Give Me One Reason - One Direction

Abby er en pige på snart 17 år, som kommer sammen med Harry Styles. Alle er jaloux på deres forhold, og han er den perfekte kæreste. Niall er som en bror for hende, men Abby synes, han har gået og været lidt trist i lang tid, men når hun har spurgt ham, har han bare sagt at alt var i orden. Er det nu også rigtigt?
En dag sker der en forfærdelig ulykke, som fuldstændig ændrer på Abby's liv, og hun har det dårligt i lang tid, og får selvmordstanker. Men måske er der en af drengene, som kan gøre hende glad igen…

12Likes
5Kommentarer
637Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Flashback (del 1)

Flashback fra den tidlige morgen hos Niall i slutningen af første kapitel.

Hans bange øjne fik det til at stikke i mit hjerte.

I lang tid kiggede han tøvende på mig. En knude i min mave voksede sig større og større, og jeg havde det som om, jeg havde såret ham, uden at jeg egentlig havde gjort ham noget, udover at spørge om noget, som det kun var retfærdigt at jeg fik at vide. Det var bare hans store, blå øjne, den måde han nervøst fumlede med sine hænder. Han lignede en hundehvalp, der var blevet slået af sin ejer.

"Abby." sagde han så, efterfulgt af en dyb indånding. "Det er ikke noget, der betyder noget for dig… Du behøver ikke bekymre dig om det…"

"Niall, jo! Jo, det betyder noget for mig! I opfører jer fandme alle sammen, som om det er noget vigtigt, og hvis det ikke omhandler mig, kan du vel godt fortælle mig det? Du plejer at fortælle mig om dine problemer! Hvorfor lyver du for mig?" ordene væltede ukontrolleret ud af min mund, og jeg havde rejst mig op fra sofaen af bare vrede over at få den samme forklaring igen. Jeg var selv en lille smule forbavset over min hårde tone, men sagt var sagt, og jeg mente det.

Han kiggede pludselig forundret og en smule såret på mig. "Alle sammen? Hvor mange har du snakket med?" Jeg kiggede i hans øjne, og prøvede at finde ud af, om han misforstod mig, om han troede, at jeg havde gang i en eller anden ondsindet plan, for at kunne vriste sandheden ud af ham. "Harry.. og Zayn," svarede jeg med lille stemme. Han rystede opgivende på hovedet og kørte hånden gennem sit hår. Så slukkede han musikken, klappede skærmen i og gik med vrede, hurtige skridt i retning af køkkenet, der lå lige omme på den anden side af skillevæggen. Jeg kunne høre, at han kastede et eller andet, det lød som en papæske, mod væggen med en vred, utydelig mumlen og derefter blev der stille. Jeg kunne mærke en klump i halsen og mine øjne blive fugtige. Efter en dyb indånding gik jeg med forsigtige skridt ud mod køkkenet, og stod længe en halv meter fra skillevæggen, udenfor Nialls synsfelt, og lyttede bekymret. Da jeg hørte et lille snøft, trådte jeg endelig det sidste skridt frem, og fik øje på ham. Han sad på en stol ved det store spisebord, med ryggen til mig og ansigtet gemt bag hænderne. Albuerne hvilede på bordet, og på gulvet henne ved væggen lå en McDonald's burgeræske, som sikkert var den, han havde kastet. 

Jeg tænkte på, om han mon tit sad sådan, helt alene, trist og forvirret, men aldrig fortalte nogen om det. Tanken fik en tåre til at løbe ned over min kind.

Havde han mon hørt mig komme ud i køkkenet?
"Niall?" min stemme var lillebitte, nærmest en hvisken. Han fór sammen, og tørrede hastigt sine øjne, før han vendte sig om mod mig. Han havde tydeligvis ikke hørt mig. "Jeg er bare.. bange," hviskede han efter lidt tid, og en tåre løb ned over hans kind. Jeg gjorde tegn med hånden til, at han skulle komme hen til mig, og han nåede kun at rejse sig, før jeg løb hen til ham og trak ham tæt ind til mig i et kram. I et par sekunder stod han bare, måske overrasket, men endelig lagde han også armene om mig, og jeg mærkede hans skuldre slappe af. Den velkendte duft af Niall og hans arme omkring mig fik mig til at smile et lille, bedrøvet smil. 

En tanke ramte mig med ét, og jeg stivnede fuldstændig. 
Hvad nu, hvis det her slet ikke havde noget med mig at gøre? Hvad nu, hvis han var blevet truet af en eller anden morder, og han gik og havde paranoia og var bange for at være alene? Eller en person i hans familie var meget alvorligt syg, og han var ked af det for tiden, men han ikke var klar til at snakke om det?
Den dårlige samvittighed boblede op i mig, og jeg fik kvalme. Flot, Abby, virkelig flot. Jeg pressede ham til at fortælle mig noget, som måske var et meget privat og sårbart emne for ham, og som jeg bare var sådan en idiot at tro havde noget at gøre med mig. Hvorfor var jeg så selvoptaget? Jeg tænkte på hans glæde, da han så mig, og så den tarvelige måde, jeg havde opført mig på over for ham. Tårerne strømmede lydløst ned ad mine kinder.

"Abby? Av.." Niall lagde blidt hånden på min arm for at fjerne den, og jeg opdagede, hvor længe jeg havde været i min egen lille bobbel, med armene om ham og nærmest borede neglene ind i hans hud over mine selvfrustrerede tanker.
"Ja, selvfølgelig," mumlede jeg hurtigt, slap taget om hans nøgne overkrop, tørrede mine kinder og øjne, og smilede undskyldende til ham. Jeg kiggede på neglemærkerne, jeg havde lavet i hans skulder. "Det må du undskylde."

Bare det faktum, at den efterfølgende stilhed føltes akavet, fik mit i forvejen ikke særlig gode humør til at dale voldsomt. Det føltes helt forkert. Stilhed var jo aldrig akavet mellem os.

Jeg tænkte den samme tanke, som jeg havde tænkt nogle gange før, når jeg lå om natten og ikke kunne sove, men som jeg hadede: Mit og Nialls forhold var unikt. Og nu havde jeg måske slået det i stykker.

Det var blot én blandt tusind tanker, men den her var nok den værste. Jeg kunne ikke klare tanken om ikke at have Niall i mit liv, som den beskyttende storebror, jeg aldrig fik. Jeg kunne ikke klare tanken om ikke at have nogen af drengene i mit liv. 

Da jeg igen rev mig løs fra mine tanker, så jeg op på Niall, der stadig stod lige foran mig i det store køkken. Han var tilsyneladende også i sin egen verden med et anspændt udtryk i ansigtet, de lyseblå øjne stirrede ud i luften bag mig. Jeg måtte undskylde for min opførsel og selvoptagethed. Lige med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...