Give Me One Reason - One Direction

Abby er en pige på snart 17 år, som kommer sammen med Harry Styles. Alle er jaloux på deres forhold, og han er den perfekte kæreste. Niall er som en bror for hende, men Abby synes, han har gået og været lidt trist i lang tid, men når hun har spurgt ham, har han bare sagt at alt var i orden. Er det nu også rigtigt?
En dag sker der en forfærdelig ulykke, som fuldstændig ændrer på Abby's liv, og hun har det dårligt i lang tid, og får selvmordstanker. Men måske er der en af drengene, som kan gøre hende glad igen…

12Likes
5Kommentarer
639Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Flashback (del 2)

"Niall… undskyld." Der gik lidt tid, imens jeg prøvede at finde ordene. Min undskyldning gik ikke lige helt som planlagt. Niall, som formodede at jeg var færdig med at snakke, smilede til mig, og jeg mærkede en gnist af glæde indeni. Det var nemlig det gode, gamle og ofte brugte "Du er skør, Abby"-smil, der spillede om hans læber. Forstod han min undskyldning så let? Jeg havde jo nærmest ikke sagt noget, ingen forklaring. Kun 'undskyld'. Og hvorfor smilede han? Havde han tilgivet mig? Når han tilgav så let, forstod jeg da godt, hvordan han nogle gange blev dårligt behandlet af folk. Når de så engang kom og sagde undskyld, sagde han bare "Det er i orden." og så syntes folk ikke, at det gjorde noget, hvis de glemte en aftale eller to. 'Det gør ikke noget, Niall er ligeglad', tænkte de idioter sikkert. Men det var han i den grad ikke. Han var selv irriteret over, at han tilgav folk så let, men han kunne ikke sige fra, ikke blive sur. Det var folk, han havde lært at kende efter populariteten og berømmelsen. De misbrugte hans tillid. Fik penge for at fortælle medierne måske ikke helt sande historier om ham. Pyntede lidt for meget på sandheden. Han fandt sig i alt for mange ting, efter min mening. Prøvede bare at ignorere det, overså artiklerne med de store, fede overskrifter. Jeg havde mange gange prøvet at snakke med ham om det. Jeg var sur over, at han stadig opholdt sig iblandt de falske venner, som kun var sammen med ham, for igen at kunne fortælle medierne historier - og tjene nemme penge. Han fastholdt sin tro på, at de var hans venner, ligemeget hvad jeg sagde. Han fortjente meget bedre. 

"Abby, det gør sgu da ikke noget. Det gjorde bare lidt ondt efterhånden, så jeg syntes, du skulle give slip." Han strakte armen op i luften, ud til siden og åbnede til sidst prøvende køleskabet. "Jojo, den fungerer fint nok." Han grinede og bed sig lidt genert i læben. I noget tid stirrede jeg bare på ham, før det langsomt gik op for mig. Han troede, jeg sagde undskyld for at have boret neglene i hans skulder. Han troede, jeg sagde undskyld for at have boret neglene ind i hans skulder. Jeg kunne ikke lade være med at grine lettere hysterisk, både af mine dramatiske tanker om Nialls falske venner og også situationen, selvom den egentlig ikke var særlig sjov, da jeg nu skulle til at starte forfra med min undskyldning. Niall troede selvfølgelig, at jeg grinede af hans lille joke, så han smilede stort og selvtilfreds, og jeg prøvede at tage mig sammen og få styr på min vejrtrækning. 

Da jeg holdt op med at grine og min puls var faldet til et nogenlunde normalt niveau, prøvede jeg igen. "Niall, det var ikke det jeg mente." Jeg trak vejret dybt, og Nialls øjne blev bekymrede, da han så mit nu alvorlige udtryk i ansigtet. "Undskyld. Jeg ved jo slet ikke, om det her rager mig. Jeg burde ikke have opført mig sådan."

Han så uforstående på mig, og mit blik flakkede lidt nervøst rundt, mens jeg snakkede. "Det, jeg gerne ville have dig til at fortælle mig, måske skal jeg slet ikke have det at vide." Det sidste fortrød jeg egentlig, at jeg havde sagt, for selvom det så ikke omhandlede mig, ville jeg utrolig gerne vide det alligevel.

