Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 5 maj 2013
  • Status: Igang
Jeg har næsten lige mistet min far, vi sørger stadig derhjemme, men alligevel skal livet gå videre. Jeg bliver ved med at drømme om min dukke, som jeg glemte på stranden. Da vi tager ned og kigger efter den på stranden, kan jeg pludselig ikke finde ud af, om jeg har lyst til at leve mere...

0Likes
0Kommentarer
154Visninger

1. Forladt

     Jeg løb, løb og løb. Vi var lige kommet ned på stranden, mor, far, lillesøster og jeg. Far og jeg havde gang i et kapløb, hvor det gjaldt om at komme hurtigst ud i vandet. Jeg begyndte at sætte tempoet ned, da jeg nåede vandkanten. Jeg smed min bluse, mine sko og mit blå håndklæde. Jeg lagde min dukke på mit blå håndklæde og sørgede for, at bølgerne ikke kunne nå hende.
     Min elskede dukke som far gav mig, for en uge siden da jeg fyldte 12. Jeg havde altid haft en svaghed for dukker, og denne dukke med de smukke dybblå øjne var ingen undtagelse.
     Så løb jeg ud i vandet og hoppede i lidt tid efter far. Far røg under en bølge, han kom aldrig op igen. Mor så det, og råbte at jeg skulle komme op lige nu. Jeg kom op med nød og næppe, hun løb hen til mig med lillesøster i armene. Vi ringede til ambulancefolkene, der var mænd og kvinder i uniformer over det hele. Vi blev bedt om at tage hjem, og så ville de ringe til os.
     Da de endelig ringede, var det for at sige, at far var væk, helt væk.

     Jeg græder, græder og græder og bliver bare ved. Mor sidder hos mig, hun holder om mig, stryger mig over håret og kysser mig på kinden. Mor græder også nu, jeg har fået hende til at se minderne for sig, minderne fra den dag hvor vi var på stranden. Jeg får stadig mareridt om det, det er nogle måneder siden nu. Mine mareridt kommer tit, og det er altid det samme, om den dag vi var på stranden, en hyggelig dag som endte med uniformerede folk over det hele.
     En gang imellem har jeg en drøm, det er en drøm om min dukke med de smukke dybblå øjne. Den ligger, hvor jeg glemte den, og den er ikke blevet taget af en bølge, den er blevet taget af en lille piges hånd. Hun tager min dukker og går væk med den, men hendes mor siger, at hun ikke må tage den med sig hjem, da det nok er en anden piges dukke. Så hun lader den ligge på en stor sten tæt ved stien.
     Og efter det vil jeg normalt vågne. Jeg sidder og tænker på drømmen om min dukke, måske er der en mening med drømmen, måske burde jeg tage til stranden og kigge efter den? Jeg glemte helt min smukke dukke med de dybblå øjne i farten, da alle folkene kom for at lede efter far. Far gav mig min dukke. Jeg tager en hurtig beslutning, jeg vil tage af sted i dag, efter skole. Jeg fortæller mor, at jeg vil tage til stranden og lede efter min dukke, hun vil gerne tage med mig til stranden og kigge efter den. Hun ved, at jeg har været ked af at miste den, også selvom jeg aldrig har sagt noget om den siden, ikke før i dag.
     Jeg sidder i klassen og tegner, jeg er god til at tegne, og denne gang er det min far, jeg tegner. Han smiler til mig med et stort smil, og jeg husker, hvor godt vi altid havde det sammen, jeg husker specielt den dag, hvor han tog mig med på et kunstmuseum inde i byen.

     Vi havde lige været ude og spise med mor og lillesøster, men de skulle hjem, lillesøster skulle sove. Far ville have mig med på en udstilling med Picasso. Alle billederne vi kiggede på var så smukke, jeg blev meget inspireret, og vi var inde og se udstillingen i over to timer. Vi grinede og havde det sjovt, vi snakkede om, hvor flot det var malet, og om hvordan billederne var bygget op.  Da vi kom hjem, tegnede og tegnede jeg, min far blev ved med at sige, at jeg ville blive den nye Picasso, bare som kvinde, så grinte jeg altid og viste ham nogle flere tegninger, jeg havde tegnet.

