Give Me One Reason - One Direction

Abby er en pige på snart 17 år, som kommer sammen med Harry Styles. Alle er jaloux på deres forhold, og han er den perfekte kæreste. Niall er som en bror for hende, men Abby synes, han har gået og været lidt trist i lang tid, men når hun har spurgt ham, har han bare sagt at alt var i orden. Er det nu også rigtigt?
En dag sker der en forfærdelig ulykke, som fuldstændig ændrer på Abby's liv, og hun har det dårligt i lang tid, og får selvmordstanker. Men måske er der en af drengene, som kan gøre hende glad igen…

12Likes
5Kommentarer
633Visninger
AA

1. Kapitel 1

Hans grønne øjne og smilet, som spillede på hans læber, var uimodståeligt. Han lagde armene omkring mine hofter, og jeg flettede fingrene bag hans nakke. Hans læber mødte mine, og vi lukkede begge øjnene og lukkede verden ude for en kort stund. I hans arme følte jeg mig tryg. Blidt trak han sig væk fra mig, løftede min hage let og betragtede mit ansigt.

"Du er så smuk, Abby", mumlede han med et smil. Jeg rettede genert blikket ned på mine slidte converse-sko og han gav mig et kys i panden. Følelserne væltede rundt i mig, og jeg kunne ikke skjule et smil. Helt alene stod vi, midt i den store stue på Harrys hotelværelse. Vi var lige kommet hjem fra endnu en af hans koncerter, denne gang i Stockholm, og der gik sikkert ikke længe, før de andre drenge kom væltende ind. Jeg havde taget min alt for store "I ♥ 1D"-sweatshirt på, som Niall havde købt til mig engang. Det var efterhånden lidt tid siden, jeg havde snakket med dem, på grund af deres stort set altid fuldt-bookede kalender. Rehearsals, lydprøver, signings, koncerter, der var altid noget på programmet. Ganske rigtigt, sekundet efter tanken gik gennem mit hoved, blev der banket hårdt på døren, og to højlydte, velkendte stemmer hørtes ude på gangen. Harry sendte mig et stort smil, og gik hen for at lukke vilddyrene ind.

"Abby!" udbrød Louis, og stormede ind for at nærmest vælte mig omkuld i et kæmpe bjørnekram, efterfulgt at Niall, som jeg, efter Louis havde sluppet sit tag, sprang ind i armene på. 

"Hey babe," sagde han med et skævt smil og lod hænderne glide ned langs mine arme for til sidst at ende i mine hænder, og gav dem et klem. Jeg fik helt ondt i kinderne af at smile. De drenge kunne virkelig fylde hele rummet op med glæde, med den energi de havde, når de kom ind. 

"Rolig nu lads, hun er min pige," sagde Harry og grinede til Niall, som hurtigt gav slip på mig, sendte mig et lille smil og forsvandt ud i køkkenet. "Charmør," grinede jeg til Harry, og han sendte mig et flirtende smil.

 

Vi havde alle sat os i den store, sorte lædersofa, jeg med et tæppe om mig. Det var for længst blevet mørkt bag de store vinduer, som erstattede de fleste vægge i hotelværelset. Niall kom ind med en bakke med te, og jeg puttede mig i endnu længere ned i tæppet, mens Harry, som havde lagt armen om mig, blidt strøg hånden  over mit hår. Klokken var halv to om natten, og der var ingen der sagde noget. Vi var alle døset lidt hen, og Louis stirrede søvnigt ud for sig. Jeg lagde hovedet på Harrys skulder, og han kyssede mig på kinden.

"Hvor er Zayn og Liam egentlig?" Jeg afbrød stilheden og satte mig ordentlig op.

"Det ved jeg ikke. På deres eget værelse, tror jeg," svarede Niall med et lille smil, og hældte te op i sit krus. Han drejede hovedet væk med et ryk, da Harry pludselig begyndte at kysse mig mere intenst, og kom til at spilde te på bakken. Jeg gengældte hans kys, men kunne ikke lade være med at grine over hans pludselige initiativ.

"Hvad er der?" spurgte han med et uskyldigt udtryk i ansigtet, men stadig med et skævt smil på læberne, og da jeg ikke svarede, begyndte han at kysse mig igen.

"Ej okay, get a room," udbrød Louis med en stemme, der lød som om, han lige var vågnet, da han lagde mærke til, at Harrys hånd nærmede sig mit bryst. "Tag lige hensyn." Han sendte Harry et vredt, men samtidig skuffet blik, som om de havde talt om noget. Forvirret så jeg fra den ene til den anden, men ingen havde lyst til at forklare noget.

Med et irriteret udtryk i ansigtet trak Harry sig væk, rejste sig hurtigt, og gik. Niall sendte Louis et taknemmeligt blik, og tørrede det spildte te op. "Hvad gik det der ud på?" spurgte jeg, da der blev helt stille. Niall undgik mit blik og pillede ved lynlåsen i sin lysegrå hoodie. Louis sukkede tungt, rodede lidt i sit hår og rørte let ved min hånd. Han åbnede munden, men lukkede den igen som om han ville sige noget, men ikke kunne finde ordene.

