Mentalistens hemmeligheder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2014
  • Status: Igang
4 unge. Victoria, Blake, Anette, og Less, bliver friviligt hypnotiseret ind i en verden for et forsøg. Verdnen skal forstille det personerne har mest brug for. Langsomt folder hemmeligheder op i den lille folder de har fået med. Fjendskaber holdes. Fortvivelsen fylder. Men kan de holde den fiktive og den virkelige verden adskilt når alt forgår i deres hovedet? Vil de ende med at sende deres dybeste hemmeligheder ud, i troen om ingen vil se dem! Kommer de nogensinde ud af deres tanker igen?

4Likes
2Kommentarer
584Visninger
AA

6. Vandet (Less synsvinkel)

Note

Vedsiden af mig sidder en kanin. En kanin der ikke findes, men som jeg tror der findes. Måske burde jeg ikke bruge den her note på at skrive mit mentale. Men det gør jeg! Altså det er min note ikke? Jeg kunne allerede kalde den dagbog. Hvis jeg ville! Men det gider jeg ikke. Båden vugger stille frem og tilbage, og i den anden side sidder kaniner. Den stirre så meget på mig at det næsten er irriterende. Rettelse = Det er irriterende. Alt for irriterende.

Jeg nipper til noget te den vist nok har givet mig. Jeg drikker ikke te normalt, og det smager heller ikke af noget. Som om det gjorde det før. Jeg hader te. At jeg sidder at nipper til den her er bare for at være venlig. Jeg må jo gøre godt indtryk på fantasidyret ikke. Ellers vipper den mig sikkert ud af båden, og ned i det fiktive vand. Tsk.

Jeg kan ikke drukne, men det tror min hjerne jeg kan, så lige nu sidder jeg og prøver at gøre godt indtryk på mig selv. Mærkeligt. Jeg har aldrig tænkt på kaniner, så hvordan min hjerne har lavet den kanin tør jeg ikke tænke på.

Vores tavshed er akavat. Jeg er akavat. Det burde mine hjernes dyr også være. Akavetheden forsætter. Jeg drikker lidt te. Mere akavethed. Det hele er bare akavet. Jeg må indrømme jeg har lyst til at vippe den af båden og forsætte selv.

- Less

Jeg giver slip på blyanten, for ikke at bide i den. Kaninen stirrer intenst på mig, med sine enorme øjne. De er lige så store som æbler. Fiktive æbler, nu hvor vi er i emnet. Tsk.

"Hej kanin"

Kaninen drejer hovedet på en syret måde, og jeg begynder stille at finde mig til rette i min hjerne.

"Hej menneske"

Sarkasme. Skønt vi har noget til fælles.

"Less"

"For mig er du bare menneske, ligesom for dig jeg kun er kanin"

Blikket var tomt. En kanin der kunne ond sarkasme? Mere urealistisk end nogensinde!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...