurgte jeg så. ”Hvorfor dig?” Spurgte hun så.

Jeg tog mine solbriller af og kiggede på hende.

 

”Jeg gjorde det fordi at jeg tror på at der er noget godt gemt bag… folk som dig. Der har problemer.”

”Okay… men jeg er altså ikke Bieber.” Svarede hun skarpt. Jeg smilte bare.

 

”Det ved jeg. Du er ikke bange for at slå gamle mennesker.” Smilte jeg. Hun smilte! ”Det er sandt.” Sagde hun sukkende.

 

”Kom nu! Smil da! Jeg har aldrig været med til at indspille en Steven Spielberg film!” Det var egentlig rimelig trist…

 

”Men du har haft Michael Bay som instruktør… hvad fem gange?” Spurgte hun træt. ”Det er ikke helt forkert.” Sagde jeg så.

 

Hun sukkede og kiggede ned af sig selv.

”Har min onkel kontaktet dig?” Ja, det har han i hvert fald.

 

”Nej.” Løj jeg. ”Din tante gjorde.” Hun kiggede helt forskrækket på mig. ”Min… Tante?” Spurgte hun så.

”Ja. Hun mente at det ville hjælpe dig at se nogle i øjnene som du havde slået ned.”

”Alt hendes psykologpis, til tider, ville jeg ønske hun ikke var en psykolog.” Sagde hun gnavent.

 

***

 

Bilen stoppede foran Hilton hotellet og straks hjalp jeg hende. Hun lod mig faktisk hjælpe hende, men tog selv sin rygsæk. Paparazzierne var selvfølgelig hurtige og fik nogle billeder. Jeg vinkede venligt til dem.

 

”Hvem er hun?” Spurgte de. ”Den næste store stjerne!” Smilte jeg, lagde en hånd på hendes skulder og vi gik indenfor.

 

”God formiddag hr. Smith. Det var en nøgle til værelse 3466?” Smilte manden bag disken.

Jeg smilte og nikkede kort. Straks fik Kathrine et kort i hånden. ”Vi har en ekstra hernede, hvis du mister din eller glemmer den. Det er på tiende sal” Smilte manden.

 

Vi gik mod elevatoren, den åbnede sig og vi klikkede på tiende sals knap.

 

*Kathrines synsvinkel*

 

Værge min bare. Jeg stod i elevatoren lige nu, med Will.

 

Elevatoren stoppede og jeg gik ud af den. Vi gik sammen ud og fandt mit værelse.

”Du skal bo for dig selv. Men dine medskuespillere bor på den her etage, penthouse og ovenover dig. Der bor jeg også.” Smilte han og tog sine solbriller på igen.

 

Hvad skete der for solbrillerne?

 

”Okay.” Smilte jeg roligt. Jeg var vildt træt. Alt jeg ville var seriøst at komme ud af mit klamme tøj, få et bad og hoppe i et par shorts og top.

 

”Sig til hvis du mangler noget. Her er mit nummer og… jeg kommer hver morgen og aften og tjekker til dig.” Smilte han, gav mig en gul lap med hans nummer på og gik.

Jeg gik langsomt hen mod min dør, gled kortet igennem, den ville ikke lade sig åbne. Jeg snerrede en smule og prøvede igen. Det virkede fandeme ikke.

Jeg prøvede noget andet.

 

At banke på.

 

 

*Liams synsvinkel*

 

Jeg gik hen mod døren og åbnede den selvfølgelig. En pige, med langt mørkeblondt hår og blå øjne, stod foran mig.

 

Jeg blev helt forskrækket.

”Hvordan er du kommet herind?” Spurgte jeg. ”Det er min suite. Jeg har lige fået kortet.” Svarede hun så og viftede med kortet foran mit ansigt.

”Hvem er du overhovedet?” Spurgte hun så. ”Mig?” Spurgte jeg forvirret. Hun nikkede.

 

”Jeg er… Liam. Payne. ”Svarede jeg. ”Har aldrig hørt om dig.” Sagde hun koldt. ”Jamen, er det her nu rigtigt?” Spurgte jeg så hende. ”Jeg ringer til receptionen. Kom endelig ind.” Svarede jeg høfligt.

 

Hun tog sine kufferter og gik ind. Jeg studerede hende nærmere. Hun havde langt naturligt mørkt blondt hår, helt inde ved hovedbunden var det helt mørkebrunt og hendes læber var elegante læber selvfølgelig, og hendes kindben var utrolig yndefuldt og pænt markeret, hendes øjne var grønne, hendes øjebryn som var tynde, bugede pænt gjorde at hun hele tiden havde et hårdt udtryk.

 

”Hvem var det?” Kunne jeg høre Harry sige. En smule glad faktisk. ”Jeg ved det ikke.” Svarede jeg så.

Jeg havde aldrig set hende før, aldrig nogensinde.

