Give Me One Reason - One Direction

Abby er en pige på snart 17 år, som kommer sammen med Harry Styles. Alle er jaloux på deres forhold, og han er den perfekte kæreste. Niall er som en bror for hende, men Abby synes, han har gået og været lidt trist i lang tid, men når hun har spurgt ham, har han bare sagt at alt var i orden. Er det nu også rigtigt?
En dag sker der en forfærdelig ulykke, som fuldstændig ændrer på Abby's liv, og hun har det dårligt i lang tid, og får selvmordstanker. Men måske er der en af drengene, som kan gøre hende glad igen…

12Likes
5Kommentarer
633Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg lå endnu engang i min seng og stirrede op i loftet. Harry var for længst faldet i søvn ved min side. Der var helt mørkt og stille i værelset, klokken var tre om natten. Jeg vidste ikke hvor længe, jeg havde ligget sådan. Måske en time. Mit hoved var fuldt af tanker fra, hvad der skete i morges.

Mon han på samme måde lå lysvågen og urolig i sin seng oppe på værelse 420?

"Abby? Sover du ikke?" hviskede Harry pludselig ved siden af mig og strøg min kind. Jeg vendte mig om mod ham og rystede let på hovedet. "Har du det dårligt?" Han løftede sig op på albuerne og kiggede bekymret på mig. Jeg så op på ham, ind i hans trætte, grønne øjne. "Hvorfor sover du ikke?" Han gabte højlydt, før et svagt smil tonede frem på hans læber. "Jeg vågnede, fordi jeg kunne mærke, at du var vågen. Din krop sendte signaler til min om, at du ikke havde det godt." Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans forklaring og skøre fantasi. "Vel gjorde den ej." "Tror du ikke på mig?" Harry måbede og kiggede på mig med store øjne. Meget modent. Igen rystede jeg på hovedet og grinede. "Hvad sender min krop så signaler om lige nu?" spurgte jeg med løftede øjenbryn og kiggede afventende på ham, mens han tankefuldt bed sig i læben. Så lænede han sig hen imod mig og tog blidt fat om min nakke. "Lige nu sender din mund signaler til min mund om at…" mumlede han lavt og nærmede sig langsomt, indtil hans varme læber mødte mine, og sommerfuglene vendte tilbage. Mine fingre kørte gennem hans bløde krøller, og han lod sin hånd glide ned langs min arm og gav min hånd et klem. Til sidst trak han sig lidt væk fra mit ansigt, kiggede lige ind i mine øjne med et stort smil på læben, og fjernede en hårtot fra mit ansigt. "Sov nu, skat. Der er photoshoot i morgen, og hvis du vil med… Det er en meget lang dag." Han lagde sig ned på hovedpuden igen, men kiggede mig stadig i øjnene. "Jeg vil gerne med. Jeg har bare en masse tanker i hovedet." Han rynkede brynene og kiggede spørgende på mig. "Det er ikke noget, du skal bekymre dig om," tilføjede jeg hurtigt, vendte mig med ryggen til ham og trak dynen med det knitrende, hvide hotelsengetøj længere op omkring mig. Det var alt sammen noget rod. Jeg kunne slet ikke tænke på det.

Vi var ankommet til studiet, stadig i Stockholm, hvor drengene skulle have taget billeder til deres nye bog, for omkring en halv time siden nu. Det var midt på formiddagen, og det var varmt udenfor. Jeg sad på en stol op ad væggen, lidt væk fra det hvide lærred, med lille Lux på skødet. Hun havde en fin, lyserød t-shirt på, og håret var som altid sat op i en lillebitte hestehale midt på hovedet. Lou vimsede rundt og ordnede drengenes hår, mens et par makeupartister hurtigt og professionelt børstede deres ansigter ind i pudder, så de kom til at se helt perfekte ud på billederne. De lavede skøre ansigter og rakte tunge af Lux, og hun grinede og grinede, og jeg holdt godt fast i hende, så hun ikke skulle falde ned. Lou smilede tillidsfuldt til mig et par gange, satte Zayn's hår færdigt, og sendte ham så videre til en makeupartist.

