Light vs Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2013
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Igang
Usikre unge filmstjerner med fortid som helvede. Det er livet for 17årige Kathrine Light der endelig efter flere år har kæmpet med mobning, kærestevold og forfængelig rige uforstående forældre. Derfor flyttede hun sammen med sin "onkel" Thomas til Hollywood.
Men hvad sker der når selve Steven Spielberg får øje på hende som hans næste hovedrolle sammen med to drenge fra det kendte band One Direction?
Harry Styles er ligesom Kathrine langt ude på glat is da han selv for et halvt års tid siden ville begå selvmord.
Både Kathrine og Harry er så langt ude at de til hver en tid, kunne falde døde om hvis de fik muligheden.
Men kan to ødelagte mennesker, finde lyset igen? I hinanden?

*Der kan være anstødende scener*

27Likes
20Kommentarer
2005Visninger
AA

8. And if

”HARRY!” Skreg jeg. Jeg blev ved. Jeg bankede på døren, hele tiden. Men intet svar.

Jeg tændte lyset på mit værelse og fandt min mobil.

Jeg valgte at lade være med at ringe til nogen, jeg sms’ede i stedet for til Will. Han måtte da kunne hjælpe.

”HARRY!” Prøvede jeg igen.

”Det er okay… du kan godt komme ud nu.” Kunne jeg høre Harry sige. Jeg åbnede døren. Den var blevet låst op.

 

”Du er okay?” Åndede jeg lettet ud. ”Han… han stak af.” Han rystede overalt. ”Harry…” Jeg gik forsigtigt hen til ham og trak hans ærme op.

”Begge dine arme?” Spurgte jeg overrasket. På ingen tid var de blevet helt hævede og røde, hans underlæbe blødte og han holdte en hånd på sin højre side.

 

”Kom så, rejs dig op. Vi skal have dig lagt ned.” Jeg tog forsigtigt, men bange fat i ham. Hans ben fejlede intet, men han var alligevel usikker.

 

”Sæt dig her. Will burde være her om lidt, jeg henter noget vi kan fjerne blodet med.” Jeg smilte ikke. Jeg var faktisk bange, sådan rigtig bange. Det havde jeg ikke været før, for andre i hvert fald.

Det bankede på døren. Jeg åbnede den. Det var både Will og Liam.

”Hvad er der sket?” Spurgte Liam panisk. ”Det er det jeg ikke ved.” Svarede jeg.

Liam skyndte sig ind på Harrys værelse. Will kiggede bare på mig, som om jeg havde gjort noget galt.

”Tro det eller ej. Men det her, er ikke min skyld.”

”Hvem så?” Spurgte han vredt. ”Han kaldte sig Louis, eller Harry kaldte ham det. Kom nu med. ”Sukkede jeg og tog ham med ind på værelset. Liam gik i gang med at lægge kolde klude på Harrys arme.

”Vi kan ikke have du får mærker. Hvem gjorde det Harry?” Spurgte Liam så.

Der blev helt stille. Harry så bange ud. Jeg gik forsigtigt hen til Harry. Han skulle selv sige det. Jeg havde været der. Han var i gang med at være der hvor jeg havde været.

 

Jeg sagde ikke noget, jeg satte mig bare ved siden af ham. Ligesom Bettina havde gjort, dengang de havde fundet mig.

Harry vendte sig fra Liam og kiggede hen på mig. Jeg nikkede til ham, uden et smil.

 

”Det var… L… Louis.” Stammede han skræmt. Liam sukkede. ”Jeg ordner det her. Zayn og Niall kommer snart. De skal nok holde øje med ham. Kathrine, vil du hjælpe ham?”

”For engangs skyld enes vi.” Sagde jeg alvorligt og fjernede en tåre fra Harrys kind.

 

***

Will havde ringet til min onkel og forklarede ham hvad der var foregået. Jeg var okay, men han var ked af det som var sket mens jeg var der. Ingen tænkte på hvordan Harry havde det. De tænkte kun på om jeg var kommet noget til.

Psykisk. Flot.

 

Jeg havde holdt øje med Harry det meste af aftenen nu, den var halv to. Jeg var vildt træt. Det gjorde ondt at sidde i den eneste stol som var herinde.

”Kathrine?” Hviskede Harry hæst. ”Ja?” Svarede jeg. ”Du kan godt gå tilbage på dit værelse, hvis du vil.”

”Han kan komme tilbage, du skal ikke være alene. Jeg bliver her. Lige her.”