 

”Hvem er han så?” Spurgte hendes kolde klare stemme. Harry vendte sig forskrækket. ”Er du en fan? Hvorfor er du her?” Spurgte han så. ”Jeg er ikke fan af… ham der skaldepanden.” Sagde hun og pegede opgivende på mig.

 

Skaldepande, det gjorde faktisk lidt ondt.

 

 

*Katrhrines synsvinkel*

 

Hvem var de lige? De virkede til at være helt i chok over at jeg ikke vidste hvem de var.

Skulle jeg kende dem? De kendte jo ikke mig…

”Er der et ledigt værelse?” Spurgte jeg. ”Ja. Lige her.” Svarede… Han hed Liam, ikke? Ham den næsten Skaldede?

 

”Tak.” Svarede jeg kort og irriteret. Jeg åbnede døren ind til værelset. Det var nok det mindste værelse, i hele suiten. Jeg sukkede med et lille gnavent ’grr’ i og smed mine kufferter på sengen.

Fedt jeg skal bo med britiske bøsser.

 

”Fedt..” Jeg tog min mobil frem og ringede Will. Will Smith, han skulle have ansvaret for mig, hvorfor lige ham?

”Det er Will.” Kunne jeg høre ham sige. ”Will? Det er mig, Kathrine.” Sagde jeg så. ”Nå da! Øhm, hvad er det galt? Du har kun været alene i ti minutter.” Jeg kunne høre han var en smule forvirret.

 

”Will, jeg er ikke alene.” Svarede jeg så. ”Er du ikke alene? Jamen, jeg har da bestilt det? Jeg kommer nu.” Han lagde på og jeg gik ud i stuen. Altså, jeg vidste godt at han ikke ville gøre noget dumt. Will kendte mig faktisk sjovt nok. Jeg vidste han tit havde overhørt når jeg græd i træningscenteret.

Det bankede på døren. Jeg nåede knap nok selv at komme hen før Liam åbnede døren.

”Hey, jeg er for at se til en… Kathrine Light. Jeg er hendes værge.” Kunne jeg høre Wills dybe stemme sige.

”Øh jeg er Liam…” Kunne jeg høre ham sige, en smule forvirret.

 

”Will” Sagde jeg højt nok til at han kunne høre mig. ”Hey Kathrine.” Svarede Will roligt. Jeg gik hen mod døren og nej… jeg smilte ikke.

 

”Jeg kan forstå at der har været problemer med værelserne.” Smilte Will roligt. ”Vi har ikke noget imod hun er her, altså det gør virkelig ikke noget hr. Smith. ”Sagde Liam roligt. ”Knægt, det er okay. Kathrine!” Smilte Will til mig. ”Ja?” Svarede jeg. ”Receptionisten kommer om lidt. Kan jeg komme indenfor?” Spurgte han. Jeg nikkede roligt.

 

Will trådte indenfor og kiggede sig omkring. ”I drenge, har knap været her en dag, og her lugter allerede.” Sagde han og viftede med en hånd.
”Øh, det var bare mig som lavede mad.” Henvendte Liam sig. Will grinte. ”Seriøst” Grinte Will.

 

”Ja.” Sagde Liam stille. ”Nå, men Liam, jeg vil gerne lige snakke med dig.” Sagde Will høfligt til Liam og de gik ind på et værelse.

 

 

*Harrys synsvinkel*

 

Jeg kiggede i længere tid på hende nu. Liam og Will havde snakket sammen i noget tid nu, mens vi sad med stilhed imellem os.

Hun havde det her, tykke mørkeblonde hår, de grønne øjne, de elegante læber og de pænt markerede kæbeben, og de røde kinder.

 

”Hvad glor du på?” Den skarpe stemme afbrød mine tanker. ”Ikke noget, jeg tænkte bare.” Svarede jeg og tog min mobil frem. Jeg kiggede op på hende og til min overraskelse, fik et minichok.

 

Hendes tre, fire armbånd rullede ned fra hendes håndled og hele vejen rundt om var der små røde ridser.

Hun kunne igen mærke at jeg kiggede på hende så jeg kiggede tilbage på min mobil.

 

Eleanor havde skrevet fra Lous mobil af.

 

Går det godt? Xo Ellie.

 

Jeg burde nok svare hende.

 

Det går fint nok.

 

Harry, Liam har haft ringet til os.

 

Jeg sukkede en smule. Selvfølgelig havde han gjort det.

Jeg smed mobilen fra mig og lagde mig sofaen med hænderne over mit hoved. Jeg kunne absolut intet længere holde det ud. Jeg havde ingen fred længere. Jeg havde ikke haft det i et halvt år.

 

Hun rejste sig op for at gå hen til køkkenet.

Havde hun anoreksi eller sådan noget? Var det ikke noget amerikanske piger havde en del?

____________________________

Først og fremmes vil jeg lige takke jer. 

I er utrolige! Tusind tak! 

Jeg glæder mig til at give jer mere! :-) <3 

Tak til jer fem som har sat den på favorit listen!

xo xo Louise.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...