"Det…" begyndte han efter lang tids tøven, stoppede sig selv, og lignede heller ikke en, der ville fortsætte. I stedet trak han tæppet, som var faldet ned på gulvet, op om mig og gav min hånd et klem og ignorerede mit undrende blik.

"Måske skulle jeg også til at gå nu," mumlede Niall anspændt, og sendte mig et hurtigt blik. Jeg lænede mig tilbage i sofaen og kiggede op på ham. Hans øjne smilede ikke, som de plejede, og han så meget træt ud. 

"Det… Det bestemmer du selv. Jeg kan komme op til dig i morgen?" Niall rejste sig uden at svare. Louis tog sine sokker på, og rejste sig også. "Så kan vi snakke," tilføjede jeg, og det fik dem til at kigge undrende på mig, Niall en smule nervøst. Så trak han på skuldrene, og gik ud mod hoveddøren, efterfulgt at Louis.

"Vent lige!" sagde jeg, og småløb efter ham gennem den enorme stue. Han stoppede op, vendte sig, og så mig direkte i øjnene med et så udtryksløst blik, at det næsten gjorde ondt inden i mig. Men så lyste hans ansigt for første gang op i et smil, "Hvad vil du så, Pumpkin?" Jeg gengældte hans smil, og slog armene om ham, og lagde mit hoved mod hans. Han lagde sine arme om mig og holdt mig tæt ind til sig. Pumpkin havde han kaldt mig lige siden engang, vi var ude at spise, og jeg absolut ville have pumpkin pie til dessert, og vi rendte hele byen rundt for at finde et sted, de serverede det. Jeg kan ikke huske, om vi nogensinde fandt det.

"Jeg ville bare sige farvel," mumlede jeg, og jeg kunne mærke, at han smilede. 

Den næste morgen stod jeg tidligt op. Ikke fordi jeg skulle noget specielt, jeg kunne bare ikke sove længere. I det hele taget havde jeg bare ikke sovet meget den nat. I mange timer havde jeg bare ligget lysvågen og stirret op i loftet, med tankerne hvirvlede rundt i mit hoved. De omhandlede alle sammen én ting: Hvad der foregik mellem drengene for tiden. Hvorfor opførte de sig så underligt? Og hvorfor ville ingen af dem snakke om det? Jeg måtte få snakket med Liam og Zayn, og høre, om de vidste noget, og senere skulle jeg også op til Niall som lovet. Der var helt stille på værelset. Der var kun få biler på vejene under mig. Jeg skyndte mig at gøre mig klar, trak i et par cowboyshorts og en t-shirt, og droppede for en gangs skyld makeuppen. "Skat, er du allerede vågen?" Forskrækket vendte jeg mig til en meget søvnigt udseende Harry. Jeg smilede ved synet af ham. "Ja. Jeg… kunne ikke sove længere. Skal jeg lave morgenmad til dig?" Jeg forsøgte at virke rolig og overskudsagtig, men egentlig havde jeg mest lyst til bare at løbe alt hvad jeg kunne, op til Zayn's værelse. Jeg håbede inderligt, at han kunne give mig et svar. "Øh.. nej, det behøver du ikke. Eller, måsk-" "Okay, jamen jeg tror, jeg smutter. Vi ses, skat", sagde jeg hurtigt, og gav ham et kys på kinden. Han så forvirret på mig. "Hvor skal du hen så tidligt?" mumlede han. Jeg lod som om, jeg ikke hørte ham, trak en hoodie over hovedet, og vendte mig om mod døren. "Skat, hvor skal du hen?" sagde han lidt højere, løb hen mod mig, trak min hætte op over hovedet på mig, og ned over mine øjne. Han grinede med sin hæse morgenstemme, og jeg tog fat i hans arme og prøvede at skubbe dem væk fra mit ansigt, men han tog bare blidt fat i mine skuldre og vendte mig om mod sig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. "Jeg havde bare tænkt mig at gå op til Zayn og Liam." Han kiggede undrende på mig i lang tid, og jeg forsøgte febrilsk at finde en forklaring på, hvorfor jeg skulle op til dem, hvis han spurgte. Men endelig smilede han og sagde bare: "Du skal altså ikke regne med, at de er stået op." Jeg opdagede pludselig, at jeg holdt vejret, og åndede lettet ud igen. "Nej, jeg ved det godt. Men jeg skal nok vække dem." Før han kunne nå at spørge mere, gav jeg ham endnu et farvelkys på kinden, åbnede døren og gik ud i den gulvtæpsbelagte hotelgang. 

På en måde elskede jeg at bo på hoteller. Jeg elskede stemningen og stilheden på gangene. Og at jeg fik lov at være med drengene på tour, betød, at jeg fik lov at se en masse af verden. Det var selvfølgelig sjovest, når drengene havde fridag som i dag, så jeg kunne få lov at være sammen med min kæreste og mine fire bedste venner. Men især Liam var ved at være træt af, at når fans først fandt ud af, hvilket hotel, de overnattede på, fik de aldrig fred til at sove. De blev altid nødt til at ankomme på hotellet en ad gangen, i helt almindelige biler, godt tildækket af hættetrøjer med hætten trukket op over hovedet og ansigtet gemt bag et par solbriller. Det var begyndt at blive bedre med at holde det hemmeligt, men fans var jo altid desperate efter at finde dem, især når nu de kom til deres by, så det gik ikke altid helt som planlagt.