Niall kiggede tvivlende på mig, og lignede en, der gerne ville sige noget, men ingen ord kom ud af hans mund. "Undskyld, at jeg har været sådan en idiot og såret dig. Jeg skal nok gå nu." Da jeg hurtigt vendte mig om for at forlade hotelværelset, greb hans hånd ud efter min arm. "Nej, Abby, jeg… bliv her lige. Jeg vil gerne prøve…" Han lignede én, der kunne begynde at græde når som helst. Jeg fik det dårligt over, at han ville fortælle mig det alligevel, fordi han sikkert troede jeg var sur på ham over det, og at vi ville være uvenner for evigt. 

Stakkels Niall. Hvad var det dog, jeg havde gjort? 

Blidt skubbede jeg hans hånd væk og smilede venligt til ham. "Nej, det er i orden. Vi behøver ikke snakke om det." Modvilligt forsøgte jeg at være høflig og tage hensyn til ham, selvom jeg var forfærdelig nysgerrig. Jeg efterlod Niall bag mig med blandede følelser i maven, og nærmede mig hastigt døren, og jeg hørte ham følge efter mig. Da jeg tog i håndtaget, sagde han noget, der fik mig til at stoppe op. "Jeg er bare så bange for, at vi splitter op." Jeg vendte mig om mod ham. Der var noget nærmest bedende i hans stemme. Det havde krævet meget for ham at sige den sætning højt, kunne jeg se, for han stod tilbage med fortvivlet udtryk i ansigtet. Han stod omkring otte meter fra mig, og jeg gik tættere på ham med medlidende, men undrende øjne. "Os. Bandet." Fortsatte han, og nu løb tårerne ned ad kinderne på ham. Jeg tog hans ene hånd og gav ham al den tid, han skulle bruge. "Det er alt sammen min skyld", nærmest hviskede han, og hans stemme var så forvirret og bedrøvet, at jeg næsten ikke selv kunne holde tårerne tilbage. Jeg kunne ikke lide at se ham på den måde. I lang tid stod jeg bare og holdt hans hånd, og så bare bekymret og medlidende på ham. Jeg forstod ikke, hvad han mente, men jeg spurgte ikke hvorfor. Jeg havde spurgt om nok. "Og… Harry er så vred på mig." Straks blev jeg urolig, og bekymrede mor-tanker fløj gennem hovedet på mig. "Han har ikke gjort dig noget, vel?" blev jeg nødt til at forsikre mig, og de nervepirrende sekunder før han svarede var uudholdelige. "Han… han råbte ad mig." fremstammede han modvilligt og brød helt sammen mod min skulder ved tanken. Harry kunne blive forfærdelig vred, men det skete heldigvis sjældent. "Hvad handler det her om?" Jeg blev nød til at få svar. Ellers kunne jeg ikke hjælpe ham. Men han rystede bare på hovedet og trak sig væk fra mig.

Jeg spurgte og spurgte, men han nægtede at svare. Til sidst gad jeg ikke lege psykolog mere. Selvom den dårlige samvittighed var som en enorm knude i maven, følte jeg mig vred på ham. At han ikke i det mindste kunne fortælle mig hvorfor Harry havde opført sig sådan over for ham, og hvorfor han var bange for, at bandet ville splitte op, gjorde mig irriteret. 

"Niall, du bliver simpelthen nødt til at fortælle mig det. Jeg vil ikke have, at Harry opfører sig sådan over for dig. Og jeg vil ikke have, at du render rundt og ikke har det godt."

Nialls blik forvandledes til pludselig at blive fyldt med vrede.

"Sidst jeg tjekkede, var du ikke min mor. Jeg klarer selv det her."

Jeg havde det som om, jeg havde fået en lussing, og var for lamslået til at kunne røre mig ud af stedet. Hans stemme var helt anderledes, som om han havde glemt alt om, at jeg lige havde stået og trøstet ham, og at det faktisk var ham, der havde bedt mig om at blive, så vi kunne snakke. Endelig knyttede jeg hænderne hårdt sammen, sendte ham et arrigt blik med tårer i øjnene, vendte mig om, skred ud ad døren, og smækkede den i bag mig med et brag.

Sikke et rod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...