Jeg måtte være skør. Jeg sad i mit nattøj og havde helt ærligt brug for en seng. Jeg gik om sengen og lagde mig bagved Harry.

”Hvad laver du?” Spurgte han så. ”Ikke noget. Jeg synes bare at… du ikke skal være alene. Lad mig nu. Jeg lod ikke nogen hjælpe mig, jeg endte virkelig galt.” Min ene hånd gled langsomt over hans skulder. Han rystede let, men ikke noget som jeg følte var farligt.

 

”Det er okay… jeg gør ikke noget. Det lover jeg.”

Efter noget tid, tog han det med ro igen, sådan helt. Han faldt i søvn.

Heldigvis.

 

*Liams synsvinkel*

 

Louis kiggede ned i gulvet. Han sagde ikke noget, han gjorde ikke noget. Han var bare tavs.

”Louis… hvad fanden sker der for dig?!” Vrissede jeg. ”Jeg ved det ikke… jeg tabte bare mæ” ”Nej du gjorde ej! ”Råbte jeg. ”Du ved hvor skrøbelig han er! Du ved, ligeså godt som mig hvorfor denne her film var så vigtig, måske kunne han komme ovenpå igen. Men i stedet for er ved at slå ham ned! Tænk dig forhelvede om! Du kan ikke bare gøre sådan noget! Hører du mig?!”

”Ja. Jeg kan godt høre dig.”

”Godt. I morgen tidlig, skal jeg hente Niall og Zayn. De holder øje med dig. Så tager jeg Harry.”

 

Med de ord gik jeg tilbage til suiten. Jeg var vred. Virkelig vred på dem begge to.

Der var stille nu. Helt stille. Jeg listede hen til Kathrines værelse. Hun var der ikke, hun var inde ved Harry. Hun lå og nussede hans kind. Hun havde grædt kunne jeg se.

”Kathrine.” Hviskede jeg. Hun kiggede op. ”Jeg er okay:”

”Det er du ikke… jeg ville bare sige tak. Fordi du holder øje med ham.”

”Nogen skal… noget siger mig… at selvom du er her. Så føler han sig virkelig alene.” Hun kiggede væk, jeg kunne se at hendes egne ord ramte hende.

 

”Du er selv alene, ikke?” Spurgte jeg. ”Jeg har været alene siden jeg var femten… det begyndte så småt da jeg var fjorten.” Svarede hun. ”Men… jeg vil ikke snakke om det. Jeg vil… hvis du kunne… bare lade mig hjælpe ham. Ellers så ender det galt, rigtig meget.”

”Vi snakker om det til morgenmaden. Indtil da. Godnat.” Jeg måtte indrømme at selvom hun egentlig var pisseirriterende så havde hun et hjerte.

 

”Jeg passer på dig.” Kunne jeg høre Kathrine sige til Harry.

Jeg smed mig i sengen. Dynen var dejlig blød. Mit hoved forsvandt i puden, jeg blev lettere og lettere. Det hele gik bedre.

 

***

 

Døren åbnede sig langsomt op, jeg så Kathrine komme ud. Hun kløede sin ene arm og gik direkte hen til mig.

”Okay så… nu har jeg gjort min research, via Harrys mobil. Du er Liam, du bliver kaldt Daddy Direction fordi du altid passer på drengene, som hedder: Harry, Louis, Zayn og Niall. Niall er Zayn og dig lidt overbeskyttende overfor ham Niall da han nemt bliver fuld. Du har kæmpet imod mobning og du har haft dårlig nyre… oog… så er der noget med Taylor Swift og Harry… nogle krige mellem jeres og hendes fans og så… ikke mindst, Harry, han har været deprimeret og nu… burde det hjælpe ham. Det gjorde det bare ikke. Så, hvorfor er ham den anden her?” Spurgte hun.

”Det er alligevel godt klaret. Men nu skal du høre. Harry kan selv sige det. Jeg ved bare at det var dumt, og at Louis, er på skideren.”

”Det kunne jeg forestille mig.” Smilte hun småt.

 

”Han klarer sig.” Sagde jeg hurtigt til hende. ”Det ved jeg han gør. Måske… måske skulle jeg prøve og tale med ham Louis? Jeg er jo ikke så meget inde i problemet, men jeg kunne forestille mig at jeg måske kunne redde nogle tråde ud.”

”Jeg tror ikke at det er en god ide. Louis kan blive rigtig, rigtig sur. Han kan, du ved, blive voldelig.” Hvorfor snakkede jeg med hende om det her?

