Some people change. - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Igang
Summer Harries er en helt almindelig pige på 17 år. Hun passer sin skole, laver sine lektier og alt det andet normale 17 årige piger gør. Hun har en mor og en far, og nogle venner. Eller venner havde hun ikke nogen af. Ikke længere. Før havde hun en bedste ven ved navn Harry. En som hun lavede ALT med og kunne fortælle ALT til. Men det var før. Før X Factor. For han valgte at stille op, selvom Summer bad ham lade være. Showet kom imellem dem, og de mistede kontakten fuldstændig. Så hvad sker der når der lige pludselig står en helt fremmed person i hendes dør og beder hende om at hjælpe med at gøre Harry glad igen? Vil deres venskab overleve? Hvad hvis venskab er blevet til had? Og hvad med alt andet?

13Likes
13Kommentarer
920Visninger
AA

3. 'So.. You are not the pizzaguy?'


 

”Ja, det er hende.”

De fire ord, hvorefter der blev lagt på.

Undskyld mig, men hvad fanden sker der!? Jeg bliver ringet op af et skjult nummer, en ukendt person siger noget, der bliver lagt på igen.

’Ja, det er hende.’ Ordene væltede rundt i hovedet på mig. Hvad er jeg? Og hvem var han? Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule nervøs.

Var han en sindssyg voldsforbryder, der kun var ude på at voldtage mig?

Hvordan havde han fået fat i mit telefonnummer!?

Hvordan havde han fundet mig?

Og igen, hvem er han!? Eller rettere, hvem er de!? Det lød som om han snakkede til en anden.

Jeg prøvede at ignorere det.. Der er jo mange der hedder Summer i det her land, ikke? Jeg sagde jo ikke mit efternavn, vel? Det måtte være en fejl.

                                                         

OoO

 

Klokken var efterhånden blevet 22, og jeg var virkelig sulten!

Jeg tog nogen af de penge, min mor havde til mad, og ringede efter en pizza. Jeg skulle altid have en Remmus.

Det er der en pizza, der hedder.

Haha.

Ej, joke. Det er fordi, første gang Harry og jeg bestilte pizza derfra, troede vi at der stod Remmus på menukortet. Det syntes vi var meget sjovt, da det var mit kælenavn.

Så det var, hvad vi kalder den.

Jeg ved ikke engang hvad den hedder rigtigt.

Jeg kan bare huske, at det er nummer 87.

Jeg bestilte pizzaen, og fik at vide, at der ville gå cirka tyve minutter inden den kom.

Tyve minutter er lang tid at vente på pizza. Hvis du spørger mig i hvert fald.

Jeg tændte tv’et på en musikkanal.

Jeg sukkede højlydt, da en bestemt sang kom frem på skærmen.

’And I’ll be gone, gone tonight,

The ground beneath my feet is opened wide.

The way that I’ve been holding on to tight,

With nothing in between’

Jeg skruede ned. Jeg kunne simpelthen ikke klare den sang lige nu.

Too many feelings.

Jeg lod fjernsynet køre, og gik op på mit værelse kun for at hente min bærbar. Jeg gik ned i stuen igen, tændte for computeren, og åbnede min facebook. Der var, som sædvanlig, ikke noget tegn på intelligent liv.

Slut.

Slut.

Hey, hun er jo.. Nej, ad. Hvad er det for et billede? Slut.

Alle pigerne heromkring var nogle billige ting. Jeg var den eneste, som ikke havde ti centimeters stiletter på i skole. At de kunne holde det ud! Jeg var glad for, at jeg ikke var en af deres fødder.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da det bankede på døren.

Er min pizza her allerede? Jeg smilede. Det ville være perfekt, for jeg ver mega sulten!

Jeg stillede hurtigt min bærbar på sofaen, tog pengene, og skyndte mig ud til døren og åbner.

Ganske rigtigt, der stod en dreng udenfor min dør.

Men.. Hvorfor havde han ikke pizza med?

”Eh.. Har du ikke min pizza med?” spurgte jeg undrende.

”Du hedder Summer Harries, ikke?” han lod som om han ikke havde hørt mig, hvilket irriterede mig lidt.

”Jo, det er mig. Hvor er min pizza?” jeg lød nok en smule desperat, men hallo, min mave var ved at slå mig ihjel!

Drengen rynkede brynene. ”Pizza? Jeg har ikke nogen pizza med.”

Hvad? Var det ikke hans arbejde at dele pizza ud?

”Ej, hallo, seriøst? Er jeg med i skjult kamera? Hvor er min pizza?” Jeg begyndte at blive irriteret.

”Jeg har ikke pizza med,” han lød som om han morede sig lidt. ”Jeg er her til gengæld for at bede om din hjælp.”

Jeg løftede det ene øjenbryn. ”Så… Du er ikke pizzadrengen?”

Han grinede lidt, hvorefter han blev dødalvorlig igen. ”Det er om Harry.”

Jeg stivnede, da han nævnte Harry. Han må have lagt mærke til det, for han forsatte: ”Han er ikke glad. Han snakker om dig i søvne, når han endelig sover. Når han er vågen, ligger han bare og kigger i gamle billedbøger.”

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Han havde dem stadig!

Men.. Hvem var ham drengen jeg snakkede med?

”Hvem er du egentlig?” Jeg fortrød at jeg sagde det ret hurtigt. Åh Gud, det må have lydt dumt.

”Jeg hedder Louis. Det var mig og Zayn der ringede tidligere i dag.”

Oh.

Så det var ikke en sindssyg voldsmand, der kun var ude på at voldtage mig.

Jeg overvejede et kort øjeblik om jeg skulle tage med. Hvad nu, hvis det ikke var det samme?

På den anden side, så savnede jeg ham også så forbandet meget.

”Jeg er med. Hvornår skal jeg møde ham?!"

 

♛♛♛♛♛♛♛

 

Hej alle!

Mange gange undskyld for et virkelig dårligt kapitel!

Jeg har virkelig haft svært ved at skrive dette kapitel.

Jeg ved ikke hvorfor...

Men i hvert fald, nu er vi kommet lidt mere ind i historien! 

Hvad synes I? Og hvad tror I, at Harry vil sige til, at møde Summer igen?

Tak for at I læser med!

Elsker jer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...