Some people change. - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Igang
Summer Harries er en helt almindelig pige på 17 år. Hun passer sin skole, laver sine lektier og alt det andet normale 17 årige piger gør. Hun har en mor og en far, og nogle venner. Eller venner havde hun ikke nogen af. Ikke længere. Før havde hun en bedste ven ved navn Harry. En som hun lavede ALT med og kunne fortælle ALT til. Men det var før. Før X Factor. For han valgte at stille op, selvom Summer bad ham lade være. Showet kom imellem dem, og de mistede kontakten fuldstændig. Så hvad sker der når der lige pludselig står en helt fremmed person i hendes dør og beder hende om at hjælpe med at gøre Harry glad igen? Vil deres venskab overleve? Hvad hvis venskab er blevet til had? Og hvad med alt andet?

13Likes
13Kommentarer
967Visninger
AA

2. Memories

 

Hans smil. Hans grønne øjne. Hans krøllede hår. Minderne fik mig til at smile lidt. Jeg kørte forsigtigt fingrene hen over billedet for at tørre støvet væk.

Radioen kørte stille i baggrunden af dette smukke, og på samme tid triste øjeblik.

Det var bare et af de mange billeder jeg havde med min bedste ven. Eller, min gamle bedste ven. Vi havde mistet kontakten for længe siden, hvilket jeg var ret ked af. Han havde været som en bror for mig. Han havde altid været der når jeg havde brug for ham.

Jeg tænkte tit på ham. Næsten hele tiden. Mine forældre kunne ikke forstå hvorfor jeg ofte var ked af det men de forstod heller ikke en skid. Harry var den eneste der ville kunne forstå mig. Men så stillede han op i det tåbelige show, og ved I hvad?

Han kom fandme på tredjepladsen! Det var showet der havde skilt os ad.

Fucking lorte show.

Han fik travlt og vi mistede al kontakt til hinanden.

Jeg har prøvet at snakke med min mor om det, men hun spurgte bare om hvorfor jeg ikke bare ringede til ham igen. Altså forstår den kvinde da ingen ting? Han havde travlt!

Han lavede musik, tog på tournere, havde en masse kærester..

Alt det han altid havde drømt om. Han havde sikkert også glemt mig, så hvis jeg ringede til ham ville han bare tro at jeg var en eller anden syg fan, der havde fået fat i hans telefonnummer. Jeg måtte bare komme videre. Men jeg kunne ikke.

Kender I det hvor man tænker på én, men man ved at de ikke tænker på én selv?

Jeg hader den følelse.

Og jeg havde gået rundt med den de sidste tre år. 

Jeg fik lyst til at græde.

Det fik jeg altid når jeg tænkte på ham.

Han havde været den bror jeg aldrig fik. Han havde været den skulder jeg kunne græde ud på. Han havde været min makker. Min homie. Min Yrrah.

Jeg havde været hans Remmus. Dengang.

Underlige kælenavne, I know. De kom sikkert fra en af vores Harry-Summer-dage.

Dem havde vi ret mange af.

Harry-Summer-dage altså.

 

Jeg stillede billedet på plads og tog en af mine gamle scrapbøger frem. 

Det var en af dem vi havde lavet sammen. Så havde vi siddet og drukket te og snakket om alting mens vi klistret billeder ind i bøgerne. Vi havde skrevet små hilsner til hinanden. Vi havde klistret brugte biografbilletter ind. Tegnet små tegninger. Han havde en magen til. Næsten altså.

Jeg kørte forsigtigt fingrene over noget han havde skrevet.

'Harry loves Summer, forever. <3'

Og jeg havde tilføjet:

'And Summer loves Harry, forever. <3'

Jeg fik tårer i øjnene bare pågrund af minderne. Jeg havde lyst til at lukke bogen. Smide den væk. Brænde den.

Men jeg kunne ikke, og det vidste jeg også godt. Det er nok også den eneste grund til at jeg bladrede videre. Jeg kiggede på alle billederne men en smilende Harry og en mindst lige så smilende Summer. 

Det bedste var, at det ikke var sådan nogle pasfoto-smil. Det var ægte smil. 

Et hundrede procent ægte Summer -  og Harry smil.