     Endnu en dag er klaret, og nu vil jeg bare hjem til min seng og min pude. Nej! Tænker jeg, jeg vil ikke hjem til min seng, det er der alle mine mareridt kommer, fra den dag hvor vi var på stranden, og far og jeg var ude i bølgerne og… Nej! Tænker jeg igen, jeg skal ikke tænke på det, men jeg kan ikke lade vær, jeg savner ham så meget. Han forlod os, ligesom jeg forlod min dukke.

     Jeg sidder ved mit skrivebord og lægger de sidste farver på min tegning. Det er første gang, jeg har tegnet far, jeg elsker tegningen, den minder mig om ham, om hvor glade vi altid var og om vores smil. Jeg kigger på den en sidste gang, krøller den så sammen, og smider den i skralde-spanden. Efter at have tænkt så meget på far er jeg ved at få tårer i øjnene, men så banker mor på døren. Hun spørger om jeg er okay. Jeg siger ja som sædvanlig, hun skal ikke mindes om det igen på så kort tid. Så kommer hun hen og giver mig et kram, og siger at det er tid til at tage af sted.
     Vi er på vej til stranden, mor, lillesøster og jeg.  Jeg sidder og tænker på dengang, far og mor tog lillesøster og jeg med i skoven.

     Vi havde lige fået pakket bilen og var på vej i skoven. Vi sang i bilen og legede bil lege som ’Gæt et dyr’. Vi skulle ud og holde picnic i skoven, med lækker mad og det hele. Vi legede gemmeleg og fangeleg, og vi hyggede os rigtig meget. Vi sad og spiste og hørte på fuglenes sang.

     Bilen standser, og vi er på stranden. Jeg stiger ud og spejder ud over området. Vi skal hen til et sted med store sten tæt ved stien, dér henne skal den gerne ligge, det ved jeg, fordi jeg har drømt det flere gange, men den ligger der ikke. Vi kigger og kigger, jeg løber rundt imellem alle de store sten, og mor går rundt med lillesøster på armen. Jeg ser intet, som ligner min elskede dukke med de dybblå øjne, jeg ser kun sand, vand og nogle få folk som er på strandtur for at finde skaller, eller nogle få badende, som ikke har noget imod lidt koldt vand.
     Jeg er parat til at give op, jeg vil opgive det hele, hvis det er. Så siger jeg til mor, at jeg vil gå lidt længere ned ad stranden. Jeg går ikke så langt, jeg kigger og kigger, men jeg ser ingenting, så kommer jeg til at tænke på noget. Jeg råber til mor, at jeg vil gå et hurtigt smut i vandet. Hun kommer hen og spørger, om det ikke er for koldt. Jeg siger nej, og hun siger, at det er fint, hvis jeg ikke går for langt ud. Jeg klæder mig af, så jeg kun står i undertøj, så går jeg ud i vandet. Jeg mærker, hvor koldt det er, og at det føles som is. Jeg dypper mig til halsen. Min mor leder videre inde ved stranden, tæt ved kanten, og hun kigger nogen gange ud til mig. Så lægger jeg mig ned, vandet er koldt, men jeg fortsætter ned, ned, ned, ned, jeg mangler luft, men jeg vil ikke op, ikke endnu. Jeg sluger lidt vand, men jeg er ligeglad, jeg føler, at jeg driver med vandet og forsvinder. Hvis bare jeg kunne forsvinde helt, men så tager en hånd godt fast i min arm og hiver mig op på land. Jeg prøver at trække vejret, men det er svært, jeg kan næsten ikke. Mor begynder at græde, og jeg tænker på, hvad jeg mon har gjort. Så spørger hun mig, hvorfor jeg dog gjorde det? Jeg var lige ved at drukne! Mor, jeg… jeg ved det ikke, men jeg er okay, det hele er fint, vil jeg sige, men ordene kommer aldrig over mine læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...