 

”Okay. Nå, men… jeg skal gøre mig klar. Minigolfturnering i dag.” Hun rejste sig elegant og gik ind på sit værelse.

 Efter hun var gået bankede det på døren. Det var Tamara og Will.

”Hey, klar til at få slag?” Grinte Will af mig. ”Øh… ja, om lidt faktisk. I hvad?” Spurgte jeg dumt.

”Har Kathrine ikke, nej selvfølgelig ikke. Hun havde travlt i nat.” Sagde han alvorligt.

”Hvordan har Harry det?” Spurgte Tamara. ”Jeg tror han har det fint. Kathrine har været inde ved ham hele natten.” Smilte jeg. ”Det var godt. Jeg vil lige se til Kathrine.” Smilte Tamara og gik hen for at banke på hendes dør.

 

*Kathrines synsvinkel*

 

”Kathrine?” Hviskede en lettere stemme. Det var Tamara. Jeg nikkede stille. ”Hvordan har du det?” Spurgte hun så og satte sig overfor mig.

”Jeg er bare træt.” Mumlede jeg. ”Sikker på at du er helt okay?”

”Tamara… jeg vil nødig lyde ond. Men sagen er den… at I burde tænke på Harry. Ikke mig. Jeg har det helt fint. Det var en smule uhyggeligt, men det går altså. Tænk ikke på mig. ”

”Er du bekymret for Harry?” Spurgte hun så. Jeg nikkede. ”Sæt dig op søde.” Jeg satte mig op så hun kunne sidde ved siden af mig.

 

”Harry, han er skræmt, men han har det fint. Du burde gå ind til ham, jeg tror det vil gøre ham glad.”

”Synes du?” Jeg kunne fornemme at jeg rødmede en smule i det hun sagde. Hun nikkede roligt til mig og gik igen. Hun havde ret, jeg måtte altså tage mig sammen.

 

Jeg tog hurtigt noget nyt tøj på og gik ind til Harry.

Han lå stadigvæg og sov tungt, men hans overarme var blevet en smule blå. ”Hey.” Hviskede jeg til ham.

Forsigtigt gik jeg hen til ham og satte mig på sengekanten.

Øjenlågene viberede en smule, hans grønne klare øjne kom frem og et lille træt smil kunne ses.

”Godmorgen.” Kom det ud af munden, med sin hæse stemme.

 

”Den står på minigolf i dag, er du frisk?” Spurgte jeg. ”Ja da. Hvornår er det?” Spurgte han i det han satte sig op.

”Klokken tolv. Will kører os. Liam bliver her og holder øje.” Smilte jeg.

 

***

 

Harry og jeg havde taget et fjollet billede sammen hvor vi havde golfbolde som øjne, det så faktisk rimelig sjovt ud!

”Er I to færdige?! Jeg vil gerne vinde!” Kunne jeg høre Will sige højt, ikke råbe, men højt.

 

”Ja vi er. Er du klar til at få bank Will?” Spurgte Harry med et smil.

Jeg kiggede i længere på ham. Han havde dækket sine arme til med en skjorte. Det var vidst også fint nok lige nu. I hvert fald hans humør.

 

Jeg lagd golfkuglen foran mig og prøvede at ramme den.

”Hvad laver du?” Spurgte Tamara mig om. ”Se… hvis jeg kunne svare på det. Gjorde jeg det.” Smilte.

”Lad mig.” Smilte Harry.

”Stå sådan her..” Han lagde sine arme om mig. ”Ret ryggen, hold stangen sådan… og skyd.” Han lagde forsigtigt sine hænder om mine. Mine kinder blev helt røde kunne jeg mærke. Mens golfkuglen rullede hen af det grønne tæppe, følte jeg hvordan Harry egentlig var bygget.

”Hole in one!” Jublede Will og dansede rundt som en anden tosse. Jeg brød ud i et grineflip jeg ikke kunne styre, det endte med at jeg faldt til jorden, af latter.

”Kom så unge dame… op med dig!” Smilte Harry og trak mig op. Han var også ved at dø indvendig af grin.

Vi fortsatte videre til de andre baner.

”Så… jeg giver is.” Smilte Tamara. Vi var her selvfølgelig også med de andre. ”Det ser ud til at dig og Styles enes. Er det rigtigt?” Jeg vendte mig forskrækket om. Det var bare Steven.

”Ja… han er rigtig sjov at være sammen med.”

”Kan vi snakke under fire øjne.” Spurgte han. ”Selvfølgelig.” Svarede jeg.

Jeg kiggede ikke længe på Steven før jeg opdagede at han var rimelig alvorlig. ”Kathrine! Hvilken is?” Råbte Harry efter mig.