 

Jeg begyndte at græde. Nej, græde er ikke ordet. Jeg begyndte at tudbrøle.

Jeg savnede ham så meget!

Jeg kastede bogen ned på gulvet, og begravede mit hoved i min pude. 

Det blev ikke lige frem bedre da 'Wish You Were Here' blev spillet i radioen. 

Sangen, som Harry og jeg havde skrålet med på altid. Sangen, vi havde danset i bare tæer inde i min store, lyse stue.

Vi havde kedet os, og ville øve os til skoleballet. Som vi faktisk fulgtes ad til. Ingen andre gad os. 

Jeg huskede alle hans bevægelser. Måden hans arme lå rundt om min talje. Hvordan han smilede til mig. Hvordan jeg snublede over mine egne fødder, men at han nåede at gribe mig. Hvordan vi havde grinet af det.

Og nu lå jeg så her og græd. Over ham.

Hvis I vidste hvor mange gange jeg havde tastet hans nummer ind og havde været en millimeter fra at trykke på 'ring op'. Jeg ved ikke selv hvor mange gange jeg havde gjort det.

Jeg var stoppet med at tælle.

 

'All those crazy things we did,

Didn't think about, just went with it,

You're always there, you're everywhere,

But right now I wish you were here...'

 

Alle minderne fra den gang strømmede op i mit hovede igen. Kunne den sang ikke snart slutte?

Den sidste tone sluttede lige så stille, og min pude var efterhånden helt gennemblødt af tårer. Jeg tog en dyb indånding og samlede scrapbogen op fra gulvet og stillede den på plads.

Jeg kiggede mig i spejlet og jeg fik mildest talt et chok.

Siden hvornår er jeg begyndt at ligne en vaskebjørn?

Jeg gik hurtigt ud på badeværelset og tændte bruseren. Jeg tog mit tøj af og stillede mig ind under det varme vand. Jeg vaskede mig i hovedet og på kroppen. 

Jeg er en af de mennesker der tænker over alt for mange ting når jeg er i bad.

Hvilket var grunden til at Harry dukkede op i mit hoved igen. Jeg skubbede hurtigt tanken fra mig, slukkede vandet, og trådte ud af bruseren.

Jeg tog et håndklæde omkring mig og gik ind på værelset. Jeg tog et par natshorts og en af Harrys t-shirts på. Han havde glemt den her den sidste nat han sov her. Han havde aldrig fået mulighed for at få den tilbage.

Jeg lod være med at lægge makeup, da jeg havde sommerferie, og i dag skulle være en Summer-dag. 

Suk. Summer-dag lyder bare.. Tomt.. Hans navn manglede foran mit. 

Okay, jeg burde seriøst tage mit liv op til overvejelse.

 

OoO

I må ikke tro at jeg bare er sådan en svagpisser.

Jeg har min facade på overfor alle, men så snart jeg kommer hjem, forsvinder den, og jeg har mest af alt bare lyst til at græde. 

Der er aldrig nogen der har set mig sådan.

Udadtil har jeg altid været glad.

Hende den glade pige der aldrig havde nogen problemer.

De skulle fandme vide hvad jeg gik igennem.

 

Jeg gik nedenunder og tog et æble. Jeg var sulten, men jeg orkede ikke at lave aftensmad. 

Du spørger sikkert om hvor mine forældre er henne?

Jo, de valgte simpelthen at tage til Spanien hele sommerferien. Jeg gad helt seriøst ikke til Spanien igen. Der har vi været de sidste mange år. Den samme campingplads. De samme turister. De samme kedelige shows. Hvert år. Død kedeligt.

 

Jeg lagde mig ind på sofaen og zappede rundt på kanalerne. Jeg var havnet på et eller andet sygt bolig program, så min telefon blev brugt til at stene Twitter med imens.

Mit æble var jeg blevet færdig med, så æbleskroget lå bare på bordet. Jeg kunne rydde det væk senere.

 

Jeg sad og spillede Candy Crush på min mobil, da den pludselig ringede.

Jeg har aldrig fået så stort et chok i hele mit liv.

Det var et hemmeligt nummer der ringede, så det kunne ikke være mine forældre. Jeg besvarede opkaldet lidt tøvende og tog telefonen op til øret.

''Det er Summer.''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...