Med hastige skridt nærmede jeg mig Zayn's hotelværelse. Da jeg endelig nåede døren, tog jeg en dyb indånding, og bankede så på. Det lød meget højt mod den trykkende stilhed i gangen, men ikke en lyd kom inde fra værelset. Undrende bankede jeg igen på døren. Hvorfor skulle han ikke være på sit værelse? Efter at jeg tredje gang havde banket på døren, og der stadig ikke kom noget svar, opgav jeg, og bestemte mig for at fortsætte til hen til Liam. Men da jeg vendte mig om for at gå videre, stødte jeg direkte ind i en bar overkrop. Med et lille skrig gik jeg hurtigt et skridt baglæns, og da jeg så op, mødte jeg Zayn's brune øjne. Han gav mig grinende et kram. Det var da utroligt med forskrækkelser, jeg skulle få i dag. "Hvad så, Ab? Vil du med ind? Jeg var lige nede for at spise noget morgenmad." Jeg nikkede, og fulgte med ham ind, og satte mig på sengen med det klassiske hvide sengetøj. I mine planer skulle jeg beslutsomt have gået direkte til sagen. Men nu, når han stod der, med et afventende smil foran mig, virkede det pludselig meget sværere. "Øh.. hvordan har du det?" Jeg tvang et smil frem, men Zayn kunne godt fornemme, at jeg ikke bare var kommet for at spørge, hvordan han gik og havde det. Der var en grund til, at han var en af mine bedste venner. Han løftede et øjenbryn, og svarede ikke på mit spørgsmål. "Okay så. Jah, jeg ville bare spørge om… altså Harry, Niall og Louis virkede så underlige i går. De har egentlig ikke virket som dem selv længe.." Jeg tav, da udtrykket i hans øjne ændrede sig til et tomt blik, og han rejste sig hurtigt op, og begyndte at samle noget beskidt tøj sammen i en bunke. Det så ud som om, at han havde travlt med at lade, som om han ikke rigtig hørte mig. "Zayn?" prøvede jeg forundret. Han vidste udemærket godt, hvad jeg snakkede om. "Det er ikke noget, jeg vil blande mig i, Abby. Jeg er ked af det, men.. jeg kan ikke hjælpe dig." Irriteret pressede jeg neglende hårdt ind i håndfladerne. "Nej, det tænkte jeg nok," mumlede jeg sammenbidt, rejste mig op og gik uden andre ord ud af døren og smækkede den i efter mig. Jeg ville ikke spørge Liam. Nej, jeg ville gå direkte op til Niall, for at høre, hvad der foregik. Det var fandeme tarveligt at holde mig uden for noget, der tydeligvis omhandlede mig. I ren frustration trykkede jeg nok tyve gange på den stakkels elevatorknap, før dørene endelig rullede op. 

Frustrationen aftog, da jeg endelig, efter noget der føltes som utrolig lang tid i elevatoren, trådte ud på etagen, hvor Niall og Louis' værelser lå. Jeg så Niall's triste øjne for mig. Jeg ville ikke være vred på ham. Det ville jeg sikkert heller ikke få noget svar ud af. Jeg bankede på hans dør, og lavede mærkelige ansigter foran kighullet, som jeg altid plejede, indtil jeg hørte en lille latter bag døren, og låsen, der klikkede. Hans lyse hår strittede i alle mulige forskellige retninger, og han var kun iført sorte boxershorts. "Hej søde! Du kommer tidligt!" Han smilede stort ved synet af mig og gav mig et kram. Værelset var som sædvanligt ét stort rod, og der lå indtil flere McDonald's æsker rundt omkring. "Vil du indenfor?" Han lavede en "efter dig"-gestus med hånden, og jeg nikkede med et smil. "Du kan sidde, øh.. Ja, jeg ved egentlig ikke rigtig, hvor du kan sidde. Her er temmelig rodet…" Hans øjne scannede rummet for mulige pladser, hvor man kunne sidde bare nogenlunde behageligt. Med et kort suk skubbede han en bunke tøj ned fra sofaen, hvor jeg så satte mig. "Så… Du ville snakke?" fortsatte han upåvirket, åbnede sin computer og satte noget musik på. "Eyeee tuneees!" smilede jeg sigende. Jeg havde sagt det hver evig eneste gang, jeg havde set, han brugte iTunes, lige siden twitcamet med Liam. Det var overhoved ikke sjovt længere, men han grinede stadig af det, når jeg sagde det. 
Jeg måtte til sagen. "Jeg ville bare spørge dig om… Hvad der foregår. Hvad der skete i går. Hvorfor I alle sammen opfører jer så underligt."

Hans bange øjne fik det til at stikke i mit hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...