Mit liv, mine regler. ((Virkeligheds dagbog))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 5 maj 2013
  • Status: Igang
Mød Christina, den generte, akavede og tumpede pige på 15 år. Christina lever sammen med sin familie, men hendes forældre er skilt. Gennem hele livet er Christina blevet udsat for ting som hun altid vælger at holde hemmeligt for andre. Hun er lukket, og hver gang der er en som prøver at komme gennem hendes facade, så vælger hun at afskaffe kontakten med personen. Ikke engang hendes veninder som har kendt hende siden børnehaven, har lykkedes at komme gennem facaden. Hun tillader det ikke. Christina - det er mig. Dette er den eneste mulighed jeg faktisk har at fortælle nogle om de ting som går mig på og de ting jeg oplever. For så ved jeg at det er folk som ikke kender mig, som læser med.
~Læses på eget ansvar!

2Likes
0Kommentarer
561Visninger
AA

2. Et råb om hjælp..

Jeg har altid fået at vide af andre at jeg var noget specielt. Og jeg har altid vidst, at det specielle, det var hverken positivt eller negativt, men sådan en blanding. Jeg har aldrig turde fortælle nogle om mine drømme, eller om hvad jeg tænker. Alle ser fuldstændig anderledes på mig efter jeg har fortalt det, eller også siger de nogle negative ting om det, som: "Hold kæft en dum ide, Christina. Vi burde aldrig lytte til dig." Jeg er aldrig blevet lyttet til i mit liv. Hver gang jeg har, skulle fortælle nogle om hvordan jeg har det, eller hvad der er galt, så har de altid skiftet emne. Jeg kan ikke engang snakke med min veninde (som jeg burde fortælle alt til) om det. Hver gang jeg vil fortælle hende om problemerne, så enten så har hun virket ligeglad eller også så har hun skiftet emne? Kan jeg så se nogen grunde til jeg burde fortælle om mine personlige ting? Hvis de alligevel ikke lytter til hvad jeg har, så er det jo klart jeg bliver indebrændt. Nå, nok om det.

Jeg har aldrig haft noget tæt forhold til nogen fra min familie, og hvis jeg skulle vælge bare en, så må det være min storesøster. Jeg fortæller dem ikke noget. Jeg fortæller ikke engang hvordan dagen i skolen har været, for jeg føler ikke rigtig der er noget at grine af. Jeg har det godt i den klasse jeg går i, men når der så er en der er sur, så går det ud over mig. Det går altid ud over mig, fordi de ved, at jeg er det svageste led i klassen. Så griner vi engang imellem, men at skulle finde sig i at deres vrede den går ud over mig, det er noget jeg har vendt mig til. Jeg vender mig til ting, jeg tilpasser mig de andre, for det er ikke dem som tilpasser mig.

Hvis nogle er sure, så søger de mig. ”Det er også din skyld det hele, Christina!” ”Gå nu bare hjem, Christina” og jeg kunne fortsætte, er det sådan man burde behandle hinanden? Nok er vi gode venner, men bare det at når de bliver pisse sure, så søger de mig, og lader deres vrede gå ud over mig, så jeg bliver sur. Også går de andre og siger at jeg er sur, selvom jeg bare er træt af at høre på deres brok.

Jeg støtter mine veninder i nød, og jeg vil dem kun det bedste. Jeg fortæller dem når noget er farligt, fordi jeg er overbeskyttende. Jeg holder af dem og vil ikke miste dem. Men jeg føler ikke det er gengældt. Ja, de er nogen gange søde overfor mig, men når de ikke lytter til mine problemer, hjælper de så? Hvis de klager over at jeg ikke er åben overfor dem, er det så min skyld? Jeg er blevet opdraget med at man skal behandle andre som man selv gerne vil behandles, men jeg føler virkelig ikke det er gengældt.. Jeg snakker pænt til alle, også selv om jeg ikke bryder mig om personen, men de snakker ikke pænt til mig. Jeg kan ikke se at jeg skal være sød overfor nogle, som bare er fucking kolde overfor mig.

Ja, vi har snakket om det her i klassen om at de skal snakke pænt til mig, og det hjælper, men dybt seriøst, jeg er jo ikke en idiot. Jeg ved jo godt det kommer til at ske igen. Nok græder jeg hurtigt, fordi jeg også har følelser og det er den eneste måde jeg kan vise mine følelser på. Men jeg har også mine stærke sider. Jeg græder kun overfor folk som jeg ved at det er okay at gøre det overfor. Jeg græder aldrig hjemme, kun når jeg er alene. og virkelig, hvis jeg ikke havde kendt min klasse så godt som jeg kender dem, så havde de ikke kunnet få mig til at græde. For mig er det at græde et råb om hjælp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...