Da de de endelig var klar, sendte Harry mig et spændt smil, før de alle sammen trådte ind foran kameraet. Niall vinkede med et smil til Lux, som vinkede tilbage med sin lille hånd, og da hans øjne flygtigt kiggede ind i mine, fjernede jeg hurtigt blikket, og børstede i stedet nogle krummer af Lux's bluse. "Smil, drenge", sagde fotografen højt og entusiastisk og klikkede løs. Jeg var træt og havde hovedpine, og blitzen og klikkene gjorde det ikke ligefrem bedre. "Louis, prøv at dreje dig en smule til højre. Ja, sådan der, perfekt! Niall, smil!" De tog tre billeder, og så bad fotografen dem om at stille sig på en anden måde. Men én ting blev han ved med at gentage: "Smil, Niall!"
Hver gang han sagde det, kiggede jeg diskret på Niall, og så, hvordan han modvilligt fremtvang et smil. Jeg lagde også mærke til, at Louis, som stod ved siden af ham, ind i mellem sendte ham et bekymret blik. Hans øjne virkede fjerne, som om han var et helt andet sted.
Da der skulle tages solo-billeder, kom Harry hen og satte sig ved siden af mig, imens de andre drenge fik taget billeder. Han gav mig et kys og satte sin næse mod Lux's, som igen grinede og tog fat i hans hår. Der var spredt, begejstret mumlen i lokalet, og Louis og Zayn havde besluttet sig for at stille sig op og danse nede bagerst i lokalet. Imens Harry kæmpede for at fjerne Lux's hænder og ikke få revet alt håret af, blev det Niall's tur til at få taget solo-billeder. Han smilede til Liam, som gav ham en thumbs up og et klap på skulderen, før han trådte ind foran det hvide lærred, og fotografen fortsatte sin klikken. Jeg kunne mærke min mave snøre sig sammen, da jeg lagde mærke til hans røde, let hævede øjne. 
Gå hen til ham. Omfavn ham. Fortæl ham, at det alt sammen nok skal gå, sagde mit krop til mig, men jeg var som limet til stolen. Jeg tog en dyb indåndning og prøvede at koncentrere mig om Lux, der endelig havde sluppet sit tag om Harry's krøller, men nu havde taget fat i hans trøje, og Harry, der mere og mere irriteret forsøgte at få hende væk på en venlig måde. "Niall, er der noget galt?" hørte jeg pludselig fotografen sige, lavmælt, men stadig hørligt. Niall's i forvejen næsten ikke-eksisterende smil falmede om muligt mere, og han bed sig nervøst i læben og kiggede ned i gulvet. Jeg sank en klump, og mærkede mit åndedræt stå stille. Han løftede igen blikket, og så rundt på drengene med et undskyldende blik. "I can't do this", mumlede han med et fortvivlet ansigt, drejede om på hælen, og nærmede sig hastigt udgangen. "Niall! Niall, vent! Hvad sker der?!" råbte Louis, og både han og Zayn, og alle andre for den sags skyld, stoppede det, de var i gang med. Harry sendte mig et forfærdet blik, og til min rædsel mærkede jeg tårer løbe ned ad mine kinder. Irriteret tørrede jeg dem væk, og holdt den uvidende Lux tæt ind til mig, mens folk forvirret kiggede på hinanden, og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Lige pludselig mørknedes blikket i Harry's øjne, og han stirrede irriteret ned i gulvet. "Harry? Hvad.." begyndte jeg med en lille stemme, men han rystede bare opgivende på hovedet.

Liam var løbet efter, men hvis jeg kendte Niall ret, var han løbet hen til sin bil og bare kørt af sted uden at ane, hvor han var på vej hen, og så havde vi ikke en chance.

"Harry! Hold nu op med det der," sagde jeg, irriteret over, at han ikke ville svare mig. Lige siden Niall var forsvundet tidligere i dag og vi var taget hjem, havde han siddet på sengekanten med albuerne hvilende på knæene, og hans hænder dækkende for hans frustrerede ansigt. Jeg lænede mig op ad dørkarmen med armene over kors. Rummet var gulligt oplyst af en enkelt standerlampe, der stod ovre i hjørnet. Han havde smidt trøjen, og jeg måtte indrømme, at jeg mere havde lyst til at kaste mig over ham, men jeg modstod. Endelig løftede han blikket og så på mig, men sagde intet. "Er det noget med Niall? Noget om mig?" Han lod sig falde bagover i sengen og stirrede sammenbidt op i loftet, tydeligvis med en masse tanker der fløj gennem hovedet på ham. Ved synet af hans blanke øjne fik jeg pludselig ondt af ham, og jeg gik forsigtigt hen og satte mig ved siden af ham og lagde hånden på hans skulder. Han så op på mig. "Jeg kan ikke fortælle dig det." sagde han sagte. "Men Har-" Med et sæt satte han sig op, lagde sin beskyttende arm om mig, trak mig ind til sig og gav mig et af de fantastiske kys, der fik tusind sommerfugle til at strømme gennem min krop. Automatisk tog jeg blidt fat om hans nakke, og trak ham med, da jeg lagde mig ned. Så trak han ansigtet et par centimeter væk fra mit. Hans grønne øjne kiggede lige ind i mine, men de skinnede ikke på samme måde som altid. Så flyttede han sig og lagde sig med et bump ned ved siden af mig igen. Følelserne strømmede rundt i mig. Der lå vi på sengen, ved siden af hinanden og stirrede op i loftet i lidt tid, før jeg drejede hovedet og forsigtigt hviskede "Harry, jeg mener det." Han vendte hovedet om mod mig, sukkede dybt og aede min kind. "Det er ikke noget vigtigt. Det er latterligt, faktisk. Lad være med at bekymre dig om det. Jeg mener det." Han satte sig op. "Er du sulten?" Han så på mig med et smil, som om ingenting var sket. Hans krøllede hår var uglet og stod ud til alle sider. "Nej, jeg har det fint. Ellers tak, skat." Men jeg havde det ikke fint. Og det vidste jeg også godt, at det havde han heller ikke. Klokken var snart fem og jeg håbede inderligt, at Niall snart ville komme tilbage, og at han ikke var faret vild. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...