”Ananas, jordbær og banan!” Seriøs samtale.

 

Steven fulgte mig ind i et rimelig lukket kontor. Han satte sig foran mig og kiggede på mig, ikke som om at jeg havde gjort noget forkert, men som om nogle andre havde gjort noget forkert.

”Jeg er presset. Louis Tomlinson, skal ud af billedet. Harry og dig, I bliver. Liam og resten af de drenge, som snart kommer. Skal af sted.”

”Hvorfor de andre?”

”Jeg tror ikke helt du forstår.”

”Nej… det gør jeg ikke. Hvad sker der?”

”For et halvt år siden, prøvede han at begå selvmord.” Stregen ved halsen…

”Er der andet?” Spurgte jeg så. Han kiggede på mig, som om han ikke turde sige det til mig. Han sukkede stille, vendte sit hoved væk i få sekunder og kiggede på mig igen.


”Til en fest… kom der nogle på Harrys alder. De havde taget fat i Louis’s søster Lottie.”

”Hvad skete der så?”

”Harry ville selvfølgelig hjælpe hende. De her mænd var fulde. Rigtig fulde”

”De var brutale overfor hende…” Hviskede jeg. ”Han blev slået ned, uden nogen opdagede det. Da han vågnede igen, så han… hans bedstevens lillesøster, blive voldtaget.”

 

*Harrys synsvinkel*

 

 

Kathrines blik var langt væk da vi var på vej tilbage til hotellet. Tamara og Will grinte over at jeg hele tiden skød bolden ud af banen.

Det jeg tænkte på, var hvad Kathrine tænkte på.

 

”Så er vi her!” Smilte Will og slukkede for motoren. ”Spiser I selv sammen i aften?” Spurgte Will lidt bedende efter et nej.

”Ja. Jeg er træt. Jeg tror jeg mangler en smule søvn.” Sagde Kathrine og gik ud af bilen. ”Vi ses Will.” Smilte jeg og gik efter Kathrine. Vi tog selv en elevator på vej op. Hun havde stadigvæk et  ulæseligt udtryk i hovedet.

”Er du okay?” Spurgte jeg så. Hun kiggede nærmest forskrækket på mig og nikkede.

”Det er bare… arg..” Knurrede hun og slukkede elevatoren. ”Hvad laver du?” Spurgte jeg overrasket. Hun satte sig ned med hovedet i hænderne.

 

”Da jeg var fjorten… kom jeg sammen med en dreng fra en klasse, over mig..” Sagde hun og kiggede op på mig. Jeg satte mig ned hos hende, så hun ikke følte sig lille.

”Inden jeg blev femten, havde jeg sex med ham… det ændrede faktisk hele min tilstedeværelse..” Sagde hun med et falsk, grædende smil.

”Hvordan ændrede det sig?” Spurgte jeg. ”I starten… lagde folk mærke til smit smil. Det var egentlig bare det. Så pludselig… så ændrede han sig. Han ville det meget mere end mig.  En dag… var vi ude og løbe sammen på mine forældres jord, langt væk fra alt. Jeg havde slet ikke tænkt mig om. Det var der det hele startede.” En tåre trillede ned af hendes kind.

 

”Så fortalte han til andre… at jeg var villig til hvad som helst. Hele fire gange… havde jeg haft 12 forskellige drenge… til at gøre modbydelige ting mod mig… jeg lod dem gøre det. Fordi at jeg i sidste ende troede på dem. Det kom så ud, hvad jeg havde gjort. Senere, ville mine venner ikke snakke med mig. Jeg gik alene. De gik i seng med min eks, selvom vi stadig var sammen. Så begyndte jeg at skære i mig selv… han kunne ikke være mere ligeglad. Jeg fik tæsk, hvis jeg ikke lystrede. Der var så mange gange, jeg kan ikke tælle dem… hvor jeg er blevet slået, eller holdt fast. Bare for at han kunne få opfyldt sine behov.” Hun stoppede op for at få vejret.

 

”Og nu… er du så langt væk fra dem af som muligt?” Spurgte han så. Hun nikkede. ”Jeg har været ond… det indrømmer jeg gerne. Men du ved ikke… du forstår ikke hvordan det føles at komme i seng hver aften, de ord, de skub, de slag, de ting jeg har oplevet… de forstod mig ikke. Mine forældre forstod mig slet ikke… jeg gjorde alt jeg kunne for at få dem til at åbne øjnene. Men det var først da jeg lå i min egen seng, blødte fra mine hænder, havde drukket to liter alkohol og spist en hel pakke piller, at de forstod den.”

 

Jeg kunne mærke noget vådt og varmt glide ned af mine kinder. Jeg startede elevatoren igen og fik hende rejst op.

”Du ved… det er okay at græde nogle gange.” Hviskede jeg til hende.

 

Elevatoren stoppede og jeg gik roligt ind i lejligheden med hende. Hun satte sig overfor mig i hendes seng.

”Kan vi ikke godt snart bytte værelse?” Spurgte hun så. Jeg grinte af hende og smilte til hende. ”Ja da. Jeg bestiller noget pizza. Så kan vi bytte rundt? Aftale?” Smilte jeg. Hun nikkede. Jeg gik ud i køkkenet og tændte min pc for at lede efter noget pizza. Jeg fandt et sted!

 

”Hvad kan du godt lide på en pizza?” Spurgte jeg så. ”Lige meget. Bare det ikke er stærkt.”

”Okay så.” Jamen det gør det jo også meget nemmere for mig…

 

***

 

Jeg lagde min sidste trøje ind i det lille skab og gik ind til Kathrine. Hun havde allerede fundet sig selv til rette. Med alle hendes ting.

Det bankede på døren.

Jeg åbnede den. Det var pizzaen!

 

”Her..” Jeg gav ham nogle penge. ”Øh.. jeg kan ikke veksle denne seddel..”

”Det okay. Jeg er rig. Ha’ en god aften.” Jeg lukkede døren i og jeg kunne se Kathrine stikke sit hoved ud.

”Der kommer ’The Avangers’ på kanal fem.” Smilte hun til mig. ”Det lyder som en god ide.”

 

Vi satte os over i sofaen, tændt for fjernsynet og begyndte at spise af vores pizza.

 

Det var ved at blive sent og jeg kunne se at Kathrine var rigtig, rigtig træt. Hun åbnede og lukkede sine øjne, hele tiden.

Hun endte til sidst med at falde i søvn. Jeg fjernede hendes tæppe som hun havde lagt med i noget tid nu og løftede hende op så hun kunne have hendes hoved på min brystkasse. Det var faktisk uhyggeligt. Hun var alt for tynd, synes jeg personligt.

 

Jeg lagde hende ned.

”Du må ikke gå..” Jeg blev helt forskrækket da jeg hørte hendes stemme. ”Vil du ikke godt blive?” Spurgte hun og rakte hånden ud efter mig.

”Jeg skal lige… have min egen dyne så.” Jeg smuttede hurtigt ind til mig for at finde noget som lignte nattøj, men så dygtig som jeg nu var, havde jeg intet. Jeg fandt en sort trøje og trak den over mit hoved.

 

Hun havde lagt dynen mere over sig. Jeg kiggede længe på hende. Hendes lange mørkeblonde hår indrammede perfekt hendes ansigt, og hendes øjne. De var grønne, en lidt mere speciel farve end mine. Men hun var så smuk. Virkelig en del.

Jeg lagde mig ved hende og kiggede i længere tid på hende. ”Har du det bedre?” Hvorfor spurgte jeg om det?

Hun nikkede. ”Tak… fordi at du faktisk lyttede.” Hun lagde sig lidt tættere på mig. ”Jeg er bange for folk, derfor opfører jeg mig som jeg gør. Men… jeg ved ikke om det lyder fjollet. Du virker ikke som de andre.”

”Synes du?” Spurgte jeg. Hun nikkede.

 

”Du er ikke… jeg kender dig ikke særlig godt, det indrømmer jeg. Men, du har faktisk været en bedre ven end jeg nogensinde har haft. Tak Harry.” Smilte hun.

Jeg kiggede væk for at styre mig selv og kiggede på hende igen. ”En pige er kun så smuk, hvis hun har en smuk personlighed. Kathrine… jeg ved ikke… hvordan jeg skal sige det her. Men… du føler nok ikke det samme… men jeg… du er helt utrolig.”

”Harry…” Hviskede hun og hendes hoved kom lidt tættere på. Det var lige før vores læber mødtes.

”Du snakker for meget.”

Hun kyssede mig.

 

 

_____________________________________________

NNNNNÅÅÅÅÅÅÅååå

De er da søde, ikke sandt? 

Sorry jeg har været væk, men gymnasie, før noget andet. 

Håber I kan bruge det. 

Ved godt det går stærkt, men det sker jo! 

Tak for seksten favoritter og 10 likes :-*

xo xo